Den første elevforening og dens fane

Artiklen nedenfor og fotoet t.v er gengivet fra Elevforeningens årsskrift 1985, hvor Hugo Vinderslev – f. 1902 i Kolind og æresmedlem – var til stede.

Så vidt jeg husker blev den første elevforening stiftet i 1915. Jeg kan ikke finde nogen steder, hvor det står skrevet. Men jeg kan fortælle, at pigerne i 8. Klasse 1915, Karen Drasbek, Ketty Vinderslev (min søster), Else Uhrbrand, Gerda Rasmussen og Ebba Topp, havde deres store andel i foreningens start og dens fane.
Desværre savner jeg oplysninger om både klassebog og forhandlingsprotokol, som kunne fortælle meget bedre derom, og hvad der skete i den første elevforenings levetid. Disse to bøger efterlyses hermed.
Derimod fandt jeg for mange år siden ud af, at foreningens store silkefane stod på skolens loft. Den fane hvortil de førnævnte 5 piger baldyrede det store motiv – bogstaverne R.R.E. i fanedugens midte – for 70 år siden.
Dug og fanestang blev – små vidt jeg erindrer – leveret af en specialfabrik i Randers. Elevforeningen (eller giverne) var enige om, at dugen skulle være af fineste Thai-silke, og det medførte naturligvis et par problemer at fremskaffe denne fine vare. Vi befandt os jo midt i I. verdenskrig, hvor der var mangel på mange ting, blandt andet silkevarer og ægte silketråd, det sidste til de tre initialer R.R.E. på flagdugen. Begge dele blev klaret – den sidste af min onkel Peter Jensen, der drev Magasin du Nords filial i Kolind. Hans datter, min kusine Dorthe, var også elev i Ryom og et par klasser under mig. Far og datter sørgede for den nødvendige silketråd til motivet med de tre bogstaver R.R.E. i en cirkelomkreds på størrelse med en spisetallerken.
De fem piger, Kare, Ketty, Else, Gerda og Ebba påtog sig dette arbejde på flagdugen efter en af bestyrelsen godkendt tegning. Pigerne lod arbejdet gå på omgang, så hver især havde sin andel i alle tre bogstaver og cirklen udenom.

Småvildt jeg kan huske, blev fanen indviet i slutningen af året 1915. Jeg deltog i hvert fald i højtideligheden, som fandt sted i gymnastiksalen, hvor de tre smedede sølvsøm blev slået i. Måske var de ikke af det rene sølv, men de så sådan ud. Der var udtaget tre til at slå disse søm i fanestangen. Den første var Alfred Nielsen – vistnok årgang 1915, som slog sømmet i for skolen. Søm nr. 2 blev slået i af Viggo Breinegaard, og for godt kammeratskab. Han knaldede så hårdt til sømhovedet, at det blev skævt og måtte rettes op, og den gamle skade er stadig synlig. Det tredje og sidste søm var reserveret skolebestyrer Axel Munch, der slog det i for idealerne. Måske er der medlemmer, som har mindebogen “Med idealets ild i vold”, og deri kan læse Axel Munchs tanker.

Dagen sluttede med en lille festlighed på Ryomgård Hotel og naturligvis med den nye fane i spidsen. Viggo Breinegaard (fra Kolind) var valgt til fanebærer, fordi han var høj og rigtig kunne løfte den nye fane i vejret. På vejen til hotellet passerede vi jernbanestationen, og Viggo løftede da fanen så højt, at den rørte ved de elektriske ledninger og afstedkom en kæmpestor gnist. Sporene kan stadig ses på fanespyddet, som et lille “brandsår”.

Fanen blev altså indviet efter forskrifterne, men foreningen gik efterhånden i stå og hørte op. Hvordan eller hvornår er jeg ikke blevet klar over, da jeg gik ud af skolen i 1919, og i den følgende tid var bosat i Kolding og efter endt lære var rejsemontør i el-branchen uden at mine opgaver lå på Djursland. Jeg kom sjældent på skolen og til dens fester, men det lykkedes dog langt om længe at ramme den rigtige D-dag – og at finde den gamle fane. Skolebestyrer K. Basse vidste, hvor den blev opbevaret i al sin ynkelighed. Den så forfærdelig ud, mør og revnet. Jeg var såmænd lige ved at tude over gensynet og tanken om det flotte banner fra 1915.
Ellers mindes jeg at have set den gamle fane i tekst og billeder i nogle af foreningens -den nuværende – årsskrifter efter 2. verdenskrig og i de år, hvor man festede om sommeren og havde store navne på skolebakkens talerstol.

Den gamle fane er et kært minde for mange aldrende Ryom-elever. Jeg har også mit skoleemblem R.R. I sølv og passer godt på det. Og som før omtalt hører jeg til de ældste, og har ladet mig fortælle, at jeg er alderspræsident. Det er også rigtigt, at jeg har været ældste deltager – af årgang – til de senere års elevfester. Men efter dette års fest – 19. oktober – har jeg fået opklaret, at to af eleverne fra årgang 1916 er spil-levende. Det er oven i købet de lige omtalte: Else Uhrbrand og Viggo Breinegaard, som nu er underrettet om denne lille artikel og har bekræftet alt om den gamle fane.

Jeg regner med, at der blandt alle skolens årgange findes mange, som vil være med til at bevare den gamle fane og håber, at bestyrelsen snarest vil behandle mit forslag:

at lade den restaurere og ophænge i festsalen på en æresplads og helst i glas og ramme.

Her venter en opgave for alle, der kan lide deres gamle skole – og i øvrigt alle andre af Ryomgaard Realskoles venner.