Artikler & Indlæg

Denne sektion af websitet indeholder en masse forskellige artikler og indlæg med Ryomgaard Realskole som omdrejningspunkt. Det meste af materialet er i første omgang kopieret fra Jens Erik Mehlsens eget website RYOMREAL65 (selvfølgelig efter aftale).

Ryomgaard & Aarhus – en gammel forbindelse

Kilde: Artikel af lektor Regnar Knudsen, Aarhus, Årsskrift 1942 

Ryomgaard Realskoles Elevforening udgav i 1942 Aarsskrift med denne spændende artikel om Ryomgaards historie. Bl.a. læser vi i indledningen, at det var byen, der gav Gaarden navn, og ikke omvendt, som man ellers har været tilbøjelig til at tro. Udover historie generelt fortælles også om det Fogh-Wilsterske legat, som bl.a. elever på Aarhus Kathedralskole nød godt af.

Siden Ryomgaard Realskolen Grundlæggelse har Aarhus Kathedralskole modtaget mange af Skolens Elever i Gymnasiet; de har altid været flinke og flere har hørt til Kathedralskolens dygtigste Elever. De har heller ikke glemt deres gamle Realskole, der gav dem et saa godt Grundlag, og navnlig saa god en “Aand”.

Forbindelsen mellem de to steder, ikke just de to skoler, er imidlertid af gammel dato og har i et par århundreder været betegnet ved et af Kathedralskolens ældste legater, det Fogh-Wilsterske, der bortgives af ejeren af Gammel Ryomgård.

I den forbindelse kan det måske være på sin plads at give Herregaardens Historie i hovedtræk, idet vi begynder med den gamle Landsby, der gav Gaarden Navn.

Dens Navn skrives i 1470 Ryydum, i 1574 Ryum og er et Rydningsnavn, men dog ikke saa gammelt, at det kan tilhøre ældgamle Navne på -um af -heim (Vium o.l.); det skrives ogsaa “Ryen” og maa sidestilles med Navnet Rødding, der heller ikke kan tilhøre de gamle, ja, endnu ældre Stednavne paa -ing. Den har antagelig ligget omtrent paa Stationsbyens Plads. De ældste Efterretninger gælder dog ikke Landsbyen, men dens Kirke, der kom til at ligge et godt stykke østligere, idet Rigshofmesteren Hr. Otte Nielsen Rosenkrantz og Hustru 1458 opførte Marie Magdalene Kirke “i det sted som skow og træ stodhe”, og som de havde ladet bortrydde. Kirken er opført paa en Sokkel af Granitkvadre fra en ældre Kirke eller et Kirkekapel ved Helligkilden “Marie og Magdalene Kilde”, efter Sagnet opkaldt efter to Jomfruer, der som Tak for deres Helbredelse opførte Kapellet. Omkring den nye Kirke, opstod der da en ny Landsby “Marie Magdalene”, kaldet “Marmelene”, saa kirken har virket bydannende.

Det ligger da nær at antage, at Rosenkrantzerne fra Hevringholm ogsaa har haft Ryom og dens Hovedgaard, ligesom de trods Aarhus-bispen Jens Iversen Langes Modstand havde Kaldsret til Kirken; i dennes Apsis er under et Dommedagsbillede malet Otte Rosenkrantz’ og Else Krognos samt Aarhusbispen Ulrik Stygges Vaaben; han var Biskop Jens’ forgænger (1423-49).
Gaardens Gods har antagelig ligget under Bjørnholm (Høgholm), der efter Hr. Otte Nielsen tilfaldt hans Søn og Sønnesøn, hvis Søn døde barnløs 1561, hvorefter Arven blev delt; men sikkert er det, at Ryom Hovedgaard som Arvegods tilhørte Hr. Ottes Sønnedatter Birgitte Rosenkrantz, der 1576 ægtede Magnus Juel til Asmild Kloster, hvor han døde pludselig 1605 efter et Maaltid, “som var krydret med mange Ord og Taler”. Han byggede Kirkens Taarn, og paa dens Altertavle findes Ægteparrets Navne med Aarstallet 1593.

Ejerne af Ryomgaard har sjældent spundet Guld ved den, og han døde meget forgældet, saa at hans Enke for at tilfredsstille Kreditorerne atter og atter maatte sælge væk af sit store Jordegods. Hun solgte den da til sin Broder, der straks efter overlod den til Axel Galt, som ogsaa sad daarligt i det, saa at hans Arvinger gik fra Arv og Gæld. Derefter synes den at være kommet til Jørgen Marsvin til Nørlund, hvis Datter var gift med en norsk Adelsmand Gudde Galt, der indtil 1613 skriver sig til Ryumgaard.

Den gamle jydske Slægt Kruse rykker nu ind paa Ryumgaard med Enevold Kruse til Hjermeslevgaard (Vendsyssel) og senere til Stenalt; hans Enke Else Marsvin har Gaarden og efter hende Sønnen Jørgen Kruse (død 1668), hvis Arvinger maatte fragaa Arv og Gæld efter ham, rimeligvis fordi han havde forbygget sig paa Opførelsen af den nye Ryumgaard lidt nordligere end det ældste, der efter Fundamenterne at dømme laa tæt ud til Kæret paa Holmens eller Halvøens sydside; ogsaa de onde Aar efter Svenske-Krigene kan have bidraget dertil. Jørgen Kruse er altsaa det ældste Ryumgaards Bygherre, idet han først byggede Ladegaarden med den smukke  treskibede Højrumslade og planlagde, men kun delvis gennemførte et trefløjet Borganlæg, hvis Nordfløj var det nuværende Hovedhus, og hvis Sydfløj næppe nogensinde er blevet rejst paa de endnu mærkbare Fundamenter. Paa det nordøstre Hjørne var der et ottekantet Taarn, hvis Fundamenter endnu findes.

Ved Ombygning ca. 1770 blev dette Anlæg stærkt omdannet, men den østre Del af Hovedhuset og den korte Østfløj tilhører Jørgen kruses Hus, og hans og hans Hustru Beate Bülows Navne findes paa Sandstensportalen over Hoveddøren med Aarstallet 1643.
Med Jørgen Kruse er de adelige Herremænds gyldne Tid forbi, og de borgerlige Godsejere rykker o. 1660 samtidig med Enevældens Indførelse, ind paa Ryumgaard; det er studerede Aarhusborgere, direkte eller indirekte knyttet til Byen, der i det næste Aarhundrede kaster en vis Glans over Ryumgaard.

Den første var et Medlem af en lærd Aarhusfamilie, Magister Laurids Jensen Bording (1610-77). Slægten har Navn efter Landsbyen Borum (N. f. Aarhus), der oprindeligt skrives Bordhorn, senere udtalt Borrum eller Borring, idet Endelserne -um og -ing sammenblandes (jfr. Labing af opr. Labum); den hørte til de mange indflyttede fra Omegnen, der tog Navn efter deres Hjemstavn, en Navneskik, man maatte ønske endnu mere Fremgang end sket i vore Dage til Afløsning af de alt for mange -sen Navne.

Laurids Bording var Søn af Raadmand Jens Bording. 1631 blev han Student fra Kathedralskolen og var nogle Aar Hører paa Herluftsholm, men derefter Hushovmester (Huslærer) for unge Adelsmænd paa Rejser i Udlandet, særlig i Holland, England, Frankrig, Italien og Sweitz – ligesom senere Holberg. Han var en kort Tid knyttet til Sorø Akademi som Professor i Historie, men opgav snart dette embede, da han blev Lektor i Theologi ved Domkirken, det Embede hans Bedstefar havde haft, og det Maal han havde stræbt efter, som det fremgaar af Breve fra ham til hans berømte Bysbarn, Arkæologen Ole Worm; hans Ønske om at bo i sin Fødeby, hvortil han var knyttet ved Slægts- og Venskabsbaand, var samtidig blevet opfyldt.
I Aarhus levede han stille og roligt til 1674, da han følte sig træt og opgav sit Embede for at trække sig tilbage til det nyerhvervede Ryumgaard. Han var gift med Ingeborg Broberg, Datter af Borgmester Rasmus Nielsen Broberg (eller Brobjerg, i den nuværende Frederiksgade) og blev meget velhavende.
Ejerne af Ryumgaard havde nemlig i Aarenes Løb lånt Penge af den rige Aarhusfamilie og ikke mindst af den lærde Magister Bording, og da Arv og Gæld blev fragaaet efter Jørgen Kruse, maatte han selv “efter Tidernes Beskaffenhed tage Ryumgaard Hovedgaard med al sin Tillæg og Rettighed samt noget derhos omliggende Jordegods i Betaling for mine udlaante Penge”. For sig og sine opnaaede han ved Kongelig Gunst at faa adelige Privilegier for sit Jordegods.

Paa Ryumgaard tilbragte han sine tre sidste Leveaar, svækket af Alder og træt af sine mange Udlandsrejser mere end af sit Embede, der faktisk var en Sinekurepost. Hans Enke overlevede ham til 1709, medens hans eneste Søn, den ugifte Dr. jur. Rasmus Bording sad som Ejer til 1703. Ti Aar efter købte hans Datter Magdalenes Mand, Etatsraad Peder Fogh de andre Arvinger ud. Han tilhørte Enevældens nye Borgeradel og var Søn af Borgmesteren i København Jørgen Fogh, som var gift med en Søster til Griffenfeld. Borgmester Jørgen Fogh var imidlertid ogsaa i Aarhus, hvor hans Fader var Købmand, og derfra stammer vel ogsaa Sønnens Forbindelse med Familien Bording. Han blev indviklet i sin Svoger Griffenfelds Affærer, idet et Vidneudsagn gik ud paa, at “Fogh havde sine Hænder i Griffenfelds Sager, naar noget var at fortjene”, men naar han blev dømt paa saadanne Vidnesbyrd om “Underslæb”, har de næppe haft meget at betyde; Dommen skulle i Strenghed svare til Svogerens: “ han skulle miste to Fingre, staa et Kvarter i Halsjern, føres ud af Byen af Bøddelen og evig forvises af Riget”. Dommen blev dog formidlet til Forvisning til Aarhus, hvor han døde 1685 “af Græmmelse”, som det siges.
Hans Søn Peter Fogh mente,  at naar han selv havde nydt saa mange Begunstigelser af Regeringen, var det fordi den ville oprette, hvad en tidligere Regering havde forbrudt mod hans Fader.
Peder Fogh (1675-1753) blev 1696 Hører ved Aarhus Kathedralskole; efter 10 Aars Forløb opgav han dog denne uanseelige Stilling, da et rigt Giftemaal befriede ham fra at tjene Brødet; han ægtede nemlig Ejerinden af Ryumgaard, den 15 Aar ældre Magdalene Bording (død 1720): 1707 lod han sig optage i Adelsstanden. 1724 blev han Justitsraad og Højesteretsassessor, 1735 Etatsraad og døde 1733 efter længere Tids Svagelighed, siddende i sin lænestol. Han var tre Gange gift, men barnløs: over sine Hustruer satte han et Epitafium i Kirken med en lang Indskrift paa blomstrende Latin for hver af dem.
Peder Fogh var en videnskabelig dannet Mand med mange litterære Interesser, især for Fædrelandshistorie; han efterlod sig ganske vist ingen videnskabelige Skrifter, men en omfattende Brevveksling med mange af Datidens lærde, der tit vidner om Humor. Han var en megen beskeden Mand og fandt ikke sig selv værdig til at optages som Medlem af det Kgl. danske Selskab, som han havde skænket flere Gaver, saaledes Biskop Bircherods kostelige Dagbøger, som han derved reddede fra Tilintetgørelse. Af sine rige Midler stiftede han et Legat på 3000 Rdl., som af hans Svigersøn og Efterfølger Jørgen Fogh-Wilster blev forhøjet til 3.500, hvis Renter skulde anvendes til Skolehold i Marie Magdalene, i Nimtofte og Ebdrup, til de fattige paa Godset og i Aarhus, til en Student og Discipel i Aarhus Kathedralskole.
Hans Søstersøn havde sammen med sin Moder Admiralinde Wilster boet hos ham i hans sidste Aar; han fik ham 1747 ophøjet i Adelsstanden under Navnet Fogh-Wilster paa hans Ansøgning og paa Grund af de Wilsters Fortjenester i Krigstjenesten. Hans Enke Anne Marie Galten giftede sig med Oberstløjtnant Palle Kragh v. Hoff (1717-99), der sammen med sin Broder Ritmester Hoff til Silkeborg en Tid ejede Høgholm. Oberstløjtnant Hoff byggede det nuværende Ryumgaard, idet han opførte Hovedbygningens Vestparti, der tydeligt ses sammenbygget med Jørgen Kruses Østparti. Med Jørgen Fogh-Wilster var Aarhusborgernes Saga ude paa Ryumgaard.

Gl. Ryom - Foto fra Ladegaarden
Gl. Ryom - Foto fra Ladegaarden

Erik Munch - 60 års hyldest

Kilde: Overlærer Marius Dynesen skriver i anledning af Erik Munchs 60-års fødselsdag i årsskriftet 1951

ERINDRINGENS BOG.

I 1912 var jeg netop blevet så gammel, at jeg kunne komme ind i seminariets første klasse. Jeg kendte ikke et menneske på stedet, men har velsagtens rent tilfældigt anbragt mig ved et af bordene i klasseværelset. Min sidemand hed I.P.  Ja, han hed nu også Jensen, men det tænkte ingen på. Det havde ringet ind, og vi sad og ventede på, at læreren skulle komme. Pludselig fik jeg et kraftigt puf i ryggen og vendte mig hurtigt om for at se, hvem fredsforstyrreren var. Jeg har sjældent set så magert og knoglet menneske, men han så ud til at være bomstærk, hvad jeg da også ofte har haft lejlighed til at se beviser for. Således stiftede jeg bekendtskab med Erik Munch! Det viste sig, at vi på samme tid var absolutte modsætninger, og dog meget beslægtede åndeligt talt. Det blev rige år, disse 3 år på Hjørring Seminarium, ikke på penge, thi dem var der ingen af os, der havde, men på udvikling.
Hos frk. Petersen (nu fru Munch) mødtes, hvad der fandtes af ånd på seminariet, og det var slet ikke så lidt, for vi var alle unge mennesker og havde derfor høje tanker om os selv. På en eller anden mystisk måde fik jeg seminarieforstanderen til at anskaffe en del instrumenter til et orkester. Der var ikke ret mange, der kunne spille ret meget, men celloen blev betroet Erik Munch, som tog nogle få timers undervisning hos byens cellist. Bratschen blev overladt til en mand med det fint klingende navn Gundelach (vistnok i familie med obersten), – og så spillede vi løs. Vor dirigent var Rasmus Mortensen, der desværre er død. Han var en fin musikbegavelse og nåede at fæstne sit navn i en række små fine sange.

Vi havde mange dejlige aftener sammen. Men også litteraturen havde vor store bevågenhed. Munch var allerede den gang mesteren, som ingen kunne gøre rangen stridig. Det var i seminarietiden, at venskabet med Skjoldborg knyttedes. Et afbræk i denne rige tid var det, da fru Munch forlod os for at begynde sit arbejde på Ryomgård Realskole. Og så kom eksamen. Men lad os kun dvæle ved de lysere minder.

Krigen var brudt ud. Sikringsstyrken var blevet indkaldt.
Der uddannedes mandskab på samlebånd. Munch var kystartillerist. Som højlærd mand blev han uddannet som telegrafist og lå på Lynetten.

Jeg havde haft lidt vikarvirksomhed. Det var ellers svært at få, for der var lige så stor overflod dengang på lærere, som der nu er mangel på dem. Men jeg havde da altså tjent mig lidt penge og rejste i ferien til København for at se til Munch. Fru Munch (dengang endnu frk. Petersen) var der også. Vi fik nogle udmærkede dage ud af det. Jeg havde vist tænkt mig en fjorten dage eller så, men da der var gået otte dage, måtte jeg rejse hjem igen, for pengene var sluppet op. Jo -, vi morede os bestemt storartet.

I 1917 tiltrådte Munch arbejdet ved Ryomgård Realskole. Vel var det Axel Munch, der med sin ukuelige ånd påtrykte skolen det stempel, som den endnu har, men han fandt i sin broder den hjælper, der var i stand til at gennemføre og videreføre hans ideer. De to brødre var i besiddelse af en vældig arbejdsevne, og utallige er de arbejder, som de har fået fra hånden. Mange af dem har Munch allerede selv skildret i elevforeningens årsskrifter, f.eks. da gymnastiksalen blev blændet. Det kostede sved, og dog var Munch bagefter i stand til at køre lysbilledapparatet, som blev drevet med håndkraft. Da julekomedien blev en tradition, ønskede Axel Munch at få indrettet en scene i gymnastiksalen, og Erik Munch og jeg gik omgående i gang med det. Når Erik Munch som ved den lejlighed gav sig i lag med et stykke snedkerarbejde, så blev det i al fald solidt gjort. Senere blev teatrets gulv anvendt til at køre trillebøren på ved bakkearbejdet, og det har Munch jo også selv tidligere skrevet om. En stor sorg var det for os alle at miste Axel Munch, men det er jo lykkedes Erik Munch på en særdeles heldig og smuk måde at føre skolen videre i stifterens ånd. Det samarbejde, som jeg har haft held til at udføre sammen med Munch, har for mig været rigt og stort, og det er jo udelukkende hans skyld. Som det tidligere var Axel Munch, der prægede hele livet på Ryomgård Realskole, således er det jo nu hans lyse ånd, der svæver over den, og jeg vil håbe, at han endnu en lang årrække må være den, der bærer skolen frem, så den stadig må være Danmarks mest særprægede skole.

Erik Munch -1951 – 60 år
Erik Munch -1951 – 60 år
Erik Munch (siddende) med sin bedste kammerat fra seminarietiden i Hjørring, Rasmus Mortensen (t.v.)
Erik Munch (siddende) med sin bedste kammerat fra seminarietiden i Hjørring, Rasmus Mortensen (t.v.)
Erik Munch rekrut i året 1916.
Erik Munch rekrut i året 1916.

Søren Vester-Petersen

Kilde: Fru K. Basse i Realskolens Årsskrift 2007-2008.

Lærer og viceinspektør på Realskolen 1938 – 61

Proprietær P. Petersen og frue drev et større landbrug på gården Sivested Odde mellem Kolind og den lille landsby Sivested. Gårdens fede jorder i det tørlagte sund leverede forskellige afgrøder, først og fremmest frø-afgrøder, og de store hvide bygninger lyste op i det flade landskab, så de var ret så tydelige fra flere sider af sundet, herunder også fra Kolind.  Proprietær-parrets børn, heriblandt sønnen Søren sendtes ca. 1923 til den private realskole i Ryomgård, som Petersens nærede stor veneration for. Dette private skole-initiativ tiltalte venstre-manden på Odden, og det i en sådan grad, at han støttede den også på andre måder, moralsk og formodentlig også økonomisk med et lån ca. 1919, hvilket dog ikke kan dokumenteres. Se evt. lidt mere herom i Skolens 100 års jubilæumsbog s. 160. I øvrigt er materialet hentet fra Elevforeningens Årsskrift 1961 og Midtdjurslands Ugeblad 10. aug. 1961.
Søren V-P, som han ofte kaldtes, blev født i 1914 og fik det man dengang kaldte almindelig forberedelseseksamen i 1930. I hans sidste elev-år på Realskolen var han medlem af ”Staben” – den flok elever, som skolens leder samlede om sig til forskellige opgaver med (pædagogisk) ansvar – og som sådan beklædte han jobbet som ringeduks.

Axel Munch døde i 1939. Året forinden var Søren V-P blevet ansat som lærer på skolen efter at have taget lærereksamen fra Århus Seminarium, samt faglærereksamen i matematik og endelig – lidt senere – en matematisk studentereksamen. Hans fag var matematik, regning og naturhistorie, og ved Axel Munchs død overtog han hans påbegyndte lærebogsmateriale i matematik, som således blev første af flere lærebøger, som han udarbejdede i tidens løb, ofte sammen med lektor Nygård fra Århus Katedralskole. Lærebøgerne var først og fremmest i matematik, men der kom også mindst to i botanik, heriblandt den for mange elever berømte “Flora”, – en nøgle til bestemmelse af blomster ved hjælp af dets biologiske opbygning og egenskaber, altså uden billeder.

En af hans første bemærkelsesværdige bedrifter var at rejse mindestenen for Axel Munch. Han fandt klippestykket, og sammen med Erik Munch blev teksten valgt og indhugget i stenen. Og det store arbejde med at få stenen op ad bakken til dens plads, løste Søren V-P med god hjælp af sin far – der havde gode forbindelser til entreprenører med maskiner, der kunne hjælpe. Så stenen kom på plads på Bakken, hvor den med Axels ansigtsrelief kunne skue ud over by og skole. I 1940 var han initiativtager til oprettelse af ”Ryomgård Biograf”, men ellers var der ikke plads til andet i hans arbejdsliv end Ryomgård Realskole, inkl. Handelsskolen, som oprettedes i 1942. Søren V-P blev leder af denne handelsskole i de følgende 8 år, hvorefter sygdom tvang ham til ar arbejde mindre. Handelsskolen blev herefter overdraget til Handelsskoleforeningerne og fortsattes under navnet ”Ryomgård – Pindstrup Handelsskole”. I 1943 udnævntes han til Realskolens viceinspektør, og var faktisk fra dette tidspunkt bestemt til at blive skolens leder, når Erik Munch gik af.
Realskolens Elevforening omgærdede han med stor opmærksomhed og var i en periode dets formand, bl.a. i 1947, hvor elevforeningens fest – ”Sommerfesten” – blev den hidtil største spektakulære begivenhed i foreningens historie.
Egentlig havde han tænkt sig Kong Frederik som festens højdepunkt og var da også draget til hovedstaden, hvor han med vanlig stædighed fik audiens på Amalienborg. Men Kongen betakkede sig. Han var ny i jobbet og meget populær, hvorfor invitationerne var mange, og Ryomgård Realskole kunne desværre ikke prioriteres til besøg denne gang. Men så opsøgte Søren V-P statsminister Knud Christensen og Kgl-skuespiller Poul Reumert, og der var bid hos begge. Sommerfesten blev en succes og stilen forsøgtes med held fortsat de følgende år, hvor bl.a. statsminister Hans Hedtoft, Henrik Malberg, Ole Bjørn Kraft og Teaterdirektør Henning Jensen gæstede foreningens sommerfester.

Sådanne ting og sager kan kun gennemføres med progressive drivkræfter i Elevforeningen med en stærk person i spidsen, og en sådan var Søren V-P. Men arbejdet sled og helbredet var ikke godt, hvorfor han i 1961 blev indlagt på Grenå Sygehus. Da Erik Munch fratrådte d. 1. aug. 1961 og Sørens V-P således tiltrådte som skolebestyrer, sagde helbredet fra og han døde få dage senere inden skoleårets start i 1961, kun 47 år gammel.

Søren Vester-Petersen – Konfirmationsfoto, ca. 1927
Søren Vester-Petersen – Konfirmationsfoto, ca. 1927
Søren Vester-Petersen byder velkommen "Sommer-festen"
Søren Vester-Petersen byder velkommen "Sommer-festen"
Søren Vester-Petersen
Søren Vester-Petersen

Embedsmændene eller Staben

fra Elevforeningens Aarsskrift 1942

Elevforeningens årsskrift 1942 fortæller lidt om embedsmændene på skolen, der findes blandt eleverne og udnævnes fra 8. klasse eller tidligere, således at de er klar til at fungere, når de begynder i 9. kl. I Erik Munchs sidst år var der kun to tilbage: sekretæren og ringeduksen, men oprindelig var der 12. Hensigten var dels at lade elever få medansvar for skolens værdier, dels at disse embedsmænd var et godt bindeled fra elev til lærer. Da de valgtes blandt de dygtigste elever, var det selvsagt en eftertragtet bestalling, ligesom de betragtedes som idealer af de yngre.

Embedsmændene var (citat fra årsskriftet 1942):

  • Duksen: han ringer Timerne ud og ind. Han opnaar den Ære at faa sit Billede ophængt paa øverste Gang i den gamle Skole og faa sit Navn indgraveret paa Klokken.
  • Sekretæren: Han har sit arbejde på Kontoret.
  • Hushovmesteren: Han har al Orden paa Gange og Trapper under sig og raader desuden for Underklassernes Fritimer.
  • Dørvogteren: Han passer Østre Dør og Gang.
  • Annexdirektøren: Han passer vestre Dør og Gang, desuden Gymnastiksalens Omklædningsrum og Badeværelser.
  • Tegneinspektøren: Han passer Tegnelokalet.
  • Laboranten: Han passer Fysiklokalet og Vandvæsnet.
  • Kortbevareren: Han passer G.H.
  • Konservatoren: Han passer Samlingen.
  • Registratoren: Han passer Elevregistret, indsamler Vidnesbyrdene, Indsætter Prøverne saavel i Registerskabet som i Klasseskabene.
  • Færdselsbetjenten: Han har sin Plads paa Vejen.
  • Depotforvalteren: Han indsamler hver Dag efter Skoletid ”glemte Sager”, som han anbringer i Depotet. Næste Dag møder han med dem i Foredragssalen, hvor de uddeles.
Foto af embedsmændene 1929-30 eller som Axel Munch har skrevet bagpå: Staben! Ud over Axel Munch kendes til højre for ham med klokken Søren Vester-Petersen.
Foto af embedsmændene 1929-30 eller som Axel Munch har skrevet bagpå: Staben! Ud over Axel Munch kendes til højre for ham med klokken Søren Vester-Petersen.

Lærer Anthon Eriksen Nielsen

af Jens Erik Mehlsen – oprindeligt udgivet på RYOMREAL65 1. november 2015

Til Realskolens 100-Jubilæumsbog 2013 havde jeg skrevet en artikel om Anthon Eriksen. Det indlæg ændrede jeg efter kontakt med en af hans slægtninge (en nevø, – Christian Nielsen, Trustrup). Jeg havde nemlig skrevet, at Anthon Eriksen var kommet ud for en ulykke med sit ene ben på sine forældres landbrug, hvorfor han haltede. Men det var ikke rigtigt! Så jubilæumsbogen skulle selvfølgelig rettes herom, og rettelsen blev indgivet – rettidigt, men kom pga. en fejl ikke med i jubilæumsskriftet. Min irritation herover var stor!  Men her har jeg nu lejlighed til at bringe det ændrede og altså rigtige indlæg. Jeg starter lidt inde i indlægget, hvor jeg  netop er rykket op i 6. Kl.

I 6. klasse (1960) fik vi nye fag såsom sløjd og tysk. Sløjd var forestået af hr. Anton Eriksen. Der var det specielle ved faget, at det ikke var med træ. Vi kaldte det for papirsløjd, selvom det egentlig heller ikke var med papir, men f.eks. med peddigrør og lærred. Lærred brugte vi til at lave tasker, punge, bogomslag osv., mens peddigrør brugtes til at lave bl.a. lampeskærme. Hr. Eriksen var rigtig god til at lære os disse ting. Timerne var samtidig et åndehul i dagligdagen, fordi hr. Eriksen tillod en vis afdæmpet samtale mellem os, mens vi arbejdede. Jeg tror, at han – Eriksen – havde en god sans for virkelighedens verden under udførelsen af faget. Det lyder som en lidt søgt retfærdiggørelse af faget og Hr. Eriksen, men kendsgerningen er, at både han og vi elever glædede os meget over disse timer.

Hr. Eriksen blev født 1918 på Voldby Mark ved Grenå, hvor hans far drev et lille landbrug. Egentlig var hans start i livet temmelig drøj, fordi hans fødtes med et defekt ben. Det drejede udad, næsten tilbage, hvilket ville gøre det umuligt for ham at gå. Men hans omsorgsfulde forældre gjorde noget ved sagen, og fik ham opereret i København (formodentlig på Rigshospitalet), hvor hans ben blev ”vendt”. Han kunne nu komme til at gå, om end han haltede. Hans fremtid ved landbruget var udelukket, men heldigvis havde han rigtig gode boglige evner, hvorfor familien sendte ham til Realskolen i Ryomgård. Her dimitteredes han i 1937 med flotte karakterer, – i øvrigt sammen med bl.a. E. Basse Kristensen. Herefter påbegyndte han læreruddannelsen på Jelling Seminarium, hvorfra han fik eksamen i 1941. Hans hovedfag var matematik og naturfag (især naturhistorie og geografi, men også fysik og kemi). Herudover bestod han en eksamen i tysk og sløjd, alle fag med pæne karakterer.  Det var på den tid ikke nemt at få job som lærer, så Anton Eriksen måtte nøjes med forskellige vikariater, bl.a. på en skole, hvis eksistens jeg aldrig har haft den ringeste anelse om: Fjerupgårde skole i den gamle Gjesing-Nørager Kommune på Djursland. I alt vikarierede han 8 forskellige steder i perioden 1941-1943 og fik ros og gode anbefalinger med i skoletasken fra alle.

Et enkelt vikariat giver os et foto af ham.  Det drejer sig om Anholt skole, hvor han var fra skolestarten i august 1942 til d. 1/11 1942. Berlingske Tidende lavede netop på denne tid en ”illustreret” reportage om Anholt, hvorunder der blev taget et foto af Anton Eriksen i en undervisningstime (se i bunden af indlægget)

I 1944 skrev han en ansøgning til Erik Munch, som udmærket huskede sin gamle og dygtige elev,  og ansatte ham med hovedfag i fysik. Han fik hurtigt sine områder for undervisning udvidet, hvilket hans skoleskema for skoleåret 1951-52 nedenfor vidner om. Sløjd er dog endnu ikke at finde på skemaet.

Lærer Anthon Eriksen Nielsen, foto fra ca. 1963
Lærer Anthon Eriksen Nielsen, foto fra ca. 1963
Eriksens barndomshjem på Voldby Mark
Eriksens barndomshjem på Voldby Mark
Fjerupgårde Skole, et lille stykke vej udenfor Nørager, lige overfor Forsamlingshuset, der især i 1950 érne var noget stormomsust af lørdagsballer og hasardspil, hvorfor det ofte kaldtes Las Vegas, – et navn, der stadig hænger ved.
Fjerupgårde Skole, et lille stykke vej udenfor Nørager, lige overfor Forsamlingshuset, der især i 1950 érne var noget stormomsust af lørdagsballer og hasardspil, hvorfor det ofte kaldtes Las Vegas, – et navn, der stadig hænger ved.
Lærer Anthon Eriksen underviser på Anholt Skole, – han står ved døren – og ligner sig selv.
Lærer Anthon Eriksen underviser på Anholt Skole, – han står ved døren – og ligner sig selv.
Anthon Eriksens skema i 1951, – det skulle man lige byde en lærer i dag!
Anthon Eriksens skema i 1951, – det skulle man lige byde en lærer i dag!
Anthon Eriksens tegning over skolens lokaler. Tegningen er ikke målfast.
Anthon Eriksens tegning over skolens lokaler. Tegningen er ikke målfast.

Jul på Blæsenborg

Kilde: Fru K. Basse i Realskolens Årsskrift 2007-2008.

De fleste gamle elever ved alt om juleafslutningen på Realskolen, der igennem lange tider var præget af at fremmane den rette julestemning for eleverne. Men lærerne var sat op til denne stemning – Erik Munch var arkitekten bag, og som altid lagde han de store linjer, mens lærerstaben troligt bakkede op, – alt andet ville være utænkeligt! Og på Blæsenborg sørgede Thyra Weiner og Dagmar Munch for det festlige indslag, der takkede lærerne for deres indsats.
Fru K. Basse skriver mange år senere i årsskriftet 2007-08, senere gengivet i 100 års jubilæumsskriftet (s. 165) herom, således som det fandt sted i 1949:  “Kalenderårets sidste skoledag – som regeld. 22. dec. – havde sit helt eget faste program. For lærerne begyndte dagen dog allerede d. 21. om aftenen, hvor de frivilligt blev udkommanderet til at pynte juletræet i salen. Et arrangement man dog med glæde deltog i, da det blev efterfulgt af en julkehygge-komsammen på Blæsenborg hos skolebestyrer Erik Munch med vindtørret tobak, skotsk whisky og kaffebord, ledsaget af smuk julemusik. Jeg har fundet nogle få fotos, ganske vist fra dec. 1956, men der var ikke ændret på i disse få år.

Blæsenborg julen 1956 – Fra venstre Anthon Eriksen, Fru Nielsen, Hr. Højholdt, ukendt og S. Vester-Petersen.
Blæsenborg julen 1956 – Fra venstre Anthon Eriksen, Fru Nielsen, Hr. Højholdt, ukendt og S. Vester-Petersen.
Blæsenborg julen 1956 – Fra venstre Erik Munch, M. Dynesen, Ole Jensen og S.Vester-Petersen.
Blæsenborg julen 1956 – Fra venstre Erik Munch, M. Dynesen, Ole Jensen og S.Vester-Petersen.
Blæsenborg julen 1956 – Fra venstre Fru Ella Vester-Petersen (lidt usikkert), Fru Højholdt, ukendt, Fru Dagmar Munch.
Jul på Blæsenborg 1956 - Fra venstre Fru Ella Vester-Petersen (lidt usikkert), Fru Højholdt, ukendt, Fru Dagmar Munch.

Overlærer Marius Dynesen

Kilde: Realskolens 100 års jubilæumsbog s. 81-91,  Knud Rasmussen.

Da skoleåret startede i 1918 – d. 19. aug. –  startede en ny-uddannet lærer på Ryomgård Realskole. Det var Marius Dynesen (foto t.h.). Han var uddannet fra Hjørring Seminarium sammen med Erik Munch og Dagmar Weiner Petersen, hvor de startede nogenlunde samtidig, dvs. ca.1912 -13. Efter sin lærereksamen i 1915 kan hans færden ikke rigtig følges før 1917, hvor han starter som soldat i Infanteriets Kornetsskole. Han slipper dog hurtigt ud herfra, formodentlig fordi han opdagede, at det slet ikke var noget for ham. Men herefter er han menig soldat i et lille årstid, indtil han i 1918 blev ansat på Realskolen. Erik Munch havde på det tidspunkt været ansat et år og fru Munch i 3 år (de blev gift i 1917). Da Dynesen tiltrådte var der 140 elever på skolen, som bestod af en enkelt fløj, nemlig den gamle nord – sydvendte. Han hørte til pionererne, der var taknemmelig for en månedsløn, og som frivillig og naturligvis gratis arbejdede i fritiden for skolen og dens store tilliggenders anlæggelse, for – som Erik Munch skrev i årsskriftet 1958 – skolens trivsel var lærernes trivsel. Dynesens fag var tysk, fysik og sang/musik, men han favnede også tegning og gymnastik.

I sin undervisning var han både i fysik og i tysk kendt for sine sætninger, for kan man dem,  så kan man sin fysik hhv. sin tyske grammatik. En overgang var Dynesen udnævnt til vice-inspektør, en stilling han gerne opgav ca. 1939-40 til fordel for Søren Vester-Petersen. Dynesen var god til at lære fra sig, men bedst i medvind. Men han kunne også forlade den Axelske filosofi og rase ud, en sjælden gang også uden grund. Den form for pædagogik forgik overalt i danske skoler – desværre – og skal ikke omtales yderligere. Der findes nok af litteratur om det, og Dynesen kom få gange på tavlen, se eksempelvis Realskolens 100 års jubilæumsskrift s. 85, der er et af de uhyggelige.

I Ryomgårds dagligdag gjorde han ikke så megen stads af sig selv. Han var med til – i 1933 – at starte Ryomgård Tennisklub, hvor man dog i starten ikke havde nogen tennisbane, men spillede på græs. En af hans makkere var sagfører Peter Andersen, og sammen fik de udvirket acceptable forhold i form af en bane for enden af Nygade (nu nr. 29).
Hans medlemskab af Ryomgård Sangforening var selvfølgeligt, – Anthon Eriksen var kasserer (under krigen). Og spejderbevægelsen interesserede ham også, han blev leder af de blå spejdere i Ryomgård vistnok omkrng 1950. Klublokalet blev venligt og gratis udlånt af Anthon Eriksen, der stillede et stort kælderlokale i sit hus på Skovvej 10 til rådighed.
Og også privatundervisning blev det til, i violin, men han averterede aldrig, og var ifølge en gammel elev (Jørgen Pedersen, årg. 1956) ualmindelig rar i sådanne privattimer, hvor fru Dynesen også ofte diskede op med limonade. Dynesen boede – så vidt jeg ved –  hele sit skoleliv på Vestergade 20.
I 1962 pensioneredes Dynesen og døde på Grenå Sygehus d. 29. dec. 1969, 75 år gammel.

Marius Dynesen
En ung Marius Dynesen
Ryomgård og omegn tegnet af Dynesen i 1950’erne, hvor han forsøgte at gengive det, sådan som det så ud ved skolens start.
Ryomgård og omegn tegnet af Dynesen i 1950’erne, hvor han forsøgte at gengive det, sådan som det så ud ved skolens start.
Marius Dynesen
Marius Dynesen

Orla Andersen

af Jens Daugaard – oprindeligt udgivet på RYOMREAL65 juni 2016

De fleste kan sikkert huske fotoet nedenfor af en ung mand i spejderuniform, der hang i Realskolens store sal. Hans navn var Orla Andersen (07.10.1915 – 26.05.1944). Orla stammede fra Hornslet, hvorfra han sendtes til Ryomgård Realskole for at få realeksamen. Han dimitteredes i 1932, hvorefter han kom i banklære og fra 1935 var han bankkasserer i Købmands- og Håndværkerbanken i Hornslet. I 1936-37 aftjente han sin værnepligt ved kystdefensionen. Han var ivrig spejder og tropsfører  for spejderne i Hornslet. Under krigen blev han modstandsmand, og som sådan leder af en modstandsgruppe i Hornslet i 1943. Gruppen kom samme år i kontakt med med faldskærmsmanden Ole Geisler, hvorefter den gik ind i nedkastningsarbejdet. To gange benyttede gruppen en plads på Djursland ved Langsø i Løvenholmskoven. Men da denne plads i august 1943 blev kompromitteret, fandt man en ny plads ved Rosenholm skov. Denne plads anvendte gruppen i efteråret og vinteren 1943-44. I december 1943 blev 3 faldskærmsfolk arresteret i Århus. Som følge af deres arrestation og efterfølgende tortur, blev gruppen i januar 1944 optrevlet. D. 13. januar 1944 blev Orla Andersen arresteret af Gestapo, og i maj 1944 blev han dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet i Ryvangen. Efter befrielsen blev hans lig fundet og d. 30. juni 1945 blev han bisat på Hornslet Kirkegård. Skolebestyrer Erik Munch skrev i årsskriftet 1945 om hans heltemodige indsats under krigen og hængte hans portræt op i skolens sal, hvor det hang i 3 årtier. Jens Daugaard, Grenaa, har samlet ovennævnte bl.a. fra Spejdernes Magasin, 1945, nr. 9. I Hornslet er opsat en frise ved Rosenholmvej til minde om Frihedskæmperne i Hornslet. Læs i øvrigt mere herom i bogen af Kim Lykke Jensen: Hornsletgruppen. (Vældungerne 2014).