Skolens historie - Del 4 - Afslutning på Axel Munchs periode samt Statskostskolen
Kilde: Artiklen er skrevet af Jens Erik Mehlsen.
Axel Munchs tanker og handling om at omdanne realskolen til en statskostskole med henblik på at sikre dens fremtid.
Elevtilgangen voksede år for år.
I 1932 var der over 200 elever, og Axel fandt det nødvendigt at udvide skolen. Den nye tværfløj med det majestætiske tårn som prikken over i’et rejste sig. Pengene skaffedes i realkreditlån, bortset fra et banklån, som Erik måtte kautionere for.
Men det var ikke uden betænkeligheder, at skolen blev udvidet. Både Axel og Erik var klar over, at det offentlige i stigende omfang ville bemægtige sig privatskolernes område. Set fra et neutralt, samfundsmæssigt synspunkt var dette godt nok! Den opfattelse havde både Erik og Axel. De private skoler var nemlig kun opstået, fordi det offentlige havde forsømt skoleområdet alt for mange steder. Marie Magdalene – Koed kommune var faktisk et godt eksempel, se lidt længre nede. I byerne havde man ikke kunnet undgå at udbygge skolerne, så de hele tiden var tidssvarende. Men på landet var det anderledes. Og da de enkelte kommuner skulle deltage særdeles aktivt på udgiftssiden, var der også i lovgivningen overgivet dem en skønsmæssig beføjelse til at vurdere – i en vis udstrækning – hvornår og i hvilket tempo skoleudbygningerne skulle finde sted.
Og Ryomgård var en ung by, en ny by, der faktisk endnu ikke havde rundet den første snes, da skolen opførtes. Byens vækst kunne det være svært at følge for de bosiddende dag for dag. Derfor var der intet inkonsekvent i, at private skolefolk favnede et område som Ryomgård, hvor lokale politikere både var i sin gode ret til at tro, at skolebehovet var opfyldt, og samtidig anerkende den private skoles naturlige plads i lokalsamfundet.
Det inkonsekvente dukkede først frem i og med den vækst, byen oplevede, uden at den offentlige skoleudbygning fulgte med. Men man undskyldte sig jo med, at byen havde Realskolen, som langt de fleste jo alligevel søgte. Derved kunne man spare på udgifterne, selvom dette som sagt ikke helt var i harmoni med de overordnede politiske intentioner.
Vi skriver nu 1933, og den kommende nye kommuneskole i Marie Magdalene lå som en truende skygge forude. På et eller andet tidspunkt skulle den komme til overfladen, og spørgsmålet var så, hvad det ville betyde for Realskolen.
Men Axel vurderede rigtigt, når han forudså, at der var plads til dem begge. Noget andet var fremtiden, set årtier frem. Ville problemet så ikke melde sig påny? Og ville vurderingen da blive den samme?
Det var sådanne ubesvarede spørgsmål, der plagede Axel, og som gjorde, at han ikke følte udelt glæde ved at udvide sin skole.
Trods hans betænkeligheder foretoges udvidelsen, men han var ikke glad for at tænke på fremtiden. Hvis man nemlig tog den alvorlige, men rigtige konsekvens af skolepolitikken, ville hans skole med tiden blive overflødiggjort!
Det kan have været disse tanker, men det kan også have været en begyndende sygdom, der fik ham til nogle få år senere (ca. 1935-36) at tilbyde skolen til staten. Hans model for overtagelsen var, at skolen skulle omstruktureres til statskostskole med ham selv som rektor, og skolens lærerstab tilknyttet gymnasiets mellem-skoleafdeling. Staten skulle overtage realkreditlånene, men ikke yderligere. Hermed ville skolens fremtid blive sikret, og det var målet for Axel.
Men undervisningsminister Jørgen Jørgensen købte ikke ideen, omend han tog den både alvorligt og gav den et grundigt udvalgsarbejde, der sekunderedes af et lokalt udvalg, som Axel havde nedsat. Også et besøg i Ryomgård blev det til, hvilket tolkedes så positivt, at det nu kun – ifølge aviserne – var et spørgsmål om tid, før statskostskolen i Ryomgård blev en realitet.
Men i Grenaa havde man som overalt hvor dagbladet Djursland udkom, læst om Tiltaget fra Ryomgård Realskole, hvilket fik borgmester Pallesen (V) til i 1936 at tage sagen op i Grenaa Byråd. Man burde måske nok overveje, om ikke Grenaa fremfor Ryomgård var det bedste sted for et kommende Gymnasium på Djursland og ikke uden videre lade sig overhale indenom af den lille midtdjurske by. Man arbejde hurtigt med sagen og i 1938 holdt man møde med Statens Gymnasieudvalg, der så det fornuftige i at vælge Grenaa som forum for det fremtidige gymnasium, og ikke Ryomgård. En sådan afgørelse blev dog ikke straks truffet, men arbejdet blev dog påbegyndt, og var meget længe undervejs, bl.a. forsinket af besættelsen under krigen. Gymnasieudvalget positive holdning markeredes dog hurtigt, først og fremmest med et afslag til Axel Munch.
Konklusionen blev således, at Ryomgård ikke var rette sted for en sådan skole. Der brugtes mange pæne vendinger, men Axel behøvede kun konklusionen, der forelå i 1938. Han lod sig ikke mærke med nederlaget, men gik i gang med nye opgaver.
Dog ikke længe! Sygdommen havde fået alvorlig fat i ham, og han mente selv, at det kunne være kræft. Mistanken blev bekræftet på Skodsborg Sanatorium, hvor han blev indlagt i januar 1939. Men hans liv stod ikke stod til at redde, hvorfor han forlangte at komme hjem og dø i sit hjem. Erik vågede over ham, men allerede dagen efter, d. 24 januar 1939 døde Axel.
Erik blev den nye leder af skolen, og han lagde sig i selen for at indfri, hvad broderen ville have forventet af ham. En mindesten rejstes på bakken til minde om Axel, netop hvor den brede vej slutter mod vest, og giver luft og udsyn over skole og by.
Når tiden tillod det, samlede Erik minderne om sin bror, og udgav senere en lille bog med nogle af Axels efterladte skrifter: Med idealets ild i vold.