N.P. Bager: 7 aar, svunden Tid vi aldrig ser - Del 5

NU BLEV VI STØRRE

Det nye Skoleaar begyndte som altid omkring den

15. August (red: 1932). Nu gik min Broder i 9. Klasse og jeg gik i 7. Klasse. Vi hørte altsaa nu til de ældste Elever. For første Gang i min Skoletid sad jeg ikke sammen med Viggo Sørensen. I 7. Klasse sad jeg sammen med Aage Agger fra Ørum. Jeg kan endnu tydelig huske, at vi sad paa den sidste Bænk – saaledes at jeg sad i et Hjørne.

Ogsaa i 7. Klasse var vi delt i to Afdelinger, men ikke som i 6. Klasse efter Numre. Vi var delt saaledes, at de, der var mest tilbage i aandelig Henseende, kom i 7. Klasse A, medens de andre – altsaa de kvikke Hoveder – kom i B Klassen.
I 7. Klasse havde vi Religion med Hr. Kjeldsen. Vi havde ikke længere noget for. Vi læste i det nye Testamente og havde noget Kirkehistorie. Da vi læste i det nye Testamente, læste vi om ”Apostlenes Gerninger”. Her var det en Gang, vi læste bl.a. om Paulus, som jo virkede som Læge. Saa sagde jeg:” Saa var han jo kun Kvaksalver!” – – – Ak! Denne Udtalelse medførte, at jeg det meste af det Aar blev kaldt ”Kvaksalveren.”
I 7. Klasse fik vi ogsaa Litteratur i Dansk-timerne. Vi begyndte at læse ”Genboerne”. Hvor var det morsomt, naar vi skulde synge de herlige Studentersange, som findes i det Stykke. Ligeledes begyndte vi i 7. Klasse at skrive Fristil. Vi begyndte saaledes, at vi i Fællesskab lavede en Disposition til en Stil, der hed: ”Vintersport”. Saa fik vi den Opgave for at skrive noget af det hjemme – f.eks. Nr. 1 – 5 skulde skrive Indledningen, Nr. 6 – 10 skulde skrive et Afsnit af Stilen o.s.v. Saa kom vi op til Tavlen og skrev det Stykke der, som vi havde lavet hjemme. Det Stykke, der var bedst forfattet, blev saa udpeget og skrevet ned af os alle. Saaledes lavede vi vor første Fristil. Thage Nielsen unddrog sig dog dette, idet han paa det Tidspunkt rejste til Skanderborg. Den første af vi 5 Drenge fra 3. Klasse var væk!
Men den største Oplevelse var dog, at vi fik Axel Munch. Jeg husker, at han kom ind i Klassen med sit Scepter under Armen og fulgt af sin Sekretær Aage Agger, der kom med hans Taske og Passer og Linial. Vi skulde jo have Skolebestyreren til Matematik. Og festlige Timer begyndte! Vi blev nu indviet i Aritmetikkens og Geometriens Mysterier. a+b½c…..1+2+x½ = x…. – Paranteser, Cirkler, Linier o.s.v. svirrede i Luften.

Men Skolebestyreren forstod at undervise. Med denne Klasse begyndte han en ny Form, idet vi ingen Lærebøger havde i Matematik. Vi fik Forklaringer, der resulterede i Sætninger og Beviser, som vi indførte i tykke Bøger. Paa den Måde havde vi udmærkede Lærebøger den Dag, vi havde lært alt, hvad vi skulde lære.
Jeg vilde ønske, at jeg havde en Digters Evner, en talentfuld Journalists beskrivende Evner, for at jeg rigtig kan beskrive Axel Munchs Timer. Men nej – det kunde vel ikke gøre det. Ingen, der ikke har oplevet disse Timer, vil vel nogensinde kunde forstaa det. Man kan benytte Ord som festlige, pragtfulde, herlige, uforglemmelige og en masse lignende Adjektiver – – og dog. Vi vilde faa en flov Smag i Munden ved at bruge dem. Disse Timer var saaledes, at vort Sprog er for fattigt til rigtigt at kunde udtrykke det. Saaledes står de i hvert Fald for mig og jeg ved for mange, mange andre. Men jeg maa tilføje, at Timerne i 7. Klasse stod tilbage for de Timer, som vi fik med Skolebestyreren i 8. og 9. Klasse. Det var morsomt at høre alle disse muntre Vendinger saasom ”Nævnefordampere” – ”Ja – vist blæser det Laurids”! – Jeg vil senere vende tilbage til Axel Munchs Timer.
Skulde han selv have beskrevet dem – havde han f.eks. nu siddet her i stedet for mig, saa tror jeg, at han vilde have skrevet saadan noget som: Jeg kan som 8. Klasse glemme Matematikkens skønne Sætninger, jeg kan som Svend Erik glemme det danske Sprogs dagligdags og fantasiløse Ordforbindelser – men lige saa lidt som Harry kan glemme Kateten ”a”, lige saa lidt kan jeg glemme alle disse Timer med Axel Munch paa Ryomgaard Realskole! – Netop saadan tror jeg, han vilde skrive.

Nu har jeg skrevet saa meget lyst og dejligt, at Læseren vil tro, at der aldrig kom Skyer paa Himlen. Men ogsaa det skete. Og det var vel Menneskeligt om Lærerne ikke altid fandt sig i alt. Hvem husker ikke, naar Hr. Dynesen var vred, naar Hr. Kjeldsen sendte Folk ud på Gangen, naar Erik Munch viste os sine Bjørnekræfter. Da var vi ikkun smaa Karle! Axel Munch var kun virkelig vred paa os en eneste Gang i de Aar, vi havde ham. Og det var her i 7. Klasse. Han var bogstavelig talt fnysende gal. Ak – ja den stakkels Carl Scheel fik vel nok Omgang. Grunden til det husker jeg ikke, men bevares hvor vi alle rystede! Naa – lad os imidlertid glemme saadanne Tildragelser – det være ligegyldigt fra hvilken Lærer de monne stamme. Vi havde ganske sikkert trængt til det.
Men vi vil følge Ordene, der stod paa et gammelt Solur: ”Tæl – som jeg kun paa de lyse Solskinsdage!” – Ingen Mennesker undgaar at møde Graavejr – heller ikke Skolebørn. Saadanne Øjeblikke maa glemmes. Det er Solskinsdagene, der skal tælles, ikke de andre!

I 7. Klasse kom der kun to nye Elever, nemlig Harry Rasmussen og Jørgen Hansen – begge to fra Mørke. De var dygtige Fyre – det var godt gjort at kunde tage Eksamen paa kun 3 Aar, men de bestilte ogsaa noget. De sled i de.
Det var i 7. Klasse, jeg lærte Ordet ”Skidtvigtig” at kende. Jeg havde aldrig hørt det før Hr. Magnusson en Gang havde et Sammenstød med Ove Sørensen – det var ham, vi kaldte ”Smaa-Sørensen” (Navnet skyldtes hans Lidenhed – hans ældre Broder kaldte vi ”Sørensen” – hans yngre Broder, der var mindre hed ”Microbe-Sørensen”).
Under dette Sammenstød erklærede Hr. Magnusson:” Jeg har aldrig vidst, hvad ”skidtvigtig” betød, før jeg traf Dig!”
Hr. Magnusson havde altid her i 7. Klasse saa megen morskab med Axel Vorbjerg Nielsen. Han spurgte ham, om det passede ham at komme op. Tit svarede Axel: ”Nej!” navnet Vorbjerg blev efterhaanden til Borbjerg. Og hvad det blev til med Hr. Magnussons Sans for Humor – det var ikke lidt!
Forunderligt som Dagene løb, da vi gik i Skole. Nu har jeg siddet her og skrevet om 7. Klasse. Jeg synes, der skete saa meget i den Klasse, men hvad har jeg i Grunden faaet med. Kun lidt. Dagene gik saa forfærdelig hurtige. Det blev atter Jul, og Skolens julekomedie Opførtes igen af 9. Klasse. Der var først et Stykke paa 3 Akter, dernæst et lille optrin af Skolebakkens Nissefamilie; det var næsten altid Willy Hald, der var en af Nisserne, som tændte Juletræet. Saa sang vi de gamle Julesalmer, mens vore Øjne fæstnedes ved Julelysene. – – Den Stemning, den Atmosfære, der var over den hele Juleafslutning, blev for os uforglemmelig – jeg ser alle Lærerne, ser mine Kammerater. Billedet glider bort nu, men et Ansigt staar fast: Axel Munchs. Og gennem det hele toner Skolens gamle Julesang:

Kom lad os nu paa Børnevis
istemme Jesubarnets Pris.

I Foråret 1933 begyndte man at bygge Skolen om og at udvide den. Erik Munch havde saa tit fortalt os om Planerne, der nu skulde føres ud i Livet. Annekset, som kun i 4 Aar havde tjent som Klasseværelse, blev nu helt brudt ned; og den gamle Gymnastiksal blev ogsaa revet ned – sammen med vort elskede Regnskur.

Skolens Lind, som stod midt i den gamle Skolegaard, og som Axel og Erik Munch selv havde plantet, maatte ogsaa væk. Erik Munch har selv en Gang fortalt, at det var med blødende Hjerte, at de fældede Linden, hvorunder Eleverne saa tit sad, men ogsaa Lærerne. Her under Linden sad tit Axel og Erik Munch og byggede fremtidsplaner. Ofte havde vi til Tolvsang sunget Erik Munchs Sang om Linden:

Linden staar udi Skolens Gaard,
Knopperne briste hvert evige Aar.
Bladene dufter i Foraarets Sol.

Lindetræ, Lindetræ, Livets Symbol.

Linden breder de Grene ud.
Duftenden staar den i Vaarens Brud.
Skyggende staar den i Sommerens Sol.
Lindetræ, Lindetræ, Glædens Symbol.

Linden staar udi Skolens Gaard.
Bladene falder hvert Efteraar.
Knoprig den knejser i Vinterens Sol.
Lindetræ, Lindetræ, Haabets Symbol.

Jeg husker vist ikke meget galt, hvis det var den 29. April 1933, at Grundstenen til den nye Skolebygning blev nedlagt. Som det var selvfølgelig nedlagde Axel Munch den første Grundsten til den nye Skole, som blev Kronen paa hans Livsværk. Hr. Kjeldsen nedlagde som gammel Elev den anden Sten, medens Børge Nissen, der paa det Tidspunkt var Ringeduks, indmurede den tredie Sten. Stenene blev indmuret med ønsker om Held og Lykke i Fremtiden, hvilket vel ogsaa til Dels blev opfyldt.
Og saa skred Byggearbejdet frem. Det voldte naturligvis nogen Ulempe, men det skal jo være galt før det kan blive godt.
Sommeren kom og dermed den Tid, da vi skulde gaa til Konfirmationsforberedelse. Det kunde ikke helt falde sammen med Skolegangen, og det blev derfor nødvendigt, at vi – de Dage, hvor vi var til Præst – Tirsdag og Fredag – maatte komme om Eftermiddagen. Vi fik ikke alle de Timer, vi ellers havde faaet, men det hjalp jo dog altid noget.
8. og 9. Klasss Eksamen begyndte. De fik Læseferie, og vi var derfor den ældste Klasse. Klassens Embedsmænd traadte nu i Funktion for at være med til at lede Skolens daglige Administration. Jeg var Aaret før blevet beskikket til Anneksdirektør, men dette blev nu ændret til, at jeg blev Konservator, som skulde holde Orden i Naturhistoriesamlingen og bistaa Læreren i Naturhistorietimerne.
Da 9. Klasse havde bestaaet Eksamen, skulde der normalt have været afholdt Forældredag og Aarsafslutning. Men paa grund af Byggeriet blev dette strøget. Der blev da kun afholdt translokation i Teatron om Eftermiddagen. Skolens Sangkor, der bestod af Elever fra 6. og 7. Klasse, sang her for første Gang den Kantate, som Hr. Munch havde skrevet til Aarsafslutningen og som nu synges hvert Aar. Jeg sang dengang med i Koret som 3’Stemme. Vi var ved Aarets begyndelse en hel Del i denne Afdeling af Koret, men paa grund af, at vi netop befandt os i Overgangsalderen, faldt der lidt efter lidt saa mange fra, at vi den Dag kun var 7 Trediestemmer. Jeg vil her gengive hele Kantaten. (RED:Og det gør den i bogen, – men ikke her).

Kantaten starter med et kor, der synger ”De rejste en skole ved Storbakkens Fod”, herefter en lille lyrisk komposition med blanding af solo og kor. 1. del af kantaten slutter saa og Axel Munch holder da sin tale til 9. klasse, hvorefter der fortsættes med kantatens 2. del, der slutter med koret, der synger:

Og skæfted du et Værge
og smedded du et Sværd,
i livet skal det prøves, hvad Våbenet er værd;
men vogt den blanke Klinge
for Rustens gule Plet:
det gælder om at ville
og om at ville Ret.

Det var Skolens Farvel, det var de sidste Ord, Skolen gav 9. klasse 1933 med paa Færden ud i Livet. Det er altid vemodigt at skilles med nogen, som man har gaaet sammen med i en Aarrække. Derfor blev det ogsaa for mig særligt vemodigt at sige Farvel til denne Klasse, hvor min Broder Anders var.
I alle de Aar, jeg til den Dag havde gaaet i Ryomgaard Realskole, var vi fulgtes ad til Skole. Fra nu af maatte jeg rejse uden ham. Jeg husker, at Skolebestyreren den Gang sagde til mig: Nu er Jeres Barndom forbi – nu skal I to skilles ad for altid – aldrig vil I komme sammen som I har gjort det før.
Ha! – Ja, saadan tænkte jeg virkelig i det Øjeblik han sagde det. Men siden har jeg maattet sande det. Baade det og saa meget andet rigtigt, som Axel Munch sagde til os.

« Gå til del 4  –  Gå til del 6 »