Indvielse af Ryomgaard Realskole 1913
Kilde: Aarhus Stiftstidende 27/8 1913.
Scenariet til artiklen er indvielse af Ryomgaard Realskoles nye et-fløjs skolebygning på Vestergade 34, Ryomgård i sommeren 1913. Skolen var startet d. 7. januar 1913 i Villa Svanholm, Markedsgade 6, Ryomgaard. Stavningen fra artiklen er bibeholdt.
REALSKOLEN I RYOMGÅRD
Ryomgaard ny Realskole blev i forgaars indviet ved en festlighed.
Den ny Realskole er en baade god og smuk Skolebygning og den ligger udmærket på en aaben Plads kun et par Minutters Gang fra Ryomgaard Station.
Bygningen er i to Etager, og ved den ene Gavl ligger et stort og fuldt ud moderne indrettet Gymnastikhus.
Hovedbygningen indeholder 10 Klasseværelser samt nogle Skolekontorer. Fysiksalen er indrettet, som det nu bruges overalt i vore Skoler, med Borde og Bænke i stigende højde anbragt halvmaane formigt omkring et stort Forsøgsbord. Langs Væggene er opstillet Glasskabe, som indeholder Skolens ret omfattende fysiske og naturhistoriske Samlinger. Desuden er i Salen opstillet nogle Samlinger til Brug ved historisk anskuelsesundervisning. f.x. en Del Redskaber fra Stenalderperioderne.
Alle Skolelokalerne er fuldt ud tilfredsstillende i hygiejnisk henseende og Bygningen er helt igennem moderne monteret.
I Kælderetagen er indrettet Lejlighed til Skolens Pedel og Hovedbygningen rummer flere Loftsværelser til ugifte Lærere.
Skolen har i det halve Aar, den har virket, haft 89 Elever og med den ny Bygning, er den vel indrettet til at modtage flere og vokse sig stor.
Ved 2-Tiden Mandag Eftermiddag samledes en mænge af Byens og Egnens Beboere sammen med en Del særlig indbudte Gæster i Skolens Gymnastiksal. Skolebestyrer Munch bød velkommen, og efter en Sang talte Pastor Madsen, Maria Magdalene, ud fra Ordet: at lære ikke for Skolen, men for Livet!
Den næste Taler var Bestyrer Dall, som dvælede ved opførelsen af de ny Bygninger, og takkede alle dem, der havde medvirket. Bestyreren sluttede med Ønske om, at Gerningen må fortsættes i de gamle Spor i den ny Skole.
Bestyrer Hakon Kirkegaard talte om Tillidsforholdet mellem Elever, lærere og Forældre, og ønskede, at dette maatte trives i Ryomgaard Realskole.
Endnu talte skolebestyrer Kirkegaard, Aarhus og Formanden for Forældreforeningen Købmand Andersen, Ryomgaard, samt Bestyrer Dall inden Mødet sluttede.
Senere var der Fællesspisning paa Hotel Ryomgaard, og ogsaa her blev der holdt mange taler, og der herskede den bedste Stemning.