INDHOLDSFORTEGNELSE

Erik Munch, En skoledag på R. R… Willy Hald, Med Samer og sovepose Axel Andersen, Nordens Digterkonge .. Rhinturen ……. .

Søren Vester-Petersen, Fru Munch ….

1. S. Magnussen, Vor egns stednavne .. Personalia …

Af skolens dagbog … .

Gaver og legater ……….. . Ombestyrelsen ….. .

Regnskab ………….. .

Side

3

15

26

31

37

39

49

50

51

51

52

En skoledag på Ryomgård realskole

i anledning af skolens 40-års dag den 7. januar 1953

ANKOMSTEN,

Forår og efterår, vinter og sommer togene kommer, togene kommer. Børnene vandrer med hurtige fjed nede fra banen af sted, af sted

mod skolen.

Forår og efterår, vinter og sommer cyklerne kommer, cyklerne kommer. Bremserne hviner, målet er nået;

det kender alle, som engang har gået i skolen.

Forår og efterår, vinter og sommer børnene kommer, børnene kommer, ungdom og glæde med vidtåbne sind vandrer hver eneste morgen ind

i skolen.

Forår og efterår, vinter og sommer dagene kommer, dagene kommer. Nogle er lyse, andre er grå;

det skal man lære ret at forstå i skolen.

(Nu er alle tog og cykler kommet, og nu ringes der ind. Dagen begynder.)

1. LEKTION: Engelsk

De fremmede sprog –      de fremmede sprog. Niels Peter slog op i sin engelskbog:

»I do, and you do, and he does«.

Han tvinger sin tanke, og læberne si’er:

»My heart’s in the Highlands, my heart is not here«, men tankerne byder ham trods.

»My heart’s in the Highlands, a-chasing the deer«, nej, sna’re hvor drengene slås.

De fremmede sprog – de fremmede sprog, jo vist skal de læres, så bliver man klog; men værst er dog verbet »to do«;

»we do, and they do, and doing and done, I go, and I went, and going and gone«,

de verber –  ak de er en gru.

Og tankerne snæres af visdommens bånd. Monstro der er længe endnu?

Da fanger hans øre så lifligt et råb, da lyser i Øjet så solrigt et håb:

de vender fra sportspladsen hjem.

Se, der kommer Peler, og der kommer Jens; der tog han en hue – nå det var nok Svends. Nu åbnes en dør vist på klem.

Det ringer — han lytter opmærksomt, imens hans tanker i sang bryder frem:

»I’m coming, l’m coming, for my head is bending low.

I hear those tender voices calling: Poor old Joe.«

Z. LEKTION, Botanik

Over bordets brede flade spredes somrens fagre blomster: Brunrod, Mjødurt, Timian, engens Øjentrøst og Skjaller, skovens Majblomst og Konvaller, Margarit fra grøftens rand.

Og så stormer to og tyve drenge, piger ind i stuen, sætter sig om skolens bord. Hver en plante skal beskrives, vides skal det, hvor den trives, hvad den hedder, når den gror.

Vides skal det, at og planten var bestemt til livets gerning, fra den spæd som spire sov.

Alt, som ejer liv, har virke i naturens store kirke.

Resultat er livets lov.

Engens klokker, markens liljer, Steffensurt fra skovens sale, Ærenpris fra grøftens slugt; hver en duftrig blomsterranke tjener een og samme tanke, nemlig den: at sætte frugt.

TOLVSA TG,

(Der ringes, og alle møder i foredragssalen til tolvsang. Skole­ bestyreren giver først – flankeret af duksen og sekretæren – nogle mere eller mindre muntre meddelelser; så sætter fru Munch sig til klaveret, og med hr. Dynesen som forsanger synger man:)

I livets aftensvale,                        For barnet, der er hjemme,

i livets unge vår,                           kan dagen være blid, når gerningen er øvet,                          men går du ud i livet, og når den forestår,                     så går du ud til strid.

når foden den er mødig,             Vil kampens fryd du kende når den er ung og let:            og aldrig blive træt:

det gælder om at ville                 det gælder om at ville og om at ville ret.    og om at ville ret.

Og skæfted’ du et værge, og smedded’ du et sværd, i livet skal det prøves, hvad våbenet er værd;

men vogt den blanke klinge for rustens gule plet:

det gælder om at ville

og om at ville ret.

3.  LEKTION: Geografi

Djursland Danmark er som en have, skønt er vort fædreneland.

Gyldent er markernes duvende korn,

hvid er den tangklædte strand. Grønne er fædrenes grave; blå er den stålblanke fjord;

rundt om i Danmark er tusinde hjem, hvor danskerne bygger og bor.

I dag skal vi tale om Djursland, for, børn, del kender vi bedst.

Nævner vi Danmark, så tænker vi på Djursland i regn og i blæst,

Djursland i sol og skærsommer, Djursland i vinterens_sne,

Djursland, vor hjemstavn i glæde og sorg; her kan I på kortet det se.

Før –     i de ældgamle dage – strakte sig her Kolindsund. Nu er det borte, en blinkende å snor sig på engenes bund.

Men når om høsten det aftner, så kommer sundet igen.

Tågerne bølger som fortidens hav

blidt over engene hen.

Djursland med søer og skove – Djursland er slottenes land.

Der Gl. Estrup og der Løvenholm, Katholm nær Kattegats strand.

Møldrup og Høgholm os minder om herren til Hjelmen: Marsk Stig. Kalø står høj med sin stolte ruin hist i den blå Kaløvig.

Danmark er som en have …

Djursland med skov og med sø

er nu vort Danmark, for her blev vi født, og her vil vi leve og dø.

Grønne er fædrenes grave, blå er den stålblanke fjord.

Rundt om i Danmark er tusinde hjem, hvor danskerne bygger og bor.

4. LEKTION: Historie

Slaget ved Stiklestad Solen steg over Stiklestad, blødende rød i tågedampen.

Rundt om på marken –  rede til kampen

lå Olavs kæmper og sov.

Morgenen steg over Stiklestad.

Intet hørtes. En enlig lærke

svang sig i sky med sang for de stærke; da rejste en mand sig op.

Stille han stod i morgenens skær. Strålerne brødes i brynjens ringe. Dugperler lyste på kæmpens bringe: Thormod Kolbrunarskjald.

Han løfter sit sværd mod den stigende sol, og fra hans læbe kvadet stiger,

kvadet for helte, som aldrig viger. Bjarkemålet han sang.

Og kvadet stiger gennem morgnens stilhed. Der bliver uro over hele sletten.

De vågner –  vender sig. Hvem ejer retten

til at forstyrre morgenstundens mildhed?

De ser på skjalden der i morgenskæret.

De hører Bjarkemålets gamle toner om dag· og dåd, der heltens isse kroner

med sejrens løv. Da griber de til sværdet.

Og op de springer. Imod blanke skjolde nedsuser tusind sværd som Ørnevinger; og lyset brydes i de blanke klinger.

Hvad djærvt de sværger, vil de også holde.

Solen gik ned over Stiklestad. Slagen var Olav – slagen hans hær.

Valen lå strøet med skjolde og sværd, og Olavs kæmper –                      de sov.

Der vandrer en mand mod den røde sol; end lyser Øjet i kampglædens glød.

Foden er sikker, men brynjen er rød

Thormod Kolbrunarskjald.

Mod Stiklestadgården han styrer sin gang; da kommer der folk og søger hans sår.

Knækket en pil i hans bringe står. De prøver at trække den ud.

De evner det ikke. Da vil han selv, griber med tangen og river med ryk pilen af såret, som jog han en myg. Thormod Kolbrunarskjald.

Ser på den blodige piI og si’ er:

»Hvidt lyser fedtet i hjerteblod. Fed er jeg vorden om hjerterod. Kongen har fodret os godt.«

Død ligger dagen i aftenskær. Himlen i veslen er blødende rød. Kampen er kæmpet. Helten er død. Thormod Kolbrunarskjald.

FRIKVARTER,

(Der meddeles her om en ikke ukendt episode, der ofte finder sted i et frikvarter, hvor modige mænd færdes. Det er drenge fra 6. og 7. klasse. Senere kommer een fra 8. og een fra 9. klasse til.)

»Er der nogen, der vil slås, kan de melde sig hos os.

Vi forstår at gi’ på kassen,

I kan spørge Anker Madsen. Vi er ikke bange, vi.

Ingen skal gå ram forbi.

Er der nogen, der vil slås, kan de melde sig hos os.« Og så melder Hans sig stille; det var ikke det, de ville.

Hans er stor, men hvad, for sjov har man vel at prøve lov.

»E:r der nogen, der vil slås, kan de melde sig hos os.«

Så … nu bløder Willys snude, Anker Madsen høres tude.

Børge bakser end med Hans, men det bli’r en stakket dans.

»Er der nogen, der vil slås, kan de melde sig hos os.«

Medens Hans nu Børge banker,

kommer Børges bror –      Niels Anker. Hans –         han bliver bleg om kind, men så ringer duksen ind.

Så nær, har hjulpet så mange mand, og vi begiver os til

5. LEKTION: Gymnastik

Lette trin på trappetræ. Nu løber skolens piger; snart er flokken omklædt; de skal til gymnastik.

»Være, hvem det være vil,

den, som jeg rækker hånden til, jeg ingensinde sviger.«

De synger, danser, leger, de store med de små,

så frydeligt, så nydeligt, så let, så let på tå.

Tunge trin på gangens gulv; nu stormer skolens drenge ind til gymnastikkens fest; så råbes der: »Træd an«.

»ALLE RET« –      »DEL IND TIL TO!«

»En to – en to –       en to – en to,« det er som klange af strenge.

Og kraftspring –      rygspring øves og længde – højdespring.

De boltrer sig i rib og ræk med sejge tag og sving.

9

Ranke rygge – blanke blik og kinders sundhedsrødme, stærke musklers smidighed, det er det resultat,

der skal nåes ved gymnastik; så drikker sjælen sundhedsdrik af legemskraftens sødme.

Er ryggen som en ranke og musklerne som jern, så er der også sjælen bygt så frydeligt et værn.

6.  LEKTION: Opgaveregning

De sidder og regner. Se, blyanten går. En er frimodig –                jo han forstår.

En hamrer blyanten arrigt i bordet. Sætningen dæmrer i tanken, men ordet vil ikke klares. Nu lyser hans smil.

Centrum blev spiddet på sætningens pil.

De sidder og regner. Tankernes hær

bølger imod dem –  snart fjem og snart nær. Det gælder at finde, når hærbølgen nærmer sig, frem af dens fylde tanken, som skærmer sig skjult i en sætning, thi findes den frem,

så er man færdig, og så skal man hjem.

De sidder og regner med blyant og blæk med alvorens adel i ansigtets træk.

Unge –     det er de, men gerningens glæde lyser iblandt dem –         vist er den tilstede. Det skønneste syn, mine øjne så,

var unge, der lærte at se og forstå.

FRIKVARTER,

(Her beskrives atter en episode, som man ikke troede iagttaget. Det blev den imidlertid – fra kontorvinduet; det er piger fra 9. kl., der er tale om.)

Laura, Karen og E’.lse

vandrer fortrolige arm i arm;

damefornemme agter de ikke på »børnenes« larm.

Laura, Karen og Else

vandrer hvert evige frikvarter

værdige rundt om brønden, mens de på »børnene« ser.

»Damerne« vandrer forbi mig.

Jeg hører en si’er: »Kan du gætte«,

så høres ej mer, men så er det, de alle tre mødes med Mette.

Bevars, hvor blir der en snakken; de ler, og de klapper i hænderne.

Mette er vred, forstår jeg, hun stamper og viser dem tænderne.

Det dameagtige væsen

er borte, og alt det, som Mette si’er,

blir mødt med en trillende latter af tre ualmindelig søde pi’er.

7.  LEKTION: Litteratur

(Mødet mellem Olav og Hakon Jarl hin Rige. 9. kl.)

Solen synker i Norges dale; blodrød farves den evige sne på bjergenes tinder.

Olav sidder i kongesale.

Bænket om bordet kæmperne le, og timerne rinder.

Da kommer Audon.

Hvor er han gammel,

men rank og vældig hans kæmpekrop; den største kæmpe må skue op

for at se hans åsyn.

Han sætter sig stille.

Kæmperne vender sig, ser mod den høje

og tier, thi der står lyn fra hans øje,

eenøjet er han.

‘\

Da taler Olav:

Kom du, gamle, hid fra havet, vær velkommen da i hallen.

Er med skjaldskab du begavet, vel da, højt vi hædrer skjalden.

Hvo du end er, når du søger Olavs hal, da ved jeg vist, at dit hjerte søger sandhed. Kender du den hvide Krist?

Da taler Audon:

Vid bruger den, som vidt må færdes. Hjemme går alt så jævnt.

Ej er jeg kommet for kvad at kvæde her i kong Olavs hal.

Stærkt har med spydsod kæmper jeg ristet, fager er frimænds kamp.

ævnende Odin nåed’ de Valhal; veg er den hvide Krisl.

Vidt har jeg vandret i ødemarken; sent synker solen i hav.

Odins Øje så jeg hver morgen, ikke den hvide Krist.

Nu blunder Norge i sommernatten. Lyst ligger landet i kvæld.

Ord vil jeg veksle med dig, kong Olav, hvis du vil følge mig ud.

(I sommernatten.) Audon taler:

Klynkende klerke mjavende messer kvad uden marv, uden kraft.

Passe de kan blandt sydlandets palmer, ikke på Norges fjeld.

Når kendte Norge ikke til kraften eller til kraftens tro?

Granvoksne graner fjeldene tjelde. Her hersker Odin og Thor.

Mildhedens maske klæder ej kæmpen, men vel den klynkende klerk.

Aldrig, kong Olav, Vegtam vil vige Valhal for hviden Krist.

Vogt dig, kong Olav, Asernes åsyn. vendes i vrede fra den,

der vil forstyrre tingenes orden; end ejer Hejmdal sit horn.

(Han går. Olav bliver stående tvivlrådig.) Da kommer Thangbrand: Hil dig, herre, der du stander.

Fred med Gud i aftensvale. Snart skal kirkeklokkeklangen fylde Norges fagre dale.

Snart skal Herrens glade budskab lyse op i hedninglande.

Norges folk ved dig skal skue livets sol fra lysets strande.

Tro kun ej, du øver uret ved at bryde nye baner.

Ny var også Odins lære engang mellem Norges graner.

Men nu er hans tid til ende. Du har bragt til Norges dale kærlighedens milde budskab. Hil dig, drot, i aftensvale.

(Olav vågner af sit mismod – ser lyst på ham og siger:) Ja – du har ret.

AFTENSTEMNING I SKOLEGÅRDEN:

Der driver dug over enge, nu dagen er gået til ro.

Hvælvet står over skolens gård dagdrømmens regnbuebro.

Den lyser af gerningens glæde, som mærkes hver evige dag

fra morgengry, indtil stjernen står højt over skolens tag.

Der drager en drøm gennem skolen, nu dagen er gået til ro,

en drøm, der altid blir virkelighed, fordi den er bygget på tro.

Erik Munch.

Willy Hald

Med

Samer og sovepose

De norske Flytte-samer (Lapper) har trods mange hundrede års tæt be­ røring med civilisationen bevaret deres eget samiske sprog og skikke. Her er en beretning fra Nordnorge om disse særegne og interessante nomader, der hvert forår drager med renflokkene fra Finmarks–vidderne ud til ky­ sterne, hvorfra de flytter tilbage igen om efteråret.

Huh-huh – kaldte samen fra en robåd midt ude i Kvalsundet. Huh-huh -. Hans melodiske kalden blev besvaret af dybe grynt og snøft fra 2.500 rensdyr, der i tæt formation fulgte fører-renen, som samen havde bundet fast til båden, han sad i. –

På et kort Øjeblik piskede de mange dyr en slangeformet 2 kilo­ meter lang kurve fra Ha,nvmemes på Kvalo til Beritsjat på fastlandet. En sidste mindre flok på et halvt hundrede rensdyr havde egentlig ikke lyst til at vove sig ud i det kolde vand, men da de fandt tilbage­ vejen afskåret af samiske hyrder, måtte de, hvor nødigt de end ville, følge trop. –  Under protest-grynt vendte de deres lysende agterparti til hyrderne og styrtede sig ud. Langsomt forsvandt de lysende prik­ ker i tusmørket, der gjorde det vanskeligt at følge dem over til mod­ satte side, hvor de gik iland.

Mihkel, Johan og Nils var blot tre af ni hyrder, der pustede ud, efter· at denne vigtige del af efterårsflytningen var overstået. De sidste dage og nætter havde været mere end anstrengende. Den store flok blev normalt af frost og sne tvunget ned fra fjeldene på Kvalo til havet, men iår ville frosten ikke rigtig indfinde sig og sneen slet

ikke trods deres inderligste ønsker. Hvor nødigt man nu end ville, måtte man drive de spredte mindre flokke sammen. Dette havde kostet lange, anstrengende ture ind over fjeldene. – Nils havde således natten før oversvømningen måttet hente tre rensdyr, der havde skilt sig ud fra flokken og var nået 25 kilometer bort næsten til Hamimerfest. –  Mihkel og Johan havde i tillæg til bortrendte og savnede rener også konerne og børnene at tænke på. De savnede rener? Ja, der var næppe noget at gøre ved disse. Blot kunne det jo nok ærgre en del, at deres kød ikke var kommet i de retmæssige maver. Hvis maver kødet var havnet i, var ingen nem sag at opklare. Måske var det godt, man ikke havde ligeså mange koner som rener, da var det jo enklere med vogterproblemet. – Nå, hverken Mihkels kone Ellen eller Johans kone Inga følte trang til at stikke af gårde. Her var nok at gøre dagen lang. Foruden børnene at passe måtte der repareres komager, mændene havde slidt hul på. På vidderne nyttede det slet ikke at gå med norskens flotte, prangende støvler eller sko. Det eneste effektive var et par solide komager med senna­ græs i, så holdt fødderne sig dejlig varme og tørre dagen lang. Vin­ terkofterne måtte også efterses, og man forberedte sig så småt til, at sommerhuset skulle forlades, inden man overlod det til sig selv for at drage efter renflokken ind over fjeldene og ned mod syd til vinterbopladsen og huset i Masi.

Nu endelig havde man fået flokken over sundet. Når blot sneen

ville kom111e for at gøre flytningen lettere. Hvis der kom sne, kunne man køre med slæde, og det var meget bekvemmere end at skulle trave til fods over de halvt frosne fjelde og moser.

Medens den store renflok eller skokken, som den kaldtes, langsomt arbejdede sig op ad fjeldene på fastlandet kun vogtet af et par en­ kelte hyrder, krøb Nils ind i sin sovepose oppe på loftet af huset, hvor familierne boede. Mihkel sov nedenunder med sin kone Ellen. Johan og hans kone Inga sov oppe på loftet under et telt i loftets ene hjørne. Elsketeltet kaldte man denne form for lejrliv. Midt imel­ lem dette telt og Nils krøb jeg ind i min sovepose, vendende fod­ enden mod de to tjenestepiger Berit og Ella Marie, der sov på et rensdyrskind i modsatte hjørne.

Det gjaldt bare om at sove. Følgende morgen måtte vi tidligt op for at følge med renskokken. Da vi stod op og havde smagt på kaffen samt spist en skive brød med margarine og ost blev meisen pakket.

“Gamlingen«, Mihkels 70 år gamle far, kom med et ekstra stykke

Meter for meter gik det over frosne moser –                                                                  (Foto, Willy 1-!aldl

røget renkød og et ekstra brød. Det er ikke morsomt at være fri for mad i fjeldet, sagde han, og en undersøgelse godtgjorde, at alt skulle være i skønneste orden. Brød, margarine, ost, kaffe, kaj fe­ kedel, røget renkød og tørt træ samt tændstikker til at lave bål med. Tynget af bagagen arbejdede Mihkel, Nils og jeg os langsomt op ad fjeldene ved Kvalsund by, efter et par sidste kopper kaffe på en cafe der. Med mellemrum standsede vi for at trække vejret og tillige0 med for at spejde efter renskokken. – På toppen af den første fjeld­ top kom kikkerterne frem. Omhyggeligt blev hver krog inden for synsvidde undersøgt for, om muligen renskokken skulle være der.

Vi passerede mange fjeldtoppe, og der gik mange timer, før Mihkel forkyndte sit: »Nu ser jeg skokken.«

Vi mødte først nogle enkelte småflokke på en halv snes stykker. Disse drev vi foran os og korn ind på storskokken, der var spredt som små bomuldstotter ud over et vældigt dalstrøg, hvor de roligt gik og græssede. Tre mand med bare seks ben forslår så lidt mod flokkens 10.000 ben. Det blev mørkt, uden at det lykkedes os at drive flokken synderligt sammen.

Da vi under arbejdet var kommet bort fra hinanden, begyndte vi at kalde. –  I tusmørket var det svært at gå i det knudrede terræn. På min højre fløj skulle l\ilihkel være, men trods ihærdig kalden kom intet svar, bare et dødt ekko igen fra fjeldene. .Jeg begyndte da at søge Nils på min venstre fløj. Efter en stund kom hans svar tilbage langt, langt oppe fra. Senere hørtes hans hunds bjæffen, og jeg skim-

tede glimtene fra hans lommelygte, hvorefter vi havde kontakt med hinanden.

»Nu gager vi gaffe, Willy«. Der·kom ingen protest fra min side.

Samerne er kendte for at kunne lide kaffe, men på dette område var jeg dem langt overlegen. Under Nils’s instruktion begyndte j g at rykke ris op til bålet. Det var bidende koldt, men arbejdet med at rykke de sejge, tynde birkeris op fra den frosne jord gav snart varme.

Nils havde i mellemtiden fremtaget et stykke tørt træ fra sin meis. Han snittede dette til små spåner og fik på denne måde lavet ild, hvorpå de våde birkeris blev anbragt. Vi lavede mere røg end ild i begyndelsen, men når risene tørrede, flammede det lille bål lystigt under kaffekedelen, jeg havde fyldt med is fra et nærtliggende vand­ hul. – Det var et helt arbejde at holde ilden vedlige. De tynde ris brændte så hurtigt, at en mand blot kunne sidde og brække ris i stykker for at holde ilden vedlige, medens den anden drak kaffe og spiste brød og ost.

Da dette vekselarbejde var overstået, og Nils havde fået en sidste kop kaffe med ost snittet i stykker ned i kaffen og en sukkerbid til, kunne vi begge med velbehag krybe ned i vore soveposer. – Vel­ behaget forsvandt dog senere på natten, hvor jeg måtte ud og banke næverne for at få lidt varme. Vi havde ikke rejst telt, da vi intet telt havde, og mit forslag om at finde et lunt sted at sove i stedet for den stormomsuste høj, ils havde valgt, var blevet forkastet. Måske skulle vi også prise os selv lykkelige, tænkte jeg, da jeg oppe i fjel­ dene så et lille bål. Deroppe sad tre samer, der ikke havde soveposer, men blot krummede sig sammen som bjørne i vinterhi uden for den lune hule.

Klokken fem næste morgen, medens det endnu var mørkt, be­ gyndte Nils at joike. Hans sære strubelyde klang imellem fjeldene og vækkede mig. Nu skulle vi ud efter renerne. –  Der var i nattens løb faldet et tyndt lag sne. Da jeg stak hovedet op af soveposen, kunne jeg i begyndelsen ikke se andet end Nilses hovede, der stak op som en mørk plet i det hvide snetæppe. Her var grund nok for Nils til at joike. Frisk luft for alle pengene. Med klaprende tænder og udstrakte håndflader mod ilden sidder vi da på hug og venter på at høre den saliggørende lyd, der varsler, at kaffekedelen koger.

–  En time efter at vi er stået op, har vi pakket og er på vej.

Jeg fik tildelt et dalstrøg, hvor jeg skulle vogte. Renskokken var i nattens løb vandret ind i fjeldene bort fra den retning, man havde

Endelig kunne man få pusten                                                                                              <Fo<o, Willy 1-Ialdl

tænkt sig. Jeg lærte samernes kaldemåde for at lokke renerne. Hzih­ huh synger jeg med mine lungers fulde kraft.

Enten må jeg have haft skidt i fløjten, eller også må min kalden have lydt umusikalsk i renernes øren. Hvor meget jeg end kaldte og jagede, endte det altid med, at renerne spredte sig ud over ter­ rainet som en vifte, der i sit centrum havde mig farende rundt på mine flade fødder over stok og sten som en flue i et glas vand. Sve­ den rendte mig ned ad panden, medens renerne med kølige blikke betragtede denne underlige fremmedudseende hyrde, der ikke en­ gang havde lue på med de fire stjerner, alle fornuftige rener havde set, sålænge de og deres bedste- og oldeforældre kunne huske det. Mihkels kone Ellen havde ganske vist syet mig en flot samehue med fire struttende stjerner og skønne farver i rødt og blåt med flagrende bånd, men den var så fin, at jeg ikke nænnede at bruge den. – Re­ nerne morede sig over dette mæJkelige væsen, der lod hatten blive hjemme –  og så rendte de ellers den vej, der passede dem.

Under arbejdet med at få flokken i dalen drevet tilbage, kom jeg ind i en kløft med et stort islagt vandhul. Midt i isen var en vel­ voksen ren faldet igennem og havde pløjet sig en cirkulær åbning i isen. Isen var dog for tyk, og det lykkedes den ikke at komme op ved egen hjælp. Nu stod den udmattet i vand til halsen og vendte sig om for at se, hvad jeg nu havde i sinde. –  Mine forsøg på at

slå den tykke is i stykker med en stor sten måtte hurtigt opgives. De tunge drøn skræmte dyret så voldsomt, at jeg var bange for, at den skulle drukne sig selv, hvis jeg fortsatte min larmende isbryder­ virksomhed. Det lod sig heller ikke gøre at hugge isen i stykker med dolken. Så var der ikke andet at gøre end »joike« efter hjælp. Det varede længe, inden mine nødskrig blev hørt. Jeg så allerede i ånden rensdyret indlagt på nærmeste hospital til penicillinbehandling for lungebetændelse, da Nils endelig svarede langt borte fra.

»Ja-h,« lød hans svar. »Jeg ser i min kikkert. Har ikke tid.« – Det var pokkers, tænkte jeg. –                     Tohundrede kroner i vand til midt på halsen, og så har han ikke tid. Tænk blot om den døde af kulde.

– Uden l,asso var jeg magtesløs, så i min ophjdselse gav jeg mig til at filme renen i vandhullet. Under forsøg på at få nærbilleder var jeg nær faldet renen om halsen, da isen gav efter for min vægt.

Endelig kom da redningsvæsenet i form af Nils og hans lasso. Nils lo over hele ansigtet: »Film, Willy. Film, Willy.« Lassoen cirk­ lede rundt. »Vent lidt, Nils, jeg er ikke klar endnu.« Da hans første kast mislykkedes, fik jeg en chance mere. Lassoen suste forbi skue­ spillets hovedperson derude i det kolde vand –  renen; men endnu et kast, og lassoen sad fast om renens hals og på mine filmsruller. Nils trak, alt hvad han orkede. Et øjeblik så renen ud som et fabel­ dyr fra en ond drøm med halsen trukket ud til næsten den dobbelte længde. Da renen imidlertid syntes, at denne stilling med bare skin­ kerne i isbadet var uværdig selv for en ren, fik den ved at piske med bagbenene omsider det tunge agterparti til at følge efter. Med et svup som en champagne-prop røg den op af hullet med det resultat, at Nils satte sig på halen. Efter at have rystet vandet og den ubeha­ gelige oplevelse ud af pelsen, fortsatte den i luntetrav op ad dalen og sluttede sig til den øvrige flok.

Vi fulgte efter. Oppe i dalen stødte vi på tre hyrder og storskokken av ren. Gensynsglæde – ildsted – kaffe med ost og salt og en bid renkød ristet kulsort over bålet.

Snart var vi på marchen igen med renskokken foran. Det usæd­ vanlige skete, at en semle satte en vaklevorn kalv i verden på dette højst ubelejlige tidspunkt. Kalven forsøgte at manøvrere med sine fire spinkle ben – men det var ligesom, at de fire små ben ikke ville komme igang, selv om renmor brægede nervøst og utålmodigt inde fra renskokken. Da kalven ikke kunne komme i trit, sagtnede ren­ moren farten og cirklede rundt om kalven, der nu var helt adskilt fra flokken. Nils fangede den lille renkalv. Her gjaldt naturens hårde

lov. En lasso – en løkke, men renmor så det ikke. Vi havde jaget hende bort og ind i renskokken igen, mens hundene spiste den ny­ føldte kalv.

»Kan dere bruge skindcl?« spurgte jeg. Jo da, skindet var fint

til skaller, som man brugte til fodtøj om vinteren. »Der er ingen grum] til at give hundene hjertet også,« indvendle jeg, »det smager vældigt godt, når det bliver stegt.« – Så lå det lille hjerle i min sovepose. Det skulle gøre godt i en slunken mave. Jeg kunne stege det om kvælden, når vi slog lejr. Mit brød var delvist sluppet op, så del skulle være godt med lidt nærende mad. – Skæbnen ville det imidlertid anderledes.

Dagen efter tabte jeg kontakt med renskokken. Uden kort eller kendskab til, hvor flokken gik, var dette lidt af en penibel situation. Fjeld til alle sider, så langt øjet rakte. Fjelde, der næsten alle lignede hinanden. Jeg anså det da for klogest at stikke tværs på vor march­ retning for hurtigst at komme ud af fjeldene og i kontakt med civili­ sationen. Det var lettere tænkt end gjort. Med lidt proviant og ingen udsigt til næste måltid er det utroligt, hvor sulten man kan blive. Jeg delte mit brød i småstykker, der skulle spises hver tredie time.

–  Så havde jeg dog også det lille renhjerte, men uden tændstikker og tørt træ kunne jeg ikke lave ild, så hvad skulle jeg da med det.

Da terrainet for mine trætte øjne blev mere og mere vildt og ufremkommeligt, begyndte fantasien at dreje sig om renhjertet. Vel havde jeg hørt om troldens hjerte og lignende ammestue-historier, men »Renens hjerte« havde jeg aldrig hørt om. Efterhånden som

Øf.er h0stfly(ninge11

kom skolegangen

(Foto, Willy Huld)

trætheden og modløsheden meldte sig, foresvævede det mig, at jeg rundt om hver fjeldformation så renhoveder og hørte ren-bjælder, der dog altid afslørede sig som kolde sten, når jeg kom nærmere. På en isbelagt fjeldside mistede jeg fodfæstet og styrtede ned med en fart og en landing, der fik mig til at se både rener, måne, sol, stjerner samt blå albuer og blødende næse. Nu var situationen straks mere betænkelig. Havde det endda været en gammel rens hjerte, jeg havde på nakken – men en ung rens hjerte?

Ved en stor sø så jeg langt borte et hus. Endelig var der lysning i situationen. Min sidste bid brød gled ned uden smør eller vand. Jeg masede videre på een gummistøvle samt hælen af en anden. Sålen og snuden var revet itu under faldet, så jeg avancerede om• trent som en gammel forel på eet tændrør. En hel kilometer gik jeg uden at se op. Nu måtte jeg snart være ved huset. Endnu en kilo­ meter.

Den ubønhørlige sandhed gik omsider op for mig. Det var ikke et hus, men bare en sten, der havde lignet et hus. –  Så var jeg ikke i tvivl længere. – Der var vel næppe grund til at slæbe rundt med papiret, mit spiste brød havde ligget i – ja, der var vel heller ingen grund til at slæbe rundt med renhjertet heller. Jeg kunne jo alligevel ikke spise det, når jeg ikke kunne lave ild, og det vejede altsammen på mine ømme skuldre.

Forsigtigt blev den nyfødte renkalvs hjerte anbragt på en lille sten. Betydelig lettet gik jeg videre forbi Fatamorgana-huset. Mørket var ved at falde på, jeg havde gået i mere end seks timer i træk. Da jeg nu grundet på trætheden begyndte at snuble flere gange, og dette til sidst blev helt ubehageligt, lagde jeg mig bag en stor sten og krøb ind i soveposen. Medens jeg lå og forsøgte at falde i søvn, syntes jeg at kunne høre renbjælder, der kom langt, langt borte fra. –

Klokken var blot det umenneskelige tidspunkt af seks, da jeg ikke følte trang til at fryse mere i soveposen. Måltid var der ikke noget, der hed. Det ene ben med gummistøvlen blev lidt halvtræt plantet foran det andet ben uden gummistøvle, og således skiftedes de to ben til at tage tørn. Det var ligesom resten af mig ikke havde noget med mine ben at gøre. Frem kom vi da, benene og jeg. Det mærkedes hver gang, jeg snublede ad de glatte fjeldsider og over isblanke vandløb. Behageligst var det dog, når jeg faldt om oven i et sted, hvor der voksede tyttebær, ellers var det for besværligt at bukke sig ned efter de røde, vede·rkvægende bær. I slige tilfælde forenede man da det nyttige med det ubehagelige.

Efter seks timers marcheren var mit marchtempo blevet lang­ sommere og langsommere; men endelig så jeg i det fjerne en tele­ grafpæl. Jeg måtte helt hen og klappe på den, og fra telegrafpæl til telegrafpæl nåede jeg da omsider ind til Kvalsund by fra sydvest. Jeg havde gået i stik modsat retning af den rigtige, hvad der havde medført, at jeg fartede om i så mange timer.

En dags tid efter var jeg igen på vandrefod. Nede ved Okselv/ Aiseri.iivi cirka 90-100 kilometer syd for Hammerfest havde hyr­ dernes tjenestepiger slået lejr og gjort slæderne klar. 24 af de stær­ keste renokser blev forspændt hver sin slæde lastet med telte og pro­ viant. I en lang linie i gåsegang snoede toget sig tungt over den halvtfrosne og nøgne mose. »Raiden« var undervejs. Meter efter meter halede renokserne slæderne gennem birkerisene over jord­ knolde og vandløb stykke for stykke.

Således gik den ene dag efter den anden. Vi nåede op i fjeldene, hvor jorden var mere frossen og isbelagt, så raiden avancerede hur­ tigere. Det hændte, at et slædetog med tre slæder væltede ned ad skråninger, og brækkede der en trækstang, medførte dette altid et uvelkomment ophold for samerne, men et velkomment pusterum for mig. Jeg lærte, hvordan man skal få en ren på benene, når den af træthed smider sig ned blandt stængerne og gØr sig vanskelig. Egentlig bruger man at trække slæden frem, så renen ligger frit mellem trækstængerne, hvorpå man sparker den i hælene under ud­ stødelse af vilde hyl. Jeg opdagede imidlertid, at jeg fremkaldte samme virkning, hvis jeg bankede den med fotostativet over ryggen og skreg »Olsen« på dansk. Det kunne den simpelthen ikke stå for. En dags march –  en ny teltplads. Straks, renerne var spændt fra, gik jeg igang med min gamle rutine med at skaffe ildsten og ris. I bidende frost var det vanskeligt at finde sten, der var løse. Blot eet sted kunne jeg finde passende store sten. Midt ude i den tilfrosne elv. Den første sten fik jeg hugget løs efter noget besvær og brugte denne til at knuse isen omkring nummer to sten. Herunder gav isen efter. Vandet frøs Øjeblikkelig til is ovenpå mit ene bukseben helt op til knæet. Sporenstregs humpede jeg hjem til teltet med mine ild­

sten. Istapperne på benet klirrede som rustningen på en ridder fra middelalderen.

Da Mihkel så, hvordan det stod til, lo han og joikede: Ildsten nånånånånå. Ildsten nånånånånå. – Hele aftenen gik med at tørre sokker, medens Mihkel joikede sin forsmædelse.

Berit sad i teltets bagside og smilte lunt. »Sameliv gut liv –  sæne-

»fortæl noget mcr, for(æl noget mer« –                                                                            !Foto, Willy Hald>

liv gut liv,« nynnede hun. Da pigerne så m.ine bare tæer, blev de nysgerrige og spurgte om ikke jeg havde lange underbenklæder på som de selv. »Nej, Berit – om du havde mine korte underbenklæder og jeg dine lange skindbukser, da havde det passet, det, som du synger, og da havde du været som en norskepige.«

Denne bemærkning gav anledning til nye spørgsmål fra pigerne. Dagen efter, da mændene var ude for at skille renskokken i mindre flokke, begyndte de alle tre at skulle sætte mig i forlegenhed. Berit kogte kødsuppe med mel og salt i til hundene, og Ella Marie ryddede op i teltet og lagde birkeris i bunden samt rystede nogle renskind, hun anbragte ovenpå risene.

Ellen Marit lå dagen lang i samme stilling med hovedet begravet i hænderne uden hverken at spise eller røre sig. Det gjorde hun en gang om måneden. Arbejdet for de to mobile piger foregik under munter pludren og joiken. »!oik, Willy,« opfordrede Ella Marie.

»Kan ikke joike.« »]o. Joik«. –  Jeg forsøgte mig i den svære kunst

med et resultat, der kunne jage selv den modigste ren hele ti fjeld­ toppe bort. »Det lyder fælt, når du joiker,« sagde Ella Marie.

Efter nogle timers ihærdige forsøg blev pigerne enige orn, at jeg nu var ret flink til at joike. »Har du nogensinde flirtet med en jente,« j oikede de i kor. Jeg gik ind på spøgen og joikede igen: »Ja, i HAVANA NÅ-NÅ-NÅ.« – »Og hvad gjorde du ved pigen, og hvad gjorde du ved pigen NÅ-NÅ-NÅ?« –  »Jeg kyssede hende på det

højre Øre, jeg kyssede hende på det højre Øre.« –  Ja, da er du dum til at flirte, hævdede Berit. »Fortæl noget mer, fortæl noget mer, du slemme gut,« joikede Ella Marie. »Så kyssede jeg hende på det ven­ stre øre NÅ-NÅ-NÅ.« –  Da denne vekselsang havde bragt mig did, at jeg kyssede pigen i Havana under halsen, hvor hendes ungdom delte sig i to, efter at have gennemgået hele ansigtets anatomi, steg pigernes joiken til et glødende, vibrerende crecendo. »Fortæl noget mer, om hvad gjorde du så NÅ-NÅ-NÅ.« –

Til alt held kom Mihkel tilbage med et rensdyr til suppegryden. Det var med omhu, jeg kløvede et renben med dolken. Medens tun­ gen med en slubrende lyd arbejdede for at få renmarven ud, tænkte jeg på, hvor langt pigerne ellers kunne have drevet mig i anatomiens verden med deres joiken. »Fortæl noget mer, orn hvad gjorde du så NÅ-NÅ-NÅ!«

Willy Hald.

I nedenstaaende Artikel fremsætter Aksel Andersen, Marie Magdalene, nogle Nutidsbetragtninger over Oehlenschlagers Liv og Digtning.

Nordens Digterkonge

Motto,

»Han graved’ Guld i Ravnekrog og satte Kronen paa vort Sprog.•

()tABC-Rim« af Johannes V. Jensen.)

En højst ufortjent Glemsel har alt for længe næsten helt tildækket Mindet om vor og Nordens største Digter, Adam Oehlenschliiger. Denne Glemsel begyndte allerede, medens Oehlenschlager endnu levede. Heibergs Kritik i Slutningen af 1820erne skadede Oehlen­ schliiger meget mere, end man i Almindelighed tror. Denne i sin Helhed forkerte og urigtige Kritik, som desværre blev fremsat paa· en blændende og bestikkende Maade, medførte, at det efter Oehlen­ schliiger kommende Slægtled helt oversaa ham. Den i 1870erne frem­ brydende Realisme var ogsaa ugunstig for Oehlenschliiger. Det klas­ siske Eksempel paa 70ernes kritiske Holdning overfor den oehlen­ schliigerske Poesi er Georg Brandes’ meget negative og nedsættende Betragtninger over »Aladdin«. I den nyeste Tid har selv den største af vore Litteraturhistorikere, Vilhelm Andersen, godtaget Heibergs Dom af 1827. Dette er ubegribeligt; men saaledes er det.

Kun een af vore yngre Litteraturhistorikere har haft Mod til at bryde med denne ligesaa urigtige som ukloge, litterære Tradition, nemlig Vilhelm Madsen i sin ypperlige Bog: »Adam Oehlenschliiger. Nordens Digterkonge«.

Oehlenschlagers Liv er ligesom H. C. Andersens Liv et Eventyr. Eventyret om den fattige Slotsforvaltersøn, der blev sit Lands stør­ ste Digter. H. C. Andersen har ganske vist helt overskygget Oehlen­ schliiger i Nutidens Bevidsthed; men det er et stort Spørgsmaal, om

1. C. Andersen var blevet den, han er, hvis Oehlenschliiger ikke havde sunget fø•rst. Ikke blot H. C. Andersen, men ogsaa alle Roman­ tikkens og Romantismens andre danske Digtere er mere eller mindre

paavirkede af Oehlenschlager. Oehienschiagers Ind:tlydeise strækker sig ogsaa til det øvrige Norden. I Sverige er Tegner (navnlig i “frithiofs Saga«), og i Norge er Bjørnson (som ung) og Andreas Munch (meget) paavirkede af Oehlenschlagers Digtning.

Man har sagt om Oehlenschlager, at han ikke var kvalificeret til den Stilling som Professor i Æstetik, han havde ved Universitetet. Denne Dom bliver vi i Dag nødt til at revidere; saavel i de ogsaa af Heiberg højt vurderede Fortaler til “Poetiske Skrifter« og “Nordi­ ske Digte« som i de først efter hans Død udgivne Forelæsninger over “Ewald og Schiller« viser Oehlenschlager sig som en moden og formfuldendt Æstetiker. Kort og klart gør han i de to nævnte For­ taler Rede for sit digteriske Program og taler kloge Ord om Digter­ kunstens Virkemidler, og hans Forelæsninger over Ewald er bane­ brydende for senere Tiders Ewaldsforskning. Naar man nævner Oehlenschlager i vore Dage, ved de fleste, at han har skrevet Tra­ gedier, og de, der har haft dem som Skolepensum, kender “Alad­ din«, ,,Sanct Hansaften-Spil« og “Guldhornene«; men ellers kender næsten ingen ret meget til hans Værker. Tragedierne er blevet Oehlenschlagers litteraturhistoriske Skæbne; de har deres Plads paa Klassikerhylden ved Siden af Holbergs Komedier, Ingemanns Roma­ ner, Blichers Noveller og H.C. Andersens Eventyr.

Der er ret stor Forskel paa Tragediernes digteriske Værdi. Først

. og bedst er “Hakon Jarl«. Det er uden Tvivl Nordens bedste Trage­ die. Den kommer op paa Siden af Shakespeares “Hamlet« og “Mac­ beth«. Af de senere Tragedier kan særlig fremhæves følgende: ,,Bal­ dur  hiin Gode«, ,,Palnatoke«, ,,Axel og Valborg«, ,,Correggio«,

,,Hagbarth og Signe«, ,,Erik og Abel«, ,,væringerne i Miklagaard«,

,,Dina«, ,,Landet fundet og forsvundet« og”Kiartan og Gudrun«.

Psykologisk interessante er flere af Personerne i Tragedierne “Stærkodder«, »Hugo von Rheinberg«, »Fosterbrødrene« og “Erik Glipping«. ,,Den lille Hyrdedreng« har med Urette faaet Plads mel­ lem Tragedierne, da Stykket ender som en ren Idyl. Tragedien

,,Sokrates« giver en digterisk Skildring af Oehlenschlagers person­ lige Forhold. (Sokrates er Oehlenschliiger selv; Zanthippe, som er skildret med en vis Sympati, er Christiane; Sokrates’ Datter, Daph­ ne, er Oehlenschlagers egen Datter Charlotte; og Aristophanes er hendes Mand, Skuespilleren Phister.)

»Amleth« er et Forsøg paa at skrive et dansk Sidestykke til »Ham­ let«. Desværre staar Tragedien langtfra paa Højde med Shakespeares herlige Stykke.

Oehlenschlagers Lystspil og Syngespil er med Rette glemt, dog maaske med Undtagelse af »Freias Alter«, den lille Idyl »Ærlighed varer længst« og Eventyrstykket »Trillingbrødrene fra Danmark«, som Oehlenschlager selv satte højt. Af hans dramatiske Eventyr er

»Sanct Hansaften-Spil« og »Aladdin« blandt hans Hovedværker; derimod er >>Fiskeren« svagere. Oehlenschlagers Prosa er altid god, den er jævn, klar og ukunstlet. Blandt hans Prosaværker rnaa særlig fremhæves hans Sagaer: »Vaulundurs Saga«, »Hroars Saga« og

»Ørvarodds Saga« samt hans »Erindringer«. Erindringerne er et af dansk Litteraturs bedste Prosaværker; de naar ofte op paa Siden af de ypperste danske Memoireværker: Leonora Christina Ulfeldts

»Jammersminde«, Ewalds »Levned og Meninger« og H.C. Ander­ sens »Mit Livs Eventyr«. En Del Noveller har Oehlenschlager ogsaa skrevet; de bedste af disse er »Eremitten« med Salmen »Lær mig, oh Skov«, »Den blege Ridder«, hvori det skønne, men vemodige Digt

»Hvor blev I røde Roser dog« og »Digterbesøget«, om et tænkt Møde mellem Ewald og Wessel. Smukt er Eventyret om »Aly og Gulhyndy«, Oehlenschliigers eneste Bidrag til denne Genre. Den store Roman »Øen i Sydhavet« hører til Oehlenschlagers svageste Værker; den indeholder dog geniale Enkeltscener og et Par smukke Digte: »Dødningedansen« og »Til Havet«. Oehlenschliigers store episke Digte: »Thors Reise«, »Helge«, »Nordens Guder«, »Hrolf Krake« og »Regnar Lodbrog« er alle blandt hans Hovedværker. Det er et stort Spørgsmaal, om der i hele Verdenslitteraturen findes bed­ re og livligere fortalte fortællende Digte end disse. Ogsaa blandt Oehlenschlagers Romancer og lyriske Digte findes der mange Perler. I det hele taget er Oehlenschlagers mindre Digte langtfra blevet skat­ tet efLer Fortjeneste. Naar man blader hans 6 Bind samlede Digte igennem, støder man Gang paa Gang paa Digte saa skønne og dej­ lige, at man undrer sig meget over, at hans Lyrik ikke er mere læst, end den er. Af de efterladle Breve fra Oehlenschlager ses, at han var en god, men ikke særlig flittig Brevskriver. Oehlenschlager maatte for at leve oversætte og bearbejde andre Digteres Værker, han har bl.a. oversat Shakespeares »En Skærsommernatsdrøm« og Tiecks

» Udvalgte Værker«. Af sin elskede Mester Goethes Værker har Oehlenschlager oversat »Gotz von Berlichingen« og »Hermann og Dorothea«. Oehlenschliigers Stilling i dansk Litteratur minder i mangt og meget om Goethes Stilling i den tyske. Oehlenschlager er paa sin Vis ligesaa stor en Digter som Goethe; men han er ikke nær saa stor og universel en Aand som denne.

Oehlenschlager har desuden udgivet danske Folkeviser og Helte­ sagn. Nævnes maa det, at han i mange Aar, hvad der desværre ikke indbragte ham det forventede økonomiske Udbytte, var sin egen For­ lægger. Ogsaa som Teaterkritiker, i sit Tidsskrift »Prometheus«, har Oehlenschlager virket. Hans Domme er altid hensynsfulde og viser hans sunde Sans og hans store Upartiskhed. Det bør fremhæves, at Oehlenschlager var den første, som slog til Lyd for Blichers Digt­ ning. I »Prometheus«, 5te Bd., Side 187 (1834), skriver han bl.a. om Blicher: »Blicher har med Genie og Originalitet – og han for første Gang – skildret os den jydske Natur!«

Man har begaaet stor Uret mod Oehlenschlager ved altid at frem­ hæve Ungdomsværkerne paa de senere Værkers Bekostning. Oeh­ lenschlager skrev i Virkeligheden, ogsaa da han blev ældre, mange Værker, som staar paa Højde med de saa ofte højtpriste Ungdoms­ værker. Der er i de senere Værker en mere rolig og besindig Tone end i Ungdomsværkerne, flere modne Domme, mere moden Over­ vejelse og meget mindre Satire og Polemik. Det er maaske Grunden til, at man har overset dem. Oehlenschlager selv var meget bedrøvet over denne Miskendelse af Manddomsværkerne. Han følte med Rette, at han stadig kunne skrive store og gode Digterva;rker. I et Digt fra Midten af 1830erne har han givet Udtryk for sin Sorg og Smerte derover. Digtet er desværre for langt til at citeres i dets Helhed; jeg afskriver derfor kun dets bedste Vers.

» Dog – jeg er ei forkiælet og farvendt.

Min Vaar, mens den var Vaar, blev ci erkiendt. Det kom bag efter. Tiden ogsaa kommer.

Da Ret erfares vil en Digtersommer.«

Selv i Oehlenschlagers svageste Værker finder man smukke Enkelt­ heder, for Eksempel en saa godt tegnet Skikkelse som Kjeld Huk i den ellers svage Tragedie »Olaf den Hellige«. Aarestrup skrev engang i 1830erne, da Oehlenschlager var haardt trængt af Kritik­ ken, følgende lille Vers, som viser, at ogsaa han havde et aabent Blik for de smukke Enkeltheder i Oehlenschlagers svagere Værker:

Gud denne Digtersjæl beskjærme! En Ruus af ham endnu jeg haaber;

Thi der er flere Kræfter i hans Bærme End i de Andres Første-Draaber.

(Februar 1834)

Man har ogsaa villet frakende Oehlenschlager Sans for Humor. Han hører heller ikke til vore største Humorister; men der findes dog mange morsomme Træk og Scener i hans Værker (bl.a. i »Alad­ din«). Oehlenschlagers Humor kan være ret barnlig, for Eksempel i hans Syngespil og Lystspil, men den er altid sund, hjertelig og umid­ delbar. Kun sjældent er den satirisk som i Ungdomsværkerne »Sanct Hansaften-Spil« og »Langelandsreisen «. Oehlenschliigers aandelige Sundhed var Skyld i, at dansk Romantik ikke har Spor eller i hvert Fald ikke ret mange Spor af tysk Rabalderromantik med Dødninger, Mørke, tudende Ugler o. s. v.

Som Menneske var Oehlenschlager aaben og sandhedskærlig, han var en god og kærlig Familiefar, og han var en trofast Ven. Rent legemligt set var Oehlenschlager en høj, kraftig, i de senere Aar lidt fedladen Mand med blaa Øjne og et smukt, sort Haar. Han havde en velformet Mund med stærke, hvide og velholdte Tænder. Det nævnes som et Særsyn i Datiden, hvor næsten alle havde meget daarlige Tænder, at Oehlenschlager havde alle sine Tænder i god Behold, da han døde. Oehlenschlager var i sine sidste Aar, ligesom det ogsaa var Tilfældet med Holberg, en ensom Mand. Mange af hans Slægt og Venner var døde, og han følte sig trods al Anerkendelse misfor­ staaet og overset. Han følte, at Tiden nu var en anden, og at den i nogen Grad var løbet fra ham.

Alle, som elsker Poesi, maa elske Oehlenschlagers Digtning. I denne har han nedlagt hele sin varme, dybe og hjertelige Menne­ skelighed.

Han var i Sandhed Nordens Digterkonge!

Axel Andersen.

1. B. I Oehlenschlager-Citatcrne er den licbcnbcrgske Tekstrevision benyt­ tet. I Aarestrup-Citatet er dennes Retskrivning og Tegnsætning bibeholdt.

Loreley

Rhinturen

– uddrag af rejsedagbøger, bearbejdet

efter hjemkomsten

Den 6. juli.

» Har  du husket sæben?« –  »Du har vel ikke glemt tandbørsten?«

• »Hvor er din madpakke?« – »Husk nu at skrive!« –  »Pas nu godt på dig selv!« »Farvel, og god tur!« »Pas på, du ikke kommer for sent til toget!« – – – Over hals og hoved styrter man til sta­ tionen, hvor toget med det øvrige rejseselskab allerede er ankom­ Man tumler ind i toget, uvant som man er med den megen bagage. Afgang!

Dette var –  for en enkelt af deltagerne –  starten til en 8 dages

tur til Rhinen, som 34 dimittender af årgang 1953 på ovennævnte dato påbegyndte under ledelse af hr. og fru K. Basse Kristensen.

• Hvordan det så end er gået til, så befinder vi os lidt før aften på Sønderjyllands berømte vandrehjt)m, Grænsehjemmet ved Kol­ lund ved Flensborg Efter aftensmaden (mors madpakke), går vi, som det er blevet sagt os, »en lille tur« til grænsen, hvor den løber ud i Flensborg fjord. Det var en dejlig tur, som vil blive husket dels for sin skønhed og dels for sine strabadser (kravle­ turene op ad skrænterne!) og endelig, fordi det var den længste

fodtur på hele tysklandsturen. – Nå, vi får grænsen at se for første gang og konstaterer, at billedet i geografibogen er rigtigt!

Den 7. juli.

Forventningsfulde afventer vi kl. 10 ankomsten af rejseleder og bus. Rejselederen kommer først og præsenterer sig som P. Sloth Carlsen. At han er broder til noget så støvet som en historiecensor, er ingen anbefaling; det lugter for meget af skole og eksamen. Det pynter derimod på mandens papirer, da vi får at vide, at han lige­ som vi selv er gammel elev fra Ryomgård Realskole (årg. 1928). Senere kommer rutebilen. Den når aldrig at vinde vor fortrolighed. Den er for lille og for gammel og bliver permitteret i Kruså, hvor to høje herrer går ind for at ringe til G.F.L., Ålborg, selskabet, der har arrangeret turen for os; imens venter vi andre spændt på resul­ tatet. Det bliver gunstigt; vi får en større bus; – men den står i Horsens!

– Med godt 5 timers forsinkelse skrider vi over grænsen. Alle slipper igennem, ingen arrestationer, ingen konfiskationer. Dagens program bliver selvfølgelig lidt forceret – og forkortet. Sydslesvigs minderige egne må vi fare forbi. Der bliver netop tid til en halv times besøg i Slesvig Domkirke, et smukt gotisk bygningsværk, hovedkirken i et gammelt dansk land. – Vi haster videre sydpå, passerer Kielerkanalen ved Renclsborg og når Hamburg ved mør­ kets frembrud. Så er der blot 100 km tilbage. Først ved midnatstid er vi i Celle, dagens mål. Vi bliver sat af ved en stor, flot oplyst restaurant. Vi går ind, vasker os og sætter os afventende med stor appetit. Større er dog skuffelsen, da vi får at vide, at det slet ikke er her, vi skal spise. –  Vi kører lidt søgende rundt i den mørke by. Da vi engang standser op for at spørge om vej, bliver vi først for alvor klar over en rejseførers vanskeligheder: den første, der spørges, har åbenbart vanskeligt ved at udtrykke sig –  på grund af det sene tidspunkt, –  en anden kommer til og viser i een retning,

• en tredie peger i stik modsat retning, – vejviserne diskuterer, – og vi kører! og vi finder virkelig D. ]. , vandrehjemmet. Vi spiser til middag kl. 1 om natten og kommer i seng kl. halv to.

Den 8. juli.

Vi begynder dagen med et kort besøg på slottet i Celle. (Alle besøg på en sådan tur er korte, i reglen for korte. Der er altid alt for meget, vi gerne vil se). Vi ser kapellet, hører kustodens beretning om stilarter og historie, –  så godt vort tyske nu slår til! –  vi ser

Karoline Mathildes navn, som hun har indridset med sin diamant på en rude i kapellet –  vi beundrer det lille indtagende teater med de dejlige, afdæmpede farver (teatret benyttes endnu), vi ser smukke porcelænssamlinger og kostbare gobeliner. Men slottets ydre er fat­ tigt; det er tydeligt, at vedligeholdelsen er skubbet til side til ford l for mere påtrængende opgaver.

• Atter samlet i bussen har vi en køret,ur på ca. 350 km for os. Køln er målet. Størstedelen af turen køres på Autobahn, disse im­ ponerende, »dobbeltsporede« landeveje, der kun er behæftet med den gene, at det kan være vanskeligt at komme til eller fra dem på det ønskede Trafikken herpå er fantastisk, men trafikkulturen mønsterværdig. Her er vist en hel del at lære for danske trafikanter. Tiden, vi tilbringer i bussen (og det bliver en betydelig del af de seks dage i Tyskland), forkortes med sang – og musik, eller hvad man nu rettelig bør kalde den form for lydfrernbringelse. Carlsen viser sig som en glimrende forsanger med et vældigt udvalg af sange, selv Ryomsangene husker han trods sit 25 års jubilæum, og vi dyrker dem flittigt.
• Undertiden oplives den ensformige køretur af en menings­ udveksling om en eller anden lille afstikker fra autostradaen mellem Carlsen og Østergaard, chaufføren, som for øvrigt allerede den før­ ste dag havde vundet alles sympati og tillid ved sit jyske lune, sin thyboske mistænksomhed og sin sikre kørsel.
• Sidst på eftermiddagen kører vi gennem Ruhr-distriktet: Dort­ mund, Bochum, Essen, Miilheim tangerer vi – men hvad er hvad? hvor slutter den ene, hvor begynder den næste? Det er et eneste stort område af rygende fabriksskorstene, slaggebunker, mineskak­ ter og – Vi passerer Ruhrfloden, og straks er billedet ændret, mere hyggeligt, mere idyl; det er, som om vi skal forberedes til Rhinoplevelsen. Hen imod aften ser vi i det fjerne Kolner Domens 156 111 høje tårne hæve sig over en grå bymasse, og lidt senere kører vi over en af Rhinbroerne ind i Køln. Vi er ved Rhinen.

Den 9. og 10. juli.

Koln er en af de byer, krigen har ramt hårdt; men alligevel står Tysklands flotteste bygningsværk næsten uskadt. Kolner Domen er så ufattelig skøn, at man næsten nægter at tro, at det er menne­ sker, der har bygget den. Hvert eneste af spirerne er et arkitektonisk kunstværk. Imponerende er også det lille »skatkammer«, vi beser, med kostbare skrin, bispestave, ringe, relikvier, hellige bøger 111. 111.

“n_  :-.                                                   Fest stehl und trcu

die Wachl om Bhcin

Ubeskriveligt skønne er de små gyldne altre, kalkmalerierne, de farvede mosaikruder. Man forstår, at der har kunnet være arbejde til kunstnere gennem 600 år.

Men nu kommer rejsens højdepunkt: turen langs Rhinen, først med bus langs bredden, senere sejlturen. Man forstår så fuldt, at tyskerne er stolte af den gamle fader Rhin. Her er alt, hvad hjertet kan begære af skønhed, og vi vil sent glemme disse indtryk – den storslåede udsigt, den travle flodtrafik, de stejle bjergsider; og hvad er der ikke her, som kan sætte fantasien i bevægelse. På næsten hver eneste bjergtinde ligger der en borg, der har sin egen historie om krigeriske fyrster. Hvad aner man ikke bag navne som Burg Katz og Burg Maus. Op ad bjergsiderne breder sig vinmarkerne som lysegrønne oaser. Langs bredderne ligger klistret op ad klipperne maleriske små byer. Vi overnatter i en af disse, St. Goar, og hvem vil vel glemme den vældige udsigt på den stille sommeraften fra den fantastiske ruin Burg Rhcinfels, og hvor mange føler ikke, mens vi næste dag går gennem den hyggelige lille by, at her kunne vi tænke os at feriere lidt længere. Sejlturen ad Rhinen sluttes i den verdens­ berømte vinby Riidesheim, og da har også alle de fra tyskbogen kendte navne passeret revy for vore øjne: Deutsches Eck, Ehren­ breitstein, Loreley, Pfalz, Mauseturm o. s. v., og da vi tilmed ombord på rhindamperen må til at lære en flok tyske piger at synge »Heiden-

34,

roslein«, ja, da måtte vi –  efter indkasseret bifald –  sende en venlig tanke hjem til en vis tysklærer i Danmark.

Den 11. juli.

I Ri.idesheim får vi demonstreret, hvad man forstår ved kønnenes ligeberettigelse: pigerne sover i et af Tysklands flotteste vandre­ hjem; vi andre overnatter (man kan nemlig ikke sige: sover) i telte med halmmadrasser, der er støvede som en ørken under en sandstorm. Vi fjerner halmen, men støvet bliver der. Og så er det endda ikke det værste. Indtil denne nat har vi befundet os godt mellem tyskerne; vi har fundet dem høflige, hyggelige og hjælpsom­ me; men den flok tyske drenge, som vi skal dele telt med denne nat, er nær ved at nedbryde alt det gode, som samtlige andre tyskere, vi har truffet, har bygget op. Med andre ord: vi får halvanden times søvn den nat.

Dagen derpå vendes næsen hjemad. Vi siger farvel til Rhinen fra mindesmærket »Niederwalddenkmal«. Det forestiller en kvinde, der står med scepteret og sværdet og skuer tværs over Rhinen mod Frankrig, arvefjenden. Det er, som om dette mindesmærke udstråler hele Tysklands storhed og kraft. Og her højt hævet over Rhinen, der snoer sig blank og travl der dybt nede mellem Ri.idesheim og Bingen, her tager vi afsked med ordene »Auf Wiedersehn«, for noget

Rådhuset i Alsfeld

inden i os siger, at det bliver ikke sidste gang, vi besøger Rhinen! Turens højdepunkt er passeret. Autostradaen nås uden for Frank­ furt, og så er der fri fart hjemad. Atter en lang dag i bussen, så lang, at det føles kærkomment, da motoren strejker, og vi får en lille ufrivillig pause. En anden lille afstikker fra hovedvejen, som jo går uden om byerne, går ind til Alsfeld i Heissen, rigtig en lille middel­ alderlig perle af en midttysk by med snævre gyder og bindings­ værkshuse så smukke og kunstfærdige, at man næsten ønsker, at denne byggeskik var gængs endnu. –   Dagens mål er Hildesheim,

nær Harzen, den mest krigshærgede af de byer, vi har set.

Den 12. jzdi.

Sidste dag i Tyskland. Turen går op over Li.ineburger Heide. Hede ser vi godt nok ikke meget til. Frokostpause i Liineburg. Her får vi desuden lejlighed til at se »den synkende bydel«. Huse og en kirke står skævt, fordi minevirksomheden under byen har fremkaldt en langsom synken.

Endelig nås rejsens sidste stoppested, Hamburg, millionbyen, ver­ denshavnen. Vi får en frivillig rundtur i havnen sluttende med en spadseretur gennem Elbtunnellen og derpå en ufrivillig rundtur i byen ivrigt søgende efter lufthavnen. Vi finder den virkelig og får endda lejlighed til at se en SAS maskine starte. Aftenen og natten tilbringer vi i Hamburgs millionærkvarLer ved Alster-søens bredder.

Den 13. juli.

Så snart vi har forladt Hamburg, passerer vi den sidste af mile­ pælene med Frederik den Sjettes navnetræk. Vi føler os næsten hjemme. Ved middagstid passerer vi grænsen. Vi tager afsked med Carlsen og Østergaard og giver dem et velment hurra, og den lange tur med bumletog op gennem Jylland kan man efter trang og behag bruge til søvn, til at sludre eller til at filosofere over, hvad man nu har fået ud af turen, og resultaterne er sikkert meget forskellige: nogle har lært den varn,kelige kunst at sove i en rutebil, andre har fået deres første time i roning ( på Alsteren), en del har skaffet sig en betydelig rutine i at vaske op, medens turen for andre var for kort til, at de overhovedet fik prøvet, hvordan det er at håndtere en fejekost, og for Lars og Fritz vil turen i lang tid fremover foruden de lyse min­ der have et stænk af vemod –  ved tanken om de tabte stråhatte!

Men alle er vi enige om, at vi vender hjem mange skønne og ufor­ glemmelige oplevelser rigere, –  og lad os så komme hjem til et godt bad og en god søvn !

Fru Munch

Den 14. september i år fyldte fru Munch 60 år, og derved er der anledning til for os gamle elever at bringe fru Munch vor hjerte­ lige lykønskning og hyldest. Dette kan vi bedst ved at omtale hendes virke på Ryomgaard realskole gennem snart 40 år. Ja, det ville være umuligt at nævne fru Munchs navn uden samtidig stærkt at påpege hendes indsats på R. R. – Skolen blev stiftet i 1913, og den 19. au­ gust 1914 kom fru Munch hertil; det er således meget få, hvis der overhovedet er gamle elever, der ikke har haft fru Munch som lærer­ inde i et af fagene skrivning, håndgerning eller geografi. Det er få lærere eller lærerinder, der kan »prale« med at have haft en skoles samtlige elever siden dens oprettelse. Nu ville det i sig selv måske være mindre bemærkelsesværdigt, hvis ikke man kendte fru Munchs rige og levende personlighed. Fru Munch besidder helt de to egen­ skaber, der kendetegner den rigtige pædagog – nemlig den rige menneskelighed og den faglige dygtighed.

Den første egenskab kommer særlig til sin ret i arbejdet med de små. At fru Munch her har det rette greb viser, at disse nybegyn­ dere, når et eller andet går dem imod, søger til fru Munch og under fremførelsen af deres beklagelser ofte kalder hende mor. Højere kan man ikke nå i arbejdet med de små i en skole. Fru Munch kan skælde disse småfyre ud (som ingen anden), og et øjeblik efter søger »syn­ derne« til samme fru Munch for at blive trøstet.

Jeg kunne blive ved med at fortælle om fru Munchs arbejde her i 1.-2. kl.; men de andre sider af hendes skoleliv skal også omtales. Se ind i gymnastiksalen på en forældredag og se alle de smukke håndarbejder, eleverne gennem året har fremstillet under fru Munchs

37

kyndige vejledning. At håndarbejdstimerne virkelig er arbejdstimer, får man et levende indtryk af her, og fra eleverne ved jeg, at der arbejdes med liv og lyst.

Men også på andre områder sætter fru Muneh sine mærkbare spor, nemlig i faget skrivning. Her hersker fru Munch enevældig og med rette; dette kom netop til udtryk for et par år siden, da inspektøren i matematik efter at have bedømt ordenen i eksamensopgaverne for­ langte at hilse på skrivelærerinden for at sige tak for den skrive­ undervisning, pågældende elever havde fået.

I eet fag husker jeg selv bedst fru Munchs levende undervisning –

i geografi. Vi havde dengang kun et oversigtshæfte med navne til repetition. De daglige timer foregik ved fru Munchs livfulde gen• nemgang understøttet af mange lysbilleder. Ikke noget med en bog med »derfra og dertil«. Som lærer har jeg senere spurgt fru Munch, hvordan hun kunne lære eleverne op til at tage så gode karakterer i dette fag. Fru Munchs svar var, at det var så let et fag. –  Ja, faget var let –  fordi læreren var rigtig og ikke af nogen anden årsag.

Der er andre sider af fru Munchs personlighed og arbejde, der burde omtales, og jeg føler som lærer ved R. R. det naturligt her at takke fru Munch for samarbejde, for hjælp og ikke mindst for den daglige opmuntring i den venlighed og oprigtighed, en yngre lærer altid møder hos fru Munch. De andre »sider« vil jeg lade ligge og her kun holde mig til dem, der berører skolen. Det er på R. R., vi gamle elever traf fru :Vlunch, det er først og fremmest her, vi kender hende fra. Fru Munch er den, der har været længst ved Ryomgaard realskole, men fru Munch er mere – hun er en væsentlig del af denne. – Vi gamle elever takker Dem, fru Munch, og Ønsker Dem mange lykkelige arbejdsår fremefter – til lykke for skolen og til gavn for dens elever.

Søren Vester-Petersen, årgang 1930.

Vor egns stednavne

Takket være navnlig historikerne Johannes Steenstrup og I-I. V. Clausen har studiet af danske stednavne fået fast grund under fødderne, og hjem­ stavnsbevægelsen har vakt interesse for herhen hørende emner.

Forskningen har påvist, at stednavnene ikke er tilfældige, men virkelig fortæller noget om stedet. Bogense (ældre: Bog – næs) vil sige Bøgenæs, som Egens betyder Egenæs. Haraldsted er et sted bebygget af en Harald. Kristrup (ældre: Christiernthorp) er et torp bygget af en Christiern (af lat. Christianus Kristen). Viborg (ældre: Vibjerg) vil sige tempelbjerg (e).

Kun få navne er gennem tiderne bevarede så uskadte og gennemskuelige som Haraldsted. Dertil har sproget forandret sig for meget, siden navnet blev givet. Ordene er blevet kortere, ofte i den grad, at et navn i den form, det nu har, intet siger. Landsbynavnet Rom er således uforståeligt, indtil man får at vide, at det i gamle dage hed Runnum. Olddansk runne betyder busk. I hensynsfald i flertal hed det Runnum; (i) runnum  i buskene, i krattet.

Dette eksempel viser, hvor vigtigt det er at vide, hvordan et stednavn lød i gamle dage.

Megen sådan viden har man fået fra de godt 200 danske runestene, fra islandske sagaer, fra gamle love, fra en mængde retsdokumenter og sidst, men ikke mindst, fra den såkaldte Kong Valdemars Jordebog fra 1231, der opregner landets herreder og fortæller, hvor meget byer og landsbyer skal skatte til kongen.          ,

Danske stednavne består som regel af to navnord, hvoraf det forreste står i ejefald. Haraldsted er Haralds sted. Og sammenstillingen er regel­ bunden.

Hvis det sidste led er – strup, – drup, – rup, –  bøl (le), – høj, – køb,

– lev, – sted, så er forleddet et mandsnavn, en sjælden gang et kvindenavn.

Kristrup        har forleddet Kristiern.

39

Foran – by, – tved, – balle, – Ø, – næs, – os st r ord, der betegner naturforhold: beliggenhed, plantevækst o. s. v.

Aby           har til forled A. Næstved                                   » »                       »                  Næs.

Feldballe      »  »      »       Fælled (fe – lad       kvægland).

Navnene stammer fra forskellige tider. De ældste, fra og før folkevan­ dringstiden, er endnu uforklarede. Det er dem på -løse (i Jylland kun Vesløs og \Osløs i Hanherred) og -inge. Man har gisnet, at f.eks. Favsip.ge (ældre Faxinge) var stammen Faxingernes land. Næst efter disse følger, i skjoldungetiden, navnene på -lev, ofte sammensatte med høvdingenavne, vi kender fra runestenene.

Årslev   er sammensat med Awæir.

Haderslev  »    »            »  Hader.

Lev vil sige jordegods overladt en veltjent hirdmand til arveligt eje.

Lev-ernes fornemhed fremgår også deraf, at det var i dem, kirkerne byggedes i det 11. og 12. århundrede.

Lidt yngre er navne på -um  og -by. Derefter kommer de meget

talrige torper. De er sammensatte med et mandsnavn, kristent eller hedensk, og stammer fra brydningstiden mellem asatro og kristendom, tiden omkring Harald Blåtand, der »gjorde Danerne kristne<<.

I nutidens dansk har jo alle ord s i ejefald, men i oldsproget havde

mandsnavne tre forskellige ejefaldsendelser alt efter bøjningen. Derfor op­ træder torperne i tre forskel!ige skikkelser.

Benedikt      hed i ejefald Benedikts. Halvdan                                       » »                       »                   Halvdanar. Atte           » »                       »                            Atta.

Benediktsthorp      blev til Bendstrup. I-Ialvdanarthorp                                                      >>                                            » I-Iallendrup. Attathorp                                           »                           » Attrup.

Torp betyder udflytterby, grundet på ældre byers mark eller på nyryd i skov, hede og ødemark. Vel omtrent samtidige med torperne er navnene på

-bøl (o: bolig) og -køb. De har personnavn til forled. Ugelbølle (ældre: (ulvebølle) har navn efter manden Ulve. Sirkøb er et stykke jord købt af en (vikingeenke) Sigrid.

Ca. 1000 begynder man at hugge sig ind i storskoven, der dækkede det

meste af landet. Navne på -slet (::>: slette), -tved (o: uclhug ng), -holt (o: skov), -ved (o: skov), -ris (o: skov) betegner disse skovryd. Hornslet er den ryddede slette i Hornskoven (o: hjørneskoven). Næstved er tvedet på næsset.

Ca. år 1000 var de danske landsbyer lagt, hvor de ligger den dag idag.

Nogle af dem hæver sig til købstæder, og på Valdemars Sejrs tid træffes de fleste af landets nuværende byer. De var hegnede med palisader eller stenmure. Var de befæstede, kaldtes de borge. Således blev Vibjerg til Viborg. En handelsby kaldtes dengang en købing. Herom minder endnu Ærøskøbing og Nykøbing på Mors, Falster og Sjælland. Særlige gårdnavne

kendtes dengang ikke. Hvis en mand hed Jon Jonsson og boede i Benedikts­ thorp, så hed hans gård simpelthen Jon Jonssons gård i Benediktsthorp.

Samlede godser havde man heller ikke. En stor jorddrot havde gårdene spredt i forskellige landsbyer. Den gård, hvor han selv boede (havde sæde), kaldtes hans sædegård.

Først i det 14. årh. får sæde gårdene særlige navne: Boelhave, Råhave, Rønhave o. s. v. Hage, senere hauge, nu have betyder hegn, ind­ hegning. Sædegårdene var, i modsætning til de almindelige bøndergårde, indhegnede.

Var der volde og grave om sædegårdene, så de lå på en lille ø, en holm, fik de navne som Broholm, Bygholm, Rosenholm.

Da det blev skik at befæste adelsgårdene, antog mange af dem navne på -borg i lighed med de befæstede byer. Fraca.1500 stammer Padde­ borg, Trøjborg o. s. v. Ca. 1660 træffes mange grevskaber og baronier på

-borg: Frijsenborg, Marselisborg, Vilhelmsborg o. s. v. Samtidige med dem er gårdnavne på -lund og -dal som Kongstedlund og Kongsdal.

Når en henemand (:J: hærmand, adelen var jo krigerkasten) erhvervede en hel landsby, fik gården ofte landsbyens navn. Skaby blev til Skaføgaard, Essendrup blev til Gl. Estrup.

Før vi går over til at se nærmere på nogle af omegnens stednavne, hid­ sættes til orientering en fortegnelse over de vigtigste stednavnsendelser.

inge med uforklaret forled.

— b).’ } med naturforhold som forled.

• um .

lev  med høvdingenavn                som forled.

• sted »  vikingenavn                     »   »

Købstadsnavne                                              fra ca. 1200

byer  pii –  borg                                            »  »      »

gårde på –  have                                           »  » 1300

»      » – holm                                           »  »      »

gårde på –  borg                                            :>  » 1500

grevskaber på –  borg                                     » :> 1660

gårde på – lund – dal                                 »  »      »

Ørsted var i sin tid købstad, med udsejling til Kattegat. Om søstaden minder endnu Toldbodgyden og, nærmere fjorden, Bode :J: boderne, (skip­ perboderne). – Byens navn viser tilbage til vikingetiden. Ør er resterne af Øder. Ødger af olddansk audr. »rigdom, lykke« og geirr »spyd<<, byen er den største i Rougsø-herred, der i sin tid har været en Ø ornflydt af Randers fjord og Kattegat.

Stenalt hed 1350 Stcnholt ;i:  stenskov.

Kristrup hed 1231 Kristiernsthorp og har navn efter bisp Kristiern af Århus (Aros).

Uggelhuse. Det navn er ikke gammelt. Det betyder rimeligvis ulvehuse, hvor ulveskytter holdt til. Ulvene var jo en landeplage indtil langt ind i det

18. århundrede. Navnet udtales (på jydsk) uden noget som helst g. Og man siger jo på moderne dansk »ugler i mosen<<, hvor det tidligere hed »ulve i mosen«.

Floes. Naturforholdene viser hen til det gamle ord flo (e) »lavtliggende jord, der oversvømmes om vinteren«. Ordets sidste bogstav må være en sidste rest af det gamle ord sig (olddansk sike), der betyder sump.

Drastrup hed i det 13. årh. Andreasthorp. Torperne er ca. 1000 år gamle. Andreas er et græsk navn indkommet med kristendommen.

Tammestmp er Thomas-thorp. Thomas er et bibelnavn som det fore­ gående. Det er hebraisk og betyder tvilling.

Grund. Sådan kaldtes i gamle dage flodlandet i bunden af en fjord. Det gamle navn for Randers fjord er Grundfjord.

Drammelstrup hed i 1203 Dragmolsthorp.

Gl. Estmp kaldes »gamle<< i modsætning til Estrup i Ribe amt. Det hed tidligere Essenclrup, der vel kommer af Eskindrup, ligesom Essenbæk kom­ mer af Eskinbæk, hvor der vaT et kloster Eskinbekkloster, der nævnes 1131. Hvad Eskin- betyder, vides ikke.

Fårup kommer af fader-thorp. >>Fader« og »Broder<< var almindelige mandsnavne i det 10. årh. »Bror« har holdt sig lige til vore dage.

Vivild kommer enten af vi-vedel cl. v. s. det lille vad (vadested) ved vi’et (templet) eller af vig-vedel cl. v. s. vadestedet ved vigen.

Lystrup vil sige Lyders thorp. Lyder er et hedensk navn. Det lød i sin tid Lydger. Olddansk lyd betyder folk (srnlgn. tysk Leute, i middelalderen li.ite). ger, ældre, geirr betyder spyd; altså lydger=folkespyd (folkets værge). Nielstrup kommer·af Nikolausthorp. Navnet er kristent, mange bisper har heddet sådan. Niko–laos er græsk og betyder den, der besejrer folket.

Af laos »folk« er afledt tillægsordet laikos »folkelig«, der i nutidsdansk hedder »læg<<.

Battrupholt er den lille skov ved bagge-thorp, i moderne form Bath·up. Bagge er et gammelt d,msk navn, der betyder »pakke«, oprindelig vel et Øgenavn for små tætbyggede personer.

Brunmose. Brun er vel sagtens det samme som brynde, afbrænding, svedjeland. Det uskadte – »mose« viser, at navnet i sin sammensatte form ikke er gammelt.

Vejlby kommer af Veclelby, byen ved vadestedet. Det er et anneks til Vivild og bekræfter således, at – vild eller – ild er en sammentrækning af veclel, der, når det er betonet, fremtræder som vej! (e) i nutidssproget.

Allestrup viser tilbage til Alversthorp. Alver er et hedensk navn.

Tøjstrup viser tilbage til et Thøgersthorp. Den hellige Thøger, ældre Thydger var en yndet helgen i Nørrejylland. Thyd = folk, ger (geirr) = spyd.

Sørvad må betyde »det søndre (sydlige) vadested«.

Eldrup hed i 1271 Ælmæthorp. Ælmæ må være et gammelt hedensk mandsnavn.

Nørager er måske Bessermachen for Nærager, der i så fald kunne føres

tilbage til et Niardarakr ::>: Njords ager på samme måde Thorsager viser tilbage til et Thnrsakr, et helligt stykke land omkring et gudetempel.

Tustrup kan være Thorgersthorp. Thorger er et almindeligt navn i vikin­ getiden. Det er sammensat af gudenavnet Thor og ger (spyd).

Rygaarde hed tidligere Rudgaard (e) cl. v. s. gårdene ved eller i skov­ ryddet.

Marie Magdalene (Marmelin) er opstået omkring kirken, der er bygget i 1458 af Otto Rosenkrans til Bj9Jrnholm (det nuværende Høgholm).

Pindstrup hed i gamle dage Pedersthorp. Peder, Peter er et bibelnavn. Bøjgstrup kommer af Byrgersthorp. Byrger, Børge (r) kommer af Biørn­

ger, (Bjørnespyd), et hedensk navn.

Klemstrupgaarcle. Klemstrup vil sige Clemensthorp. Clemens er et kri­ stent, latinsk navn, som adskillige paver har båret. Det betyder »mild«.

Marienhof vil sige Maricgiird. Navnets tyske form viser tilbage til det

18. 18. århu

Ryum ligger i randen af fortidens storskov. Her forsvandt ca. 1500 den gamle landsby Ryorn og gav plads for hovedgården Ryomgård, hvis navn så gik over til den nuværende stationsby. Navnet betyder rimeligvis i ryd­ ningen og er et gammelt hensynsfald i flertal i lighed med Runnum, nu Rom.

Grønholt betyder »<len grønne skov«. Den uskadte form viser, at navnet ikke er gammelt.

Kragelund kan ikke være ældre end ca. 1660. Det minder om det sjæl­ landske Kålund, ;i: allikelund, og som Kalundborg o: den befæstede by ved Kålund har navn efter.

Vallum el. ældre Valm (som det endnu udtales) må betyde på sletten (egtl.: sletterne). I det ældre sprog betød vold en græsslette. I folkeviserne danser man på den grønne vold :>: på grØnsværet. Først ved indførelse af tysk befæstningskunst fik »vold<< den betydning, det nu har.

Koed hed i 1334 Ko-with ::>: koskov, hvor køerne gik på græs, som endnu i Norge og Sverige køerne går »på skoven«. Det har været en åben, blandet skov med rig underskov og græsvækst, ikke en nymodens solløs bøgeskov. Smlgn. det sjællandske Kari.se af ældre Kalverise ::>: kalveskov og Ekko­ dalen på Bornholm, der tidligere hed Kodalen.

Attrup hed i 1231 Attæ-thorp. Atte er et mandsnavn, der betyder fader. Det kendes fra flere runestene. Et deminutiv heraf er goternes »kælenavn<< for hunnerkongen, Attila, der altså betyder lillefar, ligesom russerne kaldte tsaren batjusjka ;i: lillefar.

Kærende betyder vel kærets ende.

Frederikslund er som Kragelund næppe ældre end 1660.

Skoffcrgaarde hed tidligere Schafergaard(e) ::>: fårernestergårde, og den magre jord synes også lidet egnet til andet end fåreavl, der jo tidligere dreves i stor stil på denne egn. Med hensyn til udtalen skaffer må man huske på, hvordan man vm· vant til at erstatte tysks c h med s k. Schilling­ skilling, Schanze-skanse. Hertil kommer sammenblanding med ordet skaf­ fer, der også er af tysk oprindelse.

Vedø vil sige Øen ved Vede, der betyder vadested. Landsbyen Vede blev nedlagt i det 18. århundrede, og gården Vedø indtog dens plads.

Årslev viser tiibage til Awæirs-leif. Awæir er et runestensnavn. Lev’erne går tilbage til ca. 400.

Fløjstrup måske opstået ved dissimilation af et F r Ø j s t r u p. I så fald

er forleddet Frø-ger o: guden »Frey« og »ger« (spyd}.

Råballegilrd. Rå (olddansk ra) betyder »afkrog«. Balle er enten »bale« lang flad banke eller »balg« (olddansk balkr) en markdel.

Tennestrup. Termes er ejefald til Termen, ældre Terman, endnu ældre Tormund o: den af Thor beskyttede. Dette »mund« har vi endnu i mynd­ ling og formynder.

Bendstrup er som før nævnt Benedikts-thorp. 1ange paver har heddet Benedikt. Dette latinske navn betyder »velsignet«.

Skafføgilrd er Skaby-gård. Skaby viser hen til skard-by o: byen i skåret, lavningen. Denne landsby, der kun bestod af to gårde, blev nedlagt i 1551 og gav plads for herreg,irden Skafføgård.

Lime har sit navn af kalkgruberne. Limsten er jo kalksten.

Kastrup må være Karls-thorp. Efter Karl den Stores tid kom navnet Karl på mode i Norden. Tidligere kendte man kun ordet i betydningen »mand, mandfolk«. Denne betydning er endnu bevaret eller genopfrisket i høj­ skole k a r 1e.

Fornæs betyder vistnok Fårenæs. I kong Valdemars jordebog nævnes her e,nirlig afgift på 60 væddere. Det tyder jo på et anseligt fåreholcl.

Hammelev må komme af Håmundarleif. Ha (r) er et af Odins navne, og

m u n cl betyder værn, beskyttelse. Lev’erne går tilbage til skjoldungetiden. Enslev, på stedet udtalt »Jenslev«, hed i 1338 Joensloff. Den nuværende skrivemåde er altså Bessennaehen af en ikke –  jyclsk skriver, der har gået

ud fra »jen« var jysk for »en<<. Voldby er byen på sletten.

Karlby. Alle landets Karlbyer ligger på sumpet terræn. Karl er vel da et deminutiv til kær. (Voldby= den tørre sletteby mod Karlby= sw11pbyen?).

Thorsø kommer af ThorshØj eller Thordshøj (enten en helligdomshØj eller en gravhøj}.

Villerslev kommer af Vilgerslev (vil = beskyttelse, værn; ger = spyd). Villersø kommer af Vilgershøj. I Villerslev har Vilger haft sit høvdingc­

sæde, og i Villcrsø hviler han sine bene.

Bønnerup kommer af Bondæ-thorp. B o n d e var et almindeligt for­ navn i det 11. årh. Ordet er egentligt et hædersnavn for den fastboende.

Emmedsbo sammentrukket af Ernbedsboder. Her har vel øvrigheden boet, når den holdt retterting.

Langholt vil sige Langeskov.

Hytten. Her lå tidligere et glasværk (tysk: Glas h ii t te).

Stenvad er det stenede vadested. I 1327 nævnes Stensvadeng o: engene ved Stenvad.

Mejlgaarcl hed tidligere Medelgaard o: den midterste af tre giude.

Tulstrup viser tilbage til Tolfstrup o: Thorleifs-thorp. Thorleif vil sige overladt til Thor (s beskyttelse).

Kukkerhuse må vel være kot-karle-huse ::>: husmandshuse. Ørum er hensynsfald flertal til Ør o: gruset strandbred.

Dystrup måske af Dyggs-thorp. Olddansk dyggr betyder dygtig, duelig. Deraf dyggt, nu dyd. Ordet kendes ellers ikke som mandsnavn.

Tvedhuse er husene i Tved-et. Det uskadte sidste led viser, at navnet ikke er gammelt. Derimod er tved et ældgammelt ord, der som flere gange nævnt betyder udhugning (olddansk: thveit).

Tranehuse. Tran kommer måske af et gammelt ord trant, der betyder kløft.

Ramten hed i 1231 Ramp-tun. Hvad ramp ei·, vides ikke, men tun er en god, gammel bekendt, der i olddansk som på nyislandsk betyder indheg­ ning. Det er samme ord som tysk Zaun, ældre zun »et gærde« og engelsk town »en by<<. I Sverige træffer vi det i flere kendte navne: Eskilstuna, Sigtuna, Saltuna.

Ulstrup kommer af Ulvs-thorp.

Ginnerup kommer af Gunne-thorp. Gunne er en biforrn til Gunnan. Gunne er blevet til Ginne som Tormand til Termen.

Mastrup kommer af Mathiasarthorp. Mathias, nu Mads, er en græsk for­ drejelse af hebraisk Mattatja ;:,: Javeh’s gave.

Fannerup hed i 1280 Fam1æthorp, i 1404 Farændorppæ, i 1433 Farend­ rup. Forleddet må være et gammelt mandsnavn.

Skærvad af ældre Skærewæth tilskødedes i 1386 dronning Margrethe. Det sidste led betyder vadested. Det forste er måske skær, ren.

Nimtofte er toften til Svendstrnp, som bebyggelsen vest for åen hedder. Navnets skrevne form er sjællandsk. På stedet hedder byen Nimtovt. Toft er i det gamle sprog et stykke dyrket land nærmest gården. Nim må være resten af et gammelt mandsnavn. Ved Brande er der en by, der hedder Nimdrup, og torperne er jo altid sammensatte med mandsnavne. Her kan være tale om det gamle mandsnavn »Nevne<<, en navne.·

Mogenstrup kommer af Magnusær-thorp. Karl den Store hedder på latin Carolus Magnus. Det blev på dansk til Karl (e) Magnus, begge dele opfattet som egennavne. Begge navne blev efter hans tid almindelige som fornavne.

Kolstrnp kommer sandsynligvis af Karls-thorp.

Battrupholt hed i gamle dage Bagga-thorp-holt ;:,; den lille skov ved det af Bagge byggede torp.

Tøstrup kommer af Tosterup. Toste er et vikingenavn.

Skifard udtalt Skifer. Det ser ud som et skife-ryd. Det samme fornavn Skife har vi i Skifsted, der ved folkeetymologi nu skrives Skibssted.

Sivested minder om det olddanske, sjællandske Sigersted. I så fald viser Sive- tilbage til Siver, Sivar, Sigvard (Sejr-værner). Den ældste form bli­ ver da Sigvardar-stadir. Når her forudsættes flertal, er det, fordi det er usandsynligt, at en lidet betonet stavelse som -stad skulle være bevaret i et jysk navn. I Gamst, Andst, Ikast, Skast o. s. v. er der af »sted«, ældre

»stad« kun blevet »st« tilbage.

Ålsø er et falsk sønavn ligesom Erritsø og Farsø. Et Alfshøgh i Halland frister til at forklare det som Alvs-høj.

Alsrode må være rydningen ved Alvs-hØj.

Høbjerg betyder vel højbjerg, den høje bakke.

Hessel kommer af Heslehøgh ;i: hasselhøj. Hasselen var oldtiden et helligt træ. og hassellunde var offerlunde.

Hoed hed i 1183 Hagethweit ;>: hegne-tved.

Vejlby er Vedelby. Vedel betyder »lille vadested«.

Tolstrup må være Thor-leifs-thorp.

Ingvorstrup ved det tidligere Kolindsund skal have navn efter en Ing­ var-Veske. Veske   den raske. Ingvar   Ingve-harr: harr  = kriger;

lngve er et af Freys tilnavne.

Homå (udtales Home) minder om Langå, der tidligere hed Langhøgh ::>, langhøj (e). Hvad Hom- er, vides ikke, måske navnet Håmund, ældre Hamundr. Se ovenfor.

Obdrup hed engang Ubbe-thorp. Ubbe er et gammelt mandsnavn.

Trustrup hed i 1286 Truæths-thorp ::>: Thor-guts-thorp; gut = goter.

På samme måde blev Thorgisl (Thor-Gidsel) til Troels.

Allelev. Alle er et runestensnavn, og -lev viser tilbage ad folkevan­ dringstiden til.

Saldrup af Salve, runestensnavn. I Norge er dette gamle navn endnu

bevaret (Salve Salvesen). Fævejle ;i: kvæg-vadested. Rygård er Ryd-gård.

Albøge betyder albue. Det ligger ved en gammel vig af Kolindsund. i\fan kommer til at tænke på Nakskovfjord, der også kaldes Albuefjord, og La Manche »ænnet«, kanalen mellem England. De havde fantasi, de gamle navngivere.

Hallendrup, ved vi fra det foregående, er Halvdans-thorp. (Halvdanar­ thorp).

Søby forklarer sig selv. Det var tidligere et udskibningssted ved Kolind­

sund.

Hyllested hed 1183 Hildestad, måske af Helgastadir. Sådan hedder endnu flere gårde på Island. I-Iildarstadir er ikke 1·imeligt, da vi ikke i navne på -sted plejer at have kvindeligt forled.

Rosmus hed tidligere Røzmose ::>: ryds-mose ;i: mosen ved eller i ryd­ ningen.

Tirstrup hed tidligere Tyffstorp af Tygerstorp. Tyger, Tøger er omtalt ovenfor.

Fuglslev. Det ældgamle Lev-navn kræver et tilsvarende mandsnavn til

forled f. eks. Fuldkar eller Folkvin. (Folkvins-lev, Fuldkars-lev?).

Feldballe, i sin tid Fælledbalg. Fælled  olddansk fe-lad (kvæg-land); balg  oldda. balkr (del af en mark).

Tostrup er Tosterup, se ovenfor.

Kejlstrup er Kedcls-thorp. Kejl kommer af kedel som vej! (e) af vedel. Kedel, oldda. Ketil betyder kedelhjelm.

Horstved er et tved til hestegræsning.

Maarup må være Martær-thorp. Mår (dyrenavnet) brugtes i gammel tid også som mandsnavn, kendt bl. a. fra Nials saga.

Kolind ha.i· affødt navnet Kolindsund for den tidligere sø, Djursø, der nu er tørlagt. Man har i sin tid kunnet sejle fra Randers fjord (ældre Grund­ fjord) forbi Gl. Estrup gennem Pindstrup og Ryomå og ad sundet ud til Kattegat. Nogen tilfredsstillende forklaring på navnet Kolind har man endnu ikke. (Den »kullede dynge«??).

Bugtrup hed i 1416 Bukkethorp. Bukke er et gammelt mandsnavn, opr. kælefom1 til og som så mange fornavne opr. et Øgenavn.

Ebdrup kommer af Ebbe-thorp. Ebbe er et kendt mandsnavn.

Dråby hed engang Dragh-by. Drag betyder landtange. Sammenlign

»Dragsmuren<<.

Agri (på stedet udtalt: aghre) må komme af Agerhøje. Egnen er både bakket og frodig. (Udenfor 1vfols ville et ager-høghæ i Jylland være blevet til ag (e) rø).

Egens er som før omtalt E g e n æ s.

Knebel hed forhen Knudbøl, der må komme af Knuta-bylc. Knutc må være en biform til Knutr (Knud). Knuts-byli ville have givet »Knesbel«.

Rolse sm ud som et Rolvs-høj.

Vrinders (udt. vninnes) kan være det »vredne næs«.

Andrup kommer vel af Anunde-thorp (Anundær-thorp; Anundr er et hedensk oldtidsnavn).

Taarup måske af Toke-thorp. (Smlgn. Palna-toke.) BjØstrup ser ud som et Biørns-thorp.

Deigret hed 1231 Diger-høwed ::>: det tykke hovede. Hovedet betyder i

garmnel tid også næs, forbjerg. Smlgn. Knudshoved o. s. v. Fuglsø kan være Folkevins-høj, smlgn. Fuglslev.

Strands er Strand-næs.

Helgenæs er rimeligvis det hellige næs. Sejladsen her har sikkert fået mangen oldtidsskipper til at anråbe Thor, de søfarendes beskytter.

Borup kommer af Boe-thorp (Bo (c) betyder »fastboende«. Det findes endnu som mandsnavn og i nabo, genbo, fynbo o. s. v.).

Astrup må komme af Assers-thorp.

Tjerrild må forstås som Tjær-vedel ;i: det lille vadested over t j æ r’en. Sammenlign norsk t jern, vandhul, lille sø. Ligeledes på sumpet grund ligger Tjæreby og Tjæreborg.

Thorsager. Her har vel ligget et tempel for Thor på den nuværende rundkirkes plads. Thor var jo de søfarendes gud, og i hedensk tid kom man sejlende til 11,orsagcr. Kirkebakken har da allerede været hellig jord, viet guden. P,’t samme måde ligger om Mariæ kloster byen Mariager. Smlgn. Nørager, Onsager.

Skrcirup måske et Skeggia-thorp (mandsnavnet Skegge opr. Øgenavn for en skægget mand), i nyere tid forklaret som »Skrædderthorp« af en »klog« skriver?

Fårup er Faderthorp. :\fandsnavnene Fader og Broder se ovenfor. Rostvcd må sammenlignes med Rosmus, hvor Ros- er Ruds- cl. Ryds-.

Navnet betyder da Ryds-tved.

Korup må være Kårc-thorp (Kåre       den ki-ølhårede).

Rønde. Udtalen med d er moderne bogstavudtale. Røn er et gammelt ord for en stenet holm. Rønne (r) er flertal hertil.

Kalø hed tidligere Kalvø. Her gik kalvene på græs sommeren over. Sammenlign Karise af Kalveris og Kocd af Koved.

Nappedam. Nabbe, en biform til næb, betyder et smalt, spidst næs (beslægtet med næse).

Mørke kommer måske af Marder-kaup (Mård-køb), et stykke jord købt af en Mand ved navn Maard (d).

Ommestrup synes at komme af Ambjørns (o: Aren-bjørns) thorp. Dagstrup. Dag må være et gammelt mandsnavn.

Hornslet er den ryddede slette i Horn- (;i: hjørne) skoven.

Tendrup kommer af Tonne (eller Tønne) -thorp. Smlgn. Termestrup af Tormunds-thorp, Terslev af Torstens-lev, Knebel af Knudbøl.

Rodskov betyder ryddet skov (olddansk: hrodenn skØgr). Eskerod vil sige Eske-ryd. Eske er et kendt mandsnavn.

Rosenholm. Det hed opr. efter beliggenheden Holm. Rosen- fik det sat foran af den Rosenkrans, der købte det.

LØgten. Det gamle Løgten var Vosnæsgårds udskibningssted. Det må

komme af løkke-tun. Tun kender vi allerede, og løkke betyder lukke, indhegning.

Vosnæs vil sige Vase-næs. Vase er en af risknipper bygget vej på sumpet grund. Den slags risknipper brugt til skansebygningen kaldtes stormvaser.

En sådan (stonn-) vase findes i Vasa-slægtens våben.

Segalt. -alt er resten af et holt (en lille skov). Seg kan være sig, en sump.

Vorre kan være det gamle Ore o: overdrev (opr. ore-drev); det kan dog også komme af varde. På højder i terrænet rejste man varder som sø- eller landmærker. Byen kaldes også Højvorre.

Stustrup er vel Sturs-thorp (sturr betyder ufredelig; et godt vikinge­ navn).

Svinbo er svineboder som N;oddebo er kvæg (nøde-) boder.

Hjortshøj er vel, hvad det siger. i\fon det er mistænkeligt, at -høj er bevaret uskadt. En kæmpehøj over en mand, Hjort, skulle kun være beva­ ret som Hjorts (ø).

Kankbøl betyder kannikebolig. Kannikerne var medlemmer af stiftsrådet, og Århus var bispesæde allerede i det 10. århundrede.

Brandstrup er Brands-thorp. Brandr er et gammelt nordisk navn, der bl. a. betød »sværd«.

Egå hed 1231 Eg-høg o: EgehØj (e). Navnet har altså intet med å at gøre. På samme måde Langå i sin tid Lang-hØgh og Grenå i sin tid Grind-høgh.

Århus træffer vi første gang nævnt 948. Dengang hed den Aros. År er ejefald af å (en å), os betyder munding. Først ca. 1400 fandt en »klog« mand på at forklare navnet. Og så lavede man et byvåben med årer og

hus i.

Mindegade indeholder det gamle ord minde (o: munding). Smlgn. Kerteminde ved mundingen af Kertinge. Nord og syd for Århus Nørsrninde

1. s. v. Om den gamle befæstning fortæller Borgporten, Volden, Graven (uden stød) altså opr. gravene. Dynkarken og Spanien fortæller, hvor flam­ ske og spanske skippere holdt til. Skansen fortæller om vVallensteins Jyllandstogt.

Æbeltoft hed 1231 Abild-toft. Abild betyder et æbletræ.

Grenaa hed 1231 Grindhøgh. Grind betyder på oldsproget rækværk, gitter, låge. Op gennem tiden skrives navnet Grindhøgh, Grindurv, Grindorv og 1505 Grindiv. På egnens sprog hedder den Grinne, en regelmæssig udvikling af Grind-høgh. Det ses ved sammenligning med vind-Øgh (a) {;): vind-Øje, et hul i væggen, vinden kan »kigge« ind ad). Som Grindhøgh blev til »Grinne«, er vindøgh(a) blevet til »vinne« (et vindue). På skrift­ sproget hedder det vindu, ligesom byen fordum skreves Grinduw, idet rigs­ sproget har bremset og fastholdt den gamle form vindu endda med kunstig

indsat udtale af det længst forstummede d. Byens navn betyder da en høj med et rækværk om (et tempel?).

Randers. På Svend Esh·idsens tid hed den Randros, hvorefter byens ind­ byggere, latiniseret, kaldes randrusianere. Rand, i ejefald rnndr, var navnet på mundingen af åen Go t n. o: Gudenaa. Folkemålet har, siden formen Randers blev skriftfæstet, fortsat udviklingen til Rajs, ligesom Anders er blevet til A j s.

I denne korte oversigt vil læseren savne en mængde af omegnens sted­ navne og muligvis dem, der interesserer ham mest. Men den, der skriver dette, har ikke villet vove sig længere ud end der, hvor grunden er nogen- lunde fast.                   I. S. Magnusson.

Personalia

Finn Thrue, Fjellerup, årg. 1946, omkommet under rejse fra Bangkok til Honkong. Finn sejlede som 3. stym1and på A. P. MøJJers •Grethe Mærsk«.

Ove Holm Andersen, Ryomgård, årg. 1948, omkommet ved bilulykke på

sin 22 års fødselsdag. Ove var bankassistent i Grenå. Æret være deres minde!

Den 1-8-1953 var det 35 år siden, hr. Dynesen begyndte sit virke v. R. R. Den 1-8-1953 udnævntes Knud Basse Kristensen til overlærer ved R. R.

Den 6-9-1953 fyldte J.S. Magnusson 75 år.

Den 14-9-1953 fyldte fru Munch 60 år.

Oberstlf)jtnant Tage Nielsen, Hornslet, å1·g. 1925, udnævnt til luftattache

• iwashington og til Ridder af Dannebrog.

Karen Lorentzen, Stenvad, årg. 1944 er blevet gift med ingeniør Emil Sørensen, København.

Inger Pedersen, Ryomgård, årg. 1943, er blevet gift og nu bosat i Esbjerg.

Af skolens dagbog

1952

14/s Skolen begynder det nye skoleår med 385 elever; af disse er de 60

nyindrneldte. 321 går i realskolen, 64 i underskolen.

22;9 Skolebestyreren i audiens hos Hans Majestæt Kongen i anledning af skolebestyrerens udnævnelse til Ridder af Dannebrogsordenen.

7 /io Nationalmuseet viser filmen: Fra hjulplov til mejetærsker.

SJio Skolebestyrer Axel Munchs 67 års fødselsdag. Skolebestyrer Erik Munch mindedes sin broder ved tolvsangen. Ved mindestenen ned­ lagdes blomster og krans.

14/ 1o Amtskredsens lærere afholdt kursus på R R i foredragssalen.

2!J/11 1. tertial gået. Uddeling af vidnesbyrclsbøger. Skolebestyreren talte.

Endvidere uddeltes idrætsmærker i 9., 8., 7. og 6. kl.

8 /J.2 Det samlede personale på skolen + 9. a og b kl. til undersøgelse på

tuberkulosestationen i Randers.

20;,2 Juleafslutning. Skolen fyldt til bristepunktet. Elever fra 9. a og b op­ førte »Abekatten«. Desuden var der films. Festen forløb på bedste måde.

1953

5/i Juleferien slut. Skolen begyndte undervisningen efter juleferien under de sædvanlige former.

7 /i  Skolen fyldte 40 år. Der blev nedlagt blomster ved skolebestyrer Axel

Mnnchs mindesten af skolen, elevforeningen og 9. kl., samt afsendt telegram til vieeskoleinspektsbr Holden Dall. Skolen modtog mange blomsterhilsener. Hr. og fru Munch blev udnævnt til æresmedlemmer af elevforeningen af elevforeningens formand. Inspektør Vester-Peter­ sen overrakte æresrnedlemsbrevet. Skolebestyreren takkede og fortalte i et foredrag om skolens historie.

16Ji  Inspektfbrens fødselsdag. Foredrag og film om Paris. Frk. \1/einer talte.

512  Undervisningsinspekt. overværede undervisningen i fremmedsprog.

7 /2  Foredrag med farvefilm om Færøerne. Hr. Højholt talte.

1 O/ 2-12 / 2 Skolen lukket på grund af snefog.

10 /2 Fastelavn.

21J2  Foredrag af fru L. Basse Kristensen om Atlantis.

2s12 vVilly I-Iald viste films og talte om sine rejser i USA og Jvfellem- amcrika.

7Is  Andet foredrag om Atlantis af fru L. Basse Kristensen.

1413 Film om Korea før og under krigen. Fru HØjholt tal.te.

17 hi-21/:1 Inspektøren ude som censor.

31Is  2. tertial slut. UdeleJing af vidnesbyrd.

1 / 4- 7/,  Påskeferie.

2 / 4  Skolebestyreren fyldte 62.

2311 Skolen får besøg af orkester fra Arhus. BL a. spilledes forspillet til Wilhelm Tel1, Finlandia og et udvalg af Ryomsange.

7 / 5  Skriftlig eksamen begyndte.

1s/ 5  Skolebestyreren og inspektøren til censormøde i Fredericia.

lGfG Skolen erhvervede 2 afstøbninger af guldhornene. De opstilledes foredragssalen.

2 /G Årsafslutning. 11-1200 overværede festen, der forløb på bedste måde.

12 af dimittenderne opnåede udmærkelse.

7h Elevforeningens årsfest. Provst Hein, Grenå, talte om eftermiddagen ved det offentlige møde i » Teatron• om: Arbejdet. Mange 30-års jubilarer og 9 25-års jubilarer var mødt op.

Bestyrelsen

Ved generalforsamlingen i juli afgik efter eget ønske lærer P. Thorup Pedersen. Foreningen siger ham tak for hans arbejde.

I stedet valgtes lærer Anton Eriksen. Øvrige valg var genvalg. Bestyrelsen har konstitueret sig således:

1. Basse Kristensen, formand,

fru Annagrethe Ø. Nielsen, kasserer, Anton Eriksen, redaktør,

frk. Inger Høgh Pedersen, sekretær, fru Bitten Bøje,

Folmer Meller, Jørgen Rygård.

Adresseforandringer bedes meddelt sekretæren, adr.: BaunehØjvej 52, Grenå.

Antal medlemmer: 488.

Gaver og legater

Til skolebestyrer Axel Munchs friplads og boghandler L. Vixø’s boglegat var der i år ingen ansøgere.

Foreningen har modtaget til uddeling:

Skolebestyrer Axel Munchs mindelegat. Anonyme givere: 200 kr.

Anonym giver: 1 bog. Boghandler L. VixØ: 1 bog.

Vor bedste tak til giverne.

Præmierne er uddelt til:

Ellen Margrethe Christiansen (Axel Munchs mindelegat); Elsebeth An­ deræn (bog); Poul Christensen (25 kr.); Jakob Danielsen (25 kr.); Ruth Danielsen (25 kr.); Bjarne Nielsen (25 kr.); Elisabeth Skriver (bog); Fritz Eeg Treue (bog); Olaf Wraae (25 kr.); Inge Birthe Byrgesen (25 kr.); Erling Mikkelsen (25 kr.); Preben Østergaard (25 kr.).

Årsoversigt 1. juni 1952-31. maj 1953

Indtægt,

Girobeholdning                         21,47 Kontingent.    2412,26

Bladstøttefonden                      57,30

Anonym gave                        175,00

1. Blach Hansen…………………. 70,24

Axel Munchs mindelegat 50,00 Amerikansk lotteri…. 91,18 Løssalg af årsskrifter    33,00

Forøget kassekreditten

med . . .                                58,22

2968,67

Udgift,

Axel Munchs mindelegat        50,00

Præmier                            207.45

Sommerfesten                         J00,00

Gartner                                     28,00

Sekretæren                              386,80

Annoncer                                 93,07

Årsskrift                                 186,75

Kolind Bank                          670,74

Fru Bøje (an regning)               20,00

Gebyr…………                      Z,56

Afbetaling på kassekredit       57,43

Renter . . . . . . . . .                    58,22

Girobeholdning                        80,27

Kassebeholdning ……_.     2_7_,8_8

2968,67

Aktiver,

Status pr. 31. maj 1953

Passiver,

Girobeholdning ……. Kassebeholdning

80,27

27,88

Lån i Kolind Bank …            386,05

Underskud ………… . 277,90                                                                  

386,05

386,05

f\byhøj. den 9. juni 1933

Annagrethe Nielsen,

kasserer

Foranstående regnskab for tiden I. juni 1952-31. maj 1953 er revideret og godkendt.

Foldby, Hinnerup. den 17. juni 1933.

1. Jacobsen.

Randers. den 25. juni 1953.

1. Vester-Petersen.