Indhold

1. Basse: Translokation 1965

Birthe Arnbak: At turde ………………………. . Karl Mejnecke: Et Stervboe i Nimtoft                      ……. .

Birgit Bisgaard: Af en herregårds historie ………….. . Af skolens dagbog . . . . . . . . . . . .              . …………. .

Efterårsfesten . .                          . ………………. . Elevforeningens nye love . .                                              . ……… . Personalia . . . .            . …………………….. .

Årsoversigt ……………………………… .

Side 5

15

21

42

46

49

52

55

56

Redaktionelt

Vi har i år været i den heldige situation, at stofmængden ikke har været et problem for os.

Rubrikken personalia skulle gerne yderligere udbygges, idet vi er klare over, at der er meget mere stof af interesse om de gamle Ryom-folk. Alle opfordres til at bidrage med oplysninger til personalia og med forslag til eventuelle forbedringer af årsskriftet.

Adresseforandringer bedes sendt til fru Gertrud Sten Larsen, Aaby Bæk­ gaardsvej 10, Aabyhøj. Tlf. (061) 5 88 55.

Med redaktionel hilsen

John Juul Eriksen

Nygade 1, Engesvang.

Finn Lorentzen

Elyriavej 21, Risskov.

Translokation 1965

Om lidt vil I stå med eksamensbeviset i hånden. Det er en festlig stund, ligesom det har været festdage den sidste måneds­ tid, hvor I har gået til eksamen, idet det jo altid vil være en fest, når man modtager sin belønning for en række arbejds­ dages eller -års indsats.

Og I har da i dette papir et bevis for, at I sidder inde med

en vis sum af viden på mange felter: sprog, matematik, histo­ rie, litteratur o. s. v., o. s. v.

Men der er en ting, som ingen af jeres opdragere og undervi­

sere har belært jer om. Det har ikke været muligt at få den ting passet ind i undervisningsplanen. Ingen af jeres faglærere har ment, at tingen hørte hans fag til. Og jeg er sikker på, at det er de færreste, der hjemme er gjort bekendt med denne ting. Hver gang, man har søgt at nærme sig tingen, har den med stor opfindsomhed forstået at unddrage sig enhver bin­ ding i skoletimer og undervisningssituationer.

Egentlig er det vist forkert at tale om en ting; det er sna­ rere et begreb – eller måske et dyr. Ja, det er et dyr; men alligevel hører det ikke hjemme i zoologitimerne. Og for at I ikke skal forlade skolen helt uden viden om dette mærkelige dyr, vil jeg benytte denne jeres allersidste time på skolen til at fortælle jer om den. Det er hurtigt gjort, for det er meget lidt, man i det hele taget ved om den.

Dens navn er Enhjørningen.

Den er et dyr på størrelse med en ged – måske lidt større, måske som et føl; den er hvid; særligt kendetegn er et langt, snoet horn midt i panden –  deraf navnet. Den bevæger sig let

5

og elegant med en hastighed, der forbløffer enhver iagttager; opholdssted er de meget store skove eller øde vildmarker; jor­ dens nordligste egne, helt op omkring nordpolen, har været foretrukket.

Dens levevis er aldrig nærmere udforsket, da den er meget sky og vanskeligt lader sig iagttage fra nært hold, og man ved således ikke, hvad den i vild tilstand lever af. Den er umåde­ lig nysgerrig.

Op gennem alle tider vrimler det med beretninger om, at eventyrlystne mennesker har forsøgt at indkredse og udforske Enhjørningen. Lykkeriddere, eventyrlystne, videnskabsmænd i massevis har forsøgt lykken med at fange en Enhjørning: kon­ ger har udrustet store ekspeditioner for at hjemføre Enhjørnin­ gen. Alle uden held. Den er aldrig vanskelig at komme på spo­ ret af. Så snart man når de øde vidder, kan man se den. Plud­ selig er den der. Den står der – bag en stor sten, bag et træ. Den står nysgerrigt og betragter forfølgerne. Men så snart man får øje på den, er den væk. Den giver blot et enkelt stort hop; så er den væk. Men straks kikker den drilagtigt frem igen bag en anden sten, et andet træ –  blot for igen at forsvinde i et nyt stort hop, når den er opdaget; det er let at iagttage, at den har sin fornøjelse af at drille sine forfølgere; med et nyt hop driller, ægger, irriterer den sin forfølger til at trænge længere og længere ud i ødemarken eller ind i storskoven. Ustandseligt ser man dens kåde hop forude. I det hele taget synes den kun at kunne to ting: at drille og at hoppe. Men aldrig er det lyk­ kedes at kaste en lasso om en Enhjørning eller at komme på skudhold af den.

Den, der holder ud og forfølger Enhjørningen helt til jordens yderste grænse ved nordpolen, han vil opleve at se den fort­ sætte ud over jordens runding, ud i rummet med kurs mod de evige stjerner!

Kun på en måde kan en Enhjørning fanges: En kvinde, som er jomfruelig og ren, går alene ud i vidderne og sætter sig der. Da kommer Enhjørningen til hende; og så lægger hun en sølv­ kæde om halsen på den. Således fanger man Enhjørninger!

6

Sludder og eventyr, vil I vel nu mene. –       Måske! Men vent, til I selv er ramt af Enhjørningens drillende blik, og I er selv uhjælpeligt bundet i jagten på Enhjørningen resten af jeres liv! Op gennem alle tider har der været fortalt en flod af even­ tyr. En vrimmel af eventyr- og fantasivæsener myldrer op gennem historien. Men blandt alle disse skabninger har En­ hjørningen alene formået at bevare en glans af eventyr om sig. Mens trolde forlængst er sunket til at være sære gummidyr, der figurerer som mascot på jeres eksamensbord, mens helheste, kirkegrimer og havfruer forlængst er blevet til grin –      med og uden hoved -,                   mens den gamle nordiske nisse forlængst er de­ graderet til et usseligt vatvæsen ved juletid, så er Enhjørningen ene af alle endnu den dag i dag i stand til at aktivisere fanta­ sien og til at inspirere digtere og komponister. Og godt er det, at der endnu er en lille rest af eventyrets, af fantasiens rige i

behold.

Vi lider jo i vore dage af foragt for alt det, der ikke lige netop kan forklares teknisk og registreres efter videnskabens normer. Vi er ved at komme derhen, hvor vi mangler et for­ hold til fantasien og fantasilivet.

Det at tjene penge –  helst mange penge –  er for de fleste jo det store mål. At »blive til noget« –  helst noget stort –  er for mange selve formålet med menneskelig stræben. – Blandt tusinder andre unge er I en lille flok, der nu glider ud af sko­ len »for at blive til noget« – helst noget stort. Alle ved I, hvilken timeløn I snart kan kræve; og de fleste af jer tror at vide, hvordan disse penge skal bruges for at bringe jer lykke, for at bringe jer den ønsketilværelse, som en flod af reklamer, annoncer og ugeblade har fyldt jeres sind med. Alt kan I få; og alt kan I købe, og næsten alt kan I gøre –  og mange af jer vil gøre det! I er og vil på få år blive langt mere teknisk og kommercielt uddannet, end vi ældre nogen sinde har været. I er dygtigere, end vi var; I ved mere, end vi gjorde i den alder

– og I vil blive endnu dygtigere. Og I vil få mange flere penge mellem hænderne, end vi havde i den alder. Så I har alle muligheder – tilsyneladende.

7

Men man behøver ikke at have kontaktet de unge mellem 20 og 30 ret meget, før man ser, at det blev skral;: med den så­ kaldte menneskelige lykke. Det gik ikke ret tit, som aian i jeres alder havde ønsket og håbet. Timelønnen kom godt nok – og den blev stor; den materielle velstandsstigning går hen oyer

verden –  i hvert fald over vor del af verden. Alle ru han

mere, og de får det! Mere end nogen sinde før i historien. :Men

tilfredshed, glæde, sjælelig balance følger ikke med.

Og hvorfor går det så sådan?

Fordi der er andre kræfter, der bestemmer menneskets til­ værelse end materialistiske love og teknisk kunnen.

Det er som bekendt moderne at være imod. Det er moderne at betragte det, som forældre siger, som noget oldnordisk præk; det er moderne at være imod skolens regler og love, fordi det er noget håbløst og uforståeligt formynderi; det er moderne at underkende tidligere tiders kunst som noget langhåret vås; det er moderne at være imod fædrenes kirke, som ikke er tidssva­ rende, hvis den ikke har skisport og jazz på programmet. Kort sagt: det er moderne at være imod. Ja, ikke sandt: moral er umoderne; mange mener faktisk, moral er afskaffet; og det er moderne at være imod moral.

Tænk, om livet var så enkelt, at moral kunne afskaffes! Men det er det ikke. Vor moral – livets etik – ligger netop gemt i nogle af de mange bud og forbud, vi gamle søger at håndhæve; moralen findes i kirken; og moral er nedfældet i de gamles litteratur –  i deres fortællinger og eventyr. Ja, livet har ganske andre love end dem, teknik og videnskab stiller op, og dem, en rigsdag i sin visdom forkynder for os. Og det er disse love, der udgør de virkelige regulatorer for vort liv og vor skæbne – men det er moderne ikke at ville kende disse love, og da slet ikke følge dem.

Derfor er det, så mange mennesker taler meget om den umo­ ralske ungdom, den degenererende ungdom; og måske forven­ ter I nu en af de meget almindelige straffeprædikener over den forvildede ungdom. I så fald må jeg skuffe jer. Det får I ikke. Tvært imod synes jeg ikke, I er værre, end ungdom altid har

8

været. Der har altid været umoralitet; der har altid været læ­ derjakker! Selv vor Bibel kan i Det gamle Testamente opvise adskillige eksempler; Eli’s sønner, profeten Samuel’s pleje­ brødre, var da et par værre læderjakker; og de var netop imod de gamles love; Lot’s to døtre var meget umoralske; kong Sa­ lomo’s søn, Rehabeam, ville ikke lytte til de gamle rådgivere, han lyttede til ungdomsbandens råd og gik imod de gamle. Og alle gik det skidt.

Jo, umoralitet og forsøg på at nedbryde de gamles love har der altid været. Så når I mener at være moderne, så er I i vir­ keligheden håbløst forældede, rene oldsager! Der er ikke spor nyt og opfindsomt i jeres væren imod.

I har naturligvis jeres frie vilje til at gå imod de gamles love; og I har jeres frie vilje til at forkaste gammel moral. Det er jo deri al fremskridt ligger. Men pas på! Pas på, I ikke for­ kaster det gamle, før I har noget bedre at sætte i stedet. Og det har I ikke!

For moral er jo intet mindre end Guds tale til os – således som den gennem årtusinderne er nedfældet i de gamle fortæl­ linger, udtrykt i den gamle religion. Og det er Ham, du taler med gennem alle dine handlinger. Moral er frihed – frihed til at gøre alt, hvad du vil, så længe det ikke skader dine med­ mennesker. Og al anden frihed er umoral.

Umoral vil altså sige handlinger, der ikke er ledet af næste­ kærlighed. Du har som sagt din frie vilje til at handle imod de gamle love, både af moralsk og samfundsmæssig art; men der venter dig ingen lykke og glæde ved at gøre det. Der ven­ ter dig ingen opfyldelse af de håb og drømme, du går med nu. I går nu ud –        ud fra barndommen, ud »i den vide verden«

–     selv om det kun bliver for at komme på kontor eller komme i lære; I går ud med den gode fornemmelse af at være »med«, af at have mulighed for at blive til noget. Og det er en god fornemmelse –                        den at være med i noget, at være med til at skabe et eller andet, til at få noget til at gå –                     helst gå godt. Men lader I ikke jeres handlinger lede af den gamle moral, da vil det hænde for en del af jer, at I ligesom går til bunds

9

i den større helhed, som I i dag glæder jer så meget til at blande jer i; det kan ske, at I drukner i mængden, at I taber jer selv af syne og blot føler jer som et lillebitte hjul i et stort samfundsmaskineri –  i stedet for at være den, der betyder noget, den, det drejer sig om. Og da er der fare på færde. For den, der mister sin personlighed i det daglige arbejde –  så at sige mister sin sjæl, –  den er jo ikke menneske mere.

»Hvad gavner det et menneske, om han vinder alt dette, men tager skade på sin sjæl?«

Sker det, at man føler sig reduceret til et hjul i maskineriet og bliver udviklingens slave, da er det knap så vidunderligt at være til, som I unge drømmer om i dag, hvor I står foran begyndelsen til jeres deltagelse i samfundslivet. Da bliver det savn, tomhed, meningsløshed, desillusionerthed i stedet for glæde, livsfylde, sejr og rodfæstethed. I vil da føle ikke at kunne slå til, føle manglen af et fast punkt i tilværelsen.

Kommer I dertil – og det gør de fleste – da er der kun to muligheder: Flugt eller modstand.

Alt for mange vælger den første af de to muligheder. Og vidt forskellige er de veje, der bydes jer for flugt fra ubehage­ lighederne. Lad os blot se bort fra den mest drastiske form for flugt ved at forlade livet frivilligt; det er aldrig nogen løsning. Forskellige former for narkotika og alkohol er meget an­ vendte flugtmuligheder. Flere og flere unge mennesker benyt­ ter disse midler for at holde sig en ubehagelig hverdag fra livet. Men det er en stakket frist –                                               og den er farlig; og jeg vil advare jer imod at bruge disse ting; det fjerner og løser jo ikke noget problem; det skaber jo kun en sløvhed i jer selv, så pro­ blemet ikke ses; det er der jo lige fuldt. Og den sløvhed, der i første omgang virker behagelig, den opnås ved direkte øde­ læggelse, nedbrydning af evner og talenter, som skaberen har nedlagt i sindet, og ingen kan ustraffet gå imod skaberens hen­

sigt; tænk blot på lignelsen om de betroede talenter!

En anden form for flugt fra virkeligheden er fartens glæde

–      eller rettere fartgalskaben. Ved at lade al ting foregå i sta­ dig hårdere tempo kan man en tid ligesom holde hverdagens

10

små ubehageligheder ude. Fartens narkose skaber i øjeblikket en art tilfredsstillelse; fartmennesket er ofte et yderst handle­ kraftigt menneske –                                          derfor falder pigerne også så let for mo­ torbøllerne! Der sker noget; det går hurtigt. Men den fartgales handlinger er uden omtanke på længere sigt. Konfronteres fart­ mennesket med stilheden –    og det gør alle før eller siden – så bliver han bange, så ved han ikke, hvad han skal stille op med denne stilhed. De mange nervøse mennesker, psykisk for­ styrrede mennesker, er et resultat af, at man ikke fik tid til at finde et ståsted. Der er en stor sandhed i fortællingen om nogle europæiske forskere, der drog på ekspedition ind i Afrikas ur­ skove; de havde nogle indfødte bærere med til at bære deres udstyr og oppakning. Pludselig satte disse indfødte sig og var ikke til at drive længere frem; de sad bare. Det var ellers gået godt hidtil. Ekspeditionens deltagere kunne slet ikke forstå, hvad der var i vejen, indtil de fik fat på tolken; så fortalte de indfødte, at de var nødt til at vente for at få deres sjæle med! Således handler fartmennesket uden omtanke –             uden at få sjælen med.

Og endelig er der den almindeligste flugtmulighed, den, som

mange af jer allerede er langt inde i: adspredelse og under­ holdning, dans og films.

Det er vel nok den mildeste form for narkotika; det behø­ ver ikke nødvendigvis at være negativt. Jeg mener ikke, at I skal lade være med at søge adspredelse og underholdning. Men det kan misbruges – og det bliver misbrugt som aldrig nogen sinde tidligere, fordi der er penge i det. Der sidder underhold­ ningsfyrster, som koldt og nøgternt lokker pengene ud af jeres lommer. I selve ordet: adspredelse er jo sagt, at der er tale om noget meget lidt positivt: at sprede! Det spreder jert sind i stedet for at samle det. Det forhindrer, at der sker noget i menneskesindet. Det gør mennesket passivt og sætter jer i vær­ ste fald helt i stå, således at jeres personlighed ikke udvikles. Pigtrådmusik, biografstykker med falske lykkeidealer, noveller og romaner med negative spændingsmomenter – alt dette og meget andet: radioen, der går om morgenen, på arbejdsplad-

11

sen, straks efter fyraften, ved enhver lejlighed, hvor mennesker mødes, og når mennesket er alene – altid går radioen; alt dette snyder tanken for den stilhed, der er nødvendig for at blive menneske. Helt umærkeligt vænnes man fra at tænke selv og fra at give fantasien plads og ro; – og deri ligger under­ holdningens farlighed. En skønne dag, når selvstændig tanke er nødvendig for at komme ud af en eller anden uudholdelig situation, da opdager I, at tanken ikke længere virker; den er kommet ud af træning; og så er det, man i desparation hand­ ler kritikløst – og forkert!

Nej, flugtmuligheden er aldrig den rette; den vil altid føre

til nye meningsløsheder, hvor ny flugt bliver nødvendig; og så skal der stærkere narkotika til.

Den anden mulighed er modstand; modstand mod at lade sin personlighed opsluge af maskineriet. Modstand mod kun at være en fartgal tilskuer til tilværelsen, der blot lader tingene ske og lader sig hvirvle med som et hjul i maskineriet.

Men det kræver mod. Der skal altid mod til at være ander­ ledes end flertallet. Ingen bliver fri for skuffelser; det går·ikke, som I håber. Men I må lære at tabe. I stedet for at drukne skuffelsen i adspredelser og alkohol, i stedet for straks at blive fornærmede på omgivelserne, så må I lære at indrømme tabet. I må lære at sige: »Nå ja, det gik jo altså ikke denne gang, så må jeg gøre det bedre næste gang.« I må lære at se årsagen ril tabet i jer selv, ikke hos omgivelserne. Og det er den lære, der er at finde i de gamle eventyr. Og det er den lære, der ligger i at kunne bruge sin fantasi. For fantasien kan træde til der, hvor forstanden ikke rækker hen. Med forstanden kan I forstå en masse ting – men der er mange ting, der endnu ikke kan forstås, men kun kan fattes – intuitivt fattes med fantasi og forstand i forening. Men fantasien kræver stilhed.

»Du slægt, der som en storm i høst hen over jorden haster,

men aldrig i dit eget bryst til bunden loddet kaster;

12

du, som vil granske livet ud, men glemmer livets kilde,

søg dog engang dig selv og Gud, – vær stille!«

I stilheden gror eventyret. Man fortæller ikke eventyr ret godt i de store forsamlinger. Eventyret er den intime kunst, hører hjemme i den lille sluttede kreds. Og eventyret er reli­ gionens lillebror. Hvor eventyret vokser, der beredes jordbun­ den for religionen – som er det eneste, der kan give et sandt ståsted, en livsholdning.

»Hør op at færdes uden ro imellem livets døre;

hvor kan i slig en larm du tro, at du Guds røst kan høre?

Han drager ej i hjertet ind som tordenstorm i skoven,

han kommer som en sagte vind fra oven.«

Når I nu fra i morgen begiver jer ud i verden, og samfun­ dets larm slår sammen om jer, så vil I nyde den frihed, I har, til at drukne jer i larmen og til at lade jer hvirvle ind i sam­ fundsmaskineriet –  en tid.

Og når I om nogen tid føler trang til igen at opleve den stilhed, som barndomshjemmet har kunnet give jer, da vil der være hundreder af røster, der kalder på jer: »Kom over til os

– her er, hvad du søger. Kontingentet er ganske lille!« Men kun en af disse røster er den rigtige. Kan I da kende den rette blandt de mange? Det afhænger af, om I har holdt sindet åbent for det eventyrlige i tilværelsen – om I ejer evnen til at un­ dres.

Der var engang tre hyrder, der mødtes ved en kilde med deres fåreflokke. Da fårene havde stillet deres tørst ved kilden, blandede de sig imellem hinanden på marken omkring kilden. En fremmed var tilfældigvis også ved kilden, og han spurgte

13

nu en af hyrderne: »Hvorledes får I nu skilt fårene fra hver­ andre i tre flokke, så I får de dyr, der er jeres egne?« »Det volder ingen vanskeligheder,« svarede hyrden, »hvert eneste får kender sin herres røst.«

Han løftede sin stav og udstødte et råb – alle fårene løf­ tede hovederne; men kun en trediedel fulgte ham, da han be­ gyndte at gå. Nu fik den fremmede lyst til at prøve at kalde fårene, og han efterlignede hyrdens røst og udstødte det sam­ me råb. Fårene løftede hovederne og lyttede; men ingen fulgte ham; de blev alle stående.

»Der kan du se,« sagde hyrden, »fårene kender dig ikke.’.’

»Kan det ikke hænde, at et får tager fejl og følger en frem­ med, der kalder på det?« spurgte den fremmede. »Nej,« sva­ rede hyrden, »kun et sygt får følger hvem som helst og går vild.«

Jeg synes, den lille historie er god at slutte af med: kun den, hvis iagttagelsesevne er sløvet, følger den falske røst. Jeg tror, dette gælder mennesket også. Husk, hvad der kræves for at fange Enhjørningen for at få del i fantasiens og stilhedens rige: Jomfruelig renhed! Og husk også: det er ikke nogen trist og mørk skikkelse, man når ved eventyrets slutning; det er altid et lyst og legende væsen, eventyret slutter med.

»Hør op med denne vilde larm, den hvileløse trængsel,

læg øret til din egen barm, hvor sjælen bor i fængsel; dæm op for dine lysters elv, lad strømmene sig skille,

søg så på hjertets bund dig selv, men stille.«

1. E.

De citerede strofer er 1., 3. og 2. strofe af Chr. K. F. Molbech’s digt

»Du slægt, der som en storm i høst« fra »Dæmring. Lyriske digte«, 1852.

14

AT TURDE

En hilsen til min far på 75-års dagen

En nat, hvor mørket er låddent og uudholdeligt, hvis man vågner, efter at far og mor er gået i seng og den gule lys­ sprække under deres dør borte. En nat, som ligeså gerne kan sprænges af lyn og torden som af de tunge fodtrin i havegruset neden for soveværelsesvinduerne, dunket på den nederste rude, stemmen ru og fremmed: Skovri’er, skovri’er, der er kryyv­ skytter i skoven.

Skramlen og nu dæmpet ordskifte gennem den åbnede rude, og lidt efter smækket af forstuedøren. Mørket derude, mare­ ridtets sorte skov havde opslugt far og den skovløber, der havde hentet ham. Kuldskært, udsat – sårbart lå huset tilbage uden ham. Senere fik man fortalt, og som større kunne man nyde de forskellige usædvanlige tildragelser, når far berettede om sin oprulning af den organisation af krybskytteri, som havde gode tider, før far som ny skovrider kom til efter en svag forgænger.

Samme fornemmelse af kulde og forladthed sænkede sig over det store hus hvert eneste år på et bestemt tidspunkt: juleaftens eftermiddag. Altid lige når skumringen begyndte. Nyrevet eller rimpudret lå gårdspladsen, højtidspyntede stu­ erne, vi havde fået de fine kjoler på. Alt var forventning – og angst. Frygteligt at skulle gå over forstuegulvet, med kul­ den fra trappen om ankelsokkebenene. Lamperne var endnu ikke tændt, og min gamle fjende mørket sad på spring i alle kroge. Og netop da gik far hen til det høje chatol og tog kas­ sen med cigarer ned –                        nu var det tid at gå rundt og ønske glædelig jul til skovfogeder og skovkuske. Åh hvorfor altid i

15

dette uhyggelige øjeblik, når vi netop ventede ham, juleman­ den. Det slog aldrig fejl, at han kom rokkende rundt om ind­ kørslen med sit store forfærdelige røde ansigt, sine tunge trætte skridt og stemmen med det evige spørgsmål: Hvordan vi havde været i året, der var gået.

Men en sommerdag, da varmen kogte på tagstenene, og lof­ tet summede af sol og ferie og hvad skal vi finde på, faldt julemandens ansigt rødt og forfærdeligt ud af det hvide skab i det lille gæsteværelse. Vi skreg og sprang ud på loftet og dundrede ned ad trappen og så os om i al den velsignede som­ mergrønhed omkring os.

En far bliver let en slags vorherre. Er han placeret i en over­ ordnet stilling ude på landet, er han det, man kalder: streng, men retfærdig, og har han både evne til at buldre og trøste – og handle uden ret megen tøven, så bliver han det ganske auto­ matisk. I hvert fald dengang. Skovarbejderne kaldte ham det: vorherre. Men det hørte vi først om, da vi var næsten voksne. Nu, hvor jeg som fyrreårig lever med mine børn i et stærkt trafikeret bysamfund i en moderne antiautoritativ atmosfære, føler jeg mig sommetider, som var jeg fra samme tid som folk, der nu er firs.

Huset blev oplyst af en rad af petroleumslamper, opvarmet af kakkelovne, og i alle soveværelser tronede servanter med pyntelige stel og broderede sæt. Det var et gæstfrit hus både fe­ rier og søndage, og folk, som kom for at tale forretninger med far, blev bedt med til frokost eller middag, som man gør på landet. Men der var for mig over alle besøg den forventnings­ dis, der, når den lettede, altid havde forvandlet sted og men­ nesker lidt. Det var trygt at falde tilbage til hverdagens lyde fra køkken og kontor, gårdsplads og have. I den verden blev forældre med al den myndighed og munterhed, der var om dem, en slags guddommeligt midtpunkt. Når jeg nu tænker på den tid, tror jeg nok, at det, jeg værdsætter mest, er den abso­ lutte sikkerhed, hvormed alt blev styret. Tvivl forekom mig ikke at råde. Kategorisk afgjordes de forskellige sager. Også selv om man dengang sydede og kogte, var der fred ved at

16

kunne lade dem om det. De bestemte, for de vidste. Det hændte jo også, at man hverken sydede eller kogte, men bare hang. Det måtte man heller ikke. Allermindst. Op med hovedet, se glad ud!

Den tid havde sine plager. Ørepine og håndarbejdstimer i skolen blandt andre. Da mareridt og mørkerædsel holdt op, satte ørepine og håndarbejde ind. Mørkerædslen fik far efter­ hånden delvis bugt med. Vi gik ture i skoven i de allermørke­ ste nætter. Vi standsede og lyttede til hver eneste ny og mær­ kelig lyd –       selv kronhjortens øffende brølen udholdt jeg ret tæt på. Og håndarbejdet kunne far om ikke lære mig så dog ved sit trøsterige nærvær gøre lettere at bære, når noget så af­ skyeligt som en chemisebort skulle være hæklet færdig til næste dag. Udenfor galede og skreg havens og skovens fugle i forårs­ aftensfryd, men inde i børneværelset sad jeg snøftende i hjør­ net af min rodede og alt for varme seng og hæklede på den efterhånden usigeligt klistrede blonde. Henne i hjørnet næsten opslugt af skumringen sad far og var den deltagende og op­ muntrende tilskuer og fortæller, der som så ofte før var skyld i, at rædslen fik ende. Næste dag i skolen beundrede lærerin­ den ikke resultatet, centimetrene var der, men de så ikke ud, som de skulle. Har din mor hjulpet dig med den? Nej, min far! Fars barndom og ungdom havde vi hørt så meget om, at det næsten føltes, som havde vi delt den –     og gennem ham kendt mor som lille pige og stor yndig pige. Usandsynligt uartig havde far været. Han og hans to brødre var som drenge i en bog. Gale streger hver dag. Hvis far en aften var kommet i seng uden klø, var det en mærkelig dag. Da han var 21 år, sad han midt i Siams jungle og skulle for ØK organisere træfæld­ ning og tømmerflådning i et distrikt på størrelse med Sjælland. Derfra skrev han breve hjem til mor, der efterhånden var ble­ vet stor nok til at sige ja til at være hans forlovede. Seks år efter kom han hjem. De seks år har givet stof til mange som­ merafteners underholdning i havestuen. Slangehistorier og kro­ kodillerædsler krøb om os og vore gæster. Men Gud, skovrider,

var De ikke bange? Jo, sagde far, det var jeg mange gange.

17

18

At komme for sent til middagsbordet var forfærdeligt, at komme for sent med sorte negle og uredt hår var endnu meget værre. Middagsbordene kunne i det hele taget være strenge nogle dage. Far havde dengang, hvad man kan betegne som et heftigt sind. Det var et stort job, en ønskestilling at passe de skove, men det var en vanskelig stilling, fordi manden, der ejede skovene, havde ganske specielle meninger om, hvordan en godsejer kan tillade sig at være. Utallige gange har far måt­ tet tage heftige diskussioner med ham om de latterligste sager, som en godsejer med en videre horisont aldrig ville drømme om at blande sig i eller stille sig afvisende overfor.

Altervin i tilstrækkelig mængde til godsets kirke, komfurer til arbejderhuse, hvorfor den skovfoged gik med spadserestok, hver for sig stof til mærkelige noveller af Scherfig eller Pon­ toppidan. Blodet kogte i far, når folk behandledes uretfærdigt. En fattigdom og fortrykthed som den, man nogle steder så dengang, kendes vist ikke i dagens Danmark. I udkanterne af et stort gods med slet vedligeholdte huse fandtes megen elen­ dighed. Det var vel baggrunden for, at en lille husmand med mange børn forsøgte at øge indtægterne med krybskytteri. Det gik jo bare ikke, selv om det var en anden slags tyveri end det vidtforgrenede rov, der havde hersket, før far ryddede op. En morgen vågnede jeg ved et vældigt spektakel ude i forstuen, far buldrede løs og endte med at stille den arme synder, der var taget på fersk gerning, spørgsmålet: Hvad vil De helst, have en omgang klø eller meldes til politiet? Manden valgte politiet og tog sin straf. Forøvrigt havde far det lille spil med den samme krybskytte gående gennem årene. Med mellemrum blev han grebet. Far lod ham få arbejde i skoven, men manden tog bøssen med. Hans lyst til jagt var for stor. Forøvrigt fik de sig mangen udmærket snak, når de mødtes uden for »ar­

bejdstiden«.

Man tør næsten ikke i vore dage tale om barndom i en skov­ ridergård. Det store spøgelse Idyllen luder i baggrunden. Jeg vil ikke forsvare idyllen. For det var ikke den slags idyl, der behøver et forsvar. Tværtimod stak ligesom mørket fra kro-

19

gene angst og truende uhyrer jævnligt deres mere eller mindre menneskelige ansigter frem. Det er både en belastning og en rigdom at være barn i så specielle omgivelser. Fremmed var man dengang for så meget og så mange, når man dristede sig uden for skovbrynet. Og fremmed er man i dag for meget, som andre hjemmevant lever med. Længslen efter land og skov må man bære med resten af sin tid. Ligesom længslen efter, at andre havde autoritet. Længslen efter den tryghed: Blot at skulle adlyde eller oprøres, at være en jordisk vorherres ikke altid lige gode barn.

Birthe Arnbak.

(Eftertryk ikke tilladt)

20

Et Stervboe i Nimtoft Anno 1770

Lidt egnshistorie fra Nimtoft

Fra gammel tid hed landsbyen Nimtoft, og stavemåden findes i dokumenter fra 1426. Men stednavnet må være meget ældre og ligeså gammelt som det bondesamfund, der tog rydningerne ved ådalen i eje og grundede de første gårdbrug. Forstavelsen Nim, som også kan spores i stednavnet Ning, er af ukendt op­ rindelse. Ning herred kaldes i 1231 for Nymherret. Kan den første bebyggelse have heddet Nym og senere fået »toft« hængt på? Stednavneforskere oplyser, at navnet er knyttet til egen­ skabsordene Ny eller Ni og henviser til den snævre ådal. Toft

– det samme ord som Tomt – er fra tidlig vikingetid. Toft betegnede et jordstykke, en hegnet ager ved gården eller i dens nærhed, og som ikke var inddraget i landsbyens mark eller fælled.

I det følgende bruges den gamle stavemåde, der tydeligt hø­

res i egnens mål. Her siger man stadig »Nymtowt«, og kun udensogns folk ville finde på at udtale det anderledes.

I »Den Danske Atlas« fra 1768 findes et tidsbillede af Nim­ toft. Det er muligvis indberettet af degnen eller af en skriver på et af egnens godser. Egnsbeskrivelser fra dengang skyldes for det meste sognepræsten, men da Nimtoft kirke kun har fået et par linier, er det næppe Hans Velærværdighed, Hr. Ja­ cob Riise, der har lagt pen til:

»Nimtoft Bye er ved en liden Bæk adskilt i tvende Deele.

I den vestre Deel, som kaldes Svenstrup og ligger i Synder­ haldherred, er Præstegaarden med 3 Bøndergaarde og 2 Huuse. Kirken er i den østlige Deel, som kaldes Nimtoft og ligger i Nørreherred. Kirken er liden efter Sognet og med et lidet Taarn. Man kommer til Kirleen ved en Broe, og ihvorvel Bæk­ ken er liden, er den dog Skel mellem begge Herreder. Til Sko­ lehold i dette Sogn er af Etatsraad Fogh til Ryomgaard og Fa–

21

milie givet 400 Rigsdaler. l Svenstrup Mark, paa en meget stor Høj kaldet »Doos«, ere tvende Hedenske Altre. Under det ene har Præsten omtrent 1736 fundet en Urne, hvori foruden Been, Kul og Aske var en Kobbersax et Span lang, og to Kobber­ ringe, og lidet derfra nogle Stykker Røgelse, som lignede brun Rav, men af yndigere Lugt.«

Hvad der blev glemt eller overset i 1768, er i vor tid husket i » Traps Danmark« og mange andre digre værker. Begivenhe­ der og personer fra det gamle Nimroft har førstelærer Hans Birkelund givet eftermæle i en række artikler i årbøgerne »Fra Randers Amt«. Nimtoft borgere af idag vil sikkert nikke gen­ kendende til byens beskrivelse fra 1768, men næppe godtage, at Nimtoft å kaldes en bæk. Kirken er den samme – tårn og våbenhus fra middelalderens slutning – kor og apsis fra ro­ mansk tid, men med spor efter restaurering af nyere dato. Præstegårdens avlsbygninger i velholdt bindingsværk er fredet

22

i klasse A og værd at kigge på. På lodørens overligger af so­ lidt egetræ læses årstallet 1592. Den gamle skolebygning ved kirkegårdsdiget vest for kirken er forlængst ude af brug som skole. Dog findes skolehuset endnu, men hårdhændet istandsat med fast tag og murerpuds ovenpå det oprindelige bindings­ værk. Doos ligger på sin urgamle plads i Svenstrup mark på det højeste punkt i sognet. Gravsagernes skæbne kendes ikke af fortælleren, men til oplysning tjener, at kobbersaksens op­ givne størrelse –  et span –  er eng!. længdemål og svarer til ca. 9 tommer. Om de fundne stykker røgelse, som lignede brun rav, skal tilføjes, at rav tidligere og især ved vestkysten blev brugt som røgelse.

Den gamle Randers-Grenaa landevej gik gennem Skoff er­

gaarde (egentlig Schaffergaarde), Svenstrup langs præstegår­ dens dige og Nimtoft å og over denne ind i Nimtoft by forbi kirken og kroen. Landevejen fortsatte gennem byen og løb vi­ dere til Tøstrup. Den gamle krogård og kro var nærmeste nabo til kirken. Krobevillingen blev udstedt i 1791, men krodrift på stedet er sikkert meget ældre. Kroen lå på samme plads, hvor der nu er hotel. Bevillingen har i en periode været flyttet til en ny kro i den nordlige bydel, der hvor vejen deler sig til Kameen og Tøstrup. Bygningerne rummer idag en købmands­ gård.

Nimtofts centrale beliggenhed ved den gamle landevej gav

store muligheder for handel og håndværk, og markeder afhold­ tes indtil begyndelsen af dette århundrede. Også den store vandmølle prægede livet i Nimtoft – møllerne var ofte grum­ me rige folk med rang og titel.

Sognet var i fæstevæsenets tid opdelt mellem de nærliggende

godser. Det meste af Nimtoft og Svenstrup – Wolle Skræd­ ders hus undtaget – hørte under Ryomgaard. Det var derfor naturligt, at den kongelige regering i 1735 opfordrede etatsråd Fogh til at bygge sognet en skole. Som tidligere nævnt ydede etatsråden 400 rigsdaler til dette formål og anlagde en smal vej langs kirkegårdsdiget til skolen. Nimtoft mølle, de omlig­ gende huse og gårde, hørte under Vedø gods. Byerne Mogen-

23

strup – med en helligkilde – og Kolstrup hørte under Løven­ holm ligesom Battrupholt, en tidligere skov (Bag-terp-holt!). På Hyttebakken ved Kolstrup udflytterby findes spor af en glashytte. Sognet er rigt på fortidsminder, men kun et ringe antal af de mere end 80 påviste gravhøje er bevarede. Den tid­ ligere nævnte store høj i Svenstrup mark, Doos kaldet – Daa­ sen skrevet – er en langdysse med rester af to kamre.

*

Oluf Christensen –      i daglig tale kaldet Wolle Skrædder –

var født i Thy ca. 1692. Ingen har kunnet fortælle om hans familie, forældre eller om hans fødesogn og dåbsdag. Heller ikke kirkebogen for Nimtoft har kunnet hjælpe med oplysnin­ ger udover hans to ægteskaber, hans børns dåb og hans egen kristelige begravelse. Derimod findes mange interessante ting i fæste- og skifteretsprotokollerne. Især i de sidste kan man – mest mellem linierne –                          få et indblik i de gamles hverdag og livsførelse.

Som ung mand tog Wolle sin bylt og sit værktøj på nakken og vandrede mod syd gennem Jylland. Overalt syede og hand­ lede han sig frem hos bønder og andet godtfolk. Hvorfor han endte i Nimtoft, melder historien intet om, men han er vel kommet ved markedstider – og har fundet sig en kæreste.

Ihvertfald fæster han hus i Svenstrup 1723 og gifter sig med den forrige fæsters datter, som skik og brug var i sådanne til­ fælde. Utallige fæstebreve indeholder og betinger, at en ny fæ­ ster ægter enken eller datteren. Wolles svigerfader – Erich Jensen -, der døde nævnte år, havde haft huset i fæste siden 1704. Datterens navn kendes ikke, hun er kun omtalt som Erichsdatter. Fæsteprotokollen fortæller, »at Erich selv havde opbygt det fire Fags Huus, hvortil hørte en liden Kaalhauge, paa Mads Andersøns Gaards Grund, og at den aarlige Ydelse var ansat til 1 Rdl., samt for Indfæstning erlagdes 4 Mark Danske.«

Wolle overtager fæstet d. 31. dec. 1723. Skønt beliggende i Svenstrup under skrænten lige overfor præstegårdsdiget hørte huset til Løvenholm. Wolles husbonde var Wilhelm Adolf,

24

Greve af Rantzau, der af gode grunde ikke selv har signeret fæstebrevet. Han var på det tidspunkt arresteret for at have ihjelskudt sin broder på jagt i 1721. Han dømtes 1726 til evig fængsel og døde der i 1734.

I Løvenholm Godsarkivs Fæsteprotokol 1710-1753, Folio 231, er indført følgende:

»Paa Høybemelte deris Høygrevelige Exellens, Min Naadige Herris Vegne og gode Behag haver jeg Underskrevne sted og fæst, som jeg och hermed steder og fæster til Nærværende Oluf Christensen, barnefød i Tye Land, It jordløs Huus i Nimtoft, som hører til Grefskabet oc forhen beboet af Erich Jensen. Be­ meldte Huus maae oc skal fornefnte Oluf Christensen beholde i fæste sin Lifstid, naar han holder det i goed stand, oc svarer aarlig som hans Formand, for Landgilde oc Hoveri Een Rix­ daller, Itern ægter Erich Jensens Datter, retter sig efter Kon­ gens Lov oc Forordning, være sin Hosbonde oc Betienter hørig oc lydig, alt under dette Fæstes Fortabelse. Til Indfæstning ha­ ver hand betalt Een Rdlr.

Til Bekræftelse under min Haand oc lignet.

Løvenholm dend 31de December 1723.               A. Stiihsen.

Ligelydende original Fæstebrev haver jeg underskrefne be- kommet, som jeg skal holde mig efterrettelig.

Oluf Christensen.«

Wolle var egentlig ikke nogen påholdende mand, men han havde sans for penge og penges værd. Tiderne var gode for Wolles handelstalent, og skrædderiet har vel også kastet lidt af sig. Det varede ikke længe, før han var en holden mand og en agtet borger. Han kunne give på borg og låne penge ud – mod behørig pant, naturligvis –                                             til trængende bysbørn. Selv fra nabosognene kom folk til Wolle, når det kneb med at få skillingerne til at slå til. Både præst og degn hørte til kunde­ kredsen.

Mens Wolle handlede, syede og samlede på løsørepant, pas­ sede hans kone hus og landbrug. Jord havde han lejet af Ry­ omgaard. Wolle kunne både læse og skrive, hvad der ikke var

25

almindeligt dengang. Det blev til stor gavn i den blandede for­ retning, han drev i Nimtoft-Svenstrup i næsten 50 år.

Wolle Skrædder havde 3 børn i sit første ægteskab med

Erichs datter. De er alle nævnt i det omfattende skifte, der blev foretaget efter hans død. Den ældste søn, Erich Olesen, rømte hjemmefra i 1750, velsagtens for at slippe for at springe soldat. Ved første skifteforretning i maj 1770 ved ingen, hvor han er, men han er mødt ved den anden behandling 14 dage senere. Han har ikke været længere borte, end nyheden om faderens død kunne nå ham, og han har nødigt ville gå glip af sin broderpart i arven. Men ved tredie og afsluttende skifte er han atter forsvundet, for ikke at blive draget til ansvar for rømningen 20 år forinden. Den yngste søn, Anders Olesen, kal­ det Anders Svenstrup, blev uddannet til gartner på Løvenholm og boede en tid i Kruusborghuset under Løvenholm. Efter fa­ derens død flytter han til Grenaa og er kendt der som pode­ mester. Han ejede flere huse i Storegade, foruden jord på Meel­ bergs ager i Grenaa mark, prioriteter i Ole Sties hus i byen og maler Didrich Danielsen Reinarts gård i Randers bys Vester­ grave. Han døde i 1789 som meget velhavende selvejergård­ mand i Revn. Datteren Anne Kirstine Olufsdatter blev gift med gårdmand i Gjesing, Laurids Lauridsen Wæth.

Wolle Skrædder blev enkemand i foråret 1754, og kirkebo­ gen fortæller, at han den 9. juli 1754 blev trolovet. Den 15. oktober samme år blev »Skrædder af Svenstrup Oluf Christen­ sen og pigen Anne Marie Christensdatter fra Nørager copule­ rede i Nimtoft kirke.«

Trolovelser kendes allerede i middelalderen og var en ægte­

skabsstiftende handling. Efterhånden fik den kirkelige vielse dog større og større betydning, og ved ordinans af 19. juni 1582 bestemtes det, at et ægteskab skulle fuldbyrdes af præ­ sten. Før den kirkelige vielse blev foretaget, skulle der dog finde trolovelse sted i overværelse af præsten og fem andre personer. En sådan trolovelse var forpligtende for begge parter og kunne kun ophæves efter kongelig bevilling. Efter loven skulle præsterne »alvorligen forbyde de trolovede Personer at

26

søge Seng sammen, før end de i Kirken retteligen bliver sam­ lede«, men blandt almuen overholdt man ikke denne lovbe­ stemmelse, idet man bibeholdt den gamle opfattelse af trolo­ velsen, som den egentlige ægteskabsstiftende handling.

I 1799 blev trolovelser helt afskaffet ved kongeligt reskript af 4. januar, men trolovelsesskikken fortsatte dog uden at være ægteskabsstiftende, og er i vore dage afløst af forlovelsen.

Som ydre tegn på trolovelse bar den trolovede – i hvert fald, hvis det var en fornem person – en fingerring af guld, der blev anbragt på fjerde finger, »thi viise Mestre og Læger skriver, at der ganger en Aare fra Hjertet op til den fjerde Finger.«

Så meget om den gamle skik. Da Wolle giftede sig for anden gang, var han jo en ældre mand, der nødvendigvis måtte have en kone til at styre huset og varetage det fornødne i mark og have.

Efter 16 års ægteskab med Anne Marie Christensdatter døde Wolle Skrædder den 14. april 1770 i sit hus i Svenstrup, i sin alders otteoghalvfjerdsindstyvende år. Hans livshistorie afspej­ les i det omfattende skifte. Hele 20 ark eller mere i skifteret­ tens protokol er prentet omhyggeligt og sirligt i gotisk skrift. Hvad der ikke forundtes ham af skriftlig omtale i levende live, kan læses her. Løvenholm Gods’ Skifteprotokol 1750-1776 indeholder følgende, der gengives ordret:

»Anno 1770 den 14. May, som er 30te dagen efter afgangne Ole Christensen Skræder i Nimtoft, hans dødelige afgang ind­ fandt sig på Herskabet, Ve/ædle og Velbyrdige Hr. Cancellie­ Raad Fønns til Løvenholm hans V egne underskrevne Jens Møl­ ler fra Løvenholm med tiltagne tvende Mænd, Navnlig: Chri­ stopher Madsen og Anders Lyngbye, begge fra Nimtoft, til for­ bemeldte Ole Skræders for samme Steds efter for hen skeede inventering, Nr. 1 at aabne og vurdere Stervboen til et paaføl­ gende Skifte og Deeling imellem Encken Anne Marie Christens Datter paa den eene og paa den anden Side den afdødes i før­ ste Egteskab avlede trende Børn, som ere tvende Sønner, Navn­ lig: Erich Olesen, 41 aar, og som for ongfær En tyve Aar siden

27

er bort rømt og siden den tiid ey ved han har været eller hel­ ler ikke endnu ved, hvor hand er. Og Anders Ollesen Gartner, 36 aar, boendes i K ruusborighuuset, samt 1 Datter Anne Kir­ stine Olufs Datter i Egteskab med Laurids Lauridsen W æth i Giesing. Ved Forretningen var tilstede Enken med tiltagne Laugværge, Velærværdige Hr. Jacob Riise i Nimtoft, men da velbenævnt Hr. Riise har lovlig forfald i Dag, blev Comiterit i hans Sted Sr. Thomas Baadsted fra Nimtoft Mølle, og af Ar­ vingerne Anders Olesen Gartner fra K ruusborighuuset paa fra­ værende Broder Erich Olesen og egne Vegne og Laurids Wæth i Giesing paa sin Huustrue Anne Kirstine Ollufs Datters Veg­ ne, og er da passeret saaledes, som følger:

28

og nogle gl. Bøger, det nye Testamente

1  Psalme  Bog  …………………………

1 gl. dito …………………………….. .

1 Blye Blæk Huus, 1 Egeskab, var for–

seylet og seylen befantes ubrudt…………. 1 Rdl.

deri nogle gl. Papiier, som blev efter­ seet, og deraf befantes 20 Sedeler, hvor efter en deel befindes at være penge skyldige her til Stervboen,

12 Sk.

12 Sk.

2 Sk.

samme Papiier blev indlagt og Ska­ bet igjen forseilet til næste Samling, at Encken kand faae hindes Laug­ værge til stede, Velærværdige J-lr. Riise, som der foruden har en op­ tegnelse paa det, der er skyldig her til Stervboen:

1 Blik ½ Pot maal, nogle gl. smaae

qvist kurve med noget smaat tøy, 1 Dose med 12 smaae sølv Knapper

1. 2de Øre Ringer indlagt i Guld, og

3 Guld finger Ringer, der blev an­ meldet at være Degnen, Sr. ]essens i Fiellerup, som hand haver Pandsat for laante Penger.

29

3 Peng Punger, 1 Sølv Dase blev anmeldet at være Degnens, Sr. Svane i Koed, som er Pandsat for laante Penger.

deri Enckens Gang–Klæder.

1 lidet Skriin, 1 stoer Kiste anmeldes at være Giertrud Anders Datter, tie-

30

31

1 Skræder  Sax  ………………………..

1 do.…………………………………..

1 Taberet  ……………………………..

3 smaae Glas, 7 Parycker ……………

1 gl. Fierding, 1 fløde Bøtte, 1 Mes- sing Lyse Stage ……………………

1 Lampe, 1 Thin Tallerken, 1 Kaaber Fyrfad  ……………………………..

1 UldSax. I Kiøkenet:

1 Fuur Skrin anmeldes at være Pandt­ sat af  Hans Skræder i Giesing  for

5 Mark, eller vurderes  for .. .. … . .                       4 Mk.

1 Kaaber Kiedel, 1 Ildtange, 1 Jern-

pande, og Rist, 1 Puster .. . .. . . … . . .                       3 Mk.

I Kameret:

6 par Støvler, 1 gl. træe Qværn Værk,

1 Kar Hylde, 1 Bøsse Laas, 1 Sie Bøtte, 1 Otting og 1 Skaal med no­ get gl. Jern tøy i, 1 gl. Hegel, 1 Rock, 1 gl. træe Stoel.

I Brøgerset:

1 Fierding Kiedel i Grue…………………………. 2 Rdl.

12 Sk.

2 Sk.

2 Sk.

4 Sk.

2 Sk.

4 Sk.

1 Haand qværn ….. .. …………. .. …..      o Rdl.      3 Mk.  o Sk.

Jde Solde, 1 Halm Sælde, 1 Bagtrug,

1 Sallie, 1 Brøg Tønde, 1 Saae, 1 Trebenet stoel, 1 skaad Sauge, 1 Bou do., 1 spege boer med 2 Skafter, 1 Naur, 2de Hacker, 2 Greeb.

Paa Loftet:

12 Skp. Rug a 2 Mk., er 4 Rdl., 12 Skp. Hvede, 1 Rdl. 4 Mk.

8 Sk., 3 Biekuber, 1 Sæde Løb, 3 Hiøleer, 1 gl. Tørvespade, 1 Mey og 1 slaae Draug.

I Laden:

1 Forck, 3 Pleyler, 1 trou Langhalm, 1 faer Kop, 1 Skoul, 2 Stier.

32

Chreaturer:

1 Blacket Koe – 7 aar, 6 Rdl., 1 sort do. – 4 aar, 4 Rdl., 6 Faar med 4re Lam, 5 Rdl. 2 Mk. O Sk., 1 Soe Svin, 4 Mk.

Encken med Laugværge og tilstede værende Arvinger efter forespørgsel af skifte–Retten negtede, at de intet vidste meere Stervboen tilhørende, end hvis Registrered og Vurderet er af Boe-have eller sligt, hvad ellers der kunde være at angive meere, som hvor mange der ere skyldige her til Stervboen og hvad det er, udbad Encken at maatte beroe indtil næste sam­ ling, hindes Laugværge selv kunde være tilstede eftersom hand havde faaed en optegnelse af den Salig Mand paa, hvad sam­ me er, hvilket blev af Skifte Retten bevilget. Efter paaraab var ingen tilstede, som ellers havde noget i dag at forrette her

i Stervboen.

Og da ey i Dag videre var at forrette, bliver dette Skifte opsadt til den 1ste Juni førstkommende. Papierne, som er ind­ lagt i et skab og under forseyling samme tiid skal blive efter­ seet.<<

Ved skiftesamlingen d. 1. juni 1770 var enkens laugværge, sognepræsten hr. Jacob Riise, mødt sammen med enken og de to sønner Anders og Erich Olesen, den sidste efter at have væ­ ret borte fra Nimtoft i 20 år. Sikkert er det, at han hurtigt igen har forladt byen, ingen ved hvorhen.

Skifteprotokollen fortsætter:

»Encken med Laugværge angav, at Stervboen havde tilgode hos Anders Lyngbye 6 Rdl. 4 Mk. 0 Sk., hos Rs. Pedersen 4 Rdl., hos Søren Mortensen 2 Rdl. 1 Mk., hos Anders Rasmus­ sen Skræder 6 Rdl. 4 Mk., og mange flere.«

Skiftet bliver atter opsat, for at de, som er skyldige her til Stervboet, kan blive indkaldt.

»Denne Samling finder Sted d. 3. Juli 1770 og de skyldige gør Rede for deres Forhold. Bl.a. tilstod Niels Jensen at have for en JO Aar siden ungefær bekommet Korn og Penger for anførte 13 Rdl. 5 Mk.  0 Sk., men derpaa har han aftient paa

33

Arbeidspenger 6 Rdl. 4 Mk. o Sk., igien 7 Rdl. 1 Mk. 0 Sk., som han lovede at betale, saa snart det bliver ham muligt.«

Skiftet bliver atter udsat og berammes til 7. marts 1771. Der findes ikke i protokollen nogen begrundelse for den næsten otte måneders pause. Flere debitorer blev indkaldt for at møde med deres skyld, nogle tilstod at være boet penge skyldig, an­ dre nægtede.

Onsdag d. 27. marts bliver ved Løvenholms Birketing ud­

nævnt uvildige mænd, som skal besigtige »dette Steds Bygfæld, og Skiftet bliver derfor opsat nogen Tiid, indtil Stervboen er giort i Penger, som ventelig kand blive incasseret i 8 Uger, hvilke ellers forinden den skal blive Vedkommende bekiendt­

g10rt.

Den 25. Juni 1771 er Skiftet efter afgangne Oluf Skræder i Nim toft atter foretaget og om mulig samme at afslutte, og er da passeret saaledes som følger:

Blev det forhen Passerede af Skifte Retten oplæst, om Enken

med Laugværge og tilstedeværende Arvinger derimod noget havde at erindre, og dernæst tilspurdt, om de vidste noget meere Stervboen til Indtægt at beregne, end hvis forhen angi­ veet er samt om nogen af Skyldinger havde betalt noget til Dem, da intet meere er betalt til Skifte Retten end som af Da­ niel Andersen i Kierende 2 Rdlr., 4 Mk., Søren Madsen i Schæfferhuset 30 Rdlr. og Sr. Jessen i Fiellerup hans pandt­ satte Gods efter Begiering lyder. Deraf er Knapperne solgt ved Auction for 1 Rdlr., 4 Sk., og de 2de Ringer og Ørenringerne solgt i Randers til Guldsmeden Niels Brasse for 1 Rdlr., 12 Sk. efter Beviis. Den tredie af Sr. ]essens Guld-Penger, som var af ingen V ærdie, bli·ver Enken herved tilbage leveret. Encken med Laugværge svarer Ney, at de intet vidste meere til Indtægt at angive, og ingen havde bekommet noget af de skyldige, Enken af gl. Chatrine Hyrde 1 mk., 14 Sk., og mod det Passerede havde de intet at erindre.

Er saaledes Stervboens Indgield i Stervboens Effecter, som ved Auction er giort i Penger efter Auctions Forretningen, bi­ drager sig til 84 Rdlr. 2 Mk. 13 Sk., og af de til Stervboen

34

skyldige er indkommen som foran an/ørt er 35 Rdlr. 0 Mk. 14 Sk., er 119 Rdlr., 3 Mk., 11 Sk. Tvende tilstoed men uvids Gield 125 Rdlr. 1 Mk. 3 Sk., Trende uvids, og utilstoed dito 81 Rdlr. 3 Mk. 2 Sk., Fire modsagt gield 134 Rdlr. 2 Mk. 15 Sk. Stervboens vidse og uvidse Indtægt er saaledes: 460 Rdlr., 5 Mk., 7 Sk.

Dernæst blev  fortaget  Boens Udgield. Stedets Bygf ældighed

Skiftets Bekostning stemplede For samme at give beskrevne, som

Er saa Stervboens Udgield den

Summa ………………………. 102Rdlr.  5 Mk.             9 Sk.

som fradrages Indgielden, bliver saa igien til Deeling imellem

Enken og Arvingerne ……….. 357 Rdlr.  5 Mk.          13 Sk.

Deraf tilkommer Enken det hal-

ve, som er …………………… 178Rdlr.  5 Mk.      14½ Sk.

og da Encken paastaaer hendes

Betræffende den Fordring, som Sr. Thrane paa Vedøe Godses Bønders Vegne, som Encken med Laugværge aldeeles har mod­ sagt, saa vel som de øvrige der er skyldige til Stervboen deres Modsigelse, henviste Skifte Retten til Lands Lov og Ret, om de sig dertil tøør trøst, og saaledes er herved dette Skifte slut­ tet og tilendebragt.

Datum et supra.

1. Møller Enkens Laugværge: Riise.

1. A.

Laurids Lauridsen W æt.             Christopher Madsen.

(L.S.)                   Anders Rasmussen Lyngbye.«

Herefter afsluttes de mange ark og sider i protokollen med nogle breve og dokumenter, enkelte gentagelser af det allerede skrevne og en redegørelse, der lyder:

36

» Jens Pedersen er skyldig 6 Rdlr. 64 Sk., har derimod tilgo­ ede for 6 Læs Hø a 1 Rdlr. 16 Sk., – er 7 Rdlr., for 40 Potter Brendeviin a 10 Sk., – er 4 Rdlr. 16 Sk., for 10 al. frie Hør­ lærret a 12 Sk., – er 1 Rdlr. 24 Sk., ialt 13 Rdlr., 52 Sk., alt

saa kommer Jens Pedersen tilgode 6 Rdlr. 84 Sk. Og som det er bekient, at samme gamle affældig og fattige Mand har havt forud disse penge nødig, da hand nesten ey har nærmere end Bettel Stauen, er ieg forsikret, at Stervboen saavel for Retfær­ dighed som for Barmhiertighed udbetaler denne Debet.«

Der nævnes ligeledes et brev til enken fra Cathrine Møller i Koed:

»Kiære Ven.

Efter indkaldelse til i Dag at møde her i Stervboen efter Eders Salig Mand tilstaaer jeg, at hand i Aaret 1758 har laant mig 4re Slette-Daler imod en Sølv Dase, som hannem tilpandt blev overleveret; nock sidst afvigte Aar 1769 forstrackt hand mig med 2 Mark i Penge, som er til samme 18 Mk. Derimod har hand indeholdt den Aarlige Afgift til Degnen, nemlig 1 Skp.

Rug a Aaret, som beløber sig i alt til 12 Skp. Rug, foruden

venter min Mand, der maae tales med ham om hands tieneste ved Eders Sal. Mands Lig-f ær, da jeg haaber, der kand skee Liqvidation.

Iøvrigt henlever ieg stedse eders Ven

Koed Jdie juli 1770.                                           Cathrine Møller.«

Protokollen giver ingen forklaring på, hvorfor gamle Jens Pedersens fordring ikke er medtaget i boets skifte. Højst tæn­ keligt er kravet for sent anmeldt på grund af Jens’ alder og armod, måske har Jens og Wolle været uenige – »waat imell«

–  om priserne. Jens Pedersen har ikke været bonde, siden han har kunnet levere brændevin til Wolle. Bønder måtte ikke brænde selv, men gjorde det alligevel i smug og til eget for­ brug –  trods risiko for streng straf. Snarere har Jens været høker og væver. De leverede 40 potter bændevin er et anseligt kvantum. Har Wolle –  lig Jacob Skomager –  haft udskænk­ ning af de livsalige dråber? Ja –  hvorfor ikke –  han boede

37

ved alfar vej, og kunne nok for rimelig betaling unde en tør­ stig eller forkuet bonde et glas.

Brevet fra Cathrine Møller i Koed er givetvis skrevet af hendes mand – degnen i Koed – Sr. Svane. Den pantsatte sølvdåse havde beroet hos Wolle i mange år for lånte penge, og nu gjaldt det om at få et modkrav anerkendt. Degnen havde assisteret ved den salig mands ligfærd og var berettiget til et honorar herfor. En kristelig begravelse efter egnens skik for folk af husmands- eller skrædderstand kostede ligeså meget som to malkekøer – et ganske anseeligt beløb i de tider.

Skifterettens omhyggelige udredning af boets ejendele giver et klart billede af det fire fags bindingsværkshus og dets ind­ retning. Folk og fæ anbragt i hver sin ende. Husets indgangs­ dør var i bryggerset, hvor kobberkedel i grue, kværn og sold,

38

trug og tønde fortæller mere end mange ord, at her blev kor­ net malet, brødet bagt og øllet brygget.

Lige bagved og uden skillerum imellem lå køkkenet med åbent ildsted og indfyringslåge til bilæggeren. En kobberkedel. en smedet jernpande, en rist og en ildpuster udgjorde køkken­ grejet. Fra køkkenet førte en dør ind til kammeret, engang bør­ nenes soveplads, senere brugt til kasseret indbo – og 6 par støvler. Husets eneste stue tjente både. til opholdsrum og sove­ sted. Den var i husets bredde og veludstyret med bord og bæn­ ke, kister og skabe, sengested og bilæggerovn. På bordet skulle der være plads til skrædderen, selv om han for det meste tog rundt til bønderne og syede i gårdene –  gjorde mandsklæder af det hjemmevævede vadmel. Skrædder blev man iøvrigt, når man ikke var egnet til bondens gerning, og udtrykket »en sølle skrædder« er ikke helt tilfældigt.

Mandens plads var for bordenden på kistebænken, hvorfra han kunne skue mod ovn og dør, kunne byde eventuelle frem­ mede velkommen og med til bords og placere dem efter rang. De fineste pladser var nærmest husbond i stuens krog. Inden­ for rækkevidde havde han skabet med brændevinsflaske, tobak og piber, foruden havde Wolle her sine værdipapirer – låne­ sedler, om man vil – sølvtøjet og dertil panterne. Af piber, tobakspunge og fyrtønder så mange, at man skulle tro, han har drevet handel i tobaksbranchen. Bilæggerovnen ses at være me­ get kostbar, den måtte jo erhverves for rede sølv fra jernstø­ beren i byen. Sengestedet til mand og kone var godt udstyret og blandt det dyreste ved vurderingen. Den store kiste – stop­ fyldt med mandsklæder i alle kulører – vidner om, at det dengang var mændene, der pyntede sig. Kisten var iøvrigt Wolles sønnedatters, Giertrud Anders Datters, der havde lånt en mindre af sin bedstefar, da hun blev fæstet som pige hos sognepræsten i Grenaa, hr. Johan Risom.

Gik Wolle på jagt? Muligvis! De to bøsser kan også være hans statussymboler, som så meget andet aldrig indløst pant på hylder og i skabe. Men parykkerne da? Wolle har næppe selv brugt dem, men som fingernem skrædder har han istandgjort

39

og handlet med disse prydelser. Både præst og degn, foged og enhver person af lidt rang brugte paryk på Holbergs – og Wolle Skrædders tid.

Fra bryggers gik man direkte ud i lo og stald. To køer ydede mælk, smør og ost til eget forbrug. Seks får med fire lam gav godt med uld og rigeligt med tælle, det sidste vigtigt til lyse­ støbning, selv om man også havde en tranlampe i huset. Gri­ sen – det lille sosvin – skulle fedes op til slagtning ved Mik­ kelsdag. På loftet lå brødkornet og de redskaber, der brugtes ved høst og til tørveskær. I loen endvidere en trave langhalm til taget, plejeler, fork og foderkop – og skovl tii at muge ud med. Udenfor huset en lille have – en kålgård -, en mød­ ding og et hæs.

God orden og sund sparsommelighed har præget bedriften.

*

Det er fristende fortsat at gå på opdagelse i Wolles hus, men

der skal jo også være plads tii andet og mere i årsskriftet. – Skulle nogen ikke straks have genkendt de mange sære ord og

40

ordstillinger i protokollens udskrift, betænk da, at meget er prentet i dialekt og stavet i lyd. Måske har skriveren fået be­ taling efter bogstavers antal  så smutter der nemt et par ekstra i gåsepennen!

Der er mange steder rundt om på Djurs og i det øvrige jyd­ ske land, hvor livet og udviklingen har formet sig som her be­ skrevet i Nimtoft for et par århundreder siden. Enhver vil kunne finde vej til fortiden ved at spørge slægtens ældste eller gå på opdagelse i de gamles gemmer og efterladte gods. I landsdelenes arkiver er kirke- og tingbøger, rets- og skiftepro­ tokoller tilgængelige. Rigsarkivet opbevarer lægdsruller og mandtalslister foruden centralstyrelsens arkivalier og meget mere. Enkelte kirkebøger er fra det 16. århundrede, men først i 1646 blev det pligt for præsterne at føre bog over de kirke­ lige handlinger. De ældste kirkebøger er ført efter præstens forgodtbefindende og er mangelfulde. Siden 1812 omfatter kir­ kebøgerne tillige lister over til- og fraflyttede i sognet og sær­ lige skemaer for fødte, døde, konfirmerede og viede. Hertil kom en alfabetisk fortegnelse, hvor man skulle kunne finde alle »jævnførelser« om en bestemt person, men disse »registre« er sjældent helt nøjagtige. Mandtalslister forefindes fra 1769, og senere folketællinger blev foretaget med 15-20 års mellem­ rum til 1840 og derefter hvert 5. år, stadig udbedrede med nye spørgsmål.

Alle de gamle dokumenter og protokoludskrifter rummer et utal af menneskeskæbner og et væld af begivenheder. Her er fri og uhindret adgang for alle, der søger slægtens spor.

Livet er lånt gods. Bellahøj i oktober 1965.

Karl M ejnecke (årg. 1923)

41

Af en herregårds historie

Da grev Conrad Rewentlow i 1686 erhvervede Clausholm, var han sikkert ikke klar over, at dette herresæde skulle komme til at spille en betydelig rolle i Danmarks historie. Men han gjorde dog sit til at give det gamle sted et helt nyt og moderne præg. Den gamle hovedbygning, hvis første anlæg stammer helt tilbage til midten af 1300-tallet, lod han rive ned og byggede oven på de gamle fundamenter et monumentalt barokslot. Hos sin ven, baron Frederik Krag til Stensballegård (ved Horsens), fik han anbefalet Ernst Brandenburg til arkitekt, selv om denne var en almindelig murermester, der blot havde taget sig den dristighed at kaste sig ud i adeligt byggeri uden kendskab til den mere udviklede arkitekturkunst. Det er derfor forbav­ sende, at Clausholm fik en fremtoning, der ligger langt fra den hjemlige jyske byggetradition. Tegningerne til slottet må uden tvivl være udarbejdet efter omhyggelige rådførelser med grev Rewentlow, der som højtstående embedsmand sikkert har haft kendskab til tidens smag.

I sin massive tyngde har bygningen et umiskendeligt hol­ landsk præg, selv om man nok aldrig i Holland ville opføre sidefløje af en sådan længde. Hollandsk virker også det høje valmtag og det brede facadeparti. De små runde vinduer i fa­ cadens hovedparti kaldes oeil-de-boeufs, cl. v. s. okseøjne, og de er sikkert indsat dels som pynt på den nøgne bygning, dels som lyskilde til Kongesalen, bygningens højeste rum, der i følge italiensk skik skulle placeres på anden etage.

Mens byggeriet stod på i 1690’erne, blev greven klar over, at bygningen ville virke for klodset og bar, hvis den ikke blev

42

udstyret med dekorationer af forskellig art. Han sendte derfor tegningerne til den franskorienterede svenske arkitekt Nicode­ mus Tessin den Yngre, der var et kendt navn også uden for Skandinavien. Da Tessin så tegningerne, skal han have udtalt:

»Enkel uden nogen form for ornamentik omkring vinduerne eller andre ting af dekorativ slags; løsningen bør bære et rus­ tikt præg.« Tessin, som den ægtefølende barokkunstner han var, kviede sig ved at udsmykke en så streng facade. Dog endte korrespondancen med, at han sendte Rewentlow nogle udkast til dekoration af hovedportalen og sidefløjenes ind­ gangsportaler.

Grunden til, at greven havde kontaktet den svenske arki­ tekt, var vel mest den, at han ønskede, herregården i pragt

43

skulle kunne måle sig med de kongelige paladser i København og rundt om i landet. Resultatet blev ikke derefter – en svul­ stig barokdekoration ville også have passet dårligt til den enkle næsten klassicistiske bygning. Tessin nøjedes med at de­ korere partiet over hovedindgangen med en niche, hvori var indsat en marmorbuste af Conrad Rewentlow omgivet af kraf­ tig vegetativ ornamentik. Denne skulptur minder ikke så lidt om den, Bernini lavede af solkongen Ludvig den fjortende i Versailles. Kort sagt, det var en fyrstelig og ærværdig udsmyk­ ning, greven havde skaffet sig.

En af barokstilens hovedteser var, at man igennem et an­

læg skulle kunne trække en midterlinie, der delte bygningen i to lige store symmetriske partier. Om muligt skulle ladegården og parken også reguleres efter en midtakse, og på dette punkt var Rewentlow virkelig forud for sin tid, idet ladegården på Clausholm blev den første af danske ladegårde, der sammen­ komponeret med hovedbygningen blev til en helhed. Hvis man trækker en linie fra ladegårdens midte gennem hovedportalen, vil man se, at linien også bliver midterakse i parken. Denne blev anlagt i italiensk stil formodentlig af Tessin med et væld af kaskader, der styrtede fra terrasse til terrasse. På grund af den dårlige vandforsyning var det dog sjældent, at denne pan­ tomime fik lov til at udfolde sig.

Rewentlow havde nu skaffet sig en bolig værdig for en stor

jordbesidder – han ejede foruden Clausholm Frisenvold, Løj­ strup og Kalø –  og også værdig for en familie, der tilhørte en af landets mægtigste slægter. Han havde sammen med grevin­ den Sofie Amalie Hahn flere børn, men den navnkundigste af dem var Anna Sofie. Da greven døde 1708, overtog hans kone styrelsen. Uden at ane, hvor skæbnesvangre følgerne ville blive, sendte hun i året 1711 Anna Sofie til et maskebal på Koldinghus. Her traf den attenårige unge pige den danske konge Frederik den Fjerde. Han var kendt for sit store kon­ taktbehov, hvad angik kvinder, og det var ikke helt få repræ­ sentanter for det svage køn, hans dronning, Louise af Meck­ lenburg, havde måttet se sig selv stå i skyggen af. Men efter at

44

have set den skønne Sofie med de »mørke, ildfulde øjne«, var kongens hjerte virkelig kommet i voldsom brand. Allerede næ­ ste sommer besøgte han Clausholm, hvor han dog ikke blev modtaget særlig hjerteligt af moderen, men vel nok af datte­ ren. Det lykkedes i hvert fald de to elskende at forlade slottet uset i kongens vogn, der så straks satte kurs mod Skanderborg slot. Her blev Anna Sofie viet til kongens venstre hånd. I 1718 købte kongen Clausholm, og efter dronning Louises død i 1721 begyndte han at udvide slottet. Der byggedes af sten fra Dron­ ningborg og Ryomgård slot to fløje ud imod parken, så at ho­ vedbygningen nu fik en H-form. Murene, der før havde været rødkalkede, lod kongen male hvide, sådan som tidens palæstil krævede det.

Kongen døde allerede i 1730, og hans dronning Anna Sofie, der sikkert ikke havde kunnet vinde sin stedsøn Christian den Sjettes gunst, blev forvist til Clausholm. Dog blev det indrøm­ met hende at have en kreds af hofdamer og andre tjenestefolk om sig. Hvad enten det hørte tiden til, eller Anna Sofie var meget religiøs, kan man konstatere, at hun ofrede meget for at gøre slotskapellet så smukt som muligt. Stolestaderne og dronningens lukkede stol blev marmorerede, og for at man ikke skulle gå fejl, var der skrevet på stolene, hvem de måtte benyttes af. I det hele taget holdt dronningen meget af at un­ derstrege slottets tidligere funktion som kongelig residens ved på paneler og døre at lade male rigsvåben og monogrammer.

På slottet findes loftsmalerier af den store mester Bendix le Coffre, som blandt andet har udsmykket Frederiksberg og Rosenborg slot; det ene af dem forestiller Flora i en bortførel­ sesscene, og ingen kan være i tvivl om, hvad dette motiv sym­ boliserer. Efter Anna Sofies død i 1743 spredtes hendes ejen­ dele, og det er vel en af grundene til, at slottet i dag er så sparsomt møbleret. Hverken i det udvendige eller i interiøret er der foretaget nævneværdige ændringer siden, det hele står endnu som et gribende og stærkt minde om den tid, da kongen handlede efter sine følelser.

Birgit Bisgaard (59).

45

Af skolens dagbog

12.-8.: Skoleåret begyndt med ca. 420 elever, heraf 84 nye. 2 nye lærer­ kræfter: frk. Inge Basse (gl. elev af årg. 33) og hr. Stig Filten­ borg Jensen. Fint vejr, travetur efter bogudleveringen.

14.-8.: Ny klokke taget i brug.

17.-8.: Interview i radioens »Natredaktion« med Ole D. Jensen om en- gelskundervisningen i 1. og 2. kl.

14.-9.: Skolen flager for fru Munch.

18.-9.: Skolen flager for det kongelige brudepar i Grækenland.

21.-9.: Randers Dagblad har et stort interview med lærer Ole D. Jensen om engelskundervisningen i 3. klasse.

24.-9.: Elever fra realklasserne deltog i et idrætsstævne på Toubroskolen under hr. Stig Jensens ledelse. Pigerne blev nr. 3 i deres gruppe, drengene nr. 2 i deres. Endvidere erobrede drengene en første­ plads i stafetløb.

8.-10.: Axel Munch mindes ved fællessang.

III real har besøg af erhvervsvejlederen fra Randers.

7.-11.: Lørdagsforedrag: hr. Klinkby taler om de islandske håndskrifter. 21.-11.: I realerne til udstilling af afrikansk og asiatisk kunst og etnogra­ fiske ting i Rønde missionshus under ledelse af historielærerne

frk. Jacobsen og hr. Gotfredsen.

21.-11.: Lørdagsforedrag: hr. Højholt taler og viser farvelysbilleder fra Ostindien.

27.-11.: Uddeling af vidnesbyrd. Skolebestyreren uddelte bøgerne i klas­

serne og talte med hver enkelt elev i hele skolen –  undtagen 1.,

2. 2. og 3.

29.-11.: Søndag. Skolens kor sang i Marie Magdalene kirke ved dens gen­ åbning efter 2 års restaurering. Koret fremførte en kantate over

»Gør døren høj -«  under frk. Larsens fremragende ledelse.

12.-12.: Lørdagsforedrag: premierløjtnant E. Gotfredsen taler om FN’s vagttjeneste i Gaza og viser film derfra.

20.-12.: Tilsagn fra undervisningsministeriet: begynd modernisering af fy­ siklokale.

21.-12.: Skolens kor synger julen ind på »De gamles hjem« i Ryomgård.

22.-12.: Juleafsluming: l.  Luciaoptog, velkomst, korsang.

2. Nissespil (6 b, Klinkby), oplæsning.
3. Fru Ellen Reenberg Dich underholder.
4. Juletræ med fællessang og kor

7.-1.: Skolen begynder. Håndværkere i det nye fysiklokale, derfor lo­ kaleændringer. Salen i brug som klasselokale, fællessang annulle­ ret.

46

8.-1.: Tilsagn fra finansministeriet om lån på 107.000 kr.

9.-1.: Skolens gamle elev, Palle Johansson, Bønnerup (årg. 63), afgået ved døden efter kort tids hæftig sygdom. Ved bisættelsen talte hr. Ole D. Jensen og afslørede en mindesten.

22.-1.: Om eftermiddagen giver erhvervsvejleder Schøler individuel vej­ ledning til III reals elever. Godt besøg, stor spørgelyst.

30.-1.: Lørdagsforedrag. Missionssekretær frk. Esther Svendsen taler over emnet »Med jet til det yderste hav«. Foredrag om Østen med forevisning af dragter. God og instruktiv.

1.-2.: Forældremøde for 7. klasserne. Instruktion ved skolebestyreren

og erhvervsvejleder Schøler, Randers. Skolen var vært ved kaffe­ bord i salen. God stemning, mange opsøgte deres barns lærere.

6.-2.: Der er fra efterårets prøver uddelt 137 idrætsmærker, 48 til piger og 89 til drenge.

16.-2.: Forældremøde for 1. klasse. Forældrene overværede to undervis­ ningstimer, hvorefter frk. Larsen og fru Lene Basse serverede kaffe for forældrene. Børnene fik fri.

6.-3.: Vi har i dag taget det nye fysiklokale i brug og kan atter være

i salen efter godt to måneders »udlændighed«. Lørdagstimen: hr. Søe læser Jeppe Aakjær på jysk.

30.-3.: Lærermøde: deling af 7. klasserne. 3.-4.: Vidnesbyrd uddelt i klasserne.

9.-4.: 25-års dagen mindet ved fællessang.

10.-4.: Lørdagstimen: frk. Jacobsen fortæller om sm Spanienstur og vi­ ser farvebilleder derfra.

13.-4.: 6 a lukket, 15 syge ! ! ! !

21.-4.: Hr. Dynesen udnævnt af ministeriet som tilsynsførende med ho­ vedskolen.

23.-4.: Skolen flager for hr. Munch.

23.-4.-24.-4.: Amtsprøven for optagelse i I real: 11 af vore egne, 3 fra Nimtofte og 3 privat tilmeldte.

26.-4.: Skriftlig eksamen begynder: 42 elever fra III real og 59 fra II. 3.-5.: Møde med fælleslærerrådet i kommuneskolerne om ensartet bog­ valg –                     navnlig tysk, engelsk og matematik. Hr. Ole Jensen

gjorde rede for vor sprogundervisning over for kommuneskolens

lærere.

4.-5.: 20-års dagen mindet ved fællessang. Skolen illumineret med le­ vende lys i alle vinduerne om aftenen.

12.-5.: Skolens kor og blokfløjteorkester deltager Om eftermiddagen i et fællesstævne på Rønde kommuneskole sammen med elever fra Ebeltoft, Feldballe, Rønde og Hjortshøj. Vore elevers ydelse helt i toppen – under ledelse af frk. Larsen.

47

13.-5.: Ved fællessang takker skolebestyreren sangerne for deres præsta­ tioner og for deres optræden i Rønde.

III reals sidste skoledag fejres på behørig vis. II real afleverede et kvikt og velindscuderet underholdningsprogram.

24.-6.: Forældredag, dimission. Alle 42 eksaminander bestået. Godt besøg.

Ved vidnesbyrduddelingen i juni modtog følgende elever en bogpræmie: Thorkild Greve, II a. Vitus Jacobsen, II b. Kis Christiansen, II c. Ejgild Pedersen, I a. Axel Jørgensen, I b. Aase Madsen 7 a. Lillian Helbo, 7 b.

Tove Sams Simonsen, 6 a. Elisabeth Højholt, 6 b. Tove Salling Jensen, 6 c. Per J. Sørensen, 5 a. Kirsten Møller, 5 b. Bente Schou Andersen, 4. Hans Peter Christensen, 3. Tove Wenzel Jensen, 2. Lone Sørensen, 1.

Ved translokationen den 24. juni uddeltes følgende hædersbevisninger: Axel Munchs mindelegat: Else Marie Ulsted Sørensen. Boghandler E. An­ dersens flidspræmie: Carsten Hougaard. flidspræmie fra anonym giver: Jette Frandsen. Elevforeningens flidspræmier: Tage Mogensen, Erik Ring Christiansen og Margit Salling Pedersen. S. Vester-Petersens mindelegat: Hanne

Sørensen, II real.

Elevforeningen retter herved en hjertelig tak til giverne.

Nye medlemmer fra årgang 196 5

1. Jytte Ejlersen
2. Jette Frandsen
3. Knud-Erik Jensen
4. Lars Larsen
5. Flemming Navne
6. Jørgen 0. Nielsen
7. Peder Holm Pedersen
8. Anne Marie Schou
9. Jørgen Buch
10. Erik Ring Christiansen
11. Poul Erik Hansen
12. Søren Bæk Iversen
13. Tove Jørgensen
14. Bent Kamelarczyk
15. Sonja Overgaard
16. Inge Pedersen
17. Erik Mogens Rasmussen
18. Freddy Stokholm Rasmussen

19. Else Marie Ulsted Sørensen
20. Lis Balle
21. Arne Bruun
22. Birgit Bruun
23. Anders Hansen
24. Grethe Hansen
25. Carsten Hougaard
26. Inger-Lise Jakobsen
27. Bent Hugo Lassen
28. Annelise Møller Nielsen
29. Aase Birgit Nielsen
30. Margit Salling Pedersen
31. Nina Pedersen
32. Vagner Erland Petersen
33. Leon Vestergaard Poulsen
34. Kirsten Schmidt
35. Jens Erik Skovsen
36. Hans Erik Hulvej

48

Efterårsfesten 196 5

En broget forsamling af veloplagte hilsende og snakkende gamle og unge myldrede ind i skolens festsal ved 17,30-tiden. Det tog lang tid at blive bænket, for man skulle jo først finde hinanden.

Efter »De rejste en skole -«  bød formanden velkommen. Straks derefter lød »Her er skolens kor -«  fra 50 veloplagte unge sangere, som nu under frk. Larsens dygtige ledelse under­ holdt selskabet i de næste 20 minutter.

Den kulinariske side af festen sørgede fru slagter Nielsen for, og fra det gamle fysiklokale strømmede nu store fade med dejligt smørrebrød, som vi nød ved de festligt dækkede borde, og ind imellem havde en række talere ordet.

Formanden (35) omtalte i sin tale den første elevforening fra begyndelsen af 20-erne og den nuværende forenings start og mindedes Axel Munch og Søren Vester-Petersen, ville gerne have hilst på foreningens første bestyrelse, hvis medlemmer desværre alle var forhindrede i at være til stede, rettede en varm tak til hr. og fru Erik Munch for deres altid varme in­ teresse for foreningen og sluttede med at udtrykke håbet om, at foreningen også fremover måtte vise sig levedygtig og være i stand til at leve op til stifternes ide med foreningen.

Henning Vester (50) takkede med smukke ord og orkideer frk. Weiner, som i år har haft 40 års jubilæum som lærerinde.

Frk. Weiner takkede for hyldesten.

Frithjof Ørtved (16) bad om foreningens bistand til at samle årgang 1916 til det første 50 års jubilæum til næste år.

49

Viggo Worsøe Laursen (25) mindedes sin skoletid, da elever og lærere i fællesskab tog et nap med ved udgravningen af skolens anlæg.

Jens Foged (25) fortalte muntre træk fra sin skoletid, men

koncentrerede i øvrigt sin tale om den private skoles stilling i det danske skolebillede.

Formanden for skolens bestyrelse, Kristian Vester (33), for­ talte om moderniseringen af skolen og om dens fremtidsplaner, opfordrede i øvrigt alle gamle elever til at blive medlemmer af

»Den selvejende institution, Ryomgård Realskole«, og sluttede med at udkaste den tanke, at elevforeningen skulle oprette en byggefond for at støtte skolen i realiseringen af de store bygge­ planer.

Der blev endvidere talt af skolens medstifter, Holden Dall,

af Karl Mejnecke (23) og af Maja Poulsen (36).

Endelig havde også hr. Munch ordet et par gange for korte bemærkninger –  især til de gamle jubilarer.

Selskabet var efterhånden blevet temmelig snakkesaligt, og under den følgende generalforsamling måtte dirigenten, Niels Peter Bager (35), gøre flittig brug af klokken i temmelig håb­ løse forsøg på at skaffe ørenlyd. Generalforsamlingen afvikle­ des hurtigt. Alle valg var genvalg. Kontingentet forhøjedes til

10 kr. De af bestyrelsen foreslåede lovændringer vedtoges. Lovene findes optrykt andet steds i årsskriftet i den nugæl-­ dende form. Under »Eventuelt« gav Frithjof Ørtved tilsagn om en større gave til elevforeningen fra årgang 1916 ved den­ nes 50 års jubilæum til næste år. Dirigenten takkede på for­ eningens vegne for den smukke tanke. –                                                      Ja, så fik vi prøvet at have generalforsamling på et forholdsvis sent tidspunkt, og det blev vist klart, at det behøver vi ikke at prøve en gang til! Efter en kort pause underholdt koncertsangerinde Lucia Hass (46) med en række sange og sluttede med hr. Munchs

»Aftenklokken« og »Mestersangen«.

Nu overtog Bjerres kvartet underholdningen, og dansen – og snakken –                        gik lystigt til kl. 1.

Alt i alt en dejlig fest med over 150 deltagere. Både 40 års-,

so

25 års- og 10 års-jubilarerne var fint repræsenteret. Den altid trofaste årgang 23 var her selvfølgelig også!

Bestyrelsen ønsker hermed at rette en hjertelig tak til alle,

der har bidraget til festens vellykkede forløb, tak for hilsener, blomster, gaver, taler, sang, musik, smørrebrød og betjening.

Resultatet af generalforsamlingen blev en bestyrelse, der foreløbig ser sådan ud:

Knud Basse Kristensen, formand, fru Gertrud Sten Larsen, sekretær, frk. Anna F. Bastrup, kasserer, John Juul Eriksen, redaktør, Finn Lorentzen, redaktør, fru Else Olesen og Hen­ ning Vester.

Adresseforandringer og andre meddelelser kartoteket ved­ rørende sendes fremdeles til sekretæren, hvis adresse er Åby Bækgårdsvej 10, Åbyhøj. Foreningens gironummer er stadig 45678.

Bestyrelsen ønsker til slut kraftigt at støtte Kristian Vesters opfordring til gamle elever om at lade sig optage som medlem­ mer af »Den selvejende institution, Ryomgård Realskole«. Dens fundats findes trykt i årsskriftet 1961. Medlemmer, der ikke har dette, kan få særtryk af fundatsen ved henvendelse til skolen eller til elevforeningen. Indmeldelse på ordinær vis kan ske ved henvendelse til skolen, evt. ved indbetaling af ind­ skuddet på skolens girokonto 38913 med bemærkning om, at det drejer sig om medlemsskab. Ønsker man optagelse på lem­ peligere vilkår, kan henvendelse herom ske til formanden, lrs.

1. Vester-Petersen, Torvegade, Randers. Denne opfordring fra skolens ihærdigt arbejdende formand fortjener faktisk en strøm af indmeldelser.

Med disse ord sender den jubilerende forening sine medlem­ mer de bedste jule- og nytårsønsker med tak for de 25 år, der er gået.

Bestyrelsen.

51

Elevforeningens nye love

Efter vedtagelsen på generalforsamlingen den 23. oktober 1965 af enkelte mindre lovændringer, der nærmest er ar betragte som en it jour-føring, ser vore love nu således ud:

1. Foreningens formål er:
   3. I erkendelse af Ryomgård Realskoles egenartede pædagogiske nd at styrke skolens arbejde derved, at medlemmerne altid optræder som skolens venner.
   4. Ved sammenhold med skolen og ved indbyrdes sammenhold at op­ retholde et kammeratskab, der kan være den enkelte til glæde, for­ eningen til gavn og skolen til ære.
   5. At omfatte skolens elever med venlighed og
2. Medlem af foreningen kan enhver, der er udget fra Ryomgård Real­ skole – med eller uden eksamen – blive, såfremt han/hun efter be­ styrelsens skøn findes værdig dertil.

Adgang til at blive medlem har endvidere enhver, der er eller har været ansat ved R.yomgård Realskole.

Står bestyrelsen i et tilfælde tvivlrådig, eller er den uenig, kan sagen udsættes til afgørelse på den årlige generalforsamling.

2a. Som passive medlemmer kan optages sådanne, der på en eller anden måde er knyttet nær til skolen eller foreningen. Bestyrelsen udøver skønnet over, hvorvidt de kan optages. Passive medlemmer har ingen stemmeret i foreningens anliggender. De benævnes: Foreningens ven­ ner.

3. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der selv vælger formand, kasserer og sekretær. Mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne skal være kvinder, ligesom mindst 3 skal være mænd.

Bestyrelsesmedlemmerne afgår hvert andet år med henholdsvis 4 den ene gang og 3 den anden, dog kan genvalg finde sted.

Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige.

4. For at foreningen stadig kan stå i forbindelse med skolen, vælges det ene bestyrelsesmedlem blande skolens lærerpersonale.
5. Hvis forslag derom fremsættes på en generalforsamling og vedtages

af denne, kan foreningen oprette en juniorafdeling, som kan optage medlemmer blandt skolens elever fra I, II og III real + 8., 9. og 10.

klasse.

Dee blandt skolens lærerpersonale valgte bestyrelsesmedlem er født formand for nævnte juniorafdeling, til hvis bestyrelse hver klasse vælger sin repræsentant.

6. Elevforeningen afholder generalforsamling på et af bestyrelsen valgt sted en gangrli

52

Det er ikke nødvendigt, dette sted bliver skolen, men skolen har for­ pligtet sig til at stille lokaler til d\dighed for foreningen, såfremt det ønskes, og såfremt tidspunktet falder indenfor skolens ferier.

Generalforsamlingen afslutter med en årsfest, hvis program bestyrel­ sen fastlægger, idet den virker som festkomite.

7. Juniorafdelingen afholder sin årlige generalforsamling på skolen efter forhandling med

Denne generalforsamling slutter også med en årsfest.

8. Foreningens legater bestyres af elevforeningens bestyre
9.  

Foreningen bestyrer for tiden 3 legater, hvoraf de to førstnævnte er oprettet af Ryomgård Realskole.

• Skolebestyrer Axel Munchs mindelegat uddeler hvert år en legat­ portion på 50 k til den af skolens elever, der opnår den største eksamen.

Legatportionen, der inden 15. juni hvert år udbetales til forenin­

gens kasserer fra Ryomgård Realskole, overrækkes vedkommende elev ved skolens translokation af elevforeningens formand.

• Skolebestyrer Axel Munchs

Fripladsen, der ydes af Ryomg:ird Realskole, uddeles af elevfor­ eningens bestyrelse, til hvem ansøgning om fripladsen indsendes, efter at bestyrelsen i de lokale blade har bekendtgj6rr, når fri­ pladsen er ledig, og tidspunktet for ansøgningsfristens udløb. Fri­ pladsen omfatter fri skolegang på Ryomgård Realskole og skal tildeles en værdig og ubemidlet elev.

Det bemærkes, at faderløse børn har forrangen til fripladsen, som

løber fra 5. klasse, indtil eleven forlader skolen.

• Skolebestyrer Søren Vester-Petersens

Legatets formue er den sum, der er indsamlet blandt foreningens medlemmer efter Vester-Petersens død i 1961.

Foreningens bestyrelse er ansvarlig for, at kapitalen anbringes på betryggende måde –  i bank, sparekasse eller i obligationer.

Af legatet uddeles 1 gang årligt 1 portion, svarende til et års ren­ ter med fradrag af et mindre beløb til administration og lign.

Legatet tildeles en elev i II real eller 8. klasse. Legatet kan ikke søges. Ryomgård Realskoles lærerråd udpeger legatmodtageren. Ved udvælgelsen lægges der vægt på, at legatmodtageren har vist sig i besiddelse af gode menneskelige egenskaber, har passet sit arbejde samvittighedsfuldt, udnyttet sine evner, udvist en naturlig og høflig optræden samt været medvirkende til at skabe et godt kammeratskab og et positivt arbejdsklima i sin klasse.

Legatet overrækkes ved translokationen.

Revision sker i forbindelse med revision af elevforeningens regnskab.

53

Såfremt foreningen ophæves, overtager skolens bestyrelse administra­ tionen af foreningens legater.

10. Kontingentet, der betales en gang årlig, indbetales på foreningens postgirokonto til den fastsatte Overskrides denne, sendes der postopkrævning. Gh denne ubetalt tilbage, betragtes dette som en udmeldelse. Det bemærkes dog, at enhver, der indmelder sig i for­ eningen, er pligtig til at betale mindst et års kontingent.
11. Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen, der altid er beslutningsdygtig uanset de mødtes antal, når den er lovlig indvars­ let, hvilket vil sige mindst 3 uger før dens
12. Foreningen udgiver et årsskrift; det redigeres af bestyrelsen eller en af bestyrelsen udpeget
13. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
14. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til formanden.
15. Ophævelse af foreningen kan kun ske efter 2 på hinanden følgende generalforsamlingers beslutning. Ophæves foreningen, træffer general­ forsamlingen beslutning om anvendelse af den eventuelle kassebehold­
16. Det er bestyrelsesmedlemmernes pligt enten direkte ved besøg eller på anden måde mindst 2 gange årlig at komme i forbindelse med
17. Foreningens fane, der benyttes såvel af hovedforeningen som junior­ afdelingen, opbevares på skolen, der indesth for dens stand.
18. Ændringer i nærværende love kan kun ske ved en generalforsamlings beslutning, og når mindst tre fjerdedele af de mødte stemmer for æn­ dringen.

54

Arets studenter:

Personalia

Anja Bro-Jørgensen, Niels Peder Bak, Aksel Breinegård, Erik Brock, Anne-Marie Holm, Bjarne F. Jacobsen, Kristian Kristensen, Steen M. Mo­ gensen, Birte Vester-Petersen, Leo Andersen, Knud Erik Søgaard Jensen, Gunna K. Ji.irgensen, Leif Rasmussen, Per Schneider Hansen, Svend Aaben­ hus, Thorkild Boas, Marina Nørgård Andersen, Steen Bjarne Frisch Ja­ cobsen, Peter Lysgård, Kaj Ingemann Frandsen.

Andre eksaminer:

Olaf Wraae (53) har bestået lægevidenskabelig embedseksamen fra Aar­ hus Universitet. John Juul Eriksen (56), Lis Olesen (58) og Eva Juel Jen­ sen (58) har besdlet lærereksamen.

Elin Clemmensen (59), Jette Testrup (60) har bestået tresproglig korre­ spondenteksamen.

Agnete Bjørn (56), som fik en strålende debut p:l. de skrå brædder i Ry­ omgård Realskoles juleforestilling 1955, »Pernilles korte Frøkenstand«, hvor hun spillede titelrollen, har fulgt successen op. Hun bestod i sommer eksamen som skuespillerinde fra Aalborg Teaters elevskole og blev derefter engageret af Det danske Teater, hvor hun overstrålede successen fra Ry­ omgård i Klaus Rifbjergs »Udviklinger«.

Følgende har indgået ægteskab:

Tove Legarth (49) med lærer Erik Pedersen. Eigil Toft (53) med lærer­ inde Jytte Damm. Ruth Schøler (56) med repræsentant Ebbe Toldstrup. Søren Aagaard (56) med sygeplejerske Gunild Justesen (58). John Juul Erik­ sen (56) med seminarieelev Gerda Frank. Herluf Poulsen (57) med kontor­ assistent Inga Sørensen. Knud Knold (58) med omsorgsassistent Elisabeth Jensen. Bruno Hansen (58) med ekspeditrice Anne-Grethe Pedersen. Lis Olesen (58) med lærer Jakob Jakobsen. Kirsten Godt (59) med Peter Hørs­ man, Colombo. Birgit Bilde Andersen (59) med revisorassistent Benny Ty­ strup Larsen. Aase Madsen (62) med Bernhard G. Nielsen (59). Sonja Helbo (60) med arkitektstuderende Knud Rasmussen. Ida Skipper (60) med mekaniker Bernt Simonsen. Conny Gaarde (60) med maskinarbejder Preben Andersen. Birgitte Brandt Sørensen (60) med forstkandidat Peter Jørgensen. Lissy Knorborg (60) med styrmandselev Ole Jensen. Ingrid Aa­ gaard (62) med elektriker Lars Mogensen. Birgit Jelle Petersen (62) med møbelsnedker Jørn Lindgaard Pedersen.

Dødsfald:

Bankdirektør Edv. Andersen, Hjørring (1918), er afgået ved døden. Palle Johansson, Bønnerup (1962), er afgået ved døden.

Æret være deres minde.

55

Årsoversigt 1. juni 1964–

31. maj 1965

Indtægter:

Bankbeholdning  ……………………………………. .

Girobeholdning  ……………………………………….

Kassebeholdning   ………………………………………

Kontingent   …………………………………………….

Anonym   gave  …………………………………………

Renter af bankkonto ……………………………….. .

Axel Munchs  mindelegat  ……………………………

Udgifter:

Gaver, blomster m. m.  ……………………………

Efterårsfesten  1964 ………………………………… .

Annoncer   ………………………………………………

Porto   …………………………………………………..

Bogtrykker   ……………………………………………

Diverse   ………………………………………………..

Bankbeholdning  ………………………………………

Kassebeholdning   ………………………………………

Axel Munchs mindelegat ………………………….. .

2.315,88

27,00

33,82

4.891,00

100,00

15,51

50,00

7.433,21

177,00

630,35

226,50

620,00

2.939,50

59,94

2.642,77

87,15

50,00

7.433,21

Bankbeholdning Kassebeholdning

2.642,77

87,15

2.729,92

Randers, den 31. maj 1965.

Revideret:

Foldby, den I9. juli 1965.

Randers, den 24. juli 1965.

I-1. Vester–Sørensen.

1. Jacobsen.
2. K. Vester-Petersen.