Erik Munch - 60 års hyldest

ERINDRINGENS BOG.

I 1912 var jeg netop blevet så gammel, at jeg kunne komme ind i seminariets første klasse. Jeg kendte ikke et menneske på stedet, men har velsagtens rent tilfældigt anbragt mig ved et af bordene i klasseværelset. Min sidemand hed I.P.  Ja, han hed nu også Jensen, men det tænkte ingen på. Det havde ringet ind, og vi sad og ventede på, at læreren skulle komme. Pludselig fik jeg et kraftigt puf i ryggen og vendte mig hurtigt om for at se, hvem fredsforstyrreren var. Jeg har sjældent set så magert og knoglet menneske, men han så ud til at være bomstærk, hvad jeg da også ofte har haft lejlighed til at se beviser for. Således stiftede jeg bekendtskab med Erik Munch! Det viste sig, at vi på samme tid var absolutte modsætninger, og dog meget beslægtede åndeligt talt. Det blev rige år, disse 3 år på Hjørring Seminarium, ikke på penge, thi dem var der ingen af os, der havde, men på udvikling.
Hos frk. Petersen (nu fru Munch) mødtes, hvad der fandtes af ånd på seminariet, og det var slet ikke så lidt, for vi var alle unge mennesker og havde derfor høje tanker om os selv. På en eller anden mystisk måde fik jeg seminarieforstanderen til at anskaffe en del instrumenter til et orkester. Der var ikke ret mange, der kunne spille ret meget, men celloen blev betroet Erik Munch, som tog nogle få timers undervisning hos byens cellist. Bratschen blev overladt til en mand med det fint klingende navn Gundelach (vistnok i familie med obersten), – og så spillede vi løs. Vor dirigent var Rasmus Mortensen, der desværre er død. Han var en fin musikbegavelse og nåede at fæstne sit navn i en række små fine sange.

Vi havde mange dejlige aftener sammen. Men også litteraturen havde vor store bevågenhed. Munch var allerede den gang mesteren, som ingen kunne gøre rangen stridig. Det var i seminarietiden, at venskabet med Skjoldborg knyttedes. Et afbræk i denne rige tid var det, da fru Munch forlod os for at begynde sit arbejde på Ryomgård Realskole. Og så kom eksamen. Men lad os kun dvæle ved de lysere minder.

Krigen var brudt ud. Sikringsstyrken var blevet indkaldt.
Der uddannedes mandskab på samlebånd. Munch var kystartillerist. Som højlærd mand blev han uddannet som telegrafist og lå på Lynetten.

Jeg havde haft lidt vikarvirksomhed. Det var ellers svært at få, for der var lige så stor overflod dengang på lærere, som der nu er mangel på dem. Men jeg havde da altså tjent mig lidt penge og rejste i ferien til København for at se til Munch. Fru Munch (dengang endnu frk. Petersen) var der også. Vi fik nogle udmærkede dage ud af det. Jeg havde vist tænkt mig en fjorten dage eller så, men da der var gået otte dage, måtte jeg rejse hjem igen, for pengene var sluppet op. Jo -, vi morede os bestemt storartet.

I 1917 tiltrådte Munch arbejdet ved Ryomgård Realskole. Vel var det Axel Munch, der med sin ukuelige ånd påtrykte skolen det stempel, som den endnu har, men han fandt i sin broder den hjælper, der var i stand til at gennemføre og videreføre hans ideer. De to brødre var i besiddelse af en vældig arbejdsevne, og utallige er de arbejder, som de har fået fra hånden. Mange af dem har Munch allerede selv skildret i elevforeningens årsskrifter, f.eks. da gymnastiksalen blev blændet. Det kostede sved, og dog var Munch bagefter i stand til at køre lysbilledapparatet, som blev drevet med håndkraft. Da julekomedien blev en tradition, ønskede Axel Munch at få indrettet en scene i gymnastiksalen, og Erik Munch og jeg gik omgående i gang med det. Når Erik Munch som ved den lejlighed gav sig i lag med et stykke snedkerarbejde, så blev det i al fald solidt gjort. Senere blev teatrets gulv anvendt til at køre trillebøren på ved bakkearbejdet, og det har Munch jo også selv tidligere skrevet om. En stor sorg var det for os alle at miste Axel Munch, men det er jo lykkedes Erik Munch på en særdeles heldig og smuk måde at føre skolen videre i stifterens ånd. Det samarbejde, som jeg har haft held til at udføre sammen med Munch, har for mig været rigt og stort, og det er jo udelukkende hans skyld. Som det tidligere var Axel Munch, der prægede hele livet på Ryomgård Realskole, således er det jo nu hans lyse ånd, der svæver over den, og jeg vil håbe, at han endnu en lang årrække må være den, der bærer skolen frem, så den stadig må være Danmarks mest særprægede skole.