Jul på Ryomgaard Realskole 1930

Jeg var så heldig at gå på Ryomgård Realskole hos brødrene Axel og Erik Munch. Mange i omegnen vil sikkert ligesom jeg med glæde tænke tilbage på skoletiden der.
Der var naturligvis dage med slid, men også mange festlige stunder. Som regel er det jo sådan, at just de glade og gode timer husker man bedst. Sådanne dage kom hvert år, når vi passerede d. 1. december. Dengang blev der sunget morgensang i alle skoler i landet. Men i Ryomgård ville det være lidt svært, da eleverne kom fra et stort opland. Med Grenåbanen fra øst og vest, med Gjerrildbanen, foruden de mange, der kom cyklende langvejs fra. Derfor kunne ankomsten være spredt.

Første time begyndte 99.25 og vi havde i dagens løb syv lektioner og to frikvarterer. Morgensang blev derfor sunget ca. 10.30. Man kaldte det halvtolvsang
Men vi sang altså hver dag kl. 10.30. Som regel var det gode danske sange, men ofte også de såkaldte ”Ryomske sange”, som var skrevet af Axel Munch, skolens stifter og leder, eller af Erik Munch, dengang inspektør, senere skolebestyrer, eller I.S. Magnusson, en dygtig men særpræget lærer.
Men 1. december begyndte juletiden på skolen. Fra denne dag blev dagene festligere, og vi sang hver dag en julesang eller julesalme. Og på en eller anden måde blev vi løftet deraf, måske fordi der også foregik et eller andet, som ikke alle fik kendskab til. Erik Munch, der skrev mange sange og vers, ofte under mærket ”manden der grubler”, kunne skabe en hel del mystik, som gjorde os mere end nysgerrige. Han kendte antydningens kunst, og kunne fortælle ”selvoplevede juleeventyr”, som var mere end hårrejsende.
Lærerne havde en evne til at skabe en smittende forventningens glæde. Og mellem eleverne vidste nogen helt bestemt, at den og den havde været på kontoret, ikke fordi der var noget galt, men de skulle være med i en skolekomedie til afslutningen. ”Men du må altså ikke sige det til nogen!” Ganske rigtigt! Til juleafslutningen, der gerne foregik den 22. december, var alle feststemte.
Dagen før havde vi fået instrukser af Axel Munch: ”Skolen går ud fra, at alle er renvaskede og i feststemning. Og husk – drengene må have slips på! Ellers ser man jo ikke ordentlig ud!”

Ja, tiderne ændrer sig!

Normalt tog vi med tog fra Mørke kl. 9.00 og kom hjem igen kl. 14.30. Men til juleafslutningen tog vi afsted med eftermiddagstoget, så festen kunne begynde kl. 14. I mine første år i Ryomgård marcherede vi i samlet trop til hotellet, hvor vi i den store sal så en julekomedie, der tit var skrevet af Axel Munch. Således husker jeg f.eks. ”Zoologien, der blev væk”, men handlingen er for længst glemt.
Som omtalt var det som regel 6. og 9. klasserne, der debuterede på de skrå brædder, og gerne med stor succes. Især mindes jeg med glæde opførelsen af ”Genboerne” i slutningen af tyverne. Her optrådte Jørgen Høegh, Ørsted, som løjtnant von Buddinge. Senere har jeg set Poul Reumert i denne rolle, men i min erindring får Jørgen Høegh førsteprisen.
Jørgen er for længst død, men som arkitekt kom han vidt omkring i verden. Måske vil man fra rejser til Italien kunne huske hans storebroder Ole Høegh, som også var et stort skuespillertalent.

Efter skolens ombygning i 1933 blev festerne afholdt i den store gymnastiksal på skolen. Fra disse år husker jeg endnu et stykke: ”Fortidens skygger i nutidens lys”. Et skuespil med mange mærkelige optrin, melodrama og sange. Det handlede om elever fra skolen, Hans og Peter, som på forunderlig vis kom en tur til fortiden.
I 1934 var min årgang blevet 9. klasse og vi fik vor debut i ”Hans Hansens svar”. Handlingen foregik på Ryomgård Realskole i vort århundrede. – De to nævnte var skrevet af Axel Munch, og i mange af stykkerne indgik ”de ryomske sange”.

Udover disse skolekomedier var et stykke, som gik igen år efter år, og som var med til at skabe den rigtige julestemning, nemlig ”Jul på Rævehøj”. Her optrådte de to nisser, som hvert år blev spillet af to bestemte elever, Yrsa og Villy Hald fra Ryomgård. Selv efter at de havde forladt skolen, kom de tilbage og optrådte i ”Rævehøj”.
Efter forestillingen kom vi tilbage til skolen. Efter ombygningen samledes vi i foredragssalen, hvor vi sang skolens julesang, som ofte klinger i mit indre ved juletid:

”Kom lad os nu på børnevis
istemme Jesusbarnets pris.
Og han, som spæd i krybben lå,
vil ej vor takkesang forsmå.
Pris og ære være du Guds søn,
Hosianna, hosianna synger vi Guds søn.”

Herefter bad Axel Munch skolens duks ringe julen ind (det var før elektronikkens tid), og når dette var sket, råbte han: ”Glædelig jul”! Så var det jul for os elever, og vi sluttede med at synge skolens dejlige sang: ”Skal gammelt venskab være glemt og aldrig mindes mer”!

Vi drog hjem i herlig julestemning, fyldt med forventningens glæde over de dage, som skulle komme og med bevidstheden om en lang juleferie helt til den 7. januar, skolens fødselsdag. Disse minder er gode at tænke på!