N.P. Bager: 7 aar, svunden Tid vi aldrig ser - Del 4
Kilde: Niels Peter Bager skriver om sin tid på Ryomgård Realskole 1928 – 1935
om hans tid i 6. Klasse, 1931 – 32
DEN DELTE KLASSE
Da vi sluttede i 5. Klasse var der saa mange Elever i Klassen, at det blev besluttet at dele den i to Parallelklasser fra det nye Skoleaars begyndelse. Og da det begyndte var vi var vi 40 i Klassen. Der kom nogle enkelte nye: Mogens Eriksen fra Grenaa, Kaj Nyholm fra Gl. Estrup og Carl Engel Jensen fra Thorsager. Vi var meget spændte paa at se, hvordan Klassen skulde deles, men det blev ordnet efter Registrenumrene, som vi havde faaet efterhaanden som vi var blevet indmeldt i Skolen.
Der var 20 i hver Klasse, saaledes at 6. Klasse A havde numrene fra 1-20, mens resten var i 6. Klasse B. De 20 i 6. Klasse A var saaledes de Elever, der først var blevne indmeldt. Jeg havde nr. 14 og sad paa 4. aar sammen med Viggo Sørensen. Else Nissen, der havde registreringsnummer 24, var eneste Pibe i B Klassen, i hvilken Anledning hun blev flyttet over i A klassen, medens Otto Christoffersen kom i B Klassen. De to Klasser havde ikke helt de same Lærere. Således havde Hr. Birkelund B-Klassen til Regning, medens vi havde Hr. Kjeldsen til det Fag.Hr. Kjeldsen var en ny Lærer. Han havde selv gaaet i Skole her. Jeg kan huske, At Skolebestyreren kom ind i Klassen med Hr. Kjeldsen, som blev præsenteret for os. Da Skolebestyreren var gaaet, begyndte Hr. Kjeldsen at høre os i Tabel og Hovedregning. Da havde jeg mit første og – vistnok sidste – Sammenstød med ham. Hr. Kjeldsen spurgte: ”Hvad er 16 gange 17?” Jeg sad og saa paa mit Lommeur – sad sikkert hen i mine egne Tanker,, da Hr. Kjeldsen spurgte mig: ”Hvad har Du det til?” ”Til at se paa”, svarede jeg lidet anende, at jeg helt havde misforstået ham. Spørgsmaalet var jo angaaende 16 gange 17, og ikke angaaende ure. At Hr. Kjeldsen troede, at jeg var Næsvis, kan vel tilgives.. Jeg haaber og tror ogsaa nok, at Hr. Kjeldsen med Tiden fik en anden Opfattelse af mig. Men nu og her sagde han: ”Jeg tror, at De trænger til at komme en Tur ud paa Gangen”. Naa – det blev dog ikke til noget, men jeg husker, at Hr. Kjeldsen, som vi havde til Regning, Fysik og Religion, holdt godt øje med mig i nogen Tid efter dette lille pinlige Intermezzo.
Som sagt saa havde vi altsaa Fysik og Religion med Hr. Kjeldsen. I mange Aar havde Hr. Dynesen alene undervisning i Fysik, men nu skulde vi altsaa have en anden. Vi blev dengang undervist i Fysik i Samlingen, hvor der paa det Tidspunkt baade var Naturhistoriesamling og Fysiksamling. Senere paa Aaret blev Fysiksamlingen skilt ud fra Naturhistoriesamlingen, der efterhaanden voksede, saa at den nu er en af de største, mest storslaaede og pragtfulde, der findes paa Skoler i Danmark. Dette ikke være skrevet af Lokalpatriotisme. Det er virkelig Tilfældet, hvilket flere af Landets ledende Skolemænd ogsaa har udtalt.
Men nu Fysiksamlingen. Den blev flyttet ned i Kælderen, hvor der indrettedes et Undervisningslokale til Fysik. Pladsmanglen paa Skolen var i disse Aar meget mærkbar. Her nede i Kælderen forklaredes for første Gang for os om de store Naturkræfter, som Magnetisme og Elektricitet er.. Og med Interesse og Spænding fulgte vi de Forsøg, som Hr. Kjeldsen lavede. En Gang stod jeg paa en Skammel med Glasfødder og holdt min ene Haand paa Elektricermaskinens positive Konduktor. Da jeg stod der, kunde jeg trække Gnister ud af Næse og Øren paa mine Kammerater – og mit eget Haar stod oprejst – det var altsaa Haarrejsende! Da vi kom til Elektromagnetisme byggede flere af os en lille Elektromotor.
Jeg kan huske, at Svend Andersen byggede en efter tegninger fra Drengebladet. Vi havde dem med til Fysik – som de dog snurrede, naar der blev sat 4 Volt til dem.
Til at passe det nye Fysiklokale blev der udnævnt en Embedsmand fra 9. Klasse. Det var Otto Rasmussen (Sporskifteren), der var ”Laborant”, som han kaldtes. Til at passe Naturhistoriesamlingen var der en Konservator.
I 6. Klasse blev jeg Hr. Magnussons Protokolfører, hvilket jeg var i de resterende Klasser. Ogsaa i den henseende havde vi en Glemmekasse. Jeg kan huske, at vi skulde have valgt en Kasserer. Der blev opstillet to Kandidater, hvoraf jeg var den ene. Den anden var Hans Ole Vinterslev. Hans Ole blev valgt – med, ja, jeg ved ikke mere med hvor mange Stemmer, vistnok 11.
Vi havde troet, at vi skulde have Hr. Magnusson til Tysk, men vi fik her Hr. Dynesen, som førte os op til Eksamen i dette Fag. Nu maatte vi saa til at lære alle disse grammatiske Regler, som det tyske Sprog jo er rig paa. Vi begyndte med: Ich bin, du bist osv. Senere kom denne her: Durch, für, gegen, ohne, wieder, um, kennst du nicht akkusativ, dann bist du dumm. Der var ogsaa noget med, at i en ”bist” staarr Udsagnsordet sidst. En ”bist”, det var en Bisætning. Ak, ja – vi turede rundt i disse Regler, men lærte dem jo alligevel til sidst.
Vi havde ogsaa Hr. Dynesen til Sang og Gymnastik. Det var sammen med 7. Klasse, vi havde disse to Fag. I Sang – ja disse Noder – vi skulde lære dem, men vi havde saa sandelig ondt ved det. Mens ellers var vi glade for Sangtimerne. Nu i denne Klasse sang vi trestemmige Sange. Jeg sang 2. Stemme. Og hvad vi sang? Ja – vi sang bl.a. ”Nu lider Dagen jævnt og trindt” – vi sang ”Venner ser paa Danmarks Kort”. Den sidstnævnte til Erik Munchs Melodi.
I Gymnastiktimerne havde vi paa Sommerdage Haandbold. Uforglemmelige Stunder! Det var paa den Tid, da 7. Klasse gik til Præst. Vi maatte da spille alene. Det var nu ogsaa mere morsomt, for saa var vi jo ikke saa mange. Jeg havde forskellige Pladser bl.a. Maalmand. Jeg kan ikke med god Grund paastaa, at jeg havde Succes, men Fiasko var det vel heller ikke. Mest spillede jeg Back. Men som allerede før nævnt, spillede vi til af Hjertens Lyst, og vi svedte, saa vi var gloende røde i Hovedet bagefter. Da vi kom til d. 1. dec., rejste Hr. Birkelund bort fra Skolen. Vi havde i 6. Klasse ikke haft ham, men alligevel var vi kede af, at han rejste. Vi havde jo haft ham i alle de Aar, hvor vi vel nærmest var nogle ”Rollinger”. Vi havde altid været glade for ham. Da han rejste blev Skemaet ændret noget og 6. Klasse B fik nu Hr. A. Munch til Regning. Vi andre i 6. Klasse A fik først Skolebestyreren i 7. Klasse.
Da Skolen skulde spille Julekomedie dette Aar – Jul 1931 – blev vi opfordret til at melde os til det, men jeg kan huske, at hverken Viggo eller jeg maatte gøre det. Det var et Stykke, der handlede om ”Dovregrubben”, der blev spillet. Der var flere Troldunder med i det – heri blandt fra vor Klasse Ove Nissen, Ove Sørensen, Svend Andersen og Vagn Tylin.
Vinterdage sker det ofte, at en Influenza-epidemi raser. Og det skete ogsaa, da vi gik i 6. Klasse. Jeg kan huske, at Klassen var heftig angrebet, at der kun var 5 i Skole i B-Klassen, mens vel ca. Halvdelen af A-Klassen var syge. Det medførte, at Skolebestyreren bestemte sig til at lukke Klassen nogle Dage, for at vi saa kunde blive raske. Jeg kan endnu huske, da min Broder kom hjem og fortalte, at Klassen var lukket. Jeg havde selv været syg, men var den Dag saa rask, at jeg skulde have været i Skole den næste Dag. Nu fik jeg saa helt uventet et par Fridage.
Da vi mødte i Skolen igen, var der heller ikke en eneste, der manglede. Med frisk Mod tog vi fat igen og styrede nu lige mod Marts Prøverne. Fra denne Prøve har jeg endnu i mine Gemmer et Brev fra Hr. E. Munch. Det bærer Udskriften: Hr. Kunstmaler N.P. Bager, 6. Klasse A, og der staar i det: Det meddeles dig herved, at du har faaet ug i Grammatik. Grunden til Brevet, som jeg fik i samme Time, som Prøven blev holdt, var, at vi spurgte Inspektøren om, hvad vi havde faaet i Karakter. Men det ville han ikke sige – jeg fik det jo at vide endda.
Da vi fik vore vidnesbyrdbøger uddelt efter Prøverne, fik vi at vide, at 6. Klasse B var dygtigere end A Klassen. Det var jo meget nedslaaende for os, men det maa dog ogsaa siges, at der i B Klassen, var saa store ”Kanoner” som Aage Agger, Knud Basse (med tilnavnet Basseluren), Holger Andersen og Hans Marius Brøgger.
Efter denne Prøve begyndte vi at spille Haandbold ude paa Banen igen. Men nu var vi kun 6. Klasser. 7. Klasse gik til Præst netop de Dage, da vi havde Gymnastik og Haandbold. Vi mærkede ogsaa paa anden maade, at 7. Klasse gik til Præst. Vi var kommet ind i Eksamenstiden, hvor 8. og 9. Klasse ikke gik i Skole. 7. Klasses Drenge fungerede derfor som Embedsmænd. Men naar disse var til Præst, maatte 6. Klasse gøre det. Vi var meget spændte paa at se, hvem der skulde være Embedsmænd. Ove Nissen blev Ringeduks, Aage Agger Sekretær, Mogens Erichsen og Svend Andersen Hushovmestre, medens jeg blev Anneksdirektør. Det blev nu ikke helt disse embeder, vi kom til at beklæde i 9. Klasse. Det var ogsaa i Foraaret 1932, at vi begyndte at rejse med Motortog. Vi havde hidtil haft Damptog og var taget med de gamle Vogne med de gammeldags Kupeer. Og vi havde haft meget Morskab der. Det kan ikke nægtes, at meget af det, vi lavede der, ikke var helt korrekt. Det skete tit, at en eller anden tog de elektriske Pærer og kylede ud af Vinduet, men det værste var vel dog den Gang Børge Skriver hang i Nettet og hamrede løs paa Væggen med det resultat, at hans Ben lidt efter var inde i Kupeen ved siden af. Selvfølgelig – det maatte ende saadan – og det var vel ogsaa nok hensigten. Naa – han var nu ogsaa den værste. Men da vi begyndte at rejse med Motortog var den slags forbi. Nu kom vi tit sammen med de andre rejsende og kunde derfor ikke tillade os alt
for meget Spektakel før der blev gjort vrøvl. Ofte klagede de over, at vi kom slentrende ned gennem Toget, som om dette tilhørte os. Naa – vi var jo ogsaa en slags Stamgæster. Det var maaske ikke smigrende for os, men hvad…..vi var jo dog Børn.
Men nu stod Sommeren for. Nu gik Dagene lyse mod Midsommer og nu stod 9. Klasserne med Eksamensbeviserne i Haanden – efter at Hr. A. Munch havde talt til dem, om det de nu gik ud til “Til Livets Kampe og Fester.” Skolens Sangkor havde ogsaa sunget. Og nu til Slut sang vi: ”Hurra nu ringes Ferien ind”. Og det blev den. Den blev ringet ind af Skolens nye Duks, den attende i Rækken, Børge Nissen, som var i den nye 9. Klasse.
Det var i Grunden mærkeligt, men det var altid straalende Solskin paa disse Forældredage og Aarsafslutninger – jeg husker ikke en eneste, hvor det var Regnvejr. Maaske derfor staar de ogsaa for de fleste af de gamle Elever som noget af det mest festlige fra Skoletiden.
Og paa denne Dag kom de gamle Elever. Det var morsomt at se, naar de kom – mange med Studenterhue, andre i Uniformer fra Haslev, fra Sorø eller Herlufsholm. Mange af dem var vel ude i det praktiske Liv, men alle mødtes de her til en glad Dag. En Dag hvor de kunde opfriske de Minder, som altid vil binde dem til Axel og Erik Munch, til Lærerne og Skolen.