N.P. Bager: 7 aar, svunden Tid vi aldrig ser - Del 6

I dette Aar blev vi konfirmerede

Jeg husker ikke mere, hvilken Dato det nye Skoleaar 1933-34 begyndte, men at det var en Tirsdag, det begyndte, husker jeg klart. Vi gik jo nu i 8. Klasse og paa denne Dag var Klassen til Præst. Vi, der var fra Mørke, var imidlertid saadan stillet, at vi havde Sommerferie fra Præsten. Vi rejste derfor i Skole. Men der var foruden os kun faa i Klassen. Jeg husker, at vi mødtes paa et Sted i den nye Skolebygning, hvor snart en stor og flot Foredragssal vilde være at finde. Endnu hørtes Haandværkernes Hamren og Banken, endnu kunde vi skue op gennem Loftet ud i den frie Natur.

Men for en Stund tav Svendenes Hammer og Sav. Vi mødtes her en skøn Augustdag og hilstes Velkommen af Axel Munch. Saa sang vi hans Sang:

De sovende Vinde er vakte af Blund,
det lysner bag Bakke og Aas;
og atter saa drager den Nat for en Stund
mod ukendte Riger sin Kaas.

Slet intet vi ved om dens sælsomme Færd –
men lidet agter derpaa;

thi Morgenen kommer, og Dagen er nær,
og Himlen er lysende blaa.

Se Stralerne spille paa Borgtaarnets Tag,
hør Sangen fra Busk og fra Krat.
Vi vender vort Blik mod den kommende Dag
og glemmer den flygtende Nat.

H.H.

Saa skulde der jo skrives Skoleskema og deslige. Og som sædvanlig skulde vi i Skoven. Den næste Dag mødte da hele vor Klasse. Men den var nu tyndet en Del ud. De var nu 14 Aar og kunde godt holde op, men hvor var det uforstaaeligt for os, der blev ved. Nu kom dog alligevel de to bedste Aar af vor hele Skoletid. Viggo Sørensen og Otto Christoffersen var væk nu. Af de fem Drenge fra 3’– ja, der var nu kun Verner Petersen og jeg tilbage. Smaa Sørensen og Axel Vorbjerg var ogsaa væk. Nu begyndte sliddet i Skolen. Alt det forudgaaende var vel for intet at regne. I Engelsk begyndte vi at skrive Version. Version skrev vi til hver Uge og det voldte mange af os Slid. Version er Kamp – var det ikke en Udtalelse af Kaj Nyholm?
Nu havde vi Dansk Stil til hver 14. dag. Der var – som i hele Livet – ikke noget med at luske udenom. Vi havde i Litteratur i større Stil nu end i 7. Klasse – vi læste i 8. Klasse “Genboerne” – “Den politiske Kandestøber” og “Erasmus Montanus” samt en mængde Smaastykker af forskellige danske Forfattere.
I Historie havde vi hidtil haft Inspektøren, men nu fik vi Skolebestyreren. Vi var nu saa langt fremme i dette Fag som den franske Revolution. Jeg saa en Gang i et Blad en Artikel, hvor der bl.a. stod: Lykkelig den Historielærer, som kan gøre Historietimerne levende for Eleverne. Det kunde Axel Munch.
Og netop den franske Revolution og derpaa følgende Tid med Napoleon var hans Yndlingsemne. Hvor kunde han dog fortælle! Han levede med i det, han gik helt op i det. Kære Kammerater! Skulde I nogensinde læse dette, saa vil jeg sige til Jer: “Kan I huske det, kan I huske alle disse Timer?” Og jeg ved, at I kan huske dem. Ingen, der oplevede disse Timer, vil nogensinde glemme dem. Jeg kan huske, ja kan høre alle disse Udtryk, som Hr. Munch havde læst om dette Emne. Hvem kan vel glemme, at “Napoleons Udenrigsminister hed Charles Maurice Talleyrand de Perigord? Kan I huske, han raabte til os dette: Til Elba, Bertier! Kan I – kære Venner – huske dette:

Med sejr fra Moskva til Karthegena,
han dør dog ensomt paa Sankt Helena.

Hr. Munch fortalte ogsaa om Danmarks Forhold paa dette Tidspunkt, om Frederik Den Sjette, om Blichers “Æ Bindstow”, hvor Jens Jensen og Ras Rask fortæller om deres Oplevelser i de Kampe, vi da var med i. Han fortalte om 1848 – Aanden fra 48. Om Studentermøderne:

Længe var Nordens herlige Stamme
spaltet i trende sygnende Skud.

Hr. Munch fortalte, at han som Barn havde opfattet denne Sang saaledes:

Længe var Napoleons heldige Stamme
spaltet i trende syngende Skud!

Vi hørte om Krigen i 64 om Dybbøl, og alt hvad der var om de Sønderjyske Spørgsmaal. Tit citerede Hr. Munch Henrik Ibsens Digt:

Nu flokker sig om Thyras Borg
kan hænde sidste gang.
Et Folk i nød, et Folk i sorg
med Flaget halvt paa Stang.
Forladt, forladt paa farens Dag,
forladt i Stridens Stund.
Var saadan ment det nævetag,
der loved godt for Nordens sag
i Aksestad og Lund.

Skønt det er mange Aar siden Henrik Ibsen skrev dette, saa maa man dog tænke ogsaa nu, da dette skrives: Hvor er det dog aktuelt!

Axel Munch fortalte os ogsaa om Garibaldi, om Gladstone og alle den Tids store. Vi havde ogsaa Skolebestyreren til Aritmetik og Geometri. Vi kan alle huske, naar han kom ind i Klassen fulgt af Sekretæren Aage Agger, der bar Passer og Lineal. Vi løste Ligninger, vi konstruerede, vi beviste og beregnede. Havde vi konstrueret en Trekant, sluttede Konstruktionsbeskrivelsen med dette flotte: Trinagulus constructus est.

Det var Skik, at Skolebestyreren holdt en Tale til 8. Klasse Dagen før denne blev konfirmeret. Denne Tradition blev dog brudt, da vi skulde konfirmeres, idet Skolen nu var midt under Ombygning og Udvidelse. Men vi fik som Skik er fri 3 Dage efter Konfirmationen. Og saa fulgte, næsten lige efter, Prøverne, som for vort vedkommende, var meget omfattende. Vi havde skriftlig Prøve paa Ugens fem første Dage: Stil, Aritmetik, Geometri, Regning og Version. Kort efter Prøverne gik Verner Petersen ud af Skolen, og nu var kun tilbage undertegnede af de fem smaa Drenge, der i 1928/29 tumlede rundt paa Bakken i Fritimerne, og som da gik i 3. Klasse.

Næsten lige ved Juletid var den nye Skolebygning stort set færdig – i hvert Fald saa meget, at den kunde tages i Brug – bl.a. blev Skolens Julekomedie opført i den nye Gymnastiksal. Det var et af Skolebestyreren forfattet Skuespil, som opførtes og det hed:

FORTIDS SKYGGER I NUTIDS LYS’’

Ifølge “Mester Erik” et Skuespil i 4 Akter og mange mærkelige Optrin, Melodrama og Sange. Personerne var disse:

Hans og Peter – Elever paa Ryomgaard Realskole
Skovfeen
Hr. Ludvig Munk til Nørrelund
Fru Inge – hans Frue
Frans og Jørgen – Ludvig Munks Svende
Borgmester Hans Mortensen fra Randers
Jens – Borgmesterens Søn
Dronning Margrethe
Hr. Abraham Brodersen – Dronningens Kansler
Hr. Otto Eriksen til Bjørnholm
Hr. Jep Mus
Alfer, Svende, Dronningens Jomfruer
Prologus

Det var virkelig et Stykke med mange mærkelige optrin, men det blev udmærket spillet af 9. Klasse. En af Sangene er denne, som saa mange andre er indgaaet i “de ryomske Sange”:

Vogt Jer for de Daadløse Timer,
Mismod de bringer i Sind.
Vogt jer for Lediggangs onde Gespenst.
Herre, I aksle jert Skind.

Søvntunge Nætter og Dage,
Ro blandt jer Abildgaards Træer.
Aldrig var Freden en Riddermands dont,
Herre, I griber jert Sværd.

Langfart ad vildsomme Veje
stik mod den strideste Blæst.
Kamp mod hver Fjende, hvert udyr, hver Trold.
Herre, I sadle jer Hest.

Jeg finder i Skolebladet, der blev udgivet til Julefesten 1934, følgende Digt om vor Klasse:

DER HVISKES
En Hvisken, som kan høres, er ofte til Besvær,
for nogle da, om ikke særlig mange.
Hvis du gaar ind i 8’ende og stander Pulten nær,
da kan dit Øre tit en Hvisken fang.

Den lyder stundom ganske fint fra Klassens første Bord,
fra det, som du ved Døren nærmest finder.
Og Klassens mange Elser fryder Hviskets fagre Ord,
mens Timen iler, og mens Dagen rinder.

Dog kan der hviskes i dybest funkle Bas,
der rumler hult som fjerne Lysglimts Torden.
Da kommer Hvisket sikkert fra en Pulten fjernet Plads,
og Hviskets Hvisker kalder Svend til Orden.

Men det kan ogsaa hænde, naar du er Klassens Gæst,
at du forgæves maa paa Hvisket bie.
For – ganske vist, saa hvisker den af alle Klasser bedst,
men heldigvis, den kan da ogsaa tie.

Først i det nye Aar 1934 var den nye Skolebygning færdig. En ny og pragtfuld Skole var det. Nye Klasseværelser var der kommet, ny Gymnastiksal var der lavet med store og lyse Omklædningsværelser med Brusebad. I den gamle Gymnastiksal (foto nedenfor) kunde vi ikke faa Brusebad efter Gymnastikken. Vi fik ogsaa nye Dragter, saaledes at det nu var een stor Fornøjelse at have Gymnastik. Vi havde før kun haft een Time til det – – nu fik vi to Timer hver Gang.

Samlingen, hvori vi før sang Tolvsang, brugtes nu kun til Naturhistorieundervisning. Ny Sangsal, Tegnestue og Fysikværelse manglede heller ikke. Og saa var der den nye Foredragssal, hvor vi hver Dag sang Tolvsang. Det var en stor, lys og festlig Sal med Bænke til alle Eleverne. Rundt langs Væggene sad Lærerne i behagelige Stole. Øverst sad Axel Munch sammen med Ringeduksen og Sekretæren – langs samme Væg sad de øvrige Embedsmænd. Det var Dagens Højdepunkt, naar vi samledes her til Tolvsang. Om Lørdagen var der i den sidste Time Foredrag. En imponerende Talerstol var der ogsaa. Skolebestyreren havde hidtil haft sit Kontor mange Steder. Det var af Pladshensyn flyttet adskillige Gange, men nu i den nye Skolebygning fik Skolebestyreren et Kontor, der sagde sparto til alt, hvad jeg hidtil havde set (og forresten til Dato har set). Det er ikke nemt at beskrive det. Midt i det stod et mægtigt – massivt – Skrivebord. Der var bløde Tæpper og behagelige Stole at falde ned i. Gangen til Kontoret kaldtes naturligt nok for “Sukkenes Gang”! Her paa denne Gang hang Billeder af Skolens Sekretær gennem Aarene. Her hang Billeder af de gamle Elever, der havde sendt Skolen sit portræt. Her hang Axel Munchs Amatørfotografier – smaa og store – som de ogsaa hang paa de øvrige Gange. Det hørte til Axel Munchs kæreste Arbejde at gaa og pusle med disse Billeder – at flytte om paa dem eller hænge nye op -.

Over hele Skolen…”hæver Taarnet højt sin Tind”…ud over Ryom Enge. her knejste Taarnet med Vindfløjen. Herfra var der en vældig Udsigt ud over Ryom Enge, Mesballe Strand, Ryom By og Skolens Bakke med Stadion, Dagmargrotten og højt oppe “Blæsenborg”.

“Mester Eriks” 〈red: skolebladet〉 højt skattede Medarbejder 〈red: Erik Munch〉 – den kære Penkala – besøgte den nye Skole, og her følger resultatet af hans Rundgang.

“Kære Penkala”, sagde Mester Eriks Redaktør og viftede mig om Næsen med et beskrevet stykke Papir. “Kære Penkala. Ved De, hvad det er?” Jeg saa let forvirret op (jeg forvirres let) og rystede nogenlunde paa Hovedet. “Nej, selvfølgelig, det ved De ikke. Naturligvis. De er ikke underkastet Forvandlingens Lov, kære Penkala. Saadan som Skolen. Dette, – ser De, kære Penkala. Dette er et Telegram. Et Telegram fra Skolen. Den beder sende os en Journalist, – mærk Dem, en Journalist – han skal se den nye Skolebygning, m.m.m. Han skal skrive om den. Desuden – vort Blads læsere – forlanger nu Besked om dens Udseende . “Kære Penkala. Er der ingen Mand i Dem. Er De Manden? Er De Journalisten? (Jeg var nu, forståeligt nok, ganske forvirret. Kan De skrive? Har De forsøgt? Tænk Dem om. Skønt nej. Dette er for svært for Dem. Men il – il –”
Jeg følte mig blidt, men bestemt lempet op af min beskedne Kontorstol og derpaa, med et mildt Udtryk stillet udenfor Døren. Oh – og fandt endelig og omsider atter mig selv Ansigt til Ansigt med min Cycle. Jeg besteg den. Afsted til Skolen.
Skønt. Var dette Skolen? Et Taarn knejste. En Vindfløj glimtede i Solen. Jeg listede mig ind i det, der før var min Skolegaard og saa mig forvirret om. Et Raab vakte mig. jeg saa op. Foran mig stod Skolens nittende Duks og betragtede mig truende. Jeg gøs let og sagde:” Undskyld, ærede Holger, men mit Navn er Penkala.” “Sikke noget snak”, brummede Duksen, “Penkala. Det er jo en slags Blyant. Saa meget ved jeg da, skønt mit Speciale forøvrigt er Viskelæder. Naa. Men. Pyt med det. Jeg har ordre – “
“Ja tak, ordrer. Det har vi vist allesammen rigeligt af. Vil De forresten tale med nogen, saa maa De hellere henvende Dem til Sekretæren. Det er den Herre, som staar der henne under østre Bue og grubler over Indskriften paa en Skoleregning. – En trist Bestilling”. Den nittende Duks forsvandt. Jeg gik hen til Sekretæren, der stadig saa grublende og meget tankefuld ud.
“Hm.” sagde jeg, “ærede Poul. Som Pressens Repræsentant indfinder jeg mig ærbødigst og beder om Tilladelse til at se den nye Skole. – De synes at læse?”
“Ja, saamænd,” sagde Sekretæren, “noget i den Retning. Dog – vil De se Skolen, saa bør De henvende Dem til Hushovmesteren. Det er den ældre Herre, der staar nede i østre Gang og ser alvorlig ud. Han har maaske bedre Tid end jeg har, Hr. Penkala. En Sekretær her paa Skolen har ikkun travle Dage. De undskylder.”
Sekretæren gik ilsomt ned gennem Korsgangen, og jeg skred sukkende ned ad østre Gang, standsede foran Hushovmesteren, som betragtede mig aandsfraværende. Jeg bukkede. Jeg rømmede mig beskedent. Og endelig sagde jeg:” Ærede Leo, – mit Navn – -” Jeg blev afbrudt. Hushovmesteren saa strengt paa mig og sagde:” Naa – Hr. Penkala. – Tror De nu ogsaa, at Skolens Embedsmænd har Tid til at rende rundt med Dem. Lyt engang til Larmen fra Søjlegangen. De tror Dem hensat til Gjerrild-toget, ikke sandt? Antager De da virkelig, at vi kan forsømme vore Embedspligter for at tilfredsstille Deres noget ubetimelige Nysgerrighed?” (En høj ung Mand havde imidlertid nærmet sig). “De ser her Skolens Anneksdirektør (jeg bukkede ærbødigt). Tror De maaske, at 7’ Klasse kan komme nogenlunde paa Plads, hvis hans skarpe Blik ikke overvaager Deres Færd? Tror De det, saa kender De ikke 7’ Klasse”.
Hushovmesteren standsede sin Tales rivende Strøm og anholdt en svær Herre, der med stor Iver og en Mælkeflaske i haanden bevægede sig ned ad Gangen. Anneksdirektøren lagde derpaa sin haand paa min Arm og førte mig i Søjlegangens Larm. I Sandhed. Dette mindede mig om Gjerrild-toget paa dets Fart mellem Ryom og Tranehuse. Direktøren sagde et eller andet, som desværre gik tabt for mig og førte mig derpaa mod vestre Gang, idet hans stærke Arm og bestemte Udseende skærmede mig mod et lige saa kraftigt som velrettet Angreb af Kaj, Jørgen og Jens (man gætter let, hvem disse monne være). Jeg var ham taknemmelig. Da vi uskadte ankom til vestre Gang, overgav han mig med en Ordre, hvis Indhold jeg dog ikke forstod, til flere, her ansamlede Embedsmænd, som ikke syntes saa stærkt optagne, som Hushovmesterens Ord lod formode.
De omringede mig. – og nu begyndte et af mit Livs, et af mit begivenhedsrige Livs mest oprivende Krydstogt. Vi gik fra Rum til Rum. Nu i et Badeværelse. Saa i et omklædningslokale. Derpaa op ad vestre Trappe. – En Sangsal. Et Lokale til Fysik-øvelser. (Jeg sendte reagensglassene en medfølende Tanke). En Foredragssal, hvis størrelse betog mig, hvis kuppel henrev mig. Endelig standsede vi i en Gang, og Skolens Færdelsbetjent, som trofast havde holdt sig ved min Side, sagde med dæmpet Røst:” Træd sagde, Hr. Penkala. Træd varligt. Dette er Sukkenes Gang; thi denne Dør fører ind til en vis Mands Kontor. Der bryder De Dem sikkert ikke om at komme. Vi deler alle Deres Følelser. Lad os gaa. Man bør ikke udsætte sig for unødvendig Fare.”

Vi gik, Atter op ad en Trappe. Hen over et Loft. Og omsider befandt vi os i Skolens Taarn, og jeg, – – Men saa ringede Klokken, alvorsfuld og manende. Mine Ledsagere fik travlt. Snart var jeg alene. Helt alene. Jeg støttede mig mod Taarnets Væg og skuede fortumlet ud over Bakken, hvor Stadion, hvor Theatron, hvor Møllen hvor den store Vej o.m.m. i ophøjet Ro lod sig betragte. – – Og nu sneg en nagende Rædsel sig gennem mit oprevne Sind. “Hvorledes kommer du atter ned i Skolegaarden til min tro Cycle”, tænkte jeg. “Skulde jeg råbe om Hjælp. Skulde jeg modigt give mig ud paa en Vandring, hvis Ende ikke lod sig forudse, men som i alle Tilfælde maatte føre mig gennem et saa ufarbart Vejstykke som Sukkenes Gang”
Dog. – – Modet sejrede – – og belønnedes. Jeg fandt virkelig ned, fandt utvivlsomt min Cycle og fandt absolut atter Mester Eriks Kontor. (id_63).

« Gå til del 5  –  Gå til del 7 »