N.P. Bager: 7 aar, svunden Tid vi aldrig ser - Del 8
Kilde: Niels Peter Bager skriver om sin tid på Ryomgård Realskole 1928 – 1935. Denne gang om hans tid i 9. Klasse, 1934 – 35, der er opdelt i fire afsnit.
DEL 1
NIENDE OG SIDSTE KLASSE
Atter sade’ de Svende i Rade,
Maatte atter i Dag vende blade.
Saadan stod der vist et Digt. Nu gjaldt det igen. Nu var sommerferien forbi, og vi gik nu i 9.Klasse. Da vi gik i de smaa Klasser i Skolen, syntes vi altid, at det maatte være dejligt at gaa i 9.Klasse. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men der maa jo have været noget, som vi higede efter – maske var det dette, at det maatte være stort at gaa i ældste Klasse, at være blandt Skolens Embedsmænd. Ligemeget – nu havde vi i alt dette naaet, hvad vi higede og stræbte efter. Vi gik i 9.Klasse, og visse af os var Embedsmænd. Den 15. August 1934 var hele Skolen atter samlet en skøn Morgenstunden i Foredragssalen, hvor vi nu sad paa vore Pladser som Embedsmænd. Og nu begyndte vi igen at slide i det – nu styrede vi lige løs paa vort endelige Maal: Eksamen. Vi havde meget at læse i alle Fag – endnu mere end i 8.Klasse. Jeg kan huske, at vi i dansk litteratur havde ”Hakon Jarl hin Rige”.
Hvor var det vanskeligt at lære. Ak – disse romantiske udtryk og dette for os saa mærkelige sprog. Til Aritmetik og Geometri maatte vi ofte blive paa Skolen om Eftermiddagen. Naar de andre Elever var gaaet, gik Skolebestyreren en Tur med os. Og saa tog vi fat. Det var særlig med Differensrækker og Kvotientrækker, noget som jeg paa nuværende Tidspunkt aldeles ikke husker et ord af. Men der var dog alligevel ogsaa Lyspunkter midt i dette opslidende og anstrengende, ja næsten sveddryppende Arbejde. Ja – sveddryppende – det var ikke Arbejdet, der var det, men det var os – vi Stakler, som det var paalagt at udføre Arbejdet. Naa ja, men der var ogsaa Lyspunkterne. Ja – en Dag i September skulde vor Klasse pludselig paa Botaniser-tur – hele Dagen. Det var noget Axel Munch havde arrangeret for vor Skyld – ene og alene for at glæde os. Vi gik hele Dagen og var først hjemme paa Skolen, da vi skulde med Toget hjem. Vi gik ud af Ryomgaard By efter Skoven til, men drejede til højre [RED: viadukten over Gjerrild-banen var endnu ikke lavet, så N.P. Bager mener, at de drejede til højre ad nuværende Skyttebakken] hen ad Vejen til Attrup, gik saa langs den lille Gjerrildbane, omkring den dybe Vallumsø og op i Skoven – gennem Bøgeskov og Granskov. Overalt fandt vi Blomster og samlede sammen af dem. Det gjaldt om at faa noget ud af saadan en Tur. Vi skulde jo presse Blomster – jeg tror, at jeg til sidst havde 225 stk. Ingen af dem havde jeg købt – det var ellers en meget yndet Skik, at købe de gamle Elevers pressede Planter. Denne Tur blev en Tur, som vi fik megen Udbytte af – ikke blot botanisk, men ogsaa zoologisk. Næste Dansk Stil, som vi fik for ved Erik Munch var en Beretning om denne Tur. Ingen fik imidlertid det helt rigtige ud af denne Stil. Den, der kom nærmest, var vel Mogens Erichsen, hvis Stil begyndte med dette friske:”Marsch” lød det og vi drog ud af Skolegaarden. Det var mærkeligt med denne Mand. Han kunde skrive den mest glimrende Stil, men ogsaa den daarligste af alle. Det var ham, der skrev Ordet ”maaske” som ”MOGSKE”!
Et andet Lyspunkt – et altid tilbagevendende Lyspunkt – var Haandbold-timerne. Hver Tirsdag og Fredag foregik det. 8.klasse gik nu til Præst, og vi var derfor alene om det. Carl Engel Jensen og jeg udtog de to Hold, der stillede på saaledes:
Carl Engel Jensen: Niels G. Poulsen, P. Hansen, Aa. Agger, Ove Nissen (ikkun sjældent), H. Andersen, C.E. Jensen, Nyholm, Skovbjerg, V. Petersen.
N.P. Bager: Ellehauge, Basse, J. Hansen, Bent Mogensen, H. Rasmussen. E. Lund Jensen, Vinderslev, N.P. Bager, Kaj Møller.
I den første Kamp, vi havde i 9. Klasse, var Jørgen Hansen Maalmand og Kaj Møller Center, men det gik slet ikke. Saa byttede de, og vi var næsten altid stærkest, om end vi ikke vandt hver Gang. Kaj – ja, han var faktisk den fødte Maalmand og Jørgen en genial Mand at have paa Midten. Vi fik i denne Sæson i alt 15 Maal, og heraf lavede Jørgen de 12, medens Vagn Ellehauge lavede to Maal og Bent Mogensen et Maal. Vi vandt Sæsonen med 12 Points mod Carl Engels 10 Points. Som Dagspressen stadig fører Resultatlisterne a’jour, samledes førte vi ogsaa den Gang Resultaterne ned i vore Bøger samledes, at vi i Dag er i Stand til at bringe de for os den Gang saa vigtige Resultater:
28/8 2 – 1 til Carl Engel Jensen
31/8 1 – 0 til N.P. Bager
4/9 2 – 1 til Carl Engel Jensen
7/9 2 – 0 til N.P. Bager
11/9 3 – 0 til Carl Engel Jensen
14/9 3 – 0 til (?)
18/9 3 – 0 til N.P. Bager
21/9 1 – 1
28/9 2 – 0 til N.P. Bager
2/10 3 – 2 til N.P. Bager
5/10 1 – 1
Den 15. September 1934 udkæmpede 9. Klasse en Haandbold-dyst mod et udvalgt Hold fra 6. og 7. Klasse. Det var en Lørdag Eftermiddag, hele Skolen havde fri og overværede Kampen, som vi vandt. Hvor meget vi vandt med, kan jeg ikke huske, men vi stillede op saaledes:
Kaj Møller Aage Agger / N.P. Bager Ellehauge / K. Nyholm / E.L. Jensen Villy P. Skovbjerg / J. Hansen / / B. Mogensen / C.E. Jensen
Da vi saa fik Efteraarsferie, var det forbi med Haandbold. Nu rykkede vi ind i Gymnastiksalen, hvor vi ogsaa kun var 9. Klasse, fordi 8. Klasse skulde have Ekstratimer i Regning.
I Historie havde vi Samfundslære med Skolebestyreren. Vi læste i den af ham forfattede Lærebog – og var meget interesserede i det. Vi ikke alene lærte det, vi drøftede det ogsaa med Skolebestyreren. Der var ikke noget Terperi. Det hele gik saa glat. I disse Timer kunne vi ofte komme i forrygende Diskussion – ogsaa med Axel Munch. De fleste Mennesker har vel en Mening. Det havde vi ogsaa paa det Tidspunkt, selvom vore Meninger ikke var saa Grundfæstede som senere, men i højere Grad præget af vore Forældres og vor Omgangskreds’s Meninger. Men alligevel – vi havde altsaa visse ideer om Samfundet, om Politik og lignende. Og Axel Munch hørte gerne paa os. Han hørte gerne paa Kaj Nyholm, denne KU’er, som var saa frimodig at bære samme Forenings Emblem i sit Opslag, og som derfor naturligvis ogsaa mente, at den danske Hær og det danske Forsvarssystem i det hele taget, var altfor ringe og utilstrækkelig. Mogens Erichsen var stedse sammen med Ove Nissen hans Forbundsfælle, medens Harry Rasmussen med flere der vel nærmest var socialdemokratisk indstillet, altid paaberaabte, at Hæren paa det Tidspunkt kostede ca. 50 Mill. Kr. om Ugen – dette fremgik af Finansloven, som ogsaa enkelte af os fik Lejlighed til at se. Ligeledes hørte Axel Munch gerne paa alle vi andre, som f.eks. Jørgen Hansens altid hvasse Anklager paa Regeringen Stauning. Axel Munch var ikke bange for at lade en Time gaa til disse i øvrigt endeløse Diskussioner.
Hele denne Interesse, som vi nærede for Livet ude omkring, førte til, at Axel Munch i en Time foreslog, at vi skulde holde et Efteraarsmøde. Det var der en Klasse før, der havde gjort, nemlig 9. Klasse 1929. Men til en Begyndelse rystede vi alle sammen paa Hovedet af denne Tanke. Senere blev vi imidlertid interesserede i det. Skolebestyreren blev jo ved at tale om det. Og saa besluttede vi, at nu skulde det være. Det var jo faktisk heller ingen dårlig Ide, det var noget, som vi kunde faa brug for senere: at kunde sige noget paa Talerstol. Det var vældig opdragende. Det blev da bestemt, at følgende skulde tale om et Emne, som var frit: Kaj Nyholm, Mogens Erichsen, Harry Rasmussen, Jørgen Hansen, Niels Gudmund Poulsen og N.P. Bager. Til mødets Dirigent valgtes Aage Agger. Jeg lavede en Plakat med et Efteraarsagtigt Motiv og denne Indskrift: 9. Klasse indbyder herved 6 – 7 – 8 – Klasse samt andre interesserede til:
EFTERAARSMØDE
DEL 2
EFTERÅRS-MØDE
D’Hr. K. Nyholm, M. Eriksen o.s.v. har lovet at tale. Mødets Dirigent er Aa. Agger. Efter Talerne Diskussion.
Jeg valgte at tale om den danske Radiofoni. Det var i virkeligheden et stort Arbejde at forberede dette Foredrag. Vi skulde tale i et Kvarter hver. Der skal meget mere Stof til end man tror. Men Dagen kom og Timen oprandt, da Mødet begyndte. Dirigenten bød velkommen og aabnede Mødet med at give Ordet til den første “ærede” Taler. Det var mig. Og jeg besteg Talerstolen – til min egen forbavselse uden Nervøsitet. Og saa – jeg talte – aandeløs Spænding fra Forsamlingen jeg talte om den danske Radiofoni fra dens spæde Begyndelse og lige til Dato – talte om Programmerne – rakkede ned paa Torsdagskoncerterne m.m. Jeg talte i et helt Kvarter og vandrede saa ned – under Bifald (jeg tør ikke sige eller kan ikke sige, om dette var Orkanagtigt, da jeg kun tænkte, at nu var det jo overstået) – fra Talerstolen.
Næste Taler var Mogens Erichsen, og nu gik det Slag i Slag. Der skulde jo have været Diskussion bagefter, men Tiden tillod det ikke. Til slut takkede Axel Munch 9. Klasse for denne Eftermiddag. Mødet var til Ende – vi drog Hjem med en Følelse af en vis Glæde og Stolthed over, at det hele var gaaet saa glimrende.
Det lokale Organ “Landbobladet” bragte følgende Referat fra Mødet: Eleverne i Ryomgaard Realskoles 9. Klasse var indbudt Eleverne fra de tre ældste Klasser og Skolens Lærere til Efteraarsmøde Fredag Eftermiddag den 16 ds. efter Skoletid. Mange havde fulgt Opfordringen, og Skolens Foredragssal var godt besat, da Mødets Dirigent Aage Agger, Ørum, aabnede Mødet og meddelte Programmet for Dagen. Dirigenten gav derefter Ordet til den første Taler, Niels Peter Bager, der, efter at Foramlingen havde sunget en Sang, holdt et godt bygget og velholdt Foredrag om Radio. Den næste Taler var Mogens Erichsen, Grenaa, der talte om Jernbanerne før og nu, og efter dette Foredrag talte Niels Gudmund Poulsen, Mørke,, om Folkeforbundets Betydning for afhjælpningen af Opiumslasten i Østen. Der holdtes nu en Pause, og Mødet tog saa atter sin Begyndelse, efter at man havde sunget Sangen “I Sommeraftensvale”. Harry Rasmussen talte om Lovgivning gennem Tiderne, og dernæst talte Jørgen Hansen om Statsstyrelsen, hvorefter Talernes Række sluttede med, at Kaj Nyholm, Gl. Estrup, holdt et velunderbygget og udmærket Foredrag om vort Forsvar. Det var nu Meningen, at der skulde have været Diskussion, men da Tiden var stærkt fremrykket, blev denne Del af Programmet opgivet. Det meget vellykkede Møde sluttede med, at man sang “Skal gammelt Venskab være glemt”, hvorefter Dirigenten sluttede af med en Tak til Forsamlingen. Skolebestyrer Munch bragte på Tilhørernes vegne 9. Klasse en Tak for den interessante Eftermiddag.
“En Tilhører”
Naa – et andet – ikke slet saa nøgternt Referat – gav “Penkala” ⦋redaktøren for skolebladet “Mester Erik”, red⦘ i “Mester Erik”. Til denne Beretning maa forudskikkes visse Bemærkninger, saasom, at jeg en Gang i et Frikvarter “var kommet til” at rive Opslagstavlen i Klassen ned, hvorved den gik i Stykker og et stykke Papir, hvorpaa var skrevet en Række Potenser, deltes i to Dele. Endvidere: Bent Mogensen røg Tobak, saa enhver kunde lugte det. Holger Andersen sad en Gang i et Frikvarter inde i Naturhistoriesamlingen i Lærerens Stol og spiste sin Frokost, da Skolebestyreren pludselig kom ind ad Døren. Aage Agger sagde en Gang, vi havde Aritmetik og Axel Munch regnede ud paa Tavlen: “Hvor kommer det 9 – Tal fra!” Til Slut var der Ove Nissen, der havde den Skik eller Uvane altid at stikke Folk med Knappenaale – Og saa Penkalas Beretning:
FOREDRAG.
“Kære Penkala” sagde Mester Eriks Redaktør, “Kære Penkala. De maa af Sted – Far Dem- Men ganske kort, – Af Sted. Af Sted (jeg maabede), – De fatter ikke; naturligvis, – som sædvanlig. – Og dog – I Skolen venter – Mester Eriks Læsere venter – paa hvad? (jeg var nu, hvad Harry vilde kalde, ganske eshaufferet). Paa hvad – paa hvad? Paa et Referat, en Beskrivelse, en Fremstilling. De ved jo dog, kære Penkala, at 9. Klasse har holdt Efteraarsmøde. Vi maa nu fortælle om dette, – hører De – vi maa, maa, maa.” Redaktøren var nu ganske ophidset. Da jeg i lignende Situationer stedse har erfaret, at man, naar Chefens Sind har naaet en Kogepunktet nær liggende Varmegrad, bør forsvinde, forsvandt jeg, – isoleret og umandigt. Besteg den sagsomspundne Cykle og satte Kursen mod Skolen.
Jeg standset for “Skolens Porte”, fik med noget Besvær en af dem lempet op og befandt mig nu, – som saa ofte før – paa Skolens Grund, – en Larm hørtes fra Gaarden og lod formode, at man havde Frikvarter. For ikke at vække Opsigt, ufornøden Opsigt, – jeg huskede paa, at en vis Mand ikke ynder Besøg i Skoletiden, – sneg jeg mig ret lydløst ind ad Hoveddøren og befandt mig snart paa nederste Gang, hvor jeg traf et æret Medlem af K.U. Skolens aarvaagne Færdselsbetjent – netop ved 9. Klasses Efteraarsmøde havde holdt et ligesaa tankevækkende som agitatorisk Foredrag om “Vort Forsvar”.
“Ærede Kaj”, sagde jeg, “ærede Kaj” Mit Navn er Penkala – og jeg er ganske udygtig til al Krigstjeneste. Jeg maa derfor bede mig betragtet som Nonkombatant. “naa, De er af den slags, Hr. Penkala”, sagde Kaj og saa paa mig med en Kompagnichefs køligt vurderende Blik.
“Naa, De er af den slags. Se, Se. De ser dog ret kraftig ud. De kunde dog maaske gennem god Træning, ubarmhjertig Træning (jeg blegnede) blive skikket til at Møde et Projektil. Selv om De mangler Mod, har De dog Krop. Og naar Dagen kom –
“—ærede Kaj” fik jeg omsider Indskudt, “Jeg er absolut og ganske afgjort, omend kun lige i Øjeblikket, en fast overbevist og paalidelig Forsvarsven – jeg vilde blot -”
“- ja, vilde blot snakke og vrøvle, ikke sandt. Men kæmpe. Alt er Kamp, – Version er Kamp.
Under denne, – jeg tør nok sige indholdsrigt Samtale, var Kaj og jeg imidlertid kommet hen til nederste trappe. – Ganske automatisk begyndte jeg opstigningen, – og ja – saa optaget var jeg, jeg opdagede ikke, at Kaj havde forladt mig, før jeg stod paa øverste Gang. Raadvild gik jeg ind i 9. Klasse, hvor jeg antraf Skolens Konservator, Hr. N.P. Bager, der nedslaget stod og betragtede de hendøende Rester, de endog hurtigt hendøende Rester af 9. Klasses Opslagstavle.
“De synes ikke at more Dem, Hr Konservator,” sagde jeg, idet jeg velopdragent fremsukkede et Suk og saa paa Tavlen med en efter Omstændighederne fortrinligt kunstlet Beklagelse. “Nej, Hr. Penkala”, sagde Konservatoren, – “jeg morer mig saa som saa. Hvad tror De en vis Mand vil sige, naar han stedes Ansigt til Ansigt med denne min Udaad. Jeg har ovenikøbet delt hans Potenser i tvende usymmetriske Halvdele. Se selv.” Jeg saa, skjalv og sagde: ”Jeg deler ganske Deres Følelser ærede Niels Peter. Ganske. Kun maa jeg tilstaa, at der dybest i mit Sind ulmer en Glædens Gnist, fordi jeg ikke har noget med dette følelsesbetonende Vrag at skaffe (jeg pegede diskret paa Tavlen). Imidlertid. Jeg ville gerne i Anledning af Deres saa stærkt omtalte Foredrag, som De saa fortrinligt fremførte ved 9. Klasses Efteraarsmøde, gerne, meget gerne paa mit Blads vegne bede Dem komme med nogle Udtalelser om Radioen og dens Betydning”. “Jeg skal føje Dem, Hr. Penkala”, sagde Niels Peter, “men saa kommer vi til at gaa ind i Samlingen, hvor jeg til Dels og undertiden selv fører Kommandoen. Her er jeg bange for, at mit Mellemværende med Tavlen helt vil beherske min Indbildningskraft, saa at jeg kommer til at give den en Fremstilling af en Enetale, Monolog, vilde Harry kalde, – ført med Styrke, med kendt, aa ja, godt kendt styrke (Konservatoren sukkede) af en vis Mand på et vist Kontor. Lad os gaa”.
Vi gik. Samlingens kendte Atmosfære, stærk som Duften af Bent Mogensens Tobak, virkede beroligende paa Konservatorens forstaaeligt nok stærkt oprevne Sind. Han lænede sig mod et af Skabene og vilde netop til at fremsætte nogle Bemærkninger, da Døren ud til øverste Gang larmende oprevedes, og en ilter ung Mand med fem Rundtenommer i den ene Haand og en enorm Madkasse under samme Haands Arm for ind i Lokalet, hen til Stolen, i hvilken han nedlod sig med stort Bulder. –
Det er ikke mandigt at fly; Kaj vilde paa dette Tidspunkt have nærmet sig Stolen og dens nu stærkt spisende Indhold. – Men jeg, – skønt jeg i grunden havde stor lyst til at, hvordan Skolens Konservator vilde tage denne nye, højest uformodede Situation, – lukkede dog ilsomt Døren til Foredragssalen op og trak mig tilbage.
Med nu vildt dirrende Nerver vandrede jeg gennem Foredragssalen, halvt sanseløs, hen mod sukkenes Gang, en Passage, man ellers bør holde sig fra; men jeg var som sagt ikke længere mig selv. Paa sukkenes Gang mødte jeg Skolens Sekretær, Hr. Aage Agger. Han betragtede mig truende (jeg bukkede og trak mig tre – ja fire – Skridt tilbage) og spurgte barsk: “Hvor kommer det 9 – Tal fra?” Dette var mere, end mine saa haardt angrebne Nerver kunde holde til. Og det er ganske umuligt at have nogen Mening om, hvorledes denne pinlige Situation vilde have kunnet Udvikle sig, hvis ikke et genkendende Smil var hengledet over Sekretærens Træk.
“Naa – aa” sagde han, “der er Dem, Kr. Penkala. Bryd Dem ikke om det med 9 – Tallet. Det er et Mundheld, jeg har, som af og til volder mig et vist Besvær. Træd De bare nærmere. Følg med ind paa mit Kontor. Der kan De faa Lejlighed til at hilse paa Skolens tyvende Duks.” Inden jeg helt havde fattet mig, befandt jeg mig i Sekretærens stilfulde Kontor, Ansigt til Ansigt med den tyvende Duks, der var ivrigt optaget af et eller andet Forsøg, der øjensynligt kun kunde gennemføres ved hjælp af et helt Brev Knappenaale – og maaske kun med det Brev som den tyvende Duks netop holdt i sine hænder.
“De interesserer Dem for Fysik, ærede Duks,” sagde jeg. Men Duksen standsede mig hurtigt i dette mit maaske lidt kluntede Forsøg paa at begynde en Samtale: “Flyt Dem dog, Hr. Penkala”, sagde han. “De sinker mig. Jeg skal ringe. Mit Embede kalder. Har De desuden nogen Forstand paa Knappenaale og deres rette Anvendelse i Aarhustoget. Nej, ikke sandt. – Dunkelt staar det for Dem, dunkelt som et Rodbevis. Gaa De nu hellere ned til Hushovmesteren. De ser lidt medtaget ud (var det sært?). Maaske han vil tage sig af Dem, – jeg kan ikke.”
Vi var under disse Bemærkninger kommet helt hen til Østre Trappe. Duksen svang Klokken, – og sprang ned ad Trappen og forsvandt. Larmen i Søjlegangen formindskedes, hendøde og tav. jeg gik forsigtigt ned, men blev straks standset af en høj ung Mand, der roligt, men bestemt, uomkommeligt bestemt, sagde til mig: “Hvad i alverden vil De dog her, Hr. Penkala.” Da begreb jeg, at jeg omsider stod foran Rigens Hovmester. Han fortsatte: “Ved De da ikke, at jeg har Ansvaret for alt, hvad der sker paa Skolens Trapper og Gange, endogsaa i Søjlegangen. Og tror De, at jeg maaske kan indestaa for Deres Sikkerhed, nu da 3. Under netop har Fritime.”
“Hr. Mogens,” fik jeg fremstammet.
“Nej, ti nu hellere stille. Hører De ikke Kaj. Se ud – ser De ikke Erik og Jørgen, Ewald og Børge?? Opdager De Dem, saa kan ingen forudse Følgerne. Lad mig nu hellere hjælpe Dem af Sted. Vi skal desuden have Matematik, saa jeg har travlt. Kom!”
Bestemt førte Rigens Hovmester mig ud til Skolens Porte, bestemt, men sikkert. Jeg fremstammede en Tak, sprang paa Cyklen, og naaede hel og holden Mester Eriks Kontor.
Penkala
DEL 3
Tiden mellem dette Efteraarsmøde og Jul gik hurtigt. Den Tid nærmede sig snart, da alle spurgte: “Hvad skal der spilles til Julekomedien i Aar, og hvem skal optræde?”
Det var det aarligt tibagevendende Spørgsmål. I Slutningen af November fik vi i 9. Klasse at vide, at det var Hensigten at opføre en af Skolebestyreren forfattet Komedie. Vi fik at vide, hvem der var udset til at spille Rollerne. Vi var alle villige til at medvirke, og d. 1. December fik vi udleveret vore Roller, som vi straks kastede os over.
Komedien hed:
“HANS HANSENS SVAR”
Personerne var:
Skolebestyreren – Axel Munch
Hr. Lund, Lærer – Jørgen Hansen
Hr. Bæk – N.P. Bager
Hr. Jensen – Vagn Thylin
Hr. Graae – H.H. Skovbjerg
Hans Hansen
Elev i 9. Kl. – H.O. Vinderslev
Niels i 9. Kl. – Niels G. Poulsen
Peter i 9. Kl. – Peter Hansen
Duksen i 9. Kl – Ove Nissen
Sekretæren – Vagn Ellehauge
Hushovmesteren – Mogens Erichsen
Else, Hans’s søster – Karen Margrethe Brøgger
Erik, Elev i 3. Kl. – Johan Stoltze
Fru Hansen,
Hans’s og Elses mor – Johanne Catrinr la Cour
Pastor Krog – Kaj Nyholm
Elever i 9. Kl.
Handlingen foregik på en Realskole i dette Aarhundrede. Da vi kunde Rollerne saadan til dels da – samledes vi efter Skoletid paa Skolens Kontor, hvor vi – henslængt i dybe Lænestole – indøvede Rollerne under Axel Munchs Vejledning. Han hersede ordentlig med os; men da vi kunde fremsige Replikkerne med det rette Tonefald, samledes vi i Gymnastiksalen, hvor Hr. Dynesen havde opbygget en Scene. Saa optrådte vi her paa de skraa Brædder, og den 21. December afholdtes der Generalprøve, der forløb aldeles udmærket. Og saa den 22. December oprandt atter en stor Dag for vor Klasse. Festklædte Skolebørn, alle pæne og renvaskede og med Slips paa (Axel Munch sagde altid, at til Juleafslutningen, da skulde man være renvasket og have Slips paa – det burde man altid have paa, hvis man ville være ordentlig i Tøjet) – strømmede til sammen med Skolens gamle Elever!
Forestillingen begyndte – Scenen: 9. Klasse med Jørgen Hansen som Lærer. Næste Time underviste jeg i samme Klasse i Matematik. Vi klarede os alle – trods en lille smule nervøsitet – udmærket og høstede stort Bifald, da Tæppet faldt. Saa samledes vi alle i Foredragssalen, hvor atter de gamle Salmer lød – ogsaa Skolens Julesang. Det var den sidste Julefest, vi oplevede som Elever paa Skolen. Vi tænkte alle paa det, derfor sendte vi en Buket Blomster til Axel Munch som en beskeden Tak for en Række straalende Julefester. Nu var altsaa den sidste kommet. Det forekom os saa urimeligt, men det var jo en Kendsgerning, som vi maatte bøje os for. Og med Sangen: “Skal gammelt Venskab være glemt” gled da ogsaa denne Fest over i Mindernes Rækker.
“Manden, der grubler” var Erik Munch. Han har skrevet de fleste af de “ryomske Sange”. I Mester Erik – Julenummeret 1934 – skrev han dette Digt:
Med Midvintertid,
naar Natten er mørk,
og Dagene korte og kolde,
naar Skoven er sort og Marken en Ørk,
naar Lyset næsten er borte,
da kommer med Fred til hver Støvets Gæst,
den gamle, velsignede Julefest.
Ved Midvintertid
vi henter en Gran
og pynter den smukt i vor Stue;
saa gaar der et Lysskær vidt over Land
fra Julelysenes Lue;
saa lære de store og smaa en Sang,
de lærte derhjemme hos Mor engang.
Ved Midvintertid
paa Børnevis
til Julens Fest vi indtræde;
mens Sangene synges til Julens Pris
fremspirer den Juleglæde,
der gør – ja, vi kan slet ikke forstaa –
at smaa bli´r store og store smaa.
Da vi atter samledes efter Juleferien, fik vi at vide, at nu skulde der tages virkelig fat, nu skulde vi ikke blot lære Lektierne Dag for Dag, men ogsaa repetere hjemme. Ikke for Skolens, ikke for Lærernes Skyld, men for vor egen Skyld. Vi maatte selv være interesseret i at bestille noget og derved muligvis faa et hæderligt, ja maaske fint Resultat ud af vor Skoletid. – Vi tog det til Efterretning og sled i dette sidste halve Aar, som vi havde tilbage. Der kunde være nok at læse, naar vi f.eks. undertiden fik “Erasmus Montanus” – “Den politiske Kandestøber” og “Genboerne” for til en Dag i Litteratur – eller alt om Electricitet for i Fysik.
Jeg husker, at en Gang i Januar Maaned 1935 havde vi Regning i Torsdagens sidste Time. Udenfor var det Snevejr. Saa sagde en af Pigerne:
“Uh, hvor er det dejligt, at det sner!”
“Det kan jeg virkelig ikke indse”, sagde jeg med min forresten ubegribelige Evne til at blande mig i alt.
“Nej”, sagde Kr. Kjeldsen, “naar I skal sidde inde hele Dagen for at læse – for det er I nødt til – saa maa jeg give Niels Peter Ret.”
Naturligvis – jeg var stolt som en Hane!
Vi, der var Embedsmænd, var kun sjældent ude i Frikvartererne. Vi var da beskæftiget med Embedets Gerninger. Jeg var altid i Naturhistoriesamlingen og ryddede op eller satte paa Plads. Var der ikke noget ar bestille af den Slags, saa studerede jeg Samlingen. Der var jo en Masse at lære at kende der. Som nu alle Fuglene. Det var næsten umuligt at kende alle disse forskellige Arter, der var der.
”Aah – tag mig lige Sumpmejsen” – eller ”Hent lige Aborren”, sagde Erik Munch saa tit i Naturhistorietimerne. Og saa maatte vi jo vide, hvor den var, og hvad det var. Uden for Samlingen paa Væggen op til G.H. hang der en del naturhistoriske Billeder. Ogsaa disse maatte jeg af og til hente. En Gang var de kommet i Uorden, og jeg modtog da denne Befaling fra Skolebestyreren – skrevet af ham selv paa en af disse grønne Sedler, som vi saa ofte modtog Besked paa:
Hr. Konservator N.P. Bager,
Saasom og eftersom de paa vor Trappegang ophængte Kontrafejer nu befinder sig i en sær, fast paafaldende, uregerlig og fordærvelig Forvirring, ville vi, at du straks sætte dem retteligen paa Plads! Hvorefter du haver at rette dig. Vor Gunst tilforn.
A.M.
Til Engelsk havde vi stadig Hr. Magnusson, der bestandig førte en Kamp mod visse urolige Elementer i vor Klasse, af hvilke Niels Gudmund – Hans Ole, Kaj Nyholm og Peter Hansen var blandt de værste. Niels Gudmund gjorde altid vrøvl – ofte aldeles uberettiget. ”Saadan en Kvævulantissimus”, sagde Hr. Magnusson om ham. Det skete undertiden, at Kaj Nyholm ikke var saa godt forberedt, som han kunde være.
”Aah – vil Harry ikke (dette Harry udtalte Hr. Magnusson altid som Hari), men højere – Kaj Nyholm skal høre det.”
Jeg tror, at det var Svend Erik Jacobsen, der af Hr. Magnusson fik dette hæftet paa sig: ”Ak, at høre dig læse op, er som at se et Næsehorn danse Ballet!”
Hr. Magnusson fortalte os tit: At Resultatet svarer til Indsatsen, det maa I vide. Det var jo saare rigtig, men der var jo desværre enkelte iblandt os, der ikke helt forstod det den Gang.
Skolebestyreren spurgte mig en Gang, hvad jeg vilde være, og jeg svarede, at jeg gerne vilde i en Bank. Det var han meget utilfreds med. Han vilde have, at jeg skulde læse videre, hvad jeg dog aldrig har følt Lyst eller Trang til. Da vi den 1. Februar indbetalte vore Eksamenspenge, – det var 35 kr., sagde han til mig:
”Naa, Du vil da have Præliminæreksamen!”
Men Tiden rinder hastelig, og nu svandt det sidste halve Aar af Skoletiden. Det gik som Stormens sus; pludselig var den Tid nær, da vi skulde til Indstillingsprøve. Vi blev indstillet alle – men to med Forbehold.
Hvor Tiden dog løb, nu saa vi atter, at det spirede og voksede frem paa Bakken, atter var det Foraar paa Bakken og paa Skolen. Vi sang det igen til Tolvsang: Nu kommer den favre Tid. Men for os var det sidste Gang, vi skulde se Bakken iklæde sig sin Sommerdragt. Nu begyndte vi at tage afsked med det hele. Jeg kan huske, at vi en Gang midt i April spurgte Skolebestyreren, om vi ikke maatte komme ud at spille Haandbold. Det fik vi Lov til, men det blev kun til faa Gange. Men de Gange vi var der paa Banen – aah ja, vi nød det – vi var jo endnu kun Drenge. En Dag i Maj var det Slut. Vi kan huske det alle. Aldrig Haandbold mere!! Aldrig som glade Børn komme løbende hen ad den store Vej paa Bakken ned mod Banen. Det var saa mærkeligt – saa uforståeligt dette, at vi nu var færdige. Sent glemmer vi det Øjeblik, da Hr. Dynesen stødte i Fløjten for sidste Gang. Kampen var endt – ikke blot Dagens Kamp, men alle Dyster var forbi for os her. Vi løb ikke væk fra Banen den Dag. Nej, vi gik – roligt – vendte os om – saa Banen ligge dernede, Minderne kom frem – nu var det saa Slut!
Men det var ikke det eneste, vi tog Afsked med. Snart kom den Tid, da der kun var faa Dage til Eksamens Begyndelse. Nu var det sidste Time i det Fag og saa i det Fag.
Lørdag den 18. maj 1935 oprandt da vor sidste Skoledag. Vi var i Skoven, gik for sidste Gang den vej, som vi kendte saa godt, og som vi nu var gaaet mange Gange i vor Skoletid. Da vi igen kom tilbage til Skolen, var vi oppe i Foredragssalen, sad for sidste Gang paa vore Pladser som Embedsmænd. Og nu talte Axel Munch til os. Hvor talte han dejligt til os – mindede os om, at nu den næste Mandag gik vi ind til vort første selvstændige Arbejde her i Livet. Nu havde vi ingen til at hjælpe os mere, nu maatte vi selv klare enhver Sag. Og han takkede os for godt Arbejde hidentil, for godt Venskab i Aarene, der svandt hen. Han takkede os, fordi vi havde haft Evnen til at kunde le og være muntre, men ogsaa kendte til at bestille noget. Og saa blev Embedsmændene afsatte. Vi blev her beredt en stor Overraskelse, idet alle sang for hver enkelt Embedsmand.
F.Eks.:
Hr. Konservator, Hr. Konservator, Hr. Konservatorhav
hav nu Tak.
Tak fra Skolen
og fra os alle.
Hr. Konservator, hav nu Tak!
Vi stod oppe paa Talerstolen, og da Axel Munch udnævnte den nye Embedsmand, gik vi bort – udi Taagen – ned paa en Plads, hvor ellers ingen sad.
Til den nye Mand fra 8. klasse, som undtog Pladsen, sang man:
Hr. Konservator, Hr. Konservator, Hr. Konservator
tag kraftigt fat.
Vis dig værdig
til Skolens Ære.
Hr konservator, tag kraftigt fat!
Vor Tid var forbi, vi var nu ikke mere Embedsmænd, vi var nu kun 9. klasse, der kun havde eet at gøre: at faa en Eksamen. Da vi havde sunget:” Skal gammelt Venskab være glemt,” var et Afsnit af vor Skoletid passeret. Vi blev siddende, da de øvrige Elever var gaaet ud. Axel Munch stod foran os og sagde da kun: ”Vi mødes paa Filippi!”
Ja, vi mødtes igen den næste Mandag. Eksamen begyndte klokken 8, og vi var skarpt instrueret om at møde paa dette Tidspunkt. Et Minut for sent – ja saa var det for sent. Vi maatte derfor staa op ved – ja, jeg tror det var ved 5-Tiden om Morgenen og tage med et Tog Klokken 5.30. Vi var saa ret tidligt i Ryomgaard, men Axel Munchvar der paa Stationen og modtog os.
Sommer var det! Saadan skrev han – J.P. Jacobseb. Sommer var det! Ingen af os vil vel nogensinde glemme disse skønne Morgenture sammen med Axel Munch gennem den endnu sovende By. Vi gik hver Morgen saalænge den skriftlige Del varede. Kun ikke den første Morgen, da det var et forfærdeligt Regnvejr. Den Morgen sad vi oppe paa Kontoret i en mærkelig, en underlig Sindsstemning. Det var tidligt – det var Regnvejr – aldrig stemmer vel Regn Sindet eller Humøret højt op – og det var den første Dag. Vi var nervøse – kort sagt! Men ogsaa spændte! Hvilken Stil skal vi skrive? Om hvad mon? Aah – det for gennem Hjernen – dette Spørgsmaal.
DEL 4
Da klokken var lidt i otte, sad vi inde i Foredragssalen. Mere end én Meter mellem hvert Bord. De to inspektionshavende var Stationsforstander Jensen og pens. Lærer Andersen. Axel Munch stod med en gul Konvolut i Haanden. Han saa paa sit Ur. Om 1 Minut – om 30 Sekunder – om 10 – om 5 – NU! Sa var Klokken otte og Seglet blev brudt. Opgaverne deltes om. Dansk Stil: Et asiatisk Folk og dets Kultur i Nutiden, eller Forbindelsen mellem de danske Landsdele før og nu, og som den kan ventes at blive i de kommende Aar.
Vi tog fat – jeg skrev den sidste Stil, der paa det Tidspunkt var meget aktuel ved Lillebæltsbroens Aabning. Da Klokken var 12, blev vi atter sluppet ud. Der var ingen, der maatte gaa før. Det bruger man jo ellers andre Steder, at man maa gaa, naar man er færdig. Men det maatte vi altsaa ikke! – Dagens Kamp var til Ende! Om Resultatet kunde intet siges før end vi skulde op i mundtlig Dansk. De næste Morgener – gik vi – som før omtalt – en Tur med Skolebestyreren. Og nu var det rigtigt Sommervejr. Vi gik her i det dugvaade Græs. Axel Munch talte med os: fik os til at glemme det, vi snart skulde ind til – fik os til at glædes over den skønne Morgen.
Ved at se paa de Opgaver, vi havde den Gang, maa jeg med sorg bekende, at i hvert Fald Opgaverne i Aritmetik og Geometri er jeg helt ude af stand til at løse i Dag. Den skriftlige Del sluttede med Version Fredag den 24. Maj, og den næste Tirsdag begyndte anden Runde af løbet, nemlig den mundtlige Del. Vi begyndte med Historie, hvor Skolebestyrerinde Maren Nielsen fra Aarhus var Censor. En elskelig gammel Dame var hun. Vi var iøvrigt oppe efter følgende Plan:
1/6 Tysk, Censor: Frk. M. Møller, Trustrup.
1/6 Engelsk, Censor: Cand. Jur. Hermansen, Aabyhøj.
8/6 Geografi, Censor: Hr. RS. Jensen, Ebeltoft.
14/6 Dansk, Censor: Hr. S. Møller, Struer.
15/6 Fysik, Censor: Hr. Kjærgaard, Aarhus.
21/6 Matematik, Censor: Undervisningsinspektør H. Jepsen.
25/6 Naturhistorie, Censor: Hr. Holden Dall, Aabyhøj.
Hvis man kan sige, at Dage flyver, saa fløj de nu. Det var med forrygende fart. Nu op i det Fag, hjem at læse igen, nyt Fag, op igen o.s.v.
Naa, det gik nu for mit Vedkommende meget godt, men den Dag, da vi havde været oppe i Fysik, var jeg lidt modfalden. Vi havde kun haft ca. 1/2 Dag til at læse dette Fag i. Derfor sprang jeg det letteste – magnetismen – over, og kom naturligvis op i det. Jeg var ogsaa oppe i Hulspejle, – det kunde jeg vist nogenlunde, men det første var i hvert Fald for lidt. Jeg reddede dog et mg+.
Hr. H. Jepsen, som vi havde til Censor i Matematik, var Undervisningsinspektør i Fysik og Matematik. I denne Egenskab havde han tidligere paa Aaret aflagt et Besøg paa Skolen. Han hørte os da i Logaritmer og paastod, at vi ikke kunde det. Det medførte, at Hr. Jepsen og Axel Munch havde et lille Sammenstød; thi ingen skulde komme at kritisere Ryomgaard Realskole. Saadan var han – Axel Munch. Der var i dette Tilfælde heller ingen Grund til det. Men det medførte altsaa, at vi fik Undervisningsinspektøren til Censor i Matematik.
Vi var oppe for sidste Gang den 25. juni i Naturhistorie. Og vi fik Karakterer for hver 4., der var oppe. Og saa stod vi der, 4 unge Mennesker, og modtog Skolebestyrerens, Erik Munchs og Censors Haandtryk og Lykønskning.
Den næste Dag mødtes vi in pleno for at blive fotograferet.
Det var et fælt Regnvejr den Dag, men vi fik dog et udmærket Billede, som vi nu bagefter altid vil glædes over.
Under hele Eksamenstiden havde Axel Munch som altid taget sig af os. Vi gik Ture paa Bakken, den kære Bakke ved Ryom Aa. Vi var kommet til at holde af Bakken. Her havde vi leget, her havde vi tumlet rundt, og her var det saa ofte vi gik med Axel Munch. Han elskede Bakken mere end noget andet Sted paa Jorden. Her stod han og saa ud over Engen mod Mesballe, til Kolind, saa Hvilsager Kirkes gamle Spir – et slang Spir – og saa Mørke Mølle længst ude i Horisonten. Axel og Erik Munch havde selv plantet hvert Træ og hver Busk paa Bakken. Det var Hr. Magnusson, der skrev Sangen om Bakken:
Uden Busk og uden Træ
som en øde Steppe
laa vor Bakke uden læ,
græsset groede næppe.
Sommer kom og Sommer svandt,
Solen skinner, Regnen randt
kun for Kvik og Skræppe.
Nu er Bakken blevet klædt,
Tvivlen gjort til Skamme,
Løvet lyser Foraarsspædt
fra hver bitte Stamme.
Opad snor sig Vejens Spor,
Fuglene i Grotten bor,
trygge, næsten tamme.
Her er lagt den gode Grund
til et Skovens Eden,
Sten er lagt om Bakkens Bund,
Grottens Sten om Reden.
Her skal Kroners sus engang
bruse deres Mindesang
imod Evigheden.
Og nu tog vi saa stille Afsked med den. Torsdag d. 27. juni oprandt da den Dag, da vi skulde dimitteres. Der var Forældredag den Dag. Og nu gik vi rundt i Klasserne og hørte paa Undervisningen. Ikke mere var vi Elever.
Om Eftermiddagen sad vi oppe i Teatron, her havde vi siddet til mange Aarsafslutninger, men nu var det for os, at Skolen festede. Jeg kan huske, at jeg Aaret før sagde til Hans Marius Brøgger: Om et Aar Hans Marius, saa sidder vi der – saa er det vor Tur til at glide bort. Nu var det Aar gaaet – utroligt hurtigt. Skolens Sangkor sang Kantatens første Del, hvorefter Axel Munch for sidste Gang talte til os i Forældres og Elevers Paahør. Vi sad lige nedenfor den store Talerstol af Granitsten. Kantatens anden Del var lavet en lille smule om. ”Og det har jeg gjort for Jeres Skyld”, sagde Axel Munch. Den lød nu saaledes:
Kor:
I Livets Aftensvale,
i Livets unge Vaar,
naar Gerningen er øvet,
og naar den forestaar,
naar Foden den er mødig,
naar den er ung og let:
Det gælder om at ville
og om at ville Ret.
Solo:
Bag Løgnenes Flitter
hver Fristelse bor.
Den lokker med løfter
og daarene Ord,
Den tænder af Glæder
et dragende Baal.
Den slører med Taager
det klareste Maal
Kor:
For Barnet, der er Hjemme,
kan Dagen være blid.
Men gaar du ud i Livet,
saa gaar du ud til Strid.
Vil Kampens Fryd du kende
og aldrig blive træt:
Det gælder om at ville
og om at ville Ret.
Solo:
Alene og ensom
hver strider sin Strid.
Mod Stimandens Baghold
i Ufredens Tid.
Mod Taaben, der vakler
i Modgangens Vind.
Mod Tanken, der martrer
det ængstede Sind.
Kor:
Og skæfted du et Værge,
og smedded du et Svær:
I Livet skal det prøves,
hvad Vaabenet er værd.
Men vogt den blanke Klinge
for Rustens gule Plet:
Det gælder om at ville
og om at ville Ret.
Hvor var det dog i Grunden lidt, vi forstod af det, der stod i Kantaten. Maaske forstod vi alligevel, men vi havde intet oplevet, der kunde bekræfte det. Men nu senere hen har vi maattet sande, at Livet ikke altid var en Dans paa Roser. Det var rigtigt, som de sang til os, da vi drog ud til Livets Kampe og Fester. Efter Kantaten fik vi vore Eksamensbeviser udleveret sammen med vor Vidnesbyrdsbog. Axel Munch læste Resultaterne op, og hver Gang, der var en, der havde opnaaet udmærkelse, fik han en Klapsalve. Vi bestod alle – paa nær én. Da Translokationen var til Ende, talte Direktør la Cour fra Pindstrup. Han takkede Axel Munch, Lærerne, hele Skolen for dens Betydning – ikke alene for ham – men for hele Egnen. Og da vi til Slut alle Sang ”Altid frejdig, naar du gaar”, skiltes vore Veje. Det havde været en festlig Dag for os. Jeg har senere deltaget i en Skoleafslutning et andet Sted, men hvor maatte jeg tænke paa Ryomgaard den Gang. Hvor fattigt det dog var, hvor var de fattige disse Mennesker, der ikke ejede de Evner til at kaste Feststemning og Festglans over det, saadan som Axel og Erik Munch, ja som alle Skolens Lærere ejede. Og mærkeligt for os. Det blev for de fleste af vor Klasse den sidste Gang, vi saa Axel Munch til en Forældredag. Men det kunde vi jo ikke tænke paa den Dag. Det laa jo saa fjernt og utænkeligt, at vi aldrig skulde se Skolebestyreren til en saadan Festdag mere. Vore Veje skiltes! Vi sagde farvel til vore Kammerater, Lærerne og Pedellen. Den næste Dag tog vi til Ryomgaard for at sige farvel til Axel Munch. Han stod som altid ude ved Vejen til Marie Magdalene og modtog os. Vi fik en lille Forfriskning og gik saa for uigenkaldelig sidste Gang samlet en Tur ad de kendte Veje og Stier. Vi gik ned i Byen, ud langs Banen, op mod Skoven og tilbage til Byen igen. Det var i Grunden underligt at gaa der og tænke paa, at nu var vi maaske sammen for sidste Gang. Vi gik op til Erik Munch. I Haven sagde vi farvel til Hr. og fru Erik Munch. Vi havde ikke haft saa meget at gøre med Hr. E. Munch og hans kone som med Axel Munch, der jo var Skolebestyrer, men vi holdt dog meget af dem. Navnlig fra de Aar, da vi gik i 5. og 6. Klasse, mindes jeg Erik Munch. Da vi forlod Erik Munch, gik vi op gennem hans Have op paa Bakken. Vi stod deroppe paa Bakken – tænkte vel hver sit – saa ned paa Håndboldbanen – Minderne kunde ikke skubbes til Side. Vi havde dog levet vor Barndom her. Rundt om den gamle Mølle, forbi Trollens Hjerte,
ind i Teatron, ind i Pilealleen gik vi. Og saa til sidst gik vi ned ad den store Vej, forbi Thorstensstenen, forbi Dagmargrotten og Stadion, op i Klassen, hvor vi sad ved vore gamle Borde. Axel Munch læste her et Skuespil op for os, der var om os. Hvad det hed, det fik jeg aldrig fat i, men heri optraadte Bisp Aage (Aage Agger), Rigens Hofmester (Mogens Erichsen), Enrico de Beso (Ejner Lund Jensen) og mange andre Personer. Senere talte Skolebestyreren til os. Det er sidste Gang, I sidder her ssammen alle. I vil sikkert komme her igen for at besøge Skolen, men aldrig vil I komme samlet mere. Og han sagde til os, at vi aldrig maatte give vort Eksamensbevis fra os, ej heller original af Anbefalinger. En Anbefaling vilde han med Glæde give os, men naar vi skrev til ham, maatte vi aldrig regne med Svar før Mandag, da han altid skrev Breve om Søndagen. Og vi maatte altid gerne skrive ”Kære Hr. Munch” til ham. Vi forlod saa Klasseværelset og gik ind i Foredragssalen, hvor vi skrev vore Navne i Skolens ”sorte Bog”. I denne Bog havde alle de Elever, som havde faaet Eksamen fra Skolen, skrevet sit Navn. Saa talte Axel Munch til os igen, og vi sang til Slut den Sang vi holdt mest af af alle de ryomske Sange: ”Skal gammelt Venskab være glemt.” Og saa var alt forbi! ”Da var til ende de glade Dage paa Fürstenfelsen” – saadan skriver Harald Bergsted. Ja – da Axel Munch gav os Haanden til Farvel, da tror jeg først, at det gik op for os, at de glade Dage var til Ende. Vor Barndoms Skole, den kære Skole ved Bakken og ved Ryom Enge, Axel og Erik Munchs Skole, havde da givet os alt, hvad den evnede. Vi oplevede en rig Udvikling for Skolen. Vi saa Annekset komme, saa det atter falde for Udviklingen, vi saa G.H. komme, Lærerraadssalen. Saa Linden vokse og falde gjorde vi ogsaa, saa en mægtig og ny Skole rejse sig. Vi saa Udvidelserne paa Bakken, saa hvordan Axel og Erik Munch sammen med Lærerne og Pedellen omdannede Bakken til den herlige Plads, den blev for os Børn. Vi saa de spæde Spirer, de spæde Træer vokse sig store – kort sagt hele Skolens rige Udvikling, havde vi været Vidne til. Da Toget kørte bort over Ryom Aa og Enge, gled Skolen, Bakken, Blæsenborg bort i det fjerne. Vor Barndoms Paradis havde vi forladt! Og vi gik ud i Livet med Skolens ønsker om Kamp og Strid, men Lykke i Striden. Vor Skoletid var en ”saga blot”. Men vor Barndoms Skoletid var ikke borte i Taagen. Klart staar den endnu for os. Minderne har vi. Vi spredtes for Vinden, samledes aldrig mere. Tiden gaar og meget er sket, siden vi forlod Skolen. Axel Munch er borte.
BAGEFTER:
Axel Munch døde i Januar Maaned 1939 efter nogen Tids Sygdom. Han var da kun 54 Aar gammel og skulde have naaet endnu meget her i Livet; men saadan skulde det ikke være. Vi Menneskebørn har jo kun saa uendelig lidt at sige. Man kan sige, at det var Skæbnen, rettere vilde det være at sige, at det var Guds Vilje. Ryomgaard Realskole ledes nu af Erik Munch, som var Skolens Inspektør, da vi gik der. Som en ringe Tak for gamle Elever til Axel Munch, blev der paa Forældredagen 1939 afsløret en Mindesten for Axel Munch. Afsløringshøjtideligheden indlededes med Sangen om Skolen: ”De rejste en Skole ved Storbakkens Fod”, og Søren Wester-Petersen, som nu er Lærer ved Skolen, holdt Afsløringstalen: ”Realskolebestyrer Axel Munch var en Mand til Hæder for vor Skole, og han var en Mand, der ikke slog af paa Fordringerne. Hans Skole skulde være den bedst mulige. Der skulde Mod til at tage en saadan Opgave op, men han manglede ikke dette Mod, og parret med en fast Vilje opnaaede han Resultaterne. Forældrene nærede Tillid til denne Mand, der var Sjælen i det hele, og som aldrig skaanede sig selv. Altid arbejdede han mod nye Maal, som skulde blive til Børnenes bedste. Det manifesterede sig i stadige Udvidelser af Skolen, som for Børnene ikke føltes som en Tvangsanstalt, hvor de kun skulde gaa for at faa deres Eksamen. Man kan ikke nok beundre den Aand, der fyldte Munch og hans Medarbejdere. Munchs Skoletimer var en Oplevelse, men ogsaa udenfor Skolen fulgte han Børnene, og hans helstøbte Skikkelse prægede hans Elever. Hele sit Liv satte han ind paa den ene Opgave: Skolen – uden at faa andet til gengæld end den Glæde, der var i Arbejdets Udførelse. Ved hans Død vælder Minderne frem, og naar vi vil hædre hans Minde, kan vi ikke gøre det bedre end ved at vise Troskab mod hans Livsværk. I dyb Taknemmelighed afslører vi da dette mindesmærke, og vi overgiver det til Skolens Varetægt, til Dem, Skolebestyrer Erik Munch.” Mens Forsamlingen rejste sig, fjernedes det Dannebrog, der hidtil havde dækket Stenen, som bærer følgende Indskrift:
Skolebestyrer Axel Munch 1885 – 1939
Med Tankens klarhed, Viljens Vægt han prægede den unge Slægt.
Med Idealets Ild i Vold hans Kærlighed blev aldrig kold.
Med Kæmpehaand paa Skolens Ror han viste Vej, han satte Spor.
Derefter talte Erik Munch. Dybt bevæget takkede han for de smukke Ord, der havde lydt om hans Broder: ”Jeg siger Tak til de gamle Elever og Komiteen for dette Mindesmærkes Rejsning. Det er anbragt på det Sted, som han elskede mest paa Jorden, paa Ryomgaard Realskoles Bakke.”
I et Digt skildrede Erik Munch derefter de Forventninger, som hans Broder og han nærede til Skolen, og han skildrede videre de Minder, der knyttede sig til Arbejdet for Skolen:
”Tit vi sad i Skolegaarden, sad i læ af Skolens Lind
talte sammen – Dagens Drømme bar ind til os Dagens Vind.
Stærke Syner saa vi svinge sig som Ørne imod Solen,
og vi hørte Strenge Klinge: Mægtig høj og bred staar Skolen.
Tit vi gik i Skolens Sale hist bag Skolens høje Mur
talte sammen – stærke Tanker brød sig frem af Fangebur.
Og vi saa den Lykke funkle, der gør Held af alt det søgne,
den, der spreder alt det dunkle: Glædens Glans fra Barneøjne.
Og saa knyttede vi Næven, og saa gik vi ud i Bakken
sled med Hakke, Skovl og Spade. Arbejdsglæden – det var Takken. Kun til Tankerne vi lytted. Dagens Drøm blev os til Sange,
bød os, mens vi Bakken flytted: Blomstre skal de øde Vange.
Alt det herlige og skønne, vi har tænkt og drømt og vundet
skyldes ham. For han brød Vejen. Og som Aarene er svundet
har han ved sin stærke Vilje ført sig Skib mod Lysets Strande Gerningsglædens Gyldne Lilje krandsede hans gyldne Pande.
Men for Stormens Vælde falder Egen i de grønne Skove.
Han er gaaet træt til hvile, men med Hæder kan han sove.
Tiden gaar, og Tiden kommer. Sene Tider skal dog sande
her har Mandevilje virket. Det, der her er skabt, skal stande.”
Efter endnu en af Skolens Sange var sunget, talte Amtskonsulent, Landstingsmand Stegger Nielsen. Han skildrede personlige Minder fra den Tid, da Axel Munch og han mødtes for første Gang, som unge Mennesker paa Gedved Seminarium, og til de mange Gange, han indtil Munchs Død gæstede ham i Ryomgaard. ”Ved sine rige Evner og sin Myreflid,” sagde han, ”blev Munch en fremragende Mand. Han havde et hjerte af Guld, var redelig i al sin Færd, og man kunde stole paa ham. Han var den fødte Lærer. Han blev en Hjælp for sine Elever og hjalp dem til at klare mange Problemer.
Formue dø, Frænde dø,
selv jeg og skal dø.
Men hædersnavnet aldrig dør
for den, der det erhverved.”
« Gå til del 7
