Oldtidssamlingen på Ryomgaard Realskole

Realskolens oldtidssamling har altid haft til huse i Realskolens øverste etage, – det lokale vi alle kender under navnet GH. Det var fra skolens start en art arkiv, dog med et værelse i den sydlige ende – ud mod Vestergade, senere skolens bibliotek. Den eneste vi kender, som har boet her, er fru Dagmar Munch. Da hun ansattes i 1915, fik hun anvist værelset. Foruden sin løn på 40 kr. om måneden oppebar hun også ”anordningsmæssigt brændsel”, og havde adgang til toilet og vask i gården.

Det var dengang!

I 1917 kom Erik Munch til skolen, og efter indgåelse af ægteskab med Dagmar, lejede de en lejlighed på Vestergade 22, hvorved Dagmars værelse i skolens top jo blev ledigt. Men så vidt jeg kan se, blev det ikke udlejet mere, men skolen inddrog det i dens faciliteter. Måske var det dengang, man indrettede det første undervisningslokale i den nordlige ende til faglokale for geografi- og historieundervisning. Vi ved, at biblioteket blev påbegyndt allerede fra skolens start – det ses af årsskriftet 1914 – og er så flyttet op i GH ved Dagmar Munchs fraflytning i 1917.

Især Erik Munch var ivrig amatørarkæolog, og gravede ofte efter stenøkser og andre oldtidssager rundt omkring på egnen f.eks. flere steder i og omkring Ryomgård (især nær jernbaneterrænet (stenøkser), Mesballe (et ror fra en vikingebåd) og Kolind Bopladsen. Men også mange andre steder. Erik Munch havde en god ven og arkæologisk forbillede i lærer Andersen fra Øster Alling, der i samtiden var kendt som en meget dygtig amatørarkæolog. Og derved dannedes med tiden den arkæologiske samling.
Andre end Erik Munch bidrog også til samlingen, blandt andet sendte mange elever, både de på skolen værende samt elever fra afgåede klasser, ting og sager af arkæologisk (og naturhistorisk) betydning til skolen, som straks katalogiserede dem og inddrog dem i sine samlinger.

Erik Munch gik så vidt, at han i et par af skabene mod vest i center-rummet opbyggede en mini gravplads med krukker, stentøj osv. sammensat omkring en lille jordhøj. Og da der kom glas (og vistnok også lys) i de to skabe, virkede det som et rigtigt museum. Ikke uden grund var både skolen og Erik Munch stolte over dette tiltag, som vist ikke havde sin lige i andre skoler.

Midt i GH center-rummet opstilledes en stor aflang montre, hvori alle andre forhistoriske stenredskaber placeredes pænt i ordnede rækker med papskilte, der fortalte om findested og naturligvis genstandens navn og beskaffenhed, så beskueren kunne få syn for savn. Mange af disse papskilte er forsvundet. På væggene hang der billeder og fotos, bl.a. af skolens rundskrivelse til beboere på egnen om skolens etablering i 1913. Og endelig kom den værdifulde møntsamling også til i sin egen montre. Erik Munch var samler, og møntsamlingen var ham meget kær, og omfattede også gamle pengesedler, alt samlet fra nær og fjern og ikke mindst tilsendt ham fra bekendte og venner.

Men tilbage til oldtidssamlingen.

Nedenfor gives en fin lille oversigt over nogle af de vigtigste stenredskaber udarbejdet af to tidligere lærere, Leif Ladefoged (tekst) og Erik Jensen (fotos). Publiceringen heraf fandt sted i Elevforeningens årsskrift 1983, og lyder i relevante udpluk (s. 27-35) om nævnte stenredskaber således:

De første mennesker på dansk område har vi ingen spor af i samlingen. Det er nu ikke så mærkeligt, for de nåede faktisk ikke længere op i landet end til Christiansfeld og det er næsten 250.000 år siden. Isen trængte dem bort igen, og også andet besøg i Danmark for omkring 100.000 år siden fik “den kolde skulder”. Måske senere fund vil afsløre, at disse mennesker – neandertalere formentlig – har været gæster på Djursland. Spor er i alt fald efterladt på denne breddegrad, da de vigtigste fund er fra Hollerup ved Langå. Men umiddelbart betænkte man altså ikke R.R.’s samling.
Det gjorde til gengæld nogle af de første rensdyrjægere.

1. En af samlingens ældste genstande er en kærneøkse (1). Øksen er fremstillet ved tilhugning af en flintknold, der i forvejen har haft økselignende facon. En del af flintknoldens oprindelige overflade er bevaret. Anvendelse har, som for de to næste eksempler, været knyttet til jagten, enten simplere træbearbejdning ved fælder og lignende eller ved direkte nedlæggelse af dyret.

2. Fra Ertebøllekulturerne er repræsenteret hhv. skiveøkser (2) og hjortetakøkserne. For skiveøksen gælder stadig, at stensmeden er gået ud fra et flintstykkes oprindelige form, her den skarpe æg, og derefter med sans for det praktiske har tilvirket resten, her sidekanterne og –fladerne.

3. Den sidste økse fra jægerstenalderen er hjortetakøksen. En sådan økse har været stenbesparende, idet den kun krævede en passende flække eller pil. Også andre knogler og takker end hjortenes har kunnet anvendes.
For alle tre øksetyper gælder, at de har kunnet være både retøkser og tværøkser.

Med den såkaldte tragtbægerkultur nåede en landbrugskultur hertil fra øst eller sydøst ca. 4.200 år før Kr. Kulturens navn er afledt af tragtbægeret, der (naturligvis) bruges som tidsindikator. Desværre indeholder samlingen ingen af disse karakteristiske bægre og krukker.
Til gengæld kan der fra samlingen stadig skrives historie ved hjælp af økserne.

4. Den spidsnakkede økse minder en del om den ældre kærneøkse, men er slebet om end ikke altid videre grundigt. Flere forskere antager, at der er tale om direkte genbrug. Men uanset, nye tider er varslet med dette finere arbejde og talrige anvendelser er tænkelige. Dog er vores spidsnakkede eksemplar for klein til virkelig at kunne gøre gavn til det, der for alvor blev brug for nu, nemlig skovøkse.

5. Lindeskoven skulle tæmmes, og på en lille times tid har man antagelig kunnet fælde et træ med en diameter på omkring 45 cm, hvis man benyttede en tyndnakket flintøkse (5). Slibningen kan variere fra det perfekte over det jævnt sjuskede til det helt uslebne, og arbejdsværdien har stort set været den samme. Skaftet til disse økser har oftest været asketræ.

6. Efterfølgeren for den tyndnakkede økse, er den tyknakkede (6), klart vanskeligere at tilvirke, men til gengæld også mere stabil p.g.a. den sværere nakke. Økseproduktionen er nået ind i rutinemæssige rammer, og disse tyknakkede økser hører til de almindeligst forekommende, hvilket da også afspejler sig i vores samling.

7. En del spidsnakkede og tyknakkede økser er fremstillet som tværøkser eller huløkser (7), som de også kaldes. Deres anvendelse har været, som navnet henviser til, at udhule forskellige træstykker eller stammer

Efterhånden som de danske stenalderfolk fik kontakt med sydligere kulturer, mødte man oftere og oftere nogle øksefrembringelser i skønne former, der nok var efterligning værdig. Men ak, hver gang en flintsmed forsøgte sig med de sidste krummelurer og udraderinger, gik det hele i brok, og resultatet blev en samling uanvendelige flækker. Begrundelsen var den naturlige, at det jo ikke var flintøkser, man havde set.

8. Først da man indså det og begyndte at anvende en ny stenart, bjergart – det vil nu i øvrigt sige, den havde været længe kendt, men anvendt til andre formål – lykkedes det at lave nogle økser, der lignede. Men kun tilsyneladende. Som arbejdsøkser lod disse meget tilbage at ønske, og kun som stridsøkser (8) havde de fortrin. Alt i alt skyldes det, at det slet ikke var stenøkser, man havde prøvet at efterligne, men metaløkser, nemlig bronzeøkser.

9. 10. 11. 12. Og hermed slutter stenalderen sin øksehistorie. Men inden vi ser lidt på samlingens desværre alt for sparsomme levn fra bronzealderen, vil det være på sin plads lige at fremvise et par andre “stenperler”: en dolk (9), en krumkniv (10), og en lanse- eller spydspids (11) fra 2.500 f.Kr. +- 500 år samt en fuglepil (12), antageligt noget ældre.

13. Bronzealderen er noget svagt repræsenteret i samlingen, faktisk råder vi kun over ganske enkelte stykker, en kniv, et par pincetter og nåle, men et enkelt, nemlig et bronzesværd (13), kan vi stolt vise frem. Sværdet er i modsætning til dolken en importeret sag, som vi naturligvis hurtigt lærte at eftergøre. Det er smukt ornamenteret, men tidens tand har desværre bidt lidt kraftigt i det. Det samme kan man med måske endnu større ret sige om metalstykkerne fra jernalderen.

En meget stor del af jernaldersamlingen skyldes skolens tidligere bestyrer, Erik Munch, der blandt mange andre sysler også var en ivrig amatørarkæolog og bl.a. udgravede en romersk jernaldergrav, og det har sammen med diverse gaver resulteret i en meget stor bunke keramik

14. Det fornemmeste – i alt fald at se til – er et stort kar fra den ældre romerske periode med mæanderornamentik (14). Denne ornamentik garanterer for det lokale ophav, idet den næsten udelukkende kendes fra Nord- og Midtjylland. Det er, som det ses, en meget geometrisk udsmykning.

15. Ud over sådanne ret store kar indeholder de fleste grave fra denne tid, også bl.a. mindre fodbægre, hankekar, krus og krukker (15) og samlingen indeholder lidt af hvert. Noget gammelt jern er dog bevaret, således en økse (16), og en kniv (17).

Som det forhåbentlig fremgår af det foregående, er det slet ikke nogen dårlig samling af genstande fra Danmarks oldtid, der i tidens løb er kommet i skolens besiddelse. Derfor er det ærgerligt, at samlingen i sin nuværende [1983] opstilling og fremtoning lader så meget tilbage at ønske, at den faktisk er noget vanskeligt at bruge, at formidle viden ud fra eller at få til at fortælle historie. Tingene henligger, som var de samlet for deres egen skyld, nedlagt – ret rodet og tilfældigt – i montre og kun i bedste fald forsynet med en navneseddel. At opstillingen er uengagerende og kedelig er naturligvis dybt at beklage, men at den samtidig nærmest giver uhyggelige associationer er straks endnu værre. Oldsagerne får kun lov at fortælle en slags dødshistorie, og man kan næsten ikke forlange, at nogen elev skal råde over så megen historisk fantasi, at en visit i samlingen også kan blive et besøg hos det producerende, tænkende, udviklende og kæmpende, kort sagt levende oldtidsmenneske. Der er derfor flere grunde til at få gjort noget ved samlingen. For det første må det naturligvis sikres, at metalgenstandene ikke ganske fortæres af rust og ir. Stensamlingen holder jo nok. Men en sådan metalkonservering er meget bekostelig, og vi må derfor nok i første omgang søge blot at stoppe de igangværende ulykker. Det samme gælder for stenalderens knogle- og takstykker.

For det andet må der sættes ind på at få hele samlingen gjort mere meddelsom. Omfanget muliggør. Omfanget muliggør, at der laves to selvstændige samlinger. Dels en direkte udstilling (efter lidt moderne udstillingsprincipper) af de genstande, hvorom der er flest positive oplysninger (alder, anvendelse osv.) som en decideret undervisningssamling, hvor tingene kan komme frem på bordet, røres, måles, vejes, prøves og anvendes og på den måde få lov at fortælle børnene et stykke danmarkshistorie, der alt for længe har været alt for fjernt, og alt for abstrakt og teoretisk. Skulle en krukke eller en flintskraber så gå al kødets gang, vil nye antagelig dukke op i takt med, at elevernes interesse i viden om og iagttagelse af den daglige oldtidsmindesamling omkring os bliver øget.

Oldtidsmenneskets ide med at frembringe genstandene var dog, at de skulle bruges.

P.s. Lignende betragtninger kunne man sikkert gøre over skolens andre samlinger, den mineralske samling, den kulturhistoriske samling, den etnografiske samling osv.