Overlærer Marius Dynesen

Kilde: Realskolens 100 års jubilæumsbog s. 81-91,  Knud Rasmussen.

Da skoleåret startede i 1918 – d. 19. aug. –  startede en ny-uddannet lærer på Ryomgård Realskole. Det var Marius Dynesen (foto t.h.). Han var uddannet fra Hjørring Seminarium sammen med Erik Munch og Dagmar Weiner Petersen, hvor de startede nogenlunde samtidig, dvs. ca.1912 -13. Efter sin lærereksamen i 1915 kan hans færden ikke rigtig følges før 1917, hvor han starter som soldat i Infanteriets Kornetsskole. Han slipper dog hurtigt ud herfra, formodentlig fordi han opdagede, at det slet ikke var noget for ham. Men herefter er han menig soldat i et lille årstid, indtil han i 1918 blev ansat på Realskolen. Erik Munch havde på det tidspunkt været ansat et år og fru Munch i 3 år (de blev gift i 1917). Da Dynesen tiltrådte var der 140 elever på skolen, som bestod af en enkelt fløj, nemlig den gamle nord – sydvendte. Han hørte til pionererne, der var taknemmelig for en månedsløn, og som frivillig og naturligvis gratis arbejdede i fritiden for skolen og dens store tilliggenders anlæggelse, for – som Erik Munch skrev i årsskriftet 1958 – skolens trivsel var lærernes trivsel. Dynesens fag var tysk, fysik og sang/musik, men han favnede også tegning og gymnastik.

I sin undervisning var han både i fysik og i tysk kendt for sine sætninger, for kan man dem,  så kan man sin fysik hhv. sin tyske grammatik. En overgang var Dynesen udnævnt til vice-inspektør, en stilling han gerne opgav ca. 1939-40 til fordel for Søren Vester-Petersen. Dynesen var god til at lære fra sig, men bedst i medvind. Men han kunne også forlade den Axelske filosofi og rase ud, en sjælden gang også uden grund. Den form for pædagogik forgik overalt i danske skoler – desværre – og skal ikke omtales yderligere. Der findes nok af litteratur om det, og Dynesen kom få gange på tavlen, se eksempelvis Realskolens 100 års jubilæumsskrift s. 85, der er et af de uhyggelige.

I Ryomgårds dagligdag gjorde han ikke så megen stads af sig selv. Han var med til – i 1933 – at starte Ryomgård Tennisklub, hvor man dog i starten ikke havde nogen tennisbane, men spillede på græs. En af hans makkere var sagfører Peter Andersen, og sammen fik de udvirket acceptable forhold i form af en bane for enden af Nygade (nu nr. 29).
Hans medlemskab af Ryomgård Sangforening var selvfølgeligt, – Anthon Eriksen var kasserer (under krigen). Og spejderbevægelsen interesserede ham også, han blev leder af de blå spejdere i Ryomgård vistnok omkrng 1950. Klublokalet blev venligt og gratis udlånt af Anthon Eriksen, der stillede et stort kælderlokale i sit hus på Skovvej 10 til rådighed.
Og også privatundervisning blev det til, i violin, men han averterede aldrig, og var ifølge en gammel elev (Jørgen Pedersen, årg. 1956) ualmindelig rar i sådanne privattimer, hvor fru Dynesen også ofte diskede op med limonade. Dynesen boede – så vidt jeg ved –  hele sit skoleliv på Vestergade 20.
I 1962 pensioneredes Dynesen og døde på Grenå Sygehus d. 29. dec. 1969, 75 år gammel.

Marius Dynesen
En ung Marius Dynesen
Ryomgård og omegn tegnet af Dynesen i 1950’erne, hvor han forsøgte at gengive det, sådan som det så ud ved skolens start.
Ryomgård og omegn tegnet af Dynesen i 1950’erne, hvor han forsøgte at gengive det, sådan som det så ud ved skolens start.
Marius Dynesen
Marius Dynesen