Skolens historie - Del 1 - Axel Munch

En anderledes lærer og skoleleder

I Niels Peter Bagers erindringer om sin skoletid på Ryomgaard Realskole (1929-35), læses blandt andet om Realskolens leder Axel Munch og den undervisning, som han praktiserede. På den baggrund bliver man nysgerrig efter at se lidt nærmere på den pædagogik, som han prægede skolen med og dermed flere generationer på stedet.

I Realskolens to jubilæumsbøger fra hhv. 90 års og 100 års jubilæet – der er kilder for denne artikel – omtales Axel Munch og hans pædagogik, så det skulle egentligt være tilstrækkeligt. Men der er noget evigtgyldigt ved hans teorier, som må interessere alle, – også uden for skole-regi – og som trods den tidsmæssige afstand til i dag, stadig har interesse!

Jeg skulle tage eksamen i pædagogik, da jeg startede som gymnasielærer, og især her genopdagede jeg Axel Munch. Her kommer Niels Peter Bagers ovennævnte erindringer ind i billedet, fordi de beviser, at Axel Munch kunne sætte praktisk håndtering ind i hverdagen af sine pædagogiske teorier. Derfor denne lille opfølgning om Axel Munch og hans ”ideologi”, der lå til grund for Realskolens virke fra dens start i 1913 til 1939, hvor han døde. Tiden derefter vil jeg også gerne beskrive, – derom en anden gang.

Axel Munch stammer fra Nr. Vinge, hvor han fødtes d. 08. okt.1885. Hans første skoletid fandt sted i faderens skole, men hvor den fortsatte er lidt usikkert. Dog vides, at han havde gået på et kursus i Oksbøl, hvor lærer Hansen og hustru havde virket med en undervisning, der var vedkommende, omsorgsfuld og fuld af forståelse for elevernes forskellige niveauer. At opholdet her havde påvirket Axel er sikkert, og hans senere pædagogik som leder af Ryomgaard Realskole afspejlede sig klart her, hvad især hans bror Erik Munch har tilkendegivet bl.a. i sine erindringer.

Axel fik senere lærereksamen fra Gedved Seminarium og ansættelse på Aarhus Private Realskole, ca. 1909. Han var værdsat fra starten, for han var sympatisk og kunne lære fra sig. Endnu grøn i denne ansættelse fik han ansvaret for et anneks, som skolen oprettede i Aarhus Midtby (Bruunsgade), fordi tilgangen til skolen steg, og lokalerne i den oprindelige skole derfor blev for trange.

Axel delte lejlighed med en kollega, Holden Dall, og da de var noget upraktiske til det huslige, ansatte de en husbestyrerinde til varetagelse af rengøring, vask og den varme aftensmad.

Axel diskuterede gerne tidens skoleproblemer med sin kontubernal og kollega Holden Dall og de inddrog en tredje fra samme skole, Hakon Kirkegaard, der var lidt ældre og lidt mere erfaren end dem selv. Det var pædagogikken, det gjaldt, for tidens løsning her var, at et par lussinger eller anden tilsvarende vold hjalp på ro i klassen og på elevernes tilegnelse af stoffet! Heri var Axel uenig! Det burde kunne lade sig gøre at undlade den slags og alligevel befordre læringen. Jamen hvordan? Selvom hans to kolleger var enige, var de alle i tvivl om, hvad de skulle sætte i stedet. For disciplin skulle der jo være, det var de enige om, men hvordan fandt man balancen? Det var det, diskussionerne mellem dem gjaldt. De nåede efterhånden til den konklusion, at midlet skulle være at vinde eleverne for sig med forståelse og omsorg; elevernes tillid skulle vindes, eventuelt enkeltvis – selvom det måtte forekomme en noget stor opgave. Men man måtte og skulle interessere sig for eleverne på en fuldgyldig måde. Alle elever måtte jo kunne noget, – bare et og andet, – selv den “dummeste” elev, – sådan lidt skolemesteragtigt sagt! Men det var indiskutabelt, at ethvert menneske var født med evner i en eller anden retning, og evner var nøglen til at komme videre! Som lærer skulle man finde disse evner hos eleverne, og kunne favne den eller dem med interesse. Ikke påtaget, men oprigtig, – det skulle komme indefra! Og det skulle man som lærer kunne evne og magte! Og nåede man dertil, skulle dette være et grundlag, – en løftestang – til at vinde elevens tillid, og ad den vej således nå ind til eleven. Her var maskinrummet! Nåedes dette, burde der herefter være basis for at bygge – dvs. lære eleven noget – give eleven kundskaber og dannelse, og i øvrigt et grundlag for varigt venskab.

Disciplinen skulle mere eller mindre automatisk følge af den gensidige respekt og det venskab, som ville opstå som konsekvens af lærerens interesse for eleven. Lykkedes det, var ringen sluttet, for disciplinen ville komme på plads. For hvem ville skuffe en god kammerat? Grundlaget var nu kortlagt!

Men selv i den situation kunne der ikke slappes af! Det var en igennem skoletiden evigt kørende proces, men var den først etableret, var den nem at holde kørende.

Det kunne lyde som et til tider umuligt Sisyfos-projekt. Men Axel var ubøjelig. Og det skyldtes hans eminente evne til at undervise og hans kærlighed til børn! Og også hans solide tro på, at hans teori var rigtig! Projektet skulle lykkes uanset de arbejdsmæssige omkostninger. Hvis den enkelte lærer ikke magtede opgaven, måtte han søge andre udfordringer og lade lærerjobbet være andres, – de andres, som kunne magte det. Han indrømmede dog senere i livet, at hvis der måtte kunne forekomme helt umulige tilfælde, skulle man som lærer forstå eleven og give ham eller hende en positiv oplevelse af skolen, altså uden smæk, lussinger eller ydmygelser, men udvise forståelse og respekt, så eleven trods alt ikke kom til at hade sin skole, men fik positive tanker om sin skoletid, når han eller hun til sin tid forlod den.
Beskeden var klar, og den blev meldt ud til de lærere, der ansattes, og det var bestemt ikke uden betydning i det idegrundlag, der dannede base for Ryomgård Realskoles opstart og virke.

En pjece rundsendtes i Ryomgård og nærmeste omegn i december 1912, hvori fortaltes lidt om skolens ide-grundlag, – ganske lidt gennemgås nedenfor, og den er en bekræftelse på ovenstående.
I pjecen stod bl.a. en appel om, at forældre “betror os deres børns undervisning”. Mange tog dette udsagn positivt til sig, for det havde de aldrig hørt før. En skole havde aldrig – i deres øjne – været et sted, hvor forældre betroede deres børn, så det åbnede mange øjne.
Man ville også give børnene
“en mere vidtrækkende undervisning end den, de kunne få i folkeskolen”.
Udtalelsen var noget vovet, – den fortalte jo faktisk, at undervisningen i folkeskolen ikke var tilstrækkelig! Og det var mange nok enige i, især dem der kun huskede de tæsk, som de havde fået. Rigtig mange huskede kun skoletiden for noget negativt, og når de kom hjem fra skole, skulle de arbejde, også med sandsynlighed for lussinger eller det, der var værre. Skoletiden huskedes således af de fleste ikke for noget godt, – det kunne knibe med at finde en mening i den, endskønt man jo nok vidste, at det var godt at kunne regne og skrive. Men der var måske mere i denne pjeces realitet, – et liv for sin næste, som ville være bedre? Sådan må det være forstået, – Axel var arkitekten bag skrivelse, og han vidste, hvad han gjorde!
Pjecen fortsatte sine udfordringer med ordene:
“…en Skole, der kun sigter på Eksamensresultater, er saare langt fra Idealet. Skolen er for Livet, og Livet kræver andet end Kundskaber og Færdigheder. Udviklingen af Barnets Karakter får større betydning for det i Livets ubønhørlige Skole end døde Kundskaber og golde Færdigheder.”
Det var meget provokerende! Eksamensresultater var ikke alt, underforstået, at der var andre værdier! For bonden kendte jo ofte sin værdi, der var mere til stalden end til skolen. Men minsandten om ikke pjecen fortalte, at
“Livet krævede andet end Kundskaber og Færdigheder”.
Det tiltalte mange og prikken over i’et kom til sidst, hvor der stod, at
“udviklingen af barnets karakter får større betydning i Livets ubønhørlige Skole end døde Kundskaber og golde Færdigheder”. Hvis nogen har læst østrigeren Rudolf Steiners skrifter samt grundlaget for hans skolers pædagogik, vil det citerede være bekendt. Axel har sandsynligvis læst og studeret Rudolf Steiner.

Det var noget oprørende, at en skolelærer – oven i købet en kommende skoleder – talte om “døde Kundskaber og golde Færdigheder!” Hvad var meningen? Jo, den var, at boglig lærdom var en ting, mens “udvikling af barnets karakter” var en anden – og altså mere værdifuldt! Den må have gået lige ind i mange af datidens hjerter, for hvem skolen kun stod for tæsk, ydmygelse og terperi.
Pjecen nævnte også, at den ville “samarbejde” med forældrene, – invitationen var åbenbar, og begrundelsen også: da “de (- altså forældrene -) betror os deres børns undervisning”. Det talte til forældrene, for det lugtede jo af at indgå en aftale – forældre og skole imellem. Man kunne altså som forældre få en art kontrol med, om skolen nu også levede op til de fine ord! Og det var også meningen. Skolen var privat, og kunne ikke eksistere på samme præmisser som den offentlige skole. Perspektivet var synligt og blikket vendtes mod den nye skole og dens appellerende udfordring. Spørgsmålet var nu, om den kunne leve op til forventningerne?

Axel Munch gjorde meget ud af at praktisere sine ideer, og nu er vi tilbage ved Niels Peter Bagers erindringer, der har tilladt os at kigge Axel Munch i kortene. Hans pædagogik gik på tværs af tidens tradition, men den duede og holdt hans tid ud.

Gå til del 2 »