Skolens historie - Del 2 - Erik Munch

– Skolebestyrer på Ryomgård Realskole 1939-1961 –

Opvækst

Erik Munch stammede som sin bror Axel fra Nr. Vinge, hvor deres far, Chr. Munch, var lærer i den stråtækte. Klasselokalet var i den ene ende af huset, og beboelse i den anden. Her fødtes Erik i 1891. Hans barndom og øvrige liv skrev han om i sine erindringer, bl.a. gengivet i Realskolens 90 års jubilæumsskrift – ”Der var engang”, hvorfra det følgende er hentet, dog i forkortet stand og let suppleret.
Allerede i 1903, da Erik Munch var 12 år, mistede han sin far, og moderen måtte fraflytte boligen sammen med sine to yngste børn, Erik og Frederik. De flyttede til Ålborg. Erik begyndte i Ålborg Betalingsskole, hvor han stiftede bekendtskab med lærer Kristensen. Hans styrke var at tæske eleverne, og det gjorde han rigtig godt. Ifølge Erik var han en forbrydelse i en skolestue, og stor var derfor lettelsen, da han rejste. Han erstattedes af lærer Hansen, der behandlede børnene godt og uden de daglige tæsk, tværtimod.

Ved konfirmationen var skolen slut, – og dog, for Erik ville gerne have en præliminæreksamen. En venlig onkel tilbød kost og logi nær Høng eksamenskursus, hvor han kunne forberede sig til denne præliminæreksamen, men forsøget mislykkedes. Han bestod ikke, og ville så prøve igen på en skole i Oksbøl. Tiden i Oksbøl blev præget af dets forstander, Niels Hansen og hustru, som Erik respekterede meget. Hansen og hans hustru gav alt, hvad de havde i sig for sine elever. Erik lærte her, – som Axel i sin tid, da han også havde frekventeret Oksbøl-skolen – at han og kammeraterne blev respekterede af lærerne. Det kammeratlige forhold lærer og elev imellem fik her et perspektiv, som Erik aldrig havde troet mulig. Axel var den, der bar det til Ryomgård Realskole, og Erik støttede det fuldt ud.
Oksbøl skolen forberedte alene eleverne, så Erik måtte til eksamen på univer­sitetet i København. Penge var der som sædvanlig ingen af, men på forunderlig vis lykkedes det via venner at finde kost og logi hos et par ældre damer. Eksaminationen startede i maj 1908 og strakte sig over en må­ned, og endte med, at han bestod – med jævne karakterer.

Aspirant

Med sin nyerhvervede præliminæreksamen mente Erik, at nu ville mange døre være åbne for ham. Hans drøm var at blive tjenestemand – ikke som lærer, den tanke var ham fjern – men som trafikassistent ved statsbanerne.
Efter flere vikariater måtte Erik som 19-årig se i øjnene, at hans chancer ved DSB var et overstået kapitel. Hans mor Kristine kontaktede derfor Axel, om han dog ikke kunne finde på noget. Axel var på dette tidspunkt lærer på Århus Private Realsko­le. Skolen var ret stor, og da søgningen havde oversteget dens fy­siske rammer, havde den lavet en ekstra afdeling i en bygning i Bruunsga­de. Denne afdeling havde Axel – sin unge al­der til trods- fået lov at lede, om­en under hovedskolens op­syn.
Axel drøftede problemet omkring Erik med kollegaen Holden Dall, og så fødtes ideen med at invitere Erik til Århus. Han kunne sag­tens bo hos dem, og med sin præliminæreksamen kunne han også vika­riere lidt. Måske fik han smag for det, hvilket Axel også tidligere havde lok­ket med. Men Erik havde hidtil afvist det. Han mente ikke, at han passede for skolen, – eller omvendt! Men nu var situationen en anden! Mode­ren pressede ham og han skulle jo finde på et og andet. Han besluttede sig der­for til at sige ja tak til invitatio­nen. Om ikke andet fik han da År­hus at se!

Beslutningen blev afgørende for hans fremtid!

I januar 1911 begyndte hans Århus-tid. Han fik ind imellem lov at undervise, og fik smag for det, – og oveni købet løn. Det var måske alligevel en god ide at blive lærer, og præparand tiden kunne måske overstås her på denne skole? Men nej, det kunne ikke lade sig gøre, og besøget hos brormand og dennes kollega måtte afsluttes.

Men Erik fik så den ide at spørge forstander Hansen fra Oksbøl skolen, om han måtte få sit præparand år der? Han skyldte stadig skolepenge til Hansen, så de kunne jo modregnes i lønnen. Hansen accepterede og Erik begyndte med at underviste de større børn. Men de viste ham ikke den respekt han havde ventet, hvorfor de måtte bankes på plads! Men den gik ikke! Hansen fik nys om det, og Erik blev flyttet ned til de små klas­ser med besked om at styre sig. Nu gik det bedre! Men hvad var det nu, han havde lært tidligere af Hansen, og også lidt af i Århus hos sin bror og dennes kammerat? Han kunne ikke rigtig sætte ord på det, – noget med respekt for eleverne. Forvirringen blev ik­ke mindre, da han måtte bekende sin anden forelskel­se.
Selv­om han kun var 20 år, – eller måske netop derfor -, var han faldet pladask for den 9 år ældre Ingeborg Himmelstrup. Hun var forlovet med Han­sens søn Erling Agersnap, og selvom hun ikke fattede kærlighed til Erik, talte hun gerne med ham, op­muntrede ham, lån­te ham op­byggelige bøger og modererede hans ofte skarpe kanter med klo­ge ord og sin enestående evne til at vende præmisserne for Eriks konklusioner, så de frem­stod umod­ne og ubehjælpsomme, og frem for alt ikke kunne bære den kon­klusion, som Erik ellers havde været så fuldstændig­ sikker på.
I oktober rejste hun fra stedet for at gifte sig med sin Er­ling, og Erik stod tilbage med et savn, han ikke rigtig vid­ste, hvordan han skulle håndtere. Det påvirkede hans humør og belastede hans undervisning. I forvejen var Oksbøl kur­set plaget af modgang, først og frem­mest fru Hansens sygdom, der igen på­virkede Hansen, så det før så livgiven­de sted nu havde åndenød.

Da Erik rejste igen havde han dels betalt sin gæld dels overstået sit præparand år. Han søgte ind på Ranum Seminarium i for­året 1912, men be­stod ikke optagelsesprøven. Efter et års yderligere dygtiggørelse søgte han ind på Hjørring Se­minarium, – og bestod.
De egentlige læ­rerstudier kunne nu tage sin begyndelse.

– Og dog, – der var jo lige en ting, der igen manglede i regnskabet: penge!

Hvor skulle han få penge fra til at gennemføre studiet. Hans mor kunne ikke holde for med så stor en udgift, og al­le an­dre i familien kunne lige så lidt. En ven af familien fore­slog så, at de skulle gå sammen om en kaution på 2000 kr. for ham. Det skulle kunne række til alle tre år og lånet blev da stiftet i Landbo­sparekassen i Ålborg. 9 fami­liemedlemmer satte deres kontrafej på kautionsdokumentet, og søster Minna blev kurator, altså tilsynsførende med pengene, så de kunne stræk­ke til hele perioden.
Det var besværligt, men det lykkedes, og Erik kunne gå i gang!

Seminarietiden

Livet i Hjørring blev et nyt kardinal­punkt i den unge mands liv. Efter et års tid, hvor han boede ret så isoleret hos en lærer, fik han et værelse, hvor også andre lærerstuderende boede. Erik var meget social, så det var et vældigt løft hans liv herved fik. Diskussionerne med sine medstuderende var mange, – de musicerede, læste lyrik. Kamme­ratskabet var til stede! Erik skrev digte, – en af dem hed:

“Løft de klingre glaspokaler”

Trods en klassisk position var idealet, hørte tekst og melodi snarere hjemme på det nærmeste værtshus.
På en eller anden måde var Eriks lillebror Frederik blevet bekendt med projektet og trods en poetisk åre ikke fandtes i ham, var han overbevist om, at denne komposition var værdifuld. Det var jo Erik, der havde lavet den!! Den broderlige re­spekt manglede ik­ke, og han fik Erik overtalt til, at netop han, Frederik, Eriks egen lillebror, skulle udgive dette unikke værk.
Men her indkasserede Frederik nogle læ­repenge, der fjernede mange af piede­stalerne op til Erik: Ikke et eneste eksemplar blev nemlig solgt, og Frede­rik stod følgelig selv med ud­gif­terne til trykningen­, mens Erik med et særegent skævt smil fandt netop den grimasse, der ud­viste forundring over det manglende salg og samtidig lettelse over, at han ikke selv havde delta­get økonomisk i projektet!

I dagligdagen på seminariet passedes lektierne, som de skulle, trods kamme­ratskabets mange fristelser. Erik var en levemand, men vidste, hvad der stod på spil! Men den største fristelse af alle skulle han nu for tredje gang i sit unge liv stifte bekendtskab med: Kærligheden!

– Og hun havde det yndigste smil. Det gik ind i marv og sjæl, og han følte, at han svævede. Han havde fundet sit livs kærlighed, og kærligheden var gengældt! Anna Dagmar Weiner Petersen, hed hun, også elev på seminariet. Det var sangen, der bragte dem sammen. Koret, hvor alle sang­glade seminarister – det var dem alle! – samledes og un­der kyndig ledelse og fælles interesse udfoldede talenterne.

Og Dagmar var i sandhed et af dem, – efter Eriks menig den bed­ste! Den re­neste tone kom fra denne lille sjæl, hvor man slet ikke fattede, at en så lille og væver krop kunne indeholde en så vidunderlig stemme. En af de øvrige i koret var Marius Dy­nesen, også en sang- og musikbegavet ung mand, som både Erik og Dagmar fandt sammen med i deres sangglæde. Og Niels Sæderup, en elsk­værdig og altid smilende og piberygende mand, der med sit sympatiske sindelag vandt alle for sig. De kunne snakke om de forskellige sange og melodier i det uendelige, øve sig sam­men, og denne fælles interesse skulle bundfælde sig så solidt, at de­res sammenhold varede resten af livet.

I juli 1915 var studietiden overstået. Eksamen kom i hus, og Erik følte det som en kæmpe befrielse. Han var ikke sen til at pakke sine sager ned i den gamle trækuffert, som han så satte ud til ve­jen, der gik forbi Aldershøj. Inden længe kom en øl­kus­k agende med masser af ølkasser på hestevognen, og Erik fik kørelejlighed til stationen for sig og sin bagage.

Nu skulle bagagen til Holstebro, hjem til mor, mens han selv havde aftalt be­søg i Ålborg. Det var Dagmar det gjaldt! Hun havde allerede (1/8 1914) fået stilling på den nye skole i Ryomgård, men de mødtes anstændigvis hjemme hos hendes forældre. Erik blev nu soldat og året efter, 1917, ansat på sin brors skole i Ryomgård. Det var også tid for giftermål med Dagmar. De bosatte sig sammen i den ene ende af et dobbelthus på Vestergade 22 i Ryomgård, – den unge mand havde nået sit livs foreløbige højdepunkt.

« Gå til del 1  –  Gå til del 3 »