Skolens historie - Del 6 - E. Basses tid

Efter Axel Munchs død i 1939 overtog hans bror Erik Munch skolen. Erik Munch ledede skolen i de næste 22 år, og som sin bror prægede han den meget. Især huskes hans lærebøger og de mange sange, bl.a. samlet i ”Ryom Sange”. På den anden side kan især en eftertid se, at Axel Munchs pædagogik ikke videreførtes, selvom det måske har været Erik Munchs oprigtige mening. Men arbejdet på den administrative front var stort, – voksede år for år, både fordi elevtallet steg, og fordi antallet af love og cirkulærer på skoleområdet tilsvarende steg. Erik Munch overlod derfor i stigende grad det pædagogiske til lærerne selv. Alle var – i starten – ”Axels lærere” og senere lærere var bl.a. gamle elever. Så de kendte ånden. Men de overlodes nu til selv at skulle håndtere den pædagogiske linje uden synderlige anvisninger, endsige opsyn. Det var en ægte kursændring i forhold til Axel Munch – og det betød et tilbagefald på netop det område, som havde været en del af grundlaget for skolens start overhovedet. For nu begyndte lærerne at slå eleverne!! Ikke meget, men nok til, at Axels filosofi på området blev nødlidende. Det skal siges, og er sagt til Erik Munchs fordel, at den administrative arbejdsbyrde var kolossal. Og den blev ikke mindre af hans arbejde i sognerådet, herunder 8 år som sognerådsformand. Til at hjælpe sig havde han især sin svigerinde Thyra, lærerinde på skolen. Thyra udførte mange opgaver, f.eks. med skemalægning, hvilket kunne tage næsten en hel sommerferie at få på plads. Hun forfremmedes da også til skolesekretær ved siden af sin lærergerning, og honoreredes også for begge jobs. Erik Munch fik også andre ”hjælpere”, eksempelvis pålagdes lærer Anton Eriksen at redigere Erik Munchs talrige artikler og holde især ”Samlingen” pænt i stand. Anthon Eriksen besad den fordel at kunne læse eller rettere oversætte Erik Munchs “kragetæer”, hvilket ikke var mange forundt (citat fra Anthon Eriksen selv). Også lærer Højholdt fik mange opgaver bl.a. med bogføring og skolens bibliotek. Begge aflønnedes naturligvis ligesom de frivilligt havde påtaget sig disse ekstra jobs, som E. Munch havde bedt dem om, – (og man modsagde altså meget nødigt ikke Erik Munch!).

Det var en træt Erik Munch, der pensioneredes i 1961, men han måtte opleve den sorg, at hans efterfølger, viceinspektør Søren Vester-Petersen, døde før han rigtig tiltrådte, nemlig d. 5. aug. 1961, altså en uges tid inden skolens start i august 1961. Erik Munch blev klar over det, dog på et sent tidspunkt, fordi Vester-Petersens familie jo havde håbet på helbredelse. Men i juli 1961 blev Vester-Petersens død varslet, og Erik Munch ringede da til de to brødre Basse med ordren, at de måtte tage hånd om det hele. De to brødre både kunne og ville løfte opgaven – og samarbejde. E. Basse blev den nye skoleleder, eller skolebestyrer, som man kaldte det dengang, og K. Basse viceskoleinspektør.

Desværre blev også E. Basse syg. Allerede i 1963-64 måtte K. Basse konstitueres som skolebestyrer og det gentog sig i 1972, hvorefter E. Basse meddelte, at han trak sig. Han var plaget af sygdom og i 1973 overtog K. Basse Kristensen således jobbet som leder. Det var dog ikke uden sværdslag, for der var 5 andre ansøgere, alle kvalificerede, men K. Basse blev altså den foretrukne. Det er derfor ikke meget, der kan skrives om E. Basses periode som skoleleder. De samtidige husker måske bedst – ud over hans gode undervisning som dansklærer – hans ombygning af det gamle fysiklokale til et tilsvarende moderne og ombygning af Erik Munchs gamle kontor på 1. sal i østfløjen til 2 klasseværelser (1963) samt ikke længe efter byggeriet på den lille bakke af en hel ny skolebygning.

Dette byggeri var en satsning, for der var ikke økonomi hertil uden øget elevtilgang. Det ligner i et bakspejl at enten går den eller går den ikke. Det må have været en stor nervemæssig belastning for E. Basse og måske har det medvirket til hans sygdom.
I bestræbelserne på at stoppe elevflugten og vende den til det modsatte iværksatte han altså dette dristige projekt, naturligvis med bestyrelsen bifaldelse. I tankerne indgik nye regler om tilskud til optagelse af visse elever med skolemæssige problemer, som kommunerne rundt i hele landet måtte anvise. En kostafdeling var nøglen hertil, og det ville betyde ikke blot nye elever, men også nye udfordringer, Og så betød det penge i kassen, for de visiterende kommuner skulle jo betale for de pågældende elever. Tanken om en kostafdeling var ligeså dristig, som nødvendig. I daglig tale bruges ofte talemåden ”Tvindmodellen” og helt forkert er dette ikke i relation til det offentliges interesse og økonomiske deltagelse. En kostafdeling måtte realiseres og i 1971 blev lærerparret A.V. og Agnete Pedersen ansat med henblik på at føre denne plan ud i livet. Samtidig gik skolens ledelse i gang med at finde lokaliteter og kostpersonel. Det lykkedes at realisere projektet og dermed afstikke en helt ny linje, som skolen kunne køre sideløbende med den traditionelle. En sådan blanding var ikke ny, men sjælden.

« Gå til del 5  –  Gå til del 7 »