Jubilæumsskrift 1963 ved 50-års jubilæet

Nedenfor findes en tekstudgave af årsskriftet. Tekstudgaven er fremkommet ved at lave OCR (optisk tegngenkendelse) på den indscannede version af årsskrifter. Derfor vil en hel del af teksten fremstå som noget værre volapyk, og det kan være svært at læse. Teksten nedenfor er derfor kun skabt for at indeksere og gøre indholdet i årsskriftet søgbart. Vi anbefaler, at du læser årsskriftet i PDF-format.

Indhold

 

Side

 

Erik Munch: Skolens historie…………………………………………… 5

  1. Basse: Et par tanker omkring Esajas 42, 2-3………………… 17

Birthe Arnbak: Ordene………………………………………………….. 25

Kr. Vester-Petersen: Hilsen til skolen………………………………. 29

Klip fra arkivet………………………………………………………………… 30

Erik Munch: En skoledag………………………………………………. 33

  1. Thorup: Hr. Dynesen………………………………………………… 50
  2. Basse Kristensen: Elevforeningen ønsker til lykke………. 52

Efter3.rsfesten 1962………………………………………………………… 54

Søren Vester-Petersens mindefond…………………………………….. 55

Lærerkræfter ved R. R. fra 1913 til 1963……………………….. 56

Af skolens dagbog…………………………………………………………. 58

Gaver og legater……………………………………………………………. 59

Nye medlemmer…………………………………………………………….. 60

Redaktionelt…………………………………………………………………… 61

Regnskab……………………………………………………………………….. 62

Personalia……………………………………………………………………….. 63

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kolind Bogtrykkeri

 

SKOLENS HISTORIE

 

 

 

Hvor fordum Kolindsund skilte Djursland i en ø og en halvø, strækker sig nu side enge, der imidlertid er ved at blive opdyr­ ket. Det gamle sund er borte, men hvis pumpeværkerne i Fan­ nerup ophørte med deres pumpende virksomhed, ville Lyngby Sø, som forsvandt ved den omtalte virksomhed, sikkert komme igen som den sidste rest af det gamle sund.

Undertiden kan man blive vidne til et naturfænomen af stor

skønhed. Det sker, at tågen lægger sig over engen og kun over den, og så ser det ud, som om det gamle sund er kommet igen. Hver bugt og hver vig er kommet tilbage, og Thorsager er atter blevet en søstad, og mindre buskformationer kan illudere som både og bøjer. Midt i sundet ligger den gamle gård Gammel Ryomgaard. Den ældste gårds oprindelse skjuler sig i fortidens tåger, men her har ligget en bondeby ved navn »Ryen« eller

»Ryom«, og af den er herregården sikkert opstået. I mange år lå forholdene sådan uforstyrret hen. På Gammel Ryomgaard sad godsejeren, og han klarede sig ikke alt for godt, men hvis nogen kom og ville købe jord, så sagde han nej; han ville ikke sælge; og det kunne han gøre, så længe det var private købere, der kom; men hvis staten kom og fortalte, at udviklingen kræ­ vede, at noget af hans jord skulle sælges, ja så fik piben en an­ den lyd; for vil man ikke sælge, når staten vil købe, så ekspro­ prierer den, og det var vel det, der skete. Staten skulle bruge jord til anlæggelse af jernbaner, og den skulle bruge meget jord, for i Gammel Ryomgaards umiddelbare nærhed skulle der byg-

 

5

 

ges en station, der skulle være knudepunkt for banerne Ryom­ gaard-Aarhus,  Ryomgaard.:._Randers,  Ryomgaard_:_Grenaa, så nu kom forstyrrelsen, og godsejeren solgte og flyttede fra egnen. Stationen skulle selvfølgelig have heddet Ryom, og det kaldes den da også blandt folk den dag i dag ligesom byen, der med tiden opstod, kaldes Ryom.

 

 
  

 

I året 1912, da Ryom kun bestod af Jernbanegade og Store­ gade, kom der tre unge mænd til byen. Det var Axel Munch, Holden Dall og Hakon Kirkegaard. De var lærere og havde haft ansættelse i Aarhus. Det var deres hensigt at oprette en privat realskole i Ryom, fordi de mente, at stedet som jern­ baneknudepunkt var velegnet for en sådan institution. Der fandtes kun en af den slags skoler på Djursland, nemlig Tru­ strup; resten lå i byerne. Det gjaldt nu om for dem at komme i forbindelse med de rette mænd såvel i Ryom som i oplandet. De mænd skulle besøges, og derfor medbragte de unge lærere deres cykler, og med Ryom som hovedkvarter foretog de ture ud i landet. Men først besøgte de folk i Ryom. Der var ikke mange, som ragede op, men der var dog en, og det var køb­ mand A. C. Andersen, der drev en ret stor kolonial- og tøm­ merhandel i Ryom. Præsten på stedet, pastor Madsen i :Marie Magdalene, var også interesseret, men ellers var det i oplandet, støtterne skulle findes.

Først og fremmest må forpagteren til Vosnæsgaard – senere ejer af Vilhelmsborg – L. Hviid nævnes; dernæst folk som købmand Aage Jensen og købmand Carlsen, Løgten, købmand Gerstrøm, Auning, flere købmænd i Kolind og endelig sidst, men ikke mindst, læderhandler Carl Dall, Middelfart; for det var ham, som finansierede foretagendet og muliggjorde, at der kunne bygges. Forarbejderne var vanskelige, men endelig kom mnn dn. si vidt, at man besluttede sig til at &b1w I\ yo1,11;nurd lluttlskolc den 7. januar 1913, og det er nn lud v11′(1dN tt1· sidun,

 

og skolen har nu cirka 400 elever. Dengang på den berømme­ lige 7. januar 1913 mødte 26 elever, og med dem blev der be­ gyndt i lejede lokaler i et hus i byen – et hus, der endnu eksi­ sterer under navnet villa Svanholm.

Den 7. januar 1913 indviedes skolen. I hotellets sal samledes elever, forældre og lærerpersonalet. Pastor Madsen, Marie Mag­ dalene, nedbad velsignelse over skolens værk, og skolebestyrer Hakon Kirkegaard fremlagde skolens program. Endvidere stif­ tedes der en forældreforening med købmand A. C. Andersen som formand. Den 11. januar forelå der skrivelse fra Marie Magdalene-Koed sogneråd, at der var bevilget skolen et til­ skud på 100 kr. at anvende til fripladser. Den 13. januar gik Nimtofte privatskole ind under Ryomgaard Realskole, og sko­ lens lærerinde, frøken Christiansen, knyttedes til denne. Da skolens elevtal stadig var i stigen, og da der efter de mange forespørgsler, der stilledes til skolen, kunne påregnes en større tilgang .efter ferien, blev det klart, at de nuværende lokaler ville blive for små, og skolens ledere lod derfor vejassistent Falking, Ryomgaard, udarbejde tegninger og overslag til en fuldt moderne skole. Dette forelagdes forældreforeningens be­

styrelse, der gav tilsagn om støtte ved at virke for tegning af et rentefrit lån i andele a 50 kr. hos de mennesker, der mentes

at ville interessere sig for skolen, for derved at hjælpe skolen over de første økonomisk vanskelige år. Det af bestyrelsen god­ kendte grundlag forelagdes en kreds af interesserede, der god­ kendte det. Den 1. april 1913 var der tegnet 5500 kr. fordelt på 109 andele. Arbejdet blev udbudt i licitation og bortgaves til murermester Jakobsen, Kolindbro, tømrermester Frands Jen­ sen, Strømmen, blikkenslager Stoff regen, Randers, og malerme­ ster Helboe, Ryomgaard. Arbejdet påbegyndtes i april. Den 21. juni hejsedes kransen på skolen, og om aftenen samledes hånd­ værkerne, forældreforeningens bestyrelse og skolens ledere til et rejsegilde, hvor skolebestyrer Axel Munch bragte håndvær­ kerne en tak. Skolen stod færdig til brug den 25. august 1913, på hvilken dag den højtidelige indvielse af skolen fandt sted i gymnastiksalen. Den store sal var fyldt til sidste plads af 3- 400 mennesker. Pastor Madsen, Marie Magdalene og skolebesty-

 

7

 

rer August Kirkegaard, Aarhus, var mødt som talere og for­ stod begge at anslå de rette toner, så at det i høj grad bidrog til at gøre højtideligheden så stemningsfuld, som den blev. Endvidere talte forældreforeningens formand, købmand A. C. Andersen.

Skolen var fuldt ud moderne og havde plads til ca. 150 ele­ ver. Skolebygningens hovedbygning var toetages. I stuen fand­ tes 4 store skolestuer, kontor og lærerværelse. På første sal var der et stort lokale beregnet til undervisning i naturfagene, teg­ ning og sang, desuden en stor skolestue og fire mindre. Af sko­ lens ni klasseværelser blev de syv taget i brug efter ferien. Først efter ferien i 1915 blev alle klasserne taget i brug. I kælder­ etagen fandtes foruden en del større og mindre rum en lejlig­ hed til skolens pedel. I loftetagen var indrettet værelser til sko­ lens ugifte personale. Tilbygget skolens nordre gavl lå gymna­ stikhuset, bestående af en stor og luftig sal, omklædningsrum og et rum til rekvisitter. Fra stueetagens korridorer var der indgang til salen og fra naturfagslokalet til en balkon over sa­ len. Hele skolens grund var så stor, at der kunne blive en me­ get stor legeplads. Elevtallet nåede den 1. maj 1913 sit højde­ punkt, nemlig tresindstyve. Hermed var Ryomgaard Realskole oprettet og arbejdet begyndt.

Skolen stod færdig, men det skulle snart vise sig, at det at oprette en privat realskole er en vanskelig sag. Den 10. august 1915 begyndte skolen sin virksomhed efter endt sommerferie med ca. 130 elever, så for så vidt var udsigterne lyse. Men den første verdenskrig rasede, og den lagde også sin knugende vægt af uhygge over den nye institution. Der var også sket ændrin­ ger af skolens lærerpersonale, idet skolebestyrer Hakon Kirke­ gaard forlod skolen for at overtage Hesselager mellem- og real­ skole, og en af skolens lærer, hr. Theilgaard, afgik ved døden. Men arbejdet gik videre, og 1916 dimitteredes det første hold til præliminæreksamen. Der indstilledes 11 elever, som alle be­ stod, hvoraf fire med udmærkelse.

Den nye skole stod fiks og færdig med bygninger og inven­ tar, men undervisningsmidlerne, samlingerne, skulle også skaf­ fes til veje. Her fik man ved undervisningsinspektionens hjælp

 

8

 

den obligate fysiske samling; men den naturhistoriske skulle dannes fra grunden. Det arbejde påbegyndtes straks og gav store resultater, så store, at skolen nu ved sit jubilæum står med en af de største zoologiske samlinger. Verdenskrigen gjorde al­ ting dyrt, og det var vanskeligt at disponere med de svingende priser på næsten alt. Endvidere skete der en mærkbar foran­ dring i lærerpersonalet, idet Holden Dall og Marie Dall efter skoleåret 1916-17 ved sommerferien forlod skolen. I deres sted ansattes undertegnede samt cand. phil. /. S. Magnusson, og i 1918 ansattes overlærer Dynesen. Skolens lærerpersonale bestod da af følgende: skolebestyrer Axel Munch, inspektør Erik Munch, cand. phil. Magnusson, overlærer Dynesen og fru Dagmar Munch, som blev ansat ved skolen i 1914, samt frøken Christiansen. Senere, i 1918, ansattes afdøde skoleinspektør N. Sæder p, og det blev det personale, som kom til at gøre det pionerarbejde, der skal til, og hvoraf skolen voksede frem. Sjæ­ len i foretagendet var Axel Munch. De ideer, han kom frem med og ledede sin skole efter, var dengang nye. Han var over­ bevist om, at man, hvis man kunne vinde eleverne, kunne få det med dem, som man ville. Han holdt på, at der på lærerens initiativ mellem lærer og elev skulle fremelskes et sympatifor­ hold. Han havde den opfattelse, at var dette sympatiforhold til stede, så var det disciplinære spørgsmål dermed løst, og han understregede, at af disciplinen afhang alt. Det kunne ikke nytte, at læreren var nok så udmærket, hvis forholdet imellem ham og hans elever var af en sådan art, at han ikke kunne være i klassen. Det var derfor ikke alene nødvendigt, at en læ­ rer var således indstillet, at han holdt af børn, men det var en forbrydelse mod børn, hvis en mand, der med sig selv vidste, at han ikke havde nogen særlig kærlighed til børn, gav sig til at være lærer, for hans gerning var så på forhånd dømt til at mislykkes –        ja, til at være skadelig. Og hvordan gik det så med at lede en skole efter dette pædagogiske livssyn? Ja, det er en given ting, at det var en fordel for Munch, at han kunne virke ved sin egen skole; han kunne jo nu selv bestemme, hvilke folk han ville ansætte som lærere, og det vil jo sige, at han kunne søge at få folk, som ville gå ind for hans pædago-

 

9

 

gik, ja, måske forstå den. Selvfølgelig havde han øjnene opladt herfor, men den private skoles kår var dengang ringe. En læ­ rerløn var 1200 kr. årlig, og en lærerinde fik 600 kr. årlig, og med de penge kunne man jo ikke vente at få førsteklasses ar­ bejdskraft. Endvidere var han jo selv fattig, og skolens øko­ nomi var ikke stabil; det var jo uvist, om den overhovedet kunne eksistere. I begyndelsen var han derfor helt alene om sin pædagogik, men han skånede sig ikke. Han var jo i besiddelse af den første grundlæggende betingelse: han holdt af børn.

Som årene gik, fik han også en medarbejderstab, af hvilke de fleste forstod ham, og i hvert tilfælde ingen modarbejdede ham. Det var navnlig det sidste, han stolede på; med hensyn til det første regnede han absolut kun med resultaterne. Hvilke erfaringer gjorde han så, som han nu stod som enevældig prak­ tiker af sin pædagogik? Ja, erfaringerne var både lyse og mør­ ke, men vistnok mest lyse. Han havde mange glæder. Der var mange elever, der sluttede sig til ham i et særligt sympatifor­ hold; men der var jo også dem, der ikke gjorde det. De sidste gik dog heller ikke til den modsatte side, så man kan ikke sige, at de ikke kunne lide ham. Han var vellidt af alle og meget respekteret; men det var vel nok en af de mørke erfaringer for ham, at det viste sig umuligt at nå til bunds. Eleverne blev der­ for delt i to grupper – de særlige og de almindelige, og som tiden gik, og skolen voksede, blev det de særlige, han gav sig mest af med, og inden for dem atter en udvalgt gruppe: »sta­ ben«, som stod ham særlig nær. Dette kunne jo så ikke undgå at føre til, at den særlig udvalgte gruppe blev fremmed for de øvrige lærere, og selvfølgelig kunne det heller ikke undgås, at medlemmerne af »staben« ikke altid blev lige nemme at have med at gøre for de øvrige lærere; han var jo for dem den ene­ ste.

Selv om der altså kan peges på visse ting, som var lidt be­ sværlige for medarbejderne, og selv om de samme ting ikke fandt absolut bifald hos de øvrige elever, der tilhørte den al­ mindelige del, så kan det ikke stærkt nok fastslås, at hele for­ holdet var medvirkende til at give skolen sin særlige tæft – sin sxrligc patina. Det er afgjort, at Axel Munch og hans ud-

 

lO

 

valgte var surdejen, der gennemsyrede det hele. Det var derfra, retningslinierne gaves. De gjorde, som en præst i omegnen, hvis søn hørte med til de særlige, udtrykte det, at der blev højere til loftet på Ryomgaard Realskole. Det var nemlig sådan, at der krævedes noget af dem, der var skolebestyrerens særlige ven­ ner; det var ikke helt let at høre med til »staben«. Hvis en af disse elever skuffede med hensyn til tillid, hvis de overtrådte givne forbud, så fik de det adskilligt værre end kammeraterne, der hørte til den almindelige gruppe. De blev ikke skånet. Der var over for dem ikke tale om nogen overbærenhed – snarere det modsatte, thi hvorfor kaldes vi adelsmænd, og hvorfor bærer vi gyldne kæder?

Hvilke elever var det så, der kom til at stå i det særlige sym­ patiforhold til Axel Munch? Hvilke var betingelserne? Man kunne jo tænke sig, at det var de særligt dygtige og klarhjer­ nede – måske velstillede – men det var ingenlunde tilfældet. Der var kun den betingelse, der lå i det modtagelige sind; jo flere der var, jo gladere var Axel Munch. Det var jo en af de mørke erfaringer, at alle ikke kunne komme med, og da han blev klar over det, levede han derefter. Dette havde jo nok til følge, at han undertiden spændte buen for stramt på den måde, at nogle af hans venner i visse tilfælde svigtede, men han var så klar over, at skylden var hans egen, at han havde forlangt for meget. Det er ganske sikkert, at Axel Munch i sin lærerger­ ning var en lykkelig mand. Hver skoledag var betydningsfuld for ham –  rent personligt, men skolen blev også til det, den er, ved hans gernings glæde.

Hans medarbejdere lærte af ham uden at kopiere; for det kunne ikke lade sig gøre; der var kun en, der kunne anlægge

»stab«, og det var ham.

Lærerne hørte, hvordan han talte til eleverne, og det var i sig selv lærerigt. Han talte altid smukt til dem; der kom aldrig et skældsord over hans mund, heller ikke når en eller anden skulle have en omgang – skulle på kontoret, som det hed og endnu hedder. Hans meget stærke personlighed kunne godt have den indflydelse på den almindelige gruppe, at disse elever var bange for ham, men han var klar over det og søgte at

 

11

 

11111,111, 1111l111ld(•I vod ,11 tale mildt og venligt til dem. Endvi­

,1, 11 111111111111 • h.111 af den særlige gruppe en ganske bestemt lud1111111111wd(111. Man skulle komme ordentligt ind af døren 111•, 111 01°dl1111ligL ud af samme; man skulle kunne optræde frit t ‘li 11I h1dnnceret, n8.r der blev talt til en, ikke stå med hænderne t l1111111wn, men rette sig op og se på den, man talte med, og det vidtcdc nedefter. Eleverne på skolen lærte de almindelige høf­ light:dsiagttagelser, som vel ikke forlanges, men ser godt ud og

1.:1· 1.:11 anbefaling for enhver.

Axel Munch var en ener. Han arbejdede på sin egen måde og n&ede meget. Han elskede børn, og han var en stor opdra­ ger. Han vurderede børn og forstod, at det, han kunne give dem af kærlighed, kunne han ikke vente at få igen. Han har givet udtryk for denne tanke i et vers, som han skrev til en af sine elever. Det lyder således:

Og så I blot een gang til bunds i hans hjerte og fatted hans mål,

så ville jert venskabs den blussende kerte forvandles til bål.

Den 9. november 1918 standsede verdenskrigen, og efterhån­ den kom samfundsforholdene ud af krigens virvar, så arbejdet kunne gå roligere –  og der blev arbejdet.

Der blev holdt mange frugtbare lærermøder, hvor fagene blev behandlet og undervisningsteknikken fastlagt. Var det til­ fældet, at lærebøgerne ikke gav det, der blev ønsket, så skrev man repetitionshæfter til at supplere det manglende.

Skolens undervisningsteknik i fag som dansk, naturhistorie, fysik, geografi og regning skærpedes, og skolen havde her for geografis vedkommende et frugtbart samarbejde med skoledi­ rektør Albert Christensen, Randers. Samarbejdet mellem læ­ rerne satte også sine spor, og ikke mindst i et fag som orden med skriftlige arbejder, takket være fru Dagmar Munch, som vn,r skolens skrivelærerinde.

Skolen havde i denne periode nu og da besøg af digteren ]o­ hm, S/..:joldborg, hvis bekendtskab undertegnede, M. Dynesen O (  N. S1\’dcrup havde gjort som seminarieelever i Hjørring.

 

I,

 

Skjoldborg var ellers ikke den private skoles mand, men han var arbejdets tilbeder, hvor som helst han fandt det, og det fandt han på Ryomgaard Realskole. Foruden skolearbejdet var der nemlig også et andet arbejde i gang, idet brødrene Munch samt Dynesen og Sæderup var gået i gang med at omdanne den cirka 6 tønder land store bakkeskråning, som lå bagved sko­ len, og som Axel Munch havde købt, til et anlæg.

Det var Palmesøndag 1920, at arbejdet påbegyndtes, og det bestod i foreløbig at udgrave skolegården, og det var så menin­ gen, at resten af bakkeskråningen skulle tilplantes. Men det gik, som det altid går, når arbejdet interesserer: bakken blev udgravet med sportsplads til brug for skolen, og da udgravnin­ gen var færdig, blev bakken tilplantet, så den nu er blevet til det, den er: et særpræget anlæg, der betager ved sin skønhed og hygge.

Tiden gik, og i 1925 forlod N. Sæderup skolen for at mod­ tage ansættelse ved Høng realskole, og i hans sted ansattes læ­ rerinde Thyra Weiner, som forblev ved skolen til 1927, for så senere, i 1935, atter at modtage ansættelse ved Ryomgaard Realskole. Frk. Weiner gjorde sig navnlig fortjent som Axel Munchs arvtager af hans regnesystem, hvilket bruges på sko­ len den dag i dag.

Omkring 1930 var elevantallet ca. 200, og Axel Munch fandt, at tiden var inde til en udvidelse rent bygningsmæssigt. Efter mange overvejelser kom arbejdet i gang, idet en stor byg­ ning opførtes ved den gamle skoles nordgavl og forenedes med denne, sådan at bygningen danner et T. Den nye bygning kro­ nedes med et tårn, der bærer en fløj med bygherrens initialer samt årstallet 1933. Den nye udvidelse var en stor begivenhed. Den medførte mange nye undervisningslokaler samt en fore­ dragssal, som skolen har haft og stadig har stor anvendelse for og megen glæde af.

Gn{ndstenen til den nye bygning blev nedlagt af den yngste lærer, nuværende skoledirektør Kjeldsen, Vejle.

Der var nu plads til flere elever, men de kom ikke lige med det samme, og hvad værre var, Axel Munchs helbred begyndte at svigte. Han havde aldrig skånet sig selv i arbejdet. Han

 

13

 

havde gjort det kunststykke, at han havde rejst en skole på den flade mark, men kun i 6 år fik han lov til at glæde sig over sit etablissement. Den sygdom, han led af, var uhelbredelig, og den 24. januar 1939 døde han.

Hans død var et rystende tab for hans medarbejdere; men livet skulle jo gå videre, og hans medarbejdere samlede sig om den opgave at føre skolen videre i hans ånd.

 

 
  

 

Efter min·broders død overtog jeg skolen. Ligesom min bro­ der begyndte sin gerning i krigens tid, begyndte jeg også min skolebestyrergerning, medens krigslurerne gjaldede. Thi den 2. september 1939 begyndte den anden verdenskrig.

Søren VesterPetersen ansattes ved skolen som lærer i mate­ matik og naturhistorie, og arbejdet gik videre. Vi mærkede ikke noget særligt til verdenskrigen i begyndelsen, selv ikke da Danmark blev besat den 9. april 1940. Men det kom.

Foruden at være skolebestyrer var jeg i den tid også sogne­ rådsformand, og selv om det gik fredeligt, voldte den tyske

 

14

 

værnemagt dog mange besværligheder, ikke mindst på indkvar­ teringsområdet. I julen 1944 blev skolen taget af tyskerne. Det var med møje og besvær, at det lykkedes at undgå afståelse af hele skolen. Men det lykkedes.                                                                                            ·

Tyskerne tog hele vestre fløj samt gymnastik- og foredrags­ sal. Resten fik vi lov at beholde, og med god vilje kunne vi fortsætte vort arbejde.

Noget særligt nyt med hensyn til fagene og pædagogikken kunne vi ikke fremkomme med. Det gjaldt bare om at holde det vedlige, som det var. Men det bør dog nævnes, at skolen ved den tid –  1940 –  oprettede en handelsskole, der ejedes af skolen, og hvis forstander var Søren Vester-Petersen. Denne handelsskole er senere overgået til handelsforeningerne og dri­ ves den dag i dag med lokaler på Ryomgaard Realskole.

Ryomgaard Realskoles elevtal voksede, og jeg måtte ned­ lægge mit hverv som sognerådsformand, fordi jeg ikke havde tid. Skolen slugte min arbejdskraft. Alligevel ville det have været umuligt for mig at bestride ledelsen, den økonomiske så­ vel som den pædagogiske, hvis jeg ikke havde haft en uvurder­ lig støtte af min svigerinde Thyra Weiner. Vi fik mange elever, så mange, at skolen sprængte sine rammer og blev tresporet. Det højeste elevtal var 525, og det opnåedes i året 1960. Vi di­ mitterede stadig til præliminæreksamen. I året 1961 dimittere­ des 83 elever; der er jo et stykke derfra og til 11, som var di­ mittendernes antal i 1916.

Da min broder og jeg ingen livsarvinger har, var det vores bestemmelse, at skolen ved vor afgang skulle overgå til en selv­ ejende institution. Jeg nærmede mig nu de 70, og jeg fandt ti­ den inde til selv at tage min afsked og samtidig gøre skolen til en selvejende institution. Dette blev skolen i 1960, og i 1961 tog min hustru og jeg vor afsked.

Det var meningen, at Søren Vester-Petersen, der var vice­ inspektør ved skolen, skulle være min eftermand. Men det skulle blive anderledes. Søren Vester-Petersen blev syg og døde den 5. august 1961.

Hidtilværende lærer ved skolen Ejvind Basse Kristensen blev nu udnævnt til bestyrer, og som viceinspektør udnævntes hans

 

15

 

broder Knud Basse Kristensen, medens det regnskabsmæssige vedrørende skolen bestrides af overlærer Thyra Weiner.

Skolen blev til ved den skønneste af alle idrætter, nemlig ar­ bejdet. Arbejdet udførtes i en ånd, der viste sig at have gro­ kraft. Skal jeg ønske noget for min gamle skole, som såvel min hustru som jeg har givet vores tilværelse, så skulle det være, at der altid som leder vil stå en mand, der holder tre ting hævd, nemlig arbejdet, ansvaret og styrken, så han kan sige:

 

Jeg plantede i kærlighed, og det voksede i herlighed.

 

Erik Munch.

 

 

 

 
  

 

 

 

 

 

 

16

 

Et par tanker omkring Esajas 42, 2-3

Gå varsomt! Du troede,

du brugte ord; men du skabte i kød og blod

og levende ånd. Deraf dit ansvar.

(Paul la Cour)

 

Man kan sige, hvad man vil, om vor tid: kedelig er den ikke; der sker noget! Det, som forudgående slægter har anet og spået, ser vi ske for vore undrende øjne (hvis vi da ikke er blevet for blaserte til at kunne undres): radar, jet-fly, T. V., måneraket­ ter. Vor tekniske viden, vor indsigt i materien er enorm.

Effektivitet er vort mål. Langt ud over erhvervslivets om­ råde og økonomiens arbejdsmark – helt ind i opdragelsens og undervisningens hellige land spinder effektivitetsguden (-djæ­ velen?) sit net.

Og mekaniseringens, industrialiseringens, rationaliseringens

strenge vil blive strammet endnu et par omdrejninger i de kom­ mende stormarkeders stålhårde konkurrence.

Levefoden stiger stadig og stærkt. Hvad vi tager som selv­ følgeligheder, var for vore forældre helt uopnåelige ønske­ drømme. Vort materielle velvære er ubestrideligt, kortere ar­ bejdstid er en selvfølge.

Men der fortæres over 500 millioner små hvide piller årlig alene i vort lille land; der begås gennemsnitlig 2-4 selvmords­ forsøg hver dag; depressioner, nervesammenbrud, skilsmisser hører til dagens orden (uorden). Disciplin i hjem og samfund svækkes. Hvor er den fred og lykke, der skal følge af de ma­ terielle savns overvindelse?

>>Ungdomskriminaliteten« er i stadig stigen; det er uimod­

sigeligt. Der tales derfor om en villieløs og holdningsløs ung­ dom, hvis »moral« er i forfald, hvilket udlagt vil sige, at de unge ikke følger de normer for moral, de voksne har afstukket.

»Fordærvet« har ungdommen nu altid været; det har man

 

17

 

sagt i 2000 år, måske længere. Og vor tids ungdom er ikke rin­ gere, end ungdom altid har været.

Tvært imod.

Men den er desillusioneret. Den har ikke tillid til de gamles verden. Vore effektivitetskrav har formået at gøre kundskabs­ formidlingen så duelig, at de unge nu meget tidligt kan se, at den materialisme, tiden dyrker, ikke fører til liv, men til vå­ ben; ikke bringer fred, men død. Vi er ikke guder for de unge, men stakler. Stakler med magten i hænde; derfor er de aggres­ sive. Aggressive mod de gamle.

For oplever vi de tekniske vidunderes tid, så er de religiøse pessimisters spådommes realisation jo også i høj grad en mulig­ hed: ragnarok, der tilsyneladende kan betyde den gamle ver­ dens undergang. Men de unge vil ikke undergang. De vil over­ leve. Derfor søger de nye veje. Nye veje i kunsten, nye veje i politik, i moral.

En floskel –  en billig floskel –  er den megen snak om den

villieløse ungdom. Det er en søgende, spørgende, levende ung­ dom, vi har. Når man en årrække har arbejdet med de helt purunge, har man ustandseligt stødt på spørgsmålet »hvorfor«. Sikkert ville mange forundres, hvis de vidste, hvilke dybt al­ vorlige –  ja, ofte fortvivlede –  spørgsmål deres store børn af og til kommer til os med, vel sagtens fordi de betragter os som noget mere neutrale personer.

Det synes ofte så tragisk, at den oplysning, som vi er så

stolte af, at vi betegner de folkeslag, der ikke har denne viden, som underudviklede, at den oplysnings grænser er så snævre, at enhver burde kunne se dem.

Vor indsigt i materien er enorm.

Men vor viden på livsytringens område er minimal. Og det er her, de spørger, de urolige unge.

*

»Mennesket skriger, når det skal fødes; det skriger, når det

skal dø«, siger Agnes, guden Indra’s datter, i August Strind­ bergs Et Drømmespil. »Det er synd for mennesket«, udbryder hun videre, da hun har set den kval og lidelse, menneskene er underkastet på grund af uvidenhed.

 

18

 

August Strindberg hørte jeg første gang omtalt, for snart mange år siden, som »den sindssyge svenske digter«, hvis digt­ ning man ikke skulle beskæftige sig alvorligt med.

Men det er jo synd for menneskene. Det er synd, at menne­ skene er så uvidende, som tilfældet er. Vor rystende mangel på viden om livsytringerne, om selve det levende liv, om de ele­ mentæreste regler for vekselvirkning mellem sjæle, denne man­ gel på viden er jo den egentlige årsag til det liv i uro og angst, så mange mennesker må friste. Det er synd for de unge, der spørger, at vi ikke giver dem svar.

Det daglige livs struktur er i løbet af de seneste år undergået ganske svære ændringer. Ændringerne i det ydre er det let at få øje på: Velfærd. Men der har fundet ændringer sted, der går dybere. Ikke så iøjnespringende ændringer; men væsentligere. Og disse har ikke ført velfærd med sig, men rodløshed og uro: Evnen til blindt at tro er degenererende. Strindberg så det; han så også, at med trosevnens degeneration måtte der viden til, om menneskets balance skulle genoprettes.

For med trosevnens degeneration mistes et livsmønster, et verdensbillede, om man vil. Og et menneske uder1 livsmønster må flakkende søge hid og did, må gå fejl af vejen (gå fejl af vejen er den direkte oversættelse af det hebræiske ord for synd). Med det gamle livsmønsters opløsning frigør man sig fra de gamle religiøse krav. De moderne mennesker betragter sig ikke som »syndere«, de er »emanciperet«; de har fået ældre tiders

»samvittighedsnag« erstattet af »komplekser«; det er moderne at have komplekser. Mennesket med trosevnen i behold tror, at det selv er årsag til dets samvittighedskval; men det kan også tro, at der er et sted at gå hen med samvittighedskvalen, et sted, hvor det kan finde nåden. Kompleksets årsag forklares som noget, der kommer udefra, noget, som mennesket er blevet udsat for, eller noget, som det ikke har fået lov til. Komplek­ sets årsag er altså noget, der kan underkastes forskning og be­ handling, og kompleksets indehaver bliver en interessant per­ son, der let bliver aggressiv overfor den omverden, der gennem opbygningen af komplekset har påført ham dette ubehag i be­ vidsthedslivet. Og kravet om retfærdighed på jorden bliver

 

19

 

stærkt. En af de hyppigste talemåder i dag er denne: Det er altså uretfærdigt! og det gælder lige fra den otteårige i 2. klasse til den tresårige på arbejdspladsen. Råbet på retfærdighed – vel at mærke retfærdighed for mig –                                                                               er ved at blive den al­ mindeligste livsytring.

Men deraf kommer splittelsen mellem mennesker. Og deraf ensomheden.

Der var noget trygt ved de gamles samvittighedsnag. Det er

godt at have den opfattelse –  hvad enten den så bygger på tro eller viden – at jeg selv er årsag til alt det ubehag, der overgår mig. Vel var den moral, fortidens mennesker levede under, håndfast og snæversynet, men den var en moral, som det store flertal respekterede, og som tvang dem til en være­ måde, der gjoi:de, at man kunne respektere sig selv. Når syn­ den var begået, var samvittighedsnaget den uundgåelige følge; ofret blev ydet; nåden blev modtaget; ringen var sluttet; ba­ lancen var genoprettet. Deres verdensbillede var helt.

Men dette livsmønster er sprængt for de fleste.

Det moderne menneske »går fejl af vejen«, det får »kom­ plekser«. Og der er ingen nåde for komplekserne; ringen kan ikke sluttes; livsmønstret kan ikke heles; trosevnen er degene­ reret og kommer næppe tilbage. Det moderne menneske må søge hid og did efter et nyt verdensbillede. Det er at sammen­ ligne med en politisk flygtning, der ikke kan vende tilbage, men som heller ikke kan finde asyl i nogen anden stat; en så­ ret flygtning mellem to riger.

I denne søgen efter et nyt ståsted er mange blindgyder ble­ vet betrådt. Materialismens evangelium er blevet prædiket – og efterlevet, kun med ny angst og uro som følge: dets resultat blev jo brintbomber. Narkomaniens, alkoholismens og perver­ sionernes blindgyder er blevet prøvet –           kun med nye depres­ sioner og nervøse sammenbrud som resultat.

»Det er altså uretfærdigt«. –      Den alvorligste følge af den

udprægede Jeg-tænkning, som opstår der, hvor komplekset af­ løser samvittighedsnaget, er, at menneskene i deres Jeg-optaget­ hed svigter deres børn. Kompleksteorien indebærer, at man undlader at disciplinere sine børn, og den rodløshed, som nød-

 

20

 

vendigvis skal blive følgen af, at man mangler et fast holde­ punkt, medgives derved barnet fra hjemmet.

» Jeg elsker mit barn så højt, at jeg ikke kan nænne at straffe

det«, er en almindelig talemåde. Men man tager fejl; det er slet ikke af kærlighed til barnet, man undlader at disciplinere det. Det er jo udelukkende af kærlighed til sig selv; det er for at slippe for ubehaget, som enhver må føle ved at skulle bremse sit barn. Så lader man være; så lader man barnet bestemme selv. Derved forvandler man imidlertid et normalt barn til et barn, der har svært ved at begå sig mellem andre, for det bli­ ver vænnet til altid at få sine ønsker opfyldt; med den indstil­ ling bliver det ikke accepteret, og det bliver skuffet. Alle bliver aggressive over for alle.

Dette er det tidstypiske forkælede barn; det indfrier ikke, hvad man har ventet af det; og hvad værre er: det indfrier hel­ ler ikke, hvad det selv har ventet.

Deraf rodløsheden.

Men hvorfor dog give mennesket denne fornemmelse af rod­ løshed og utilstrækkelighed allerede før den reflekterende evne er udviklet? Når reflektionerne begynder – hen ved puberte­ tens indtræden – da kommer fornemmelsen af utilstrækkelig­ hed af sig selv. For evnen til blind tro er døende. Og viden gi­ ves dem jo ikke.

Mangler så det holdepunkt, som en disciplineret barndom giver, så skal resultatet blive kaos, en kaotisk søgen hid og did

– uden plan, uden mål; for man ved ikke, hvad man søger. Kun en vej kan man rette sin søgen: mod de materielle ønskers opfyldelse. For det er det eneste, et sådant menneske kender fra barndommen: at få sin vilje. .Det har ikke lært, at der kan være et mål i at opfylde andres ønsker.

Og i retning af at få materielle krav tilfredsstillet, er vi nået langt.

Men det giver blot ikke den attråede glæde, når det mate­

rielle mål er nået; og så haster man da videre efter flere og flere goder i en vildere og vildere dans om guldkalven –  ind­ til det mentale sammenbrud sætter sit smertende punktum for løbet.

 

21

 

Det disciplinerede menneske er målbevidst og interesseret. Det har lært i sin barndom, at der er andre veje at gå end dem, der fører til opfyldelsen af egne ønsker og tilfredsstillelse af egne begær. Når det erkender sin egen utilstrækkelighed, når det føler rodløsheden, så ved det fra sin barndom, at der også går en vej over interessen for andres behov og motiver. Det har lært, at der kan være et mål uden for det selv, et mål i at imø­ dekomme andres ønsker.

En ny Vi-mentalitet kan finde grobund der.

De første svage konturer til et nyt livsmønster kan skimtes. Men mens det gamle livsmønster var noget, man modtog færdigt udefra, på autoritet, så er denne mulighed ikke til stede for mennesket i dag. Trosevnen er degenereret; man kan ikke passivt fortsætte dansen om guldkalven, mens man »lader Mo­ ses gå op på bjerget« for at hitte ud af den slags. For man vil ikke kunne komme til at tro, hvad »Moses« har at sige. Men­ nesket af i dag skal selv derop. Her ligger den afgørende for­

skel.

Uklart føler de spørgende unge dette, både de udiscipline­ rede, der søger at fylde pausen i dansen om guldkalven med pop, pep og propaganda, og de, der har søgt at disciplinere de­ res tanke. De føler alle i deres indre eksistensen af en uhånd­ gribelig verden, og de føler alle trang til at få indsigt i denne

– en trang, som hverken den religiøse tro eller vor videnskab formår at tilfredsstille.

Selv om det ikke er dem bevidst, så fremgår det klart af disse søgende unges spørgsmål, at de gerne vil se en formulering af det, som de føler som en stum og uforløst realitet i deres sind. De søger at finde det faste punkt, som ingen sorger, ingen modgang eller irritation kan ryste.

Imidlertid er her en klar forskel mellem den forkælede uden disciplin og den, der er vokset op under disciplin: Den forkæ­ lede, der er vant til at se ønsker opfyldt, viger tilbage for den åndelige anstrengelse, som det er at gå vejen frem mod afkla­ ring; han danser videre og standser først ved enden af en eller anden blindgade i fortvivlelse eller stivnet resignation foran det, der tilsyneladende er vejs ende.

 

22

 

De andre, de, der har lært, at egne ønskers opfyldelse ikke absolut behøver at være eneste mål, viger ikke tilbage for an­ strengelsen, de vender om, når de står ved blindgadens ende, og søger ud igen for at komme et skridt videre; de gør det klart for deres tanke, at det var en blindgade; de går ikke i stå; de fortvivler ikke; og de stivner ikke i depressionens mørke.

Men de trænger alle til en hjælpende hånd.

Hjælpen kan gives dem i hvert fald på to områder: en ven­ lig, men fast disciplin fra den tidligste barndom, – og senere: svar på deres spørgsmål, så langt deres vejlederes fatteevne kan følge dem.

Hele problemkomplekset er af langt større rækkevidde end den diskussion om disciplin og disciplinkrise, der nogle år har stået her hjemme. Det drejer sig ikke om den ene metode kon­ tra den anden; heller ikke om dette mål med opdragelsen eller hint indhold i undervisningen.

Det drejer sig om vort menneskeværd, vor kultur. Kultur er jo nemlig ikke identisk med den mængde digtning, musik, bil­ ledkunst, et folk ejer; et folks kultur er den måde, hvorpå det lever sin hverdag. Er livsmønsteret brudt, bliver hverdagen ka­ otisk. En kaotisk kultur – uden rod og uden mål – går til grunde; det er en af de kontante oplysninger, historiegransk­ ning giver os. Vil vi her i Vesten leve videre med vort menne­ skeværd i behold, skal vi atter have et livsmønster at forme vor hverdag efter.

Desværre er ordet disciplin blevet et næsten uartigt ord; de forældre og lærere, der kræver disciplin, stemples som håbløst gammeldags; og opretholdes den hårdhændet, benævnes det brutalitet og ondskab. Nuvel, lad mig da bekende, at jeg er håbløst gammeldags! For vore børns skyld! Disciplin er intet mindre end selve grundvolden under vor fortsatte eksistens.

Og oplysning om den vekselvirkning, der er mellem de men­ tale kræfter og de fysiske handlinger, er betingelsen for at kunne bygge videre på denne grundvold.

Mange unges spørgsmål retter sig mod religiøse og moralske · områder. Man må vise dem lyset i stedet for mørket, som de

 

23

 

kun alt for let selv kan opdage, – skønheden og godheden i stedet for den skam og ondskab, mange peger på. De unges aggressivitet skal sublimeres og gøres konstruktiv, om det skal lykkes at skabe et livsmønster ud af tidens kaos. Der må påny skabes sammenhæng mellem »synden« og »nåden« – handlin­ gen og følgen – sæd og høst, om ny balance skal etableres i tilværelsen. Jeg-mentaliteten må erstattes af en mere udbredt Vi-mentalitet.

Lydhørheden er stor blandt de unge, når talen er om disse

problemer; man må tage sig tid til at tale med dem om sligt – både i hjem og skole. Det er sagt så ofte, at det er en sex- og popgal ungdom, vi har i dag; og noget skal der jo nok være om det. Men langt den største part af de unge er umætteligt vide­ begærlige, når talen drejer sig om mentale og åndelige proble­ mer.

Jeg tror, det er en sund og stærk ungdom, der lever i vor tid

–      i hvert fald indtil de får skyklapperne på og bliver drevet ind i jagten på materialismens goder.

Men giver man dem disciplin til at arbejde, og viser man

dem, at tro og viden, religion og videnskab, ikke er modsætnin­ ger, der udelukker hinanden, men at de er komplementære stør­ relser, der fuldstændiggør hinanden, – da skal de nok selv gå vejen mod det lys, der har været skjult – det lys, der aldrig kan slukkes.                          E. Basse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

24

 

Ordene

 

 

 

Mens månederne, årene gik, og tingene, alle de dagligdags, skete, sagde hun ordene indeni sig selv. Alle de skæbnesvangre ord, som ville ændre tilværelsen: som ville slå hende, som hun nu var, itu, uden at hun kunne sige på hvilken måde.

Samtidig med, at hun i sig bar de skæbnesvangre uudtalte ord, bar hun også på en viden om andre og om sig selv, en vi­ den, som var det eneste, der holdt hende i ave. Sommetider sagde hun til sig selv: engang til et selskab, når vi har distraheret os med mad og vin, mere vin end mad, vil jeg sige ordene. An­ dre dage tænkte hun: måske på en tur i blæsten, når den suser i trækronerne og sætter en barriere af brusende løv mellem os og verden, på toppen af en bakke, midt i blæsten, vil jeg sige ordene.

En morgen syntes hun, den bedste lejlighed til at få dem sagt måtte være en fuldstændig improviseret situation, i et pludse­ ligt Ingenmandsland, uventet på en perron, imellem lutter fremmede, i en rutebil, eller bare mens de gik side om side hen ad et fortov, foran eller bagved andre, som de hørte til; hur­ tigt, klart ville hun sige det, sådan, der, så vidste han det –                                                               og så kunne hun dø, om mange år eller nu i aften, så havde hun fået det sagt. For det var af og til, som om det ville være umu­ ligt at tænke sig døden, hvis ikke ordene var blevet sagt for­ inden. Hun tænkte ikke på døden oftere end andre mennesker, men hun frygtede for at dø, hvis ikke ordene var blevet udtalt. Sådan gik hendes liv, årstiderne skiftede, omgivelserne skif­ tede, sådan som livet ændrer, arbejder; ikke store omvæltnin­ ger fra den ene dag til den anden, men små stadige skred, en

 

25

 

bestandig erosion i hendes hverdag, i hendes eget sind. Intet er det samme år ud, år ind.

Men hendes hjerte bevægedes stadig smerteligt, når hun tænkte på de ord, der aldrig blev sagt. Fordi lejligheden aldrig var der; og var lejligheden der, døde ordene i hende. Hvorfor? Aftner med knitrende brændeild, lampens lyscirkel over bøger og tekopper, en stilhed i stuen, de to helt alene, nu? Nej. Et brændestykke faldt sammen, hun tog sin teske, rørte rundt, lagde den klirrende tilbage i underkoppen, ordene blev ikke sagt.

Forår, sommer, efterår. Vinteren var med sin nøgenhed, kul­ den og al den indendørs gåen omkring, svær at komme igen­ nem, sommetider glemte hun næsten sit behov for at få det sagt, glemte, hvad det hele var.

Men så blev det atter forår, blæst.

Skal dette uudsagte være kernen i hele mit liv, skal alt dette uvirkelige være min skjulte sande virkelighed? Er alt, hvad jeg gør og siger, alt det åbenlyse daglige kun skygger? Tåger, uvir­ kelighed omkring denne indre knude af sandhed?

Hvis jeg siger det, ville jeg være befriet. Hvad der blev til­ bage, ruinerne, ville være det virkelige. Sådan.

Nej, svarede hendes viden om mennesker, hendes kendskab til sig selv, nej, for siger du det, vokser der bare frem i dig en tyngende byrde af nye ord, en langsom vækst, som sætter sig fast, akkurat som den, du nu går med. Og du er alligevel ikke fri. Behold ordene, luk dig sammen om din kerne.

Det virkelige, du taler om, siger hun til sig selv, det virkelige er den kendsgerning, at du i dig bærer et hulrum, som opsuger, fyldes af de ord, væksten af de ord, og udsiger du dem, da får du nye i stedet. For det er sådan, du er.

Hun vidste det, og mens hun blev ældre, talte hun ofte så­ dan til sit indre urolige jeg.

Og her kan vi forlade hende; hun er måske den tante, du altid har kendt som et jordbundet, praktisk, ganske uroman­ tisk menneske. Harmonisk kalder vi hende, fordi hun har or­ den i sine sager, ikke synligt eller hørligt fortrædiger sin fami­ lie, tværtimod: det gode midtpunkt. Hos hende er alt på plads

 

26

 

 

 

 

 

 

 

 

 

27

 

i syltetøjs- og linnedskabe, og der er stadig brug for hendes dygtighed, livlighed og hjemmebag, nu med børnebørnene om­ kring også. – Sådan som du så hende her i august, roligt be­ svarende en to-årigs tilbagevendende spørgsmål, mens hendes solbrændte hurtige hænder fyldte en kurv med blanke solbær. Der var en saftplet på hendes blomstrede forklæde, høstsolen skinnede henover den irgrønne plæne, tegnede skarpe skygger under asketræet og spillede i hendes store grå hår.

Eller ordenes lille hårde knude ligger indeni det forvirrede, hjælpeløse kvindemenneske, du så tit har undret dig over, fordi hun trods alle de muligheder, hun har, ikke får mere ud af sit liv; der sidder hun med alle ingredienserne, som andre sukker efter at eje, midt i en børneflok, som hun kunne gøre lykkelig den korte barndomstid – med en mand, som det glædeløse samliv ælder før tiden. Aldrig tilfreds med hvad hun når og får eller kan. Du røres af hende, men du forstår hende ikke, når hende ikke; sommetider et lys bag hendes ansigt – en vi­ den i hendes blik, men nej, borte, hun flagrer igen forvildet videre, bestandig uden for din rækkevidde.

Ordene hvisker måske i den ensommes hjerte, hende du al­ drig taler med, bare kender lidt, men ikke kan få kontakt med. Måske har hun sit virkelige liv netop i bevidstheden om, at hun kunne sige ordene en skønne dag. Men derudover –  –

Sommetider tænkte hun: Har andre det ligesom jeg? Sådan, at hvis jeg begynder, fuldender en anden sætningen? Måske, men aldrig vished.

Akja, jeg havde lyst til at skrive en historie om, hvordan det ville gå hende, hvis hun udtalte ordene, endelig.

Jeg tror nok, jeg ville gøre den harmoniske tante til hoved­ personen i min historie, men jeg ved ikke rigtig, hvem jeg skulle vælge til den dyrebare person, som hun giver ordene til, jeg ved heller ikke, hvad jeg skal stille op med de to –                                                                    endnu. Men inden i mig hvisker ordene, ordene, som hun skulle sige.

Birthe Arnbak.

 

 

 

28

 

HILSEN TIL SKOLEN

 

I de 50 år, Ryomgaard Realskole har bestået, har skolen kun­ net glæde sig over, at den har udført et arbejde til gavn for be­ folkningen på den egn, hvor den blev placeret. Det var med fremsynethed, at den unge lærer, Axel Munch, i 1913 byggede og oprettede en privat realskole midt i Djursland. Brug var der for skolen, og skolen blev anvendt. Når skolen nu fylder 50 år,. går vore tanker tilbage til denne særprægede pædagog, der ikke blot ønskede, at skolens elever skulle lære noget, men som også stræbte efter, at skolen skulle sætte sit præg på elevernes tanke­ gang og væremåde. Derfor blev skolens opgave stor, og i så henseende var skolebestyrer Axel Munch og skolebestyrer Erik Munch enige. Begge opnåede at se resultater af deres arbejde. Hjemmene sendte deres børn til skolen.

Den private realskoles vilkår og stilling i samfundet har æn­ dret sig meget siden starten i 1913. Det var et pionerarbejde, der da blev udført. Landbefolkningen havde kun begrænsede muligheder for, at deres børn kunne få en eksamen som basis for videre uddannelse. De skolekundskaber, som børnene kan få på den private realskole, kan børnene nu også få på de kom­ munale skoler på landet, hvilket kun er glædeligt, idet landbe­ folkningens børn gennem mange år har været forfordelt i for­ hold til byens. Der er imidlertid stadig forældre, der af en eller anden grund ønsker, at deres børn skal undervises på en privat skole, og det bør ikke gøres unødigt vanskeligt for dem at rea­ lisere et sådant ønske. De frie og private skoler har været med til at gøre det danske skolebillede mere nuanceret, de har også givet forældrene mulighed for valg og derigennem indflydelse. Dette kan samfundet kun være interesseret i.

På sin SO-års dag er Ryomgaard Realskole en selvejende in­ stitution. Bestyrelsen for institutionen sender skolen sin hyldest og sin hilsen med en tak til dem, der lagde sine kræfter i, for at Ryomgaard Realskole kunne bestå og vinde fremgang, og det er bestyrelsens håb, at skolen også for fremtiden må kunne hævde sig og konsolidere sin stilling.  Kr. Vester-Petersen.

 

29

 

Klip fra arkivet

 

 

 

 

 
  

 

 

Ul ·11t:.8rl1:,11ed om t•istis Underskrift rette Da.to samt Un

    
    

J’ors.nnrrnte :Sjcndo . der er l’lreidlt •urc!eret til Jendorr.s­

ekylc! Ted 5te :.lm. Vurdering, er Ted 6te al!;’;. Yurde:-ing Turderet

t.11 BJendo?nSakyld til f.ooo·l’-“L,?ir. 222.

Ved 4de alm. 7urde::-!:-:s t11 ::Jendo &::f.yU. er !.l:.!:.tr.Nr. l

:t’j0J’Cl8C.0rd. Byl,l.l:2.gdll.le!t Sov,, !;ærs}:i l t ‘\”Urderet, :-:eden:, ?.!’.atr.

:-zr. l ce os l eg srot. ikke ses ;,,nsat til 5je_-.do:::sr.:…:,-ld.

 
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et lille udsnit af underskriftssiden på skødet til 22 f. M. fra postbud Anders Karl Sørensen, Ryomgård, til realskolebestyrer A. Munch smst. p!i matr.nr. 1 bh Ry­ omgård, M. Magdalene sogn, m.v.

 

 

Det første skoleblad ved R. R. var »Mester Erik«. Her bringes øverst et udsnit af bladets hoved, som det fremtræder i sin hektograferede skikkelse. P:l. bagsiden af bladet står der: »At dette blad ikke er trykt i 75000 eksem­ plarer bevidnes herved: Axel Munch, bogtrykker.« Den fem år senere ud­ komne »Mester Erik« er nu i eksklusiv trykt tilstand. Der skrives under pseudonymer, og der føres en voldsom polemik, vistnok ofte mellem den samme persons forskellige navne. Således står navnene »Penkala« og »Hans

 

30

 

 

 
  

 

NR •          li!           I. JUNI 1920               i11·· 5, AARO.

KNALDPERLEN.

 
  • ===-a::.=a=== =-

 

 

 
  


Byoaigård Rcal!:lt:ole

‘, !lticemMr 1949                    Organ for·8. ‘::l kiasse                  1. rgang Nr. 2

 

 

D[SPOTE

1\f .i

I•

 

 

 

Holm« for A. Munch, og »Manden der grubler« eller »Bernhard Søren­ sen« for E. Munch. Efter at »Mester Erik« gik ind, var der en lang pause i bladvirksomheden, indtil »Knaldperlen« dukkede op i 1949 og udkom regelmæssigt hver måned i knap to år. Bladet var duplikeret og blev efter­ hånden organ for hele skolen, og ikke blot for 8. b, som det fremgår af tegningen. –  Det sidste friske skud på det mangeårige skolebladstræ er

»Despoten« med det imponerende hoved. Bladet er indtil videre kun ud­ kommet i et nummer, og vi håber, at det fortsætter.

 

31

 

 

 

 

 

 

 

 

:..1.s·g,::

J•:\‘.;·

, ·ii[l,,l;

t?&ti(

 

.µi. i••

1

;,THq;,j,it.\:;!,;.

f;}-rft•:·:(

  • ···· Y···

tlftA

(?

{:

1;

 

.: :

,’V

 

 

 

 

 

 

 

 

 

>  ,,,

f i

.\.  \

 

. J,tt..

. ‘(J:i;t:M;•1·

 

EN  SKOLEDAG

af Erik Munch

 

 

TIL   MIN   BRODER

Alt det herlige og skønne, vi i gerningen har vundet,

skyldes dig, for du brød vejen.

 

 

 

 

 

SKOLEN

 

De rejste en skole ved storbakkens fod en sommer, mens lærkerne sang.

De vied’ den ind med glæde i sind, så kom vel og lykken engang.

På dagdrømmens strålende regnbuebro stod håbet med styrke og viljen med tro.

 

De rejste en skole, og bred var dens mur, højt var der fra sokkel til tag.

Den vildsomme vind strøg frisk om dens tind i arbejdets gryende dag.

Fra dagdrømmens strålende regnbuebro kom gerningens glæde og gerningens ro.

 

De rejste en skole ved storbakkens fod, en skole for samfundets børn;

og højt over tind med livsmod i sind steg lyssindets sejrende ørn.

Da blegnede dagdrømmens regnbuebro, thi solen fik magt og bød gerningen gro.

 

33

 

ELEVERNE SYNGER

 

I livets aftensvale, i livets unge vår,

når gerningen er øvet, og når den forestår,

når foden den er mødig, når den er ung og let; det gælder om at ville og om at ville ret.

 

For barnet, der er hjemme, kan dagen være blid,

men går du ud i livet, da går du ud til strid.

Vil kampens fryd du kende og aldrig blive træt;

det gælder om at ville og om at ville ret.

 

Og skæfted’ du et værge, og smeded’ du et sværd, i livet skal det prøves, hvad våbenet er værd;

men vogt den blanke klinge for rustens gule plet;

det gælder om at ville og om at ville ret.

 

 

 

 

 

 

 

34

 

MATEMATIK

 

Timen begynder. Matematik; mod tavlen blikkene vendt er,

hvor Herluf sig muntrer med cirklens mystik med korder, sekanter, tangenter,

med vinkler i centrum og periferi

k3 og k., k6 og kw

 

Min tro skal der hårde hoveder til; jo, Herluf er enig med Holberg,

men det kan nu gå akkurat, som det vii, han bliver det aldrig med Foldberg,

for Foldberg har skrevet en geometri

k3 og k., k6 ogk10•

 

Men Holger, han kan; der sidder han nu med hånsmil og fingren i vejret;

mens Herluf er stedt i den yderste gru, er Holger slet ikke besværet,

for matematik –    ja, det kan han li’ k3 og k., k6 og k10,

 

Kan Herluf da intet? Jo vist kan han så, blot ej det forbistrede regning.

Fysik –    botanik kan han sagtens forstå, og han er en mester i tegning,

men matematik er en torn på hans sti k3 og k,, k6 og kw

 

 

 

 

 

 

35

 

BOTANIK

 

Over bordets brede flade spredes somrens fagre blomster: Brunrod, Mjødurt, Timian.

Engens Øjentrøst og Skjalder, Skovens Majblomst og Konvaller, Margarit fra grøftens rand.

 

Og så stormer to og tyve drenge, piger ind.i stuen, sætter sig om skolens bord. Hver en plante skal beskrives, vides skal det, hvor den trives,

hvad den hedder, når den gror.

 

Vides skal det, at og planten var bestemt til livets gerning, fra den spæd som spire sov.

Alt, som ejer liv, har virke i naturens store kirke.

Resultat er livets lov.

 

Engens klokker, markens liljer, Steffensurt fra skovens sale, Ærenpris fra grøftens slugt, hver en duf trig blomsterranke tjener een og samme tanke nemlig den: at sætte frugt.

 

 
  

 

36

 

ENGELSK

 

Defremmede sprog –        de fremmede sprog. Niels Peter slog op i sin engelskbog:

»I do, and you do, and he does«.

Han tvinger sin tanke, og læberne si’er:

»My heart’s in the Highlands, my heart is not here«, men tankerne byder ham trods.

»My heart’s in the Highlands, a-chasing the deer«, nej, sna’re, hvor drengene slås.

 

De fremmede sprog, de fremmede sprog, jo vist skal de læres, så bliver man klog, men værst er dog verbet: »to do«;

»we do, and they do, and doing and done, I go, and I went, and going and gone«,

de verber –     ak, de er en gru.

Og tankerne snæres af visdommens bånd. Monstro der er længe endnu.

 

Da fanger hans øre så lifligt et råb, da lyser i øjet så solrigt et håb:

de vender fra sportspladsen hjem.

Se, der kommer Peter, og der kommer Jens; der tog han en hue –              nå det var nok Svends. Nu åbnes en dør vist på klem …

Det ringer –      han lytter opmærksom, imens hans tanker i sang bryder frem:

»I’m comming, I’m comming, for my head is bending low.

I hear those tender voices calling: Poor old Joe«.

 

 

 

 

37

 

FRIKVARTER

(Drenge fra 6. og 7. klasse,

senere kommer en fra 8. og en fra 9. klasse til)

 

»Er der nogen, der vil slås, kan de melde sig til os«.

Vi forstår at gi’ på kassen Børge, Willi –                     Peder Madsen, vi er ikke bange –                         vi.

Ingen skal gå ram forbi.

 

»Er der nogen, der vil slås, kan de melde sig til os«.

Og så melder Hans sig stille; det var ikke det, de ville,

Hans er stor, men hvad for sjov har man vel at prøve lov.

 

»Er der nogen, der vil slås, kan han melde sig til os«.

Så –    nu bløder Willis snude. Peder Madsen høres tude.

Børge bakser end med Hans, men det bli’r en stakket dans.

 

» Er der nogen, der vil slås, kan han melde sig til os«. Medens Hans nu Børge banker,

kommer Børges bror –    Niels Anker, Hans, han bliver bleg om kind,

men så ringer duksen ind.

 

 

 

 

 

38

 

GYMNASTIK

Lette trin på trappetræ; nu løber skolens piger; snart er flokken omklædt; de skal ha’ gymnastik.

»Være, hvem det være vil,

den, som jeg rækker hånden til, jeg ingensinde sviger«.

De synger –    danser –    leger – de store med de små;

så frydeligt, så nydeligt så let, så let på tå.

Tunge trin på gangens gulv; nu stormer skolens drenge ind til gymnastikkens fest, så råbes der: »Træd an«.

»Alle ret« –    »Del ind til to« –

»En to, en to, en to, en to«, det er som klang af strenge.

Og kraftspring –     rygspring øves. Og længde –     højdespring.

De boltrer sig i rib og ræk med seje tag og sving.

Ranke rygge –     blanke blik og kinders sundhedsrødme, stærke musklers smidighed, det er det resultat,

der skal nåes ved gymnastik, så drikker sjælen sundhedsdrik af legemskraftens sødme.

Er ryggen som en ranke og musklerne som jern, så er der også sjælen bygt så frydeligt et værn.

 

39

 

GEOGRAFI

Djursland

 

Danmark er som en have, skønt er vort fædreland.

Gyldent er markernes duvende korn, hvid er den tangklædte strand.

Grønne er fædrenes grave -; blå er den stålblanke fjord;

rundt om i Danmark er tusinde hjem, hvor danskerne bygger og bor.

 

I dag skal vi tale om Djursland, for, børn, det kender vi bedst.

Nævner vi Danmark, så tænker vi på Djursland i regn og i blæst, Djursland i sol og skærsommer, Djursland i vinterens sne,

Djursland, vor hjemstavn i glæde og sorg; her kan I på kortet det se.

 

Før –     i de ældgamle dage – strakte sig her Kolindsund.

Nu er det borte, en blinkende å snor sig på engenes bund;

men når om høsten det aftner, da kommer sundet igen.

Tågerne bølger som fortidens hav blidt over engene hen.

 

 

 

 

 

 

40

 

Djursland med søer og skove – Djursland er slottenes land,

der Gl. Estrup og der Løvenholm, Katholm nær Kattegats strand.

Møldrup og Høgholm os minder om herren til Hjelmen: Marsk Stig. Kalø står høj med sin st0lte ruin hist i det blå Kaløvig.

 

Danmark er som en have …

Djursland med skov og med sø

er nu vort Danmark, for her blev vi født, og her vil vi leve og dø.

Grønne er fædrenes grave, blå er den stålblanke fjord.

Rundt om i Danmark er tusinde hjem, hvor danskerne bygger og bor.

 

 

 
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

41

 

HISTORIE

Thormod Kulbrunarskjald

Solen steg over Stiklestad, blødende rød i tågedampen.

Rundt om på marken –     rede til kampen lå Olavs kæmper og sov.

Morgenen steg over Stiklestad.

Intet man hørte. En enlig lærke

svang sig i sky med sang for de stærke; da rejste en mand sig op.

Stille han stod i morgenens skær. Strålerne brødes i brynjens ringe. Dugperler lyste på kæmpens bringe. Thormod Kulbrunarskjald.

Han løfted’ sit sværd mod den stigende sol; og fra hans læber kvadet stiger,

kvadet for helte, som aldrig viger. Bjarkemålet han sang.

 

Og kvadet stiger gennem morgnens stilhed. Der bliver uro over hele sletten.

De vågner –     vender sig: Hvem ejer retten til at forstyrre morgenstundens mildhed.

De ser på skjalden der i morgenskæret.

De hører Bjarkemålets djærve toner

om dag og dåd, der heltens isse kroner med sejrens løv. Da griber de til sværdet.

Og op de springer. Imod blanke skjolde nedsuser tusind sværd som ørnevinger; og lyset brydes i de blanke klinger.

Hvad djærvt de sværger, vil de også holde.

 

 

42

 

Solen gik ned over Stiklestad.

Slagen var Olav –     slagen hans hær. Valen lå strøet med skjolde og sværd og Olavs kæmper –                                  de sov.

 

Der vandrer en mand mod den røde sol; end lyser øjet i kampglædens glød.

Foden er sikker, men brynjen er rød, Thormod Kulbrunarskjald.

 

Mod Stiklestadgården han styrer sin gang; da kommer der folk og søger hans sår.

Knækket en pil i hans bringe står. De prøver at trække den ud.

 

De evner det ikke; da vil han selv, griber med tangen og river med ryk pilen af såret, som jog han en myg. Thormod Kulbrunarskjald.

 

Ser på den blodige pil og si’er:

»Hvidt lyser fedtet i hjerteblod. Fed er jeg vorden om hjerterod. Kongen har fodret os godt«.

 

Død ligger dagen i aftenskær. Himlen i vesten er blødende rød. Kampen er kæmpet. Helten er død. Thormod Kulbrunarskjald.

 

 
  

 

 

43

 

FRIKVARTER

Piger fra 9. klasse

 

Laura, Karen og Else vandrer fortrolige arm i arm; damefornemme agter

de ikke på »børnenes« larm.

 

Laura, Karen og Else

vandrer hvert evige frikvarter værdige rundt omkring linden, mens de på »børnene« ser.

 

»Damerne« vandrer forbi mig.

Jeg hører, en si’er »Kan du gætte«; så høres ej mer, men så er det,

de alle tre mødes med Mette.

 

Bevares, hvor blir der en snakken; de ler, og de klapper i hænderne. Mette er vred, forstår jeg,

hun stamper og viser dem tænderne.

 

Det dameagtige væsen

er borte, og alt det, som Mette si’er, blir mødt med en trillende latter

af tre ualmindelig søde pi’er.

 

 

 

 

 

 

 

 

44

 

LITTERATUR

( Mødet mellem Olav og Audun af »Hakon Jarl hin Rige)

  1. klasse

 

Solen synker i Norges dale, blodrød farves den evige sne på klippernes tinder.

 

Olav sidder i kongesale.

Bænket om bordet kæmperne le, og timerne rinder.

 

Da kommer Audun

Hvor er han gammel;

men rank og vældig hans kæmpekrop; den største kæmpe må skue op

for at se hans åsyn.

 

Han sætter sig stille. Kæmperne vender sig, ser mod den høje

og tier, thi der står lyn fra hans øje, enøjet er han.

 

Da taler Olav

Kom du, gamle, hid fra havet, vær velkommen da i hallen.

Er med skjaldskab du begavet, vel da –            højt vi hædrer skjalden.

 

Hvo du end er; når du søger Olavs hal, da ved jeg vist,

at dit hjerte søger sandhed. Kender du den hvide Krist?

 

 

45

 

Da taler Audun

Vid bruger den, som vidt må færdes. Hjemme går alt så jævnt.

Ej er jeg kommet for kvad at kvæde her i kong Olavs hal.

 

Stærkt har med spydsod kæmper jeg ristet; fager er frimænds kamp. ·

Nævnende Odin nåed’ de Valhal. Veg er den hvide Krist.

 

Vidt har jeg vandret i ødemarken; sent synker solen i hav.

Odins øje så jeg hver morgen, ikke den hvide Krist.

 

Nu blunder Norge i sommernatten. Lyst ligger landet i kvæld.

Ord vil jeg veksle med dig, kong Olav, hvis du vil følge mig ud.

 

I sommernatten –    Audun taler

Klynkende klerke mjavende messer kvad uden marv, uden kraft;

passe vel kan de blandt sydlandets palmer; ikke på Norges fjeld.

 

Når kendte Norge ikke til kraften eller til kraftens tro.

Granvoksne graner fjeldene tjælde. Her hersker Odin og Thor.

 

Mildhedens maske klæder ej kæmpen, men vel den klynkende klerk.

Aldrig, kong Olav, Vegtam vil vige Valhal for hviden Krist.

 

46

 

Vogt dig, kong Olav, Asernes åsyn vendes i vrede fra den,

der vil forstyrre tingenes orden. End ejer Hejmdal sit horn.

 

( Han gJr. Olav bliver stJende tvivlrJdig.

Da kommer Thangbrand)

 

Thangbrand

Hil dig, Herre, der du stander. Fred med Gud i aftensvale.

Snart skal kirkeklokkeklangen fylde Norges fagre dale.

 

Snart skal Herrens glade budskab lyse op i hedninglande.

Norges folk ved dig skal skue livets sol fra lysets strande.

 

Tro kun ej, du øver uret ved at bryde nye baner. Ny var også Odin engang mellem Norges høje graner.

 

Men nu er hans tid tilende. Du har bragt til Norges dale kærlighedens milde budskab. Hil dig, drot, i aftensvale.

(Olav vågner af sit mismod ser lyst på ham og siger:)

Ja, du har ret.

 

 

 

 

 

 

 

47

 

OPGAVEREGNING

  1. og 9. klasse

 

De sidder og regner. Se blyanten går. En er frimodig –                  jo han forstår.

En hamrer blyanten arrigt i bordet. Sætningen dæmrer i tanken, men ordet vil ikke klares. Nu lyser hans smil.

Centrum blev spiddet på sætningens pil.

 

De sidder og regner. Tankernes hær

bølger imod dem –      snart fjern og snart nær. Det gælder at finde, når hærbølgen nærmer sig, frem af dens fylde tanken, som skærmer sig skjult i en sætning, thi findes den frem,

så er de færdige, så skal de hjem.

 

De sidder og regner med blyant og blæk med alvorens adel i ansigtets træk.

Unge –      det er de, men gerningens glæde lyser iblandt dem –           vist er den til stede. Det skønneste syn, mine øjne så,

var unge, der lærte at se og forstå.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

48

 

ELEVERNE  SYNGER

 

Mens under klokkers klang dagens rose døde,

sig nattens engel svang til jorden i aftenrøde.

 

Og aftensvalens fred bragte han på sin vinge, bragte den hver, som led,

hvem sorger og savn mon tvinge.

 

Den trætte sjæl, han så, skænked’ han hvilens lykke.

På aftenhimlens blå

steg nattens strålende smykke.

 

 
  

 

 

  • linkolcdng« er udsendt i privattryk i 100 eksemplarer i 1943 og optaget i års­

l1l’lf1c1 1953; men vi synes, at 50 års jubilæet er en passende lejlighed til atter at

11 1101,11ykkc det.                                                                                       (Red.)

 

49

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hr. Dynesen trækker sig tilbage

 

 

 

 

 

 

 

Hr. Dynesen tog i 1915 lærereksamen fra Hjørring seminarium, hvor også hr. E. Munch og fru Munch har gået.

Det var således ikke en ukendt mand, der i 1918 rykkede ind på Ryomgård realskole. Hr. E. Munch kendte hr. Dynesens evner og pnnc1pper.

Orden, præcision, grundighed og tempo prægede hr. Dyne­ sens timer. En udpræget retfærdighedssans omgav hans karak­ terer.

I 1935 kom undertegnede ind på Ryomgård realskole i 7. klasse. Den første time, jeg skulle have hr. Dynesen i, var gym­ nastik. Jeg havde gået i en lille to-klasset landsbyskole hos en udmærket lærer; men korrekt opførsel havde jeg ikke lært. Jeg kunne hverken bukke eller gå baglæns ud ad døren, og jeg rej­ ste mig ikke op fra min plads, når læreren talte til mig. Det havde en af mine klassekammerater allerede lagt mærke til, så lige inden hr. Dynesen kom, sagde han: »Ham skal du altså sådan passe lidt på. Han er god nok; men han tåler ikke, at man opfører sig dårligt, og man skal kunne sine ting.«

Og så kom hr. Dynesen. Jeg lagde straks mærke til hans

 

50

 

gang og hans måde at sætte hænderne på, og at han var meget korrekt i sin optræden.

Hr. Dynesen talte til mig, som om jeg var voksen, jeg var lige fyldt 15 år, og det var noget, der gjorde et godt indtryk på mig, så jeg gjorde, hvad jeg kunne for at opføre mig pænt og kunne lektierne.

Hr. Dynesens stemme kunne svinge fra det myndigste, skar­

peste og hårdeste, når klassen ikke ydede sit bedste f. eks. i gymnastiksalen, til det blødeste, reneste, varmeste og særdeles klangfulde, f. eks. når hr. Dynesen sang.

Vi børn, særlig da vi blev lidt større, holdt af hr. Dynesen, og vore forældre respekterede ham.

I fysiktimerne lød det: »Kan man sine sætninger, kan man sin fysik!« Det var forsøg, tegninger, sætninger, forklaringer og overhøringer, og vi fik en solid viden om fysik.

Mange husker også med glæde tilbage til hr. Dynesens tysk­ timer, hvor han, med et væld af korte spørgsmål –  og svar fra eleverne – slog den tyske grammatik fast og lærte eleverne andet end at læse op og oversætte.

Når skolens kor sang ved festlige lejligheder, måtte man spørge sig selv: »Hvordan får han dog eleverne til at synge så godt?« Svaret er: Ved et målbevidst og energisk arbejde, hvor han aldrig sparede sig selv.

Senere lærte jeg hr. Dynesen at kende som kollega og som spejder.

Som kollega var han altid parat med velunderbyggede fag­ lige råd og forklaringer og undervisning, ligesom han altid tog sin part af det arbejde, som ligger uden for timerne.

I lærerkollegiet og i spejderbevægelsen lærte jeg, at den ellers så strenge lærer kunne være blid, beskeden, livlig og charme­ rende.

Mange gode minder har vi børn af Ryomgård realskole. I dette skrift vil vi hylde en af dem, der gav os gode minder.

Kære hr. Dynesen! Tak for Deres slid og slæb for os. Vi øn­ sker mange gode år frem i tiden for Dem og Deres kone.

  1. Thorup (15/38)

 

 

51

 

Elevforeningen ønsker til lykke!

 

 

 

En af elevforeningens opgaver er at være kontaktled mellem skolen og dens gamle elever. For den, der gennem nogle år har haft en finger med i spillet ved arrangementer af jubilæums­ sammenkomster, er det iøjnefaldende, at der faktisk hver gang er en særdeles hjertelig og kammeratlig stemning over dagen med masser af »Kan I så huske …« og adskillige gange med løfter om at mødes igen om 5 år o. s. v. Taler man med jubi­ læumsdeltagerne senere hen, viser det sig imidlertid næsten al­ tid, at kontakten mellem de gamle klassekammerater ikke er anderledes end før sammenkomsten.

Er det da feststemning det hele? Nej, er ikke snarere sand­ heden den, at man føler, –  og jo stærkere, des længere man får det på afstand, – at man her fik et skub i den rigtige ret­ ning, –  et ekstra skub ud over det, som en større eller mindre

 

 

 
  

 

 

 

52

 

eksamen kan være for en, – en erkendelse, man selvfølgelig ikke kan indrømme i en på en gang famlende og rebelsk alvi­ dende 15-16 års alder, hvor ens idealer er alt andet end iden­ tiske med dem, skolen har stillet op for en. »Den må jo fin’ sæ i møj, mens den går i skue!!« (Elevbemærkning under kon­ frontering på gangen mellem lærer og en 9. kl.s elev.) Bemeldte

– forøvrigt ikke ubegavede – elev er selvfølgelig fuldstændig klar over, at den dag, han går fra skolen ud i det praktiske liv, behøver han ikke at »fin’ sæ i nær så møj«!!

I denne forbindelse føler jeg trang til at minde om den vel­ komst, jeg gentagne gange har hørt hr. E. Munch give de nye elever efter sommerferien: »Jeg håber, I må befinde jer godt her, og det vil I, når I passer jeres arbejde og gør, som vi vil have det«, og det er ikke en »vi alene vide«-indstilling, men en særdeles realistisk livsvisdom om børns indstilling til selvbe­ stemmelse kontra orden. Mon ikke mange med blot nogle få års afstand fra translokationen føler dette skub, givet måske af unge idealistiske, endnu søgende lærere, måske af ældre mere erfarne kræfter, der med mere håndfaste metoder styrer direkte mod deres mål.

Skolen er til for elevernes skyld. Elevforeningen er på sin vis til for skolens skyld, idet dens eksistens er et vidnesbyrd om, at skolens sigte mod noget mere end blot kundskabsmed­ delelse ikke har været forgæves.

Vi ønsker vor jubilerende skole til lykke med det første halve århundrede, og vi hylder den – ikke blot gennem disse fattige linier, – men gennem hele årsskriftet og gennem det fællesskab, som er elevforeningens eksistensgrundlag, og vi gør det i håb om, at der også i fremtiden må være gamle elever, der vil være vidner om, at det arbejde, der gøres på skolen, har værdi for dem også ud over det rent kundskabsmeddelende.

Elevforeningen gratulerer!

  1. K. Basse

 

 

 

 

53

 

Efterårsfesten 1962

 

Årsfesten holdtes lørdag den 20. oktober. Efter afslag fra et par af elevforeningens tidligere talere lykkedes det bestyrelsen at få tilsagn fra forfatteren Erik Rostbøll, Randbøl. Det blev en stor og glædelig oplevelse at høre Erik Rostbøll. »Medlevel­ sens kunst« var foredragets emne. Mange har sikkert gjort sig adskillige tanker på forhånd om, hvad denne titel dækkede over. Men ingen kan da være gået skuffet derfra. Et åndfuldt og begavet, men samtidig jævnt og hjerteligt foredrag om men­ neskers forhold til og påvirkning af hinanden. Bestyrelsen glæ­ der sig over, at vi nu har endnu en taler, som vi gerne vil høre igen.

Generalforsamlingen var som sædvanlig kortvarig og fred­ sommelig. Regnskab og beretning godkendtes. Kontingentet fastsattes uforandret til 8,00 kr. – Formanden redegjorde for Vester-Petersens mindefond (omtalt andet steds i bladet) og rettede en tak til medlemmerne, til bestyrelsen og specielt til foreningens mangeårige kasserer Annagrethe Nielsen, der ikke ønskede genvalg. Til bestyrelsen nyvalgtes fru Gertrud Sten Larsen (årg. 45). Medlemstal: 633.

Før aftenfesten nåede bestyrelsen ved et hastemøde at kon­ stituere sig som følger:

 

  1. Basse Kristensen, formand, Henning Vester-Sørensen, kasserer, fru Gertrud Sten Larsen, sekretær, Jørgen Rygård, redaktør,

Bent Lorentzen, redaktør, fru Bitten Bøye og

fru Birgit Høgh Nielsen.

 

Sekretærens adresse, hvortil ud- og især indmeldelser samt adresseændringer bedes sendt, er fru Gertrud Sten Larsen, Sil­ keborgvej 248, Åbyhøj.

Foreningens gironummer er stadig 45678.

*

Aftenfesten var formet som afskedsfest for hr. Dynesen. Sø-

ren Carlsen, Hornslet, talte om hr. Dynesen som den sidste af pionererne, der nu lægger op. Endvidere blev der talt af hr.

 

54

 

Munch, Kristian Vester, skolebestyreren, frk. Weiner, Aage Aagaard som talsmand for 40-års jubilarerne, der var mødt 9 af 20, og af formanden, som overbragte hr. Dynesen dels elev­ foreningens afskedsgave og dels dens udnævnelse af hr. Dyne­ sen til æresmedlem. Til slut havde hr. Dynesen ordet for at takke til alle sider.

Der blev fra festen sendt telegram til foreningens æresmed­

lem, hr. Holden Dall, Århus. I dagens løb var der lagt blom­ ster ved Axel Munchs mindesten, på hr. Vesters og hr. Mag­ nussons grave på Marie Magdalene kirkegård og på Jørgen Hansens grav på Hadsten kirkegård.

Efter spisningen gik dansen livligt til midnat. Alt i alt en

udmærket fest.

Vi slutter denne redegørelse med at sende alle medlemmer vore bedste ønsker om et godt nytår med tak for 1962.

Venlig hilsen                                                 Bestyrelsen.

 

 

 

Søren Vester-Petersens mindefond

 

Ved generalforsamlingen i 1961 vedtoges det at lade bestyrel­ sen arbejde videre på at skabe et varigt minde om Søren Ve­ ster-Petersen.

I juni d. å. påbegyndtes en indsamling blandt foreningens

medlemmer, og den er hidtil forløbet godt. Der er til i dag ind­ betalt kr. 1969 af 99 bidragydere.

Ved generalforsamlingen i år vedtoges det at uddele en eller

to flidspræmier ved translokationen i 1963 og at lade indsam­ lingen fortsætte til næste sommer for derefter at udarbejde nærmere bestemmelser for legatets anvendelse, så at de nødven­ dige tilføjelser til foreningens love kan fremlægges til godken­ delse ved næste års generalforsamling.

Indsamlingens kontobetegnelse er: giro-nr. 94621, K. Basse Kristensen, Solbakken, Ryomgård, – altså ikke elevforenin- gens kontonummer.  Tak for bidragene.     Bestyrelsen.

 

SS

 

Lærerkræfter ved R. R. fra 1913 til 1963

 

 

 

 

  1. Axel Munch, skolebestyrer
  2. Holden Dall, skolebestyrer
  3. Hakon Kirkegaard, skolebestyrer
  4. Kristine Kristiansen, lærerinde
  5. Marie Dall, lærerinde
  6. Theilgaard, lærer
  7. Louise Michelsen, lærerinde
  8. Dagmar Munch, overlærer
  9. Emilie Laursen, lærerinde
  10. K. Graversen, lærer
  11. Alfred Bjerrum, lærer
  12. Villiam Seligmann, lærer
  13. Berthelsen, lærer
  14. Jon Skuli Magnusson, lærer
  15. Erik Munch, skolebestyrer
  16. Dagmar Jensen, lærerinde
  17. Marius Dynesen, overlærer
  18. Søren Holt Jensen, lærer
  19. Chresten Jørgensen, lærer
  20. Niels Sæderup, lærer
  21. M. Jensen, lærer
  22. Leif Birkelund, lærer
  23. Christian Kjeldsen, lærer
  24. Mogens Høirup, lærer
  25. Axel Andersen, sognepræst M.
  26. Helga Andersen, lærerinde
  27. Thyra Weiner, overlærer
  28. E. Sørensen, lærer
  29. Søren Vester-Petersen, skolebestyrer
  30. Peder Thorup Pedersen, lærer
  31. Bene Andersen, lærer
  32. Anton Eriksen Nielsen, overlærer
  33. Gudrun Steffensen, lærerinde
  34. Anne Kristensen, lærerinde
  35. H. Abildtrup, lærer
  36. Hans Inselmann, lærer
  37. Knud Basse Kristensen,

1912-1939 t

1912-1917

1912-1915

1913-1918 t

1913-1917t

1914-1915 t

1913-1914 t

1914-1961

1915-1917

1915-1920 t

1915-1918

1915-1916

1916-1917

1917-1944 t

1917-1961

1917-1918

1918-1962

1918-1920

1918-1919

1919-1925 t

1927-1932 t

1927-1931

1931-1935

1931-1934 t

1934-1940

1934-1935

1925-1927 og 1935-

t

1938-1961 t

1942-1948

1944-1946

1944-

1944-1945

1945-1949

1946-1947

1946-1948

1947-

 

 

56

 

38. Kirstine Gyldenløv, lærerinde

1947-1948

39. Ejvind Basse Kristensen, skolebestyrer

1948-

40. Lene Basse Kristensen, overlærer

1948-1955 og 1962-

41. Niels Anker Højholt, overlærer

1948-

42. Emmy Basse Kristensen, lærerinde

1949-

43. Hans Lindeberg Madsen, lærer

1949-1950

44. Fanny Højholt, lærerinde

1950-

45. Jens Yde, sognepræst i Kolind

1952-

46. Christina Nielsen, overlærer

1953-1960

47. Kai C. Ahrcnsbach, lærer

1954-1956

48. Ruth Madsen, lærerinde

1955-1956

49. Ole Ditlev Jensen, lærer

1955-

50. Henning Wulff Petersen, lærer

1956-

51. Carsten Gotfredsen, lærer

1956-

52. Axel Andersen, lærer

1956-1958

53. Ove Bjørnlund Jensen, lærer

1958-1960

54. Erik Hedegaard Nielsen, lærer

1960-1960

55. Margit Bakmann, lærerinde

1960-1962

56. Poul G. Thode, lærer

1960-1961

57. Kirsten Baatrup Pedersen, lærerinde

1961-

58. Birgit Jacobsen, lærerinde

1961-

59. Karen Rasmussen, lærerinde

1961-

60. Poul Erik Bøckhaus, lærer

1961-1961

61. Per Vilfred Christensen, lærer

1962-1962

62. Søren Søe, overlærer

1962-

63. Vagn Klinkby, lærer

1962-

64. Jens Thomsen, lærer

1962-

 

 

 
  

 

 

 

 

57

 

Af skolens dagbog

 

1961

  1. august begyndte det nye skoleår med 394 elever. Ved morgensangen udtalte skolebestyreren, mens eleverne rejste sig: For flere år siden havde skolebestyrer Munch bestemt, at Vester-Petersen skulle være hans efterfølger. Da hr. Munch trak sig tilbage ved dette skoleårs begyn­ delse, er det altså Vester-Petersen, der skulle have stået her i dag og taget imod jer. Den, der råder over os mennesker, ville det anderledes. Stående umiddelbart ved det mål, han længe havde set hen til, mhte han bort. For skolen er det et smerteligt tab, han var en fremragende lærer, og han havde mange smukke menneskelige egenskaber. For jer er det vemodigt, han holdt af jer og elskede arbejdet iblandt jer.

Han var min ven.

Og nu er han død. Æret være hans minde!

Så sang vi hans yndlingssalme: Den store Mester kommer, og dernæst blev der budt velkommen til de 4 nye lærerkræfter.

  1. september gik skolens flag til tops for fru Munch.
  2. september havde vi månedslov.
  3. september mindedes ved fællessangen F. N.s generalsekretær Dag Ham­ merskjøld.
  4. september afholdt omegnens lærerkredse instruktionskursus på skolen. Om formiddagen talte seminarierektor Paaskesen, Skive, om regne­ undervisning. Om eftermiddagen gennemgik undervisningsinspektør V. Baltzer problemer vedrørende den nye realeksamen.
  5. oktober tildelte undervisningsministeriet den nye skolebestyrer eks­ amensret.
  6. oktober holdt skolens duks, Robert Johansson, foredrag om Røde Kors­ hjælpen til u-landene.
  7. oktober til 21. oktober: Efterårsferie.
  8. oktober omtalte skolebestyreren ved fællessangen F. N.-dagen og dens betydning.
  9. november holdt viceinspektøren foredrag om F. N. i sidste lektion.
  10. november begyndte tertialsprøven.
  11. november havde vi månedslov.
  12. december uddeltes vidnesbyrd. – 93 elever har bestået idrætsmærke­ prøverne.
  13. december fejredes juleafslutningen. I den anledning samledes elever og lærere i hotellets sal, hvor 9. klasse under hr. 0. D. Jensens ledelse op­ førte Kjeld Abels »Eva aftjener sin barnepligt«. Senere på dagen sam­ ledes hele skolen omkring juletræet i salen, hvor vi sang julesalmer. Der blev givet juleferie til den 6. januar.

 

58

 

1962

  1. januar var forældrene til 7. klassernes elever forsamlede på skolen. Skolebestyreren gav en redegørelse for den nye skolelovs bestemmelser om betingelserne for fonsættelse i den boglige linje og/eller den prak­ tiske linje og gjorde samtidig rede for, at vi vil søge at starte en a­ linje (den praktiske linje) næste skoleår.
  2. marts begyndte tertialsprøverne.
  3. marts havde skolen besøg fra erhvervsvejledningskontoret i Randers. Eleverne i 8. og 9. klasserne fik en dygtig og grundig orientering om erhvervsvalg.
  4. marts holdt hr. Dynesen sit sidste lørdagsforedrag på R. R. Emne: Epi­

soden ved Nørre Snede.

  1. marts iværksatte elever fra 9. klasse og 5. b en indsamling til udvik­ lingslandene. Den sluttede den 31. og gav 450 kr.
  2. marts uddeltes vidnesbyrd. Skolebestyreren talte bl.a. om to betingel­ ser for menneskelig udvikling: at modtage impulser udefra og at være villig til at arbejde på at udrense åndelige defekter af sit sind.
  3. april begyndte 9. klasses årskarakterprøve.
  4. maj begyndte skriftlig eksamen.
  5. maj begyndte mundtlig eksamen.
  6. juni. Forældredag og translokation. Hr. Dynesen sluttede her sit 44- årige virke ved R. R. Hr. Dynesen hyldedes af skolens bestyrelse efter translokationen og af kollegerne om aftenen.

 

Gaver og legater

Skolebestyrer Axel Munchs friplads og boghandler Vixø’s boglegat søgtes af 4 elever. Fripladsen tildeltes Gurli Svith, Østenfjeld.

Foreningen har modtaget til uddeling:

 

Skolebestyrer Axel Munchs mindelegat. Foreningen »Norden«s boggave.

Vor hjerteligste tak til giverne!

1 bog fra boghandler Vixø. 50 kr. fra en anonym giver.

 

Ved translokationen uddeltes følgende præmier: Axel Munchs mindelegat: Kaj Frandsen.

Boghandler Vixøs flidspræmie: Gunver Baltzer Nielsen. Elevforeningens flidspræmie: Steen Mogensen.

Elevforeningens flidspræmie: Anna Precht Hansen. Elevforeningens flidspræmie: Hanne Dolmer.

Ved vidnesbyrduddelingen i juni modtog hver af følgende elever en bog: Gerda Sørensen, 8a. Else Marie Olesen, Sb. Erling Kliiwer, 8c. Erik Jør­ gensen, I real. Poul B. Jørgensen, 7a. Freddy Stockholm Jørgensen, 76. Jørgen Jørgensen, 7c. Elice Møller Haarup, 6a. Jette Else Andersen, 66. Lise Eriksen, 5a. Bodil Thomsen, Sb. Kirsten Flindt, 4.

 

59

 

Nye medlemmer

 

Annie Rafn Andersen, Stenvad.

Marina Nørgård Andersen, Egeballegård pr. Tranehuse. Preben Andersen, Nimtoftegård, Nimtofte.

Erik Brock, Elholt pr. Ryomgård.

Anja Bro-Jørgensen, Løvenholm pr. Auning. Walther Eriksen, Nimtofte.

Børge Brogaard Hansen, Azaleavej 40, Kbhvn., Valby. Anne-Marie Holm, »Karolinehøj« pr. Hornslet.

Bjarne F. Jacobsen, Ryomgård. Hanne Jensen, Pindstrup.

Karin A. Jensen, Ryomgård. Peter Ditlev Jensen, Kolind. Kristian Kristensen, Nimtofte. Steen M. Mogensen, Kolind.

Jørgen Holm Pedersen, Ryomgård. Knud Rauff Petersen, Ryomgård. Lone Rasmussen, Kolind.

Knud Erik Søndergaard, Pindstrup. Randi Thygesen, Attrup pr. Ryomgård.

Thomas Wester, Sivested Odde pr. Kolind. Birte Vester-Petersen, Ryomgård.

Anders Birger Andersen, Gjerrild. Niels Axel Boas, Hemmed Mølle.

Lena Lyngby Clausen, Gl. Mølle, Ørum, Djurs!. Anna Precht Hansen, Hemmed pr. Glæsborg.

Leif Hove, Linå pr. Løgten.

Ove Møller Haarup, Allinggård pr. Auning. Knud Erik Søgaard Jensen, Auning.

Gunna Kershøj Jiirgensen, Sindalsgård, Nimtofte. Jane Lerche Møller, Bønnerup pr. Glæsborg.

Gunver Baltzer Nielsen, Linå pr. Hornslet.

Hanna A. Nielsen, Syv veje pr. Mørke. Knud Erik Nielsen, Stenvad.

Arne Fusager Rasmussen, Stenvad. Kjeld V. Rasmussen, Mørke.

Richard V. Rasmussen, Mørke. Jørgen I. Sørensen, Tøstrup. Lars Svith Sørensen, Stenvad.

 

60

 

Carsten Brandenborg, Mørke.

Arne Brock, Agerndalsgård, Nimtofte. Birte Merete Caspersen, Pindstrup.

Hanne Dolmer, Marie Magdalene.

Kaj I. Frandsen, Brunmose pr. Pindstrup. Tove Birgit Frandsen, Pindstrup.

Per Schneider Hansen, Veggerslev. Villy Petersen Hougaard, Hemmed. Gregers Vester Jacobscn, Balle st.

Svend Aage Jensen, Ringsø pr. Pindstrup. Karsten Jørgensen, Ryomgård.

Aase Madsen, Maricnhoff. Inger Lise Nielsen, Pindstrup.

Birgit Jelle Pedersen, Sundby pr. Kolind. Erik Bøgh Pedersen, Ringsø pr. Pindstrup. Orla Pedersen, Mårup pr. Kolind.

Hanne Rygaard, Pindstrup.

Inge Sørensen, Granly pr. Nimtofte.

 

 

 

Redaktionelt

Igen i år har vi oplevet det usædvanlige, at vi til årsskriftet har modtaget mere stof, end rammerne har kunnet rumme. Vi takker alle, der så bered­ villigt har bidraget til at gøre arbejdet let og morsomt for os i redaktio­ nen; men vi vil ikke undlade at gentage et lille suk fra tidligere: Perso­ nalia!

Når skriftet til næste år atter :\Jlta.ger beskednere former or.; kommer som

ordinært årsskrift, vil vi gerne kunne bringe mere af det stof, der er en væsentlig del af dets berettigelse. sa hvis vore medlemmer selv mger eksa­

miner, gifter sig eller lignende, vil vi gerne have cc par ord om dec. Man kan vist også gode underrette os om andres levnedsløb, uden at det kan opfattes som sladder.

Med hilsen og tak for gode samarbejde.

 

Bent Lorentzen, Rosenholms alle 16, Viby, Jyll.

Jørgen Ryg3-rd, Bakkeledet 38, Birkerød.

 

 

 

 

 

 

61

 

Årsoversigt 1. juni 1961-
  1. maj 1962

 

 

Indtægter:

Girobeholdning  ……………………………………….

Kassebeholdning  ………………………………………

Axel  Munchs  mindelegat  ……………………………

Kontingent fra 587 medlemmer ……………………

Ekstra salg af :lrsskrifter …………………………… Renter  …………………………….-…………………..

2.054,24

215,66

50,00

3.911,00

45,00

18,68

6.294,58

 

 

Udgifter:

 

Axel  Munchs  mindelegat  .. .. ………………………..

50,00

Præmier  ….. ……… …………… ……. ……… …….. ..

56,00

Kranse, blomster, gaver (forstørrelse+indramning)

568,50

Mindesten for I. S. Magnusson ……………………

557,50

Eftcr3.rsfestcn  …………………………………………

532,71

Annoncer    .. … ………………………………………….

329,08

Porto og gebyrer  .. ……………….. …… …. ……….

465,69

Kolind  bogtrykkeri  …………………………………

1.853,40

Giro-beholdning     ………………………………………

1.862,39

Kassebeholdning  …………,…………………………..—19,-31

 
  


6.294,58

 

Status pr. 31. maj 1962

 

Girobeholdning

1.862,39

Kassebeholdning

19,31

Beholdning ialt

1.881,70

 

Beholdning    1961  ………………………………………

 

2.269,90

Beholdning    1962  ………………………………………

1.881,70

Underskud

388,20

 

 

Åbyhøj, den 13. juni 1962.

Revideret.

Foldby, den 15. juni 1962.

Randers, den 22. juni 1962.

Annagrethe Nielsen.

 

]. Jacobsen. VesterPetersen.

 

 

62

 

Personalia

 

Årets studenter:

Lise Robert Jensen, Auning; Elin Clemmensen, Skarresø; Villy Bech h-er­ sen, Hvilsager; Carl Johan Mortensen, Århus; Karen Andersen, Sten,.ui; Birgit Lorentzen, Stenvad; Sven Erling Mehlsen, Auning.

 

Lærereksamen er bestået af:

Jørgen Pedersen (1956), Karin Bjarnason (1956).

 

Lægevidenskabelig embedseksamen:

Erik Wraae (50), Jørgen Rygård (51).

 

Blandede:

Henry Carlsen (1919) er udnævnt til norsk vicekonsul i Grenå

Bent Lorentzen (1951) er ansat som lærer i musikhistorie og musikteori ved Musikkonservatoriet i Århus.

 

Følgende har indgået ægteskab:

Ejvind Ejlersen (1951) med Tove Madsen.

Kurt Dyrby Jørgensen (1954) med Ninna Mayer.

Astrid Andersen (1954) med Jørgen Katholm Rasmussen. Annie Pedersen (1951) med ingeniør Ole Bay.

Ulrik Hald (1955) med ? Jørgen Pedersen (1956) med ?

Birgit Green (1957) med ingeniør Skåning.

Lis Christiansen (1954) med John Petersen (1952). Ulla Bredgaard (1959) med Finn Lassen (1955). Foreningen ønsker til lykke!

 

Foreningens æresmedlem, skolens medstifter, viceskoleinspektør Holden Dall har haft den store sorg at miste sin hustru, fru Marie Dall (f. Holst), som var lærerinde ved skolen fra 1913 til 1917.

Medlem af bestyrelsen fra 1954 til 1962 Jørgen Hansen (årg. 1935) døde i januar.

Tonny Højlund Nielsen (årg. 1960) omkom ved en færdselsulykke i maj.

Æret være d.eres minde!

 

 

63

 

 
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Øverst den gamle mølle og nedenfor skolen før udvidelsen først i trediverne.

 

 

 

 

 

 

 

 
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Axel 1l11mch er øverst på siden omiivet af »Staben«. Ved hans venstre side står Søren VesterPetersen.

 

 

Nederst: Axel 1\1,mch.

 

 

 

 

Skoten, som den er nu, set fra Bakken

 

 

Erik Munch

 

 

Hilsen til RYO GÅRD REALSKOLE

…. ….v.e..d.5.0..-å.r.s..fe.s.t..e.n.d..e.n.7 ja..n.u.a.r.1..9.6.3•.

Mel.: Skærslipperens vårvise•••••

 

De jog så hurtigt de unge dage, de fløj så hastigt de travle år, den svundne tid kommer ej tilbage,

men mindets blomster langs vejen står, dog synes al ting så helt forandret, og kendes byrden imellem tung,

var skøn dog vejen, som den blev vandret, fra denga;ng drømmen var stærk og ung.

 

 

 

 

Et halvt århundred er blevet minder, men mindets ager er fuld af guld, og større rigdom vel ingen finder end den, der vokser af mindets guld,

den gamle skole med trappens knirken, og Axel Munch med sin pegepind,

her lagdes grunden til manddomsvirken og mod blev sået i barnesind.

 

 

De var tre unge, der ejed lysten, og lysten drev værket fuldt og helt, nu Dall og Kirkegård kender høsten af udsæd, som de med Munch har delt: i trange stuer det værk begyndte, som over landet nu vidt er kendt,

og mænd og kvinder det glad forky-.a:dte, fra Ryomgård blev til liv de sendt.

Ja, herfra unge drog ud til livet, og unge herfra i livet faldt 7

de kænped for det, som de fik givet,

for det, de elsked, blev dyrt betalt, her lærte piger, her lærte drenge

at elske Danraark og tro på Gud, det sås i årene tunge, strenge, at herfra fulgte man pligtens bud.

 

 

Vel kunne navne vi talrigt nævne på dem, der her såed kundskabs frø, en Erich Munch ejed sjælden evne, og manddoms gerning vil aldrig dø,

men vi, som mindernes guld skal sanke, og se på alt det, der hastigt sveJldt, vil sende stille en takkens tanke

til hver, som her livets gerning fandt.

 

 

 

 

Ja, Ryomgård, du fik dette givet, at livets skole begynder her,

og du blev skolen for hele livet,

her skabes det, der er livskamp værd, vi kender tonen, der sammen binder, den ånd, der udgår fra Ryomgård,

du gav os kampmod, du gav os minder, og her du takken da fra os får.

Frithiof Ørtved

9/1916.