Skolens historie - Del 5 - Afslutning på Erik Munchs periode

Ved Axels død overtog Erik skolen. Det havde Axel bestemt i sit testamente. Axel var blevet gift i 1917 med Ellen Kirstine Sørensen, men ægteskabet holdt ikke og parret skiltes ca. 1926 uden livsarvinger. Derfor var Erik indsat som arving, dvs. dels at han nu ejede skolen dels at han skulle være skolens nye bestyrer. Denne nye dagligdag startede for Erik i januar 1939.

Skolegerningen

Der var nok at tage fat på. Den daglige administration med eleverne øgedes år for år, dels fordi elevtallet steg, dels fordi antallet af cirkulærer og andre regler steg og steg. Og økonomien skulle der altid tages varer på, for man var naturligt nok meget afhængigt af, at den balancerede.

Det, der måske undrer en eftertid mest, er, hvordan skolen kunne rumme det stigende elevtal. De eksisterende bygninger – den ældste hovedbygning fra 1913, og sidefløjene fra 1933 – blev fyldt ud til sidste centimeter. Ved Erik Munchs afgang i 1961 var der ca. 550 elever. Men der kunne have været flere tilmeldte, hvis ikke skolen havde indsat den begrænsning, at den først modtog elever fra 4. klasse. De yngste klassetrin, 1, 2 og 3 klasse fik således ikke adgang, da elevtilgangen skulle reguleres. Der åbnedes for dem igen i E. Basses tid, se nærmere herom i et kommende afsnit. Af skolens årsskrifter ses ofte elevtal mellem 30 og 40 elever i hver klasse. Tager vi et tilfældigt skoleår, f.eks. 1956-57, var der i 7 A. kl. 38 elever, i 7. B kl. 37 elever og i 7. C kl. 39 elever. I 4. klasse var der samme år 43 elever (men her ingen opdeling i A-B). Der var dog også klasser med færre, f.eks. 9.kl. samme år med blot 28 elever.

I skolens kælder var der 4 lokaler, hvoraf de to brugtes dels til centralfyret, dels til lager for bl.a. koks og kul. Men de to øvrige lokaler brugtes til undervisning. Med nød og næppe kunne der presses omkring 30 elever ind i hver af disse lokaler.
Tilsvarende overalt i skolens forskellige klasseværelser, der slet ikke var dimensioneret til så store elevtal.

Den gamle trappe op til GH knirkede og knagede, men var dog forsvarlig bygget. Brandkrav betød (senere), at den (og trapperne i øvrigt, se K. Basses artikel, der bringes på et senere tidspunkt her på sitet) måtte skiftes med en trappe af sten. I selve GH-lokalet var der to rækker med borde og bænke, hvor der kunne og skulle sammenpresses ca. 5-6 elever på hver sæt (lang)bænke og (lang)borde. Så kunne alle være der. Erik ville helst ikke forandre noget. Alt skulle helst være som i Axels tid, og samtidig lå der heri en sikring mod dårlige tider, fordi økonomien stabiliseredes. Og det var godt, for hvem vidste nu, hvornår elevtallet faldt igen? Eller det offentlige tilskud faldt? Begge dele var skrækscenarier for den private skole, her som alle andre steder.

De nødvendige reparationer på skolen blev dog udført og udenoms-arealerne blev holdt eksemplarisk af den enlige pedel, der kun sjældent fik hjælp.

De trange indendørs forhold for eleverne stod i kontrast til udenoms arealerne og til Erik Munchs kontor, der i al sin storhed fyldte hele 1. sals østlige fløj.
Men det skal dog tilføjes, at dette kontor også tjente som lærerværelse for Dagmar Munch og Thyra Weiner. Erik Munch brugte det naturligvis også til repræsentation, ligesom elever altid skulle stille deroppe ved 3 lejligheder:

• meddele forfald
• betale skolepenge
• stå skoleret for forseelser.

Sidstnævnte kunne være ret så skræmmende, da Erik besad myndighed og styrke. Hans faste blik var ikke at spøge med og rygtet gik jo også, at han kunne bøje en hestesko med de bare næver. Men Erik slog sjældent. Det var jo en del af skolens grundlag, at vold var bandlyst efter Axels pædagogik. Enhver elev skulle kunne tales til rette, havde Axel ment.

Men det kneb i Erik Munchs tid at holde denne indstilling. En elev fra Mørke skrev engang – efter at han var gået ud af skolen i begyndelsen af 1950’erne – at han havde forset sig på skolens regler og af en lærer var blevet vist op på ”kontoret”. Her mødte han en vred skolebestyrer, der formåede at løfte ham op i kravetøjet med sin højre hånd, give slip og så – før han nåede jorden – at knalde ham en lussing med samme hånd. Men det må hører til engangstilfælde, for normalt slog Erik Munch som sagt ikke. Alligevel må en eftertid konstatere, at den ånd, der havde været af loyalitet overfor Axels ikke-vold princip som grundsten i skolens idegrundlag, sivede væk i Erik Munchs tid. Op igennem 1950’erne blev volden – især lussinger – mere og mere almindelige. Mærkeligt nok også udøvet af lærere, der tidligere havde været elever på skolen og udmærket kendte ikke-vold grundlaget. Et sådant paradoks er svært at forklare, ligeledes hvorfor Erik ikke greb ind heroverfor. Alt andet ved Axel vogtede han jo nidkært over, men her svigtede han. Skal en eftertid finde en forklaring herpå, må det være det vældige arbejdspres, som han var udsat for, ikke bare som skolens bestyrer, men også som lærer, skribent og debattør i dagblade, lyriker, lærebogsforfatter og politiker, herunder 17 år i Sognerådet, – 9 år som sognerådsformand.

Til at hjælpe sig, havde han som sagt sin hustru Dagmar og sin svigerinde Thyra, begge lærerinder på skolen. Dagmar underviste i skrivning, geografi og håndarbejde, – senere kun skrivning, mens Thyras fag var regning og matematik, senere regning og engelsk. Thyra kunne også tysk, hvilket var en stor hjælp for Erik Munch under besættelsen, da tyskerne beslaglagde en del af skolen. Herudover var hun administrativ dygtig, – lagde bl.a. meget ofte de årlige skemaer for alle lærerne, hvilket nemt kunne tage det meste af en sommerferie. Hun forfremmedes da også til skolesekretær, og bestred og aflønnedes for begge job. Det var dengang – som nu – to store og ansvarsfulde job!

Om Dagmar Munch kan kort bemærkes, at hun ofte – især i de tidligere år i 1930’erne og 1940’erne var at finde i skolegården som en art legetante for de mindre elever. Hun kunne mange lege og engagerede især pigerne i disse, og deltog på lige fod med dem. Disse lege var til stor moro for alle. Hun gjorde frikvartererne attraktive. Hun var ikke ret høj, men dog kæphøj, for blev hun vred på en elev, især en provokerende fyr, fik han besked! Hun stillede sig i sin lille person hen foran ham, der jo ofre var højere, og med armene i siden stirrede hun fast op på ham og råbte: ”DIN LILLE LAPPEDYKKER!” Mere skulle der ikke til – for hun sagde det med fynd og klem og alligevel med et glimt i øjet, – og alle grinende. Harmonien var i et snuptag genoprettet!

Hun havde også andre sjove sætninger. Havde hun således rettet en øvelse i skrivning, kunne hun give det retur til eleven med en afsluttende bemærkning om karakteren og ordene: ”værsgo og spis – Ålborg flødemargarine”. Hun gik på pension sammen med sin mand i 1961 og døde i 1965.

Også ”almindelige” lærere hjalp Erik Munch med dagligdagens mange gøremål, f.eks. Anton Eriksen, der ofte redigerede og renskrev mange af Munchs artikler, – han var en af de få, der kunne læse Munchs håndskrift – ligesom han holdt både Fysiklokalet og ”Samlingen” i pæn og forsvarlig stand, inkl. kartoteket over både beholdningerne her og i GH, excl. Biblioteket.

Og lærer Højholt fik opgaver i form af bogføring samt administration af skolens bibliotek. Begge aflønnedes naturligvis, ligesom de selv frivilligt havde påtaget sig disse ekstra jobs. Erik Munch havde spurgt dem, og så sagde man ikke nej!

Endelig skal nævnes Søren Vester-Petersen. Han var blevet ansat i 1938 og allerede året efter afløste han Marius Dynesen som viceskoleinspektør. Som Erik Munch kunne også VP – som han ofte kaldtes – skrive lærebøger, bl.a. i matematiske fag og biologi. Og så kunne han også det administrative, hvor han igennem alle sine år på skolen var Erik Munch en trofast og arbejdsom arbejdskraft.

Skolen trivedes i et positivt miljø og den fik et godt ry. Den kunne lære eleverne noget, og føre til eksamen, der med sin baggrund netop på Realskolen i Ryomgård anerkendtes vidt omkring. Der var ingen mobning på skolen, og eventuelle tiltag til for voldsomme lege/slåskampe blev opsnappet straks af den altid årvågne gårdvagt.

Ved forskellige lejligheder fandt Erik Munch på at få lavet emblemer til at sætte i reversen, hvis formål var at styrke sammenholdet. Især kendes Chr. X mærkatet, – som skolen dog ikke var opmand til – som alle ville gå med især under besættelsen, som en stille protest mod denne. Det var ”in” mange steder, ikke blot på Realskolen.

Hvis lidt af Erik Munchs dagligdag udenfor skolen skal beskrives, kan citeres lidt fra bogen ”Der var engang” fra skolens 90. års jubilæum. Her blot lidt om arbejdet i sognerådet, datidens byråd.

Udenfor skolen

Erik Munch kom ind i sognerådet i 1929 valgt af venstre. Hans politiske kolleger var sognerådsformand Laurits Jensen, Pindstrup, der netop havde afløst den hidtidige formand, Chresten Hvid, Marie Magdalene. Chresten Hvid var nu næstformand og Erik blev sekretær. De øvrige medlemmer var gårdejer Mads Madsen, Attrup, gårdejer Holger Jensen, Hedvigslyst, statshusmand Peter Hald, Marienhoff, arbejdsmand Harry Nielsen, Pindstrup, statshusmand Frants Mortensen, Sundby og gårdejer Anders Johnsen Sørensen, Koed
.…

Erik havde kun ros tilovers for de øvrige i sognerådet. De var alle intelligente og redelige. Men samarbejdet gik for hans vedkommende bedst sammen med partifællen Mads Madsen og socialdemokraten Peter Hald. De kaldtes af og til trekanten, og når tingene var ved at gå i hårdknude, lagde de papirerne til en side og drak en øl eller to, mens de talte om alt andet end netop den sag, der var gået i hårdknude, helst et og andet fra privatlivet. Så tog de papirerne frem igen, og arbejdede til problemerne var løst.

Og problemer var der nok af, også indenfor venstres egen gruppe, som Erik ikke altid delte mening med. Faktisk arbejdede han med tiden bedre sammen med socialdemokraterne, og ved sognerådsvalget i 1937 kom dette for første, men ikke sidste gang til overfladen, da socialdemokraternes fire medlemmer pegede på Erik som ny sognerådsformand, mens venstres gruppe pegede på den hidtidige Laurits Jensen, – undtagen Erik, der ved at pege på sig selv blev valgt med fem stemmer imod fire!

Den sved mod de venstrefolk, men de tog det pænt og ønskede tillykke!

Erik var nu sognerådsformand og ønskede at leve op til for skellige krav, som fandtes uløste til fordel for en solidt låst sognekasse.

Først og fremmest var det nu på tide at leve op til kravet om bygning af en ny skole i Marie Magdalene. Det offentlige skulle leve op til rammerne for sin undervisningsforpligtelse og måtte ikke spare udgifterne hertil under anbringende af, at den private skole løste problemet. Det gjorde den jo netop ikke, da den var en privat betalingsskole.

Der var i 30’erne langt over 100 børn i Marie Magdalene lilleskole, selvom den sammen med sit anneks var beregnet til under halvdelen. Så der var ingen vej udenom. En ny skole måtte bygges.

Men sognerådet var ikke helt enige i denne sag. Efter en del polemik kom sagen dog til afstemning, og nu gentog sceneriet fra formandsvalget sig: fire stemmer fra venstre var imod, mens socialdemokraternes fire stemte for.

Erik afgjorde så igen sagen ved at stemme imod sin egen gruppe, og forslaget blev vedtaget.

I sommeren 1938 kunne skolen ude ved Pindstrupvejen så indvies, og de to gamle bygninger i Marie Magdalene nedlægges som skolebygninger.

Forinden, dvs. i midten af 30’erne, havde Indre Mission bygget en skole (det gamle lægehus – Nygade 30) i Ryomgård og startet sin egen friskole. Der var nogen forbitrelse herover fra andre sider. Byen havde jo en udmærket skole i den private realskole, og dertil kom jo den flydende forpligtigelse til at erstatte Marie Magdalene skole med en anden og større, eller som man sagde: en rigtig kommuneskole. Dette ventede jo kun på realisering, når sognerådet fandt, at tiden og pengene var til det!

Men med bygningen af denne friskole var det som om I.M forsøgte at påvirke udviklingen, givetvis for at de selv skulle få indflydelse på skolens indretning og udbud. Og det huede hverken borgerne eller sognerådet, der tidligere havde set deres by bragt i oprør af I.M’s indblanding på forskellige fronter, -f.eks. alkohol-bevillingssagen fra 1926.

Sognerådet havde da også afvist at give støtte til bygningens opførelse, men den byggedes alligevel, og forsøgte at få fodfæste i det lille samfund.

Men det lykkedes ikke. Allerede efter et par år indstillede den sin virksomhed på grund af manglende søgning, men på et punkt udfyldte den dog et tomrum. Sognerådet havde nemlig fristet en omtumlet tilværelse, som friskolen løste ved at udleje lokaler i bygningen til sognerådets møder. Det var da også problemfrit at leje disse lokaler, blot man sørgede for ikke at arrangere dem samtidig med I.M’s aftenmøder.

Da friskolens manglende berettigelse stod klar for I.M skulle bygningen sælges, og Erik foreslog derfor, at kommunen købte den. Her kunne administrationen have til huse, idet der foruden sognerådslokale var plads til både kommunekontor og på 1. sal lejlighed til kæmneren. Og der var en god kælder i bygningen, som også kunne bruges.

Forslaget blev vedtaget, omen to af venstremændene, Laurits Jensen og Christian Rygård, Marie Magdalene, stemte imod. I bygningen kunne også kommunens arkiver være. De havde ellers ført en omflakkende tilværelse fra loft til loft, men nu sørgede Erik for, at en arkivar fik papirerne ordnet og systematiseret.

Omkring 1940 foreslog Erik, at man byggede et alderdomshjem. Der var behov for det, men venstre var – som sædvanlig – imod. Alligevel vedtoges det – man fristes til at sige med den “traditionelle” stemmefordeling i sognerådet – og i 1942 stod “De gamles hjem” færdig for enden af Vestergade (nr. 55). I kælderetagen var der ledige rum, og Erik foranledigede det første sognebibliotek indrettet her.

Endelig var der vejene. De var ikke asfalterede, og med den stigende trafik, var der behov for asfaltering, der nu vedtoges og blev ført ud i livet.

Der kunne nævnes mange flere sager, f.eks. indførelse af skolelæge og skoletandlæge, men det fører for vidt her at nævne dem alle.

Men kritiske røster var der også, idet nogle mente, at Erik administrerede kommunen for dyrt, eksempelvis havde det nye alderdomshjem kostet 150.000 kr. (fuldt monteret)!

Kritikken slog dog ikke igennem. Alle vidste, at de nye tiltag var nødvendige, og deres synlige berettigelse lod heller ikke vente på sig. Således fyldtes den nye skole og alderdomshjemmet hurtigt, ligesom man i øvrigt hurtigt fik andet at tænke på. Krigen var brudt ud, og sammen med Axels død forinden fik den nye leder af skolen nok at se til.

Han ønskede egentlig at komme ud af sognerådet nu, men afstod på grund af krigen. I 1946 var der igen fred og mulighed for at udskrive valg. Her stillede Erik ikke op. Efter 17 år i sognerådet, heraf 9 som sognerådsformand, fandt han det betids at sige stop.

Nu gjaldt det kun skolearbejdet fremover!”

I 1961 trak Erik sig tilbage fra skolearbejdet. Forinden (1960) havde han ladet oprette en selvejende institution, som han overdrog skolen til. Der var ingen arvinger, hvorfor han fandt dens overlevelsesmuligheder bedst i det regi. Og dermed løb skolen ind i en ny æra. Det skulle vise sig, at tidens ændrede vilkår, stillede nye, store og anderledes krav til den nye ledelse. Herom i næste afsnit. Erik Munch mistede Dagmar 4 år efter sin pensionering, og da Thyra Weiner blev pensioneret, var Erik samtidig blevet svagelig og skulle passes og plejes. En ansat hushjælp hjalp Thyra med denne pasning af sin mand – Erik og Thyra (se foto ca. 1966) var efter Dagmars død blevet gift af arveafgiftsmæssige hensyn – men han sygnede mere og mere hen og sov stille ind i 1972.

« Gå til del 4  –  Gå til del 6 »