N.P. Bager: 7 aar, svunden Tid vi aldrig ser - Del 1

FORORD

Taknemmelighed! Det er en Glose, som Leksikonnet først finder Plads til i et af sine sidste bind. Og det er en Egenskab, som vi Mennesker gemmer under et Lag af ligegyldige Ord. Hvem takker Vorherre for, at Solen staar straalende op over Verden af dugvaade Blomster? Hvem fryder sig over, at han kan gaa og se og høre? Vi tager det hele som en selvsagt Selvfølgelighed – indtil vi maaske en skønne Dag er en af dem, der – uden egen Skyld – kom på Livets Skyggeside! Da begræder vi, hvad vi mistede. Du Dreng, som staar op, som gaar i Skole eller Værksted, som hører Lærken kvidre og ser Foraarsblomsterne pippe frem af den sorte Muld – Lær at sige Tak! Intet i Verden her er selvfølgeligt! Alt er kostelige Gaver!

Lyt til den gamle Digter, som møder vaaren med følgende Sang:

Nu vaagne alle Guds Fugle smaa,
De flyver fra Reden og sjunge!
De prise Vorherre saa godt de formaa –
De takke for Livet og Lyset med fløjtende Tunge!

Saaledes skrev Drengebogsforfatteren Gunnar Jørgensen i et Blad, jeg holdt som Dreng. Hvor er det rigtigt! Lær at sige Tak! Jeg kommer til at tænke paa, om vi, der var saa lykkelige at gaa i Ryomgaard Realskole hos Axel og Erik Munch, om vi fik sagt Tak for de Barndomsaar, som vi fik hos dem. Og som jeg kommer til at tænke paa den Tid, fremspirer den Ide i mig: Skriv det ned, alle disse Minder om Skolen – om Axel og Erik Munch, om Lærerne og Kammeraterne – alt det, som vi har at takke for! Det er sjældent at træffe Folk, som man kommer til at sætte Pris paa hele Livet igennem – vi var saa lykkelige at faa Lov til at gaa i Skole hos Axel Munch og hans Medarbejdere.

Den første Gang jeg saa Skolebestyrer Axel Munch og hans Broder Inspektør Erik Munch – Ryomgaard Realskole – var til min lille Kusine Anne Grethe Solgaaards Begravelse på Mørke Kirkegaard den 28 juli 1927. Jeg vidste ikke den Dag – jeg var da kun 7 Aar, at de skulde komme til at præge hele mit Liv – at de senere blev blandt mine bedste Venner.
Saa kom min Broder Anders samme Aar til at gaa i Ryomgaard Realskole og til Forældredagen 1928, blev ogsaa jeg indmeldt i Skolen.

SAADAN BEGYNDTE DET

Nu skulde jeg saa til at rejse med Tog hver Dag. Viggo Sørensen – kaldet Viggo Slagter – og jeg bestemte, at vi to vilde sidde sammen, det maatte man nemlig selv bestemme. Saa begyndte den første Time, som jeg endnu husker meget tydelig. I den første Time havde vi Hr. Birkelund, der selv havde været Elev paa Skolen. Vi begyndte med at skrive Skoleskema. Det var en lille Klasse, vi var kun 16, hvoraf de tre var nye: Else Kolind, Thage Nielsen og jeg. Else Nielsen græd i den første Time – uvist af hvilken Aarsag. Da der var gaaet et stykke Tid, saa ringede der en Klokke. Naa – tænkte jeg – saa maa den Time jo da være forbi, men nej, vi fortsatte. Det kunde jeg alligevel ikke forstaa. Jeg maatte have en Forklaring, og den fik jeg af Viggo, der fortalte, at den Klokke, vi havde hørt, var Mælkemandens. Det var noget helt nyt for mig, for i Mørke havde vi jo ingen Mælkemand, der ringede med en Klokke. Da der nu var gaaet et par Timer, saa stoppede vi op for den Dag. Det var nemlig en god gammel Tradition, at den første Dag efter Sommerferien, da skulde Skolen i Skoven. Vi stillede op Klassevis i Skolegaarden. De smaa Elever, hvortil vi jo hørte, gik forrest med Skolebestyreren og nogle af Embedsmændene i spidsen. Embedsmændene var nogle af 9’ klasses elever, der var udnævnte til at passe en Bestilling. Der var ”Ringeduksen”, Sekretæren”, Depotforvalteren”, Færdelsbetjenten” og Udsmiderne”, som senere kaldtes ”Hushovmestre”.

Vi gik ud i Ryomgaard Skov og gjorde to hvil på Vejen hen og hjem. Da vi atter var tilbage paa Skolen, var vi oppe i “Teatron”: Et Friluftstheater gravet ind i Bakken, som hævede sig bag Skolen. Her i “Teatron” blev i inddelt i Kupéhold for de forskellige tog, som vi rejste med. Det var den Gang vi rejste i Kupéer med Plads til 12 Mand. De ældste paa mit Hold var Per Skriver, Peter Solgaard, Ivar Andersen og Børge Skriver. Aah, som de hundsede med os, der var yngre, fandt paa at stoppe 10 Mand ind paa det tilstødende toiletrum. Naa, snart var vi saa hjemme igen. Efter denne første Dag, begyndte saa Arbejdet. Det var nu ikke saa forfærdelig meget vi havde at læse den Gang. Vi havde Dansk, Skrivning, Regning, Geografi, Historie og Religion. Dette medførte, at vi heller ikke havde mange Lærere. Vi havde Hr. Jensen – en ældre Mand – som havde været Præst i Amerika -, Hr. Birkelund og Fru Inspektør E. Munch. Saa havde vi et par fritimer hver Dag – de kunde ganske vist indskrænkes, for hvis man ikke skrev ordentlig, saa kunde vi komme ind at skrive hos Fru Munch.

Men ellers tumlede vi paa Skolebakken. Vi var kun 5 Drenge i Klassen: Verner, Viggo, Otto, Thage og mig. Men som vi legede der, rundt om den gamle Mølle, rundt paa hele Bakken og i Skolegaarden. Vi holdt af hinanden. En Gang var Otto syg – meget syg – , jeg kan huske, at vi fire, vi var saa triste til Mode. Og vi talte om, at hvis nu Otto døde, saa vilde vi da sende en Krans. Det var nu meget at spekulere over i den alder. Naa, heldigvis kom Otto over det, han er i dag en stor og stærk Slagtersvend.

I Lørdagens sidste Time var der altid Foredrag i Samlingen. Vi forstår sikkert ikke ret meget af det, der blev sagt, men vi lærte at være opmærksomme, lærte at naar man hører en Mand tale, saa sidder man ikke og hænger med Hovedet, nej, man ser opmærksomt paa ham – enten Foredraget interesserer eller ej. Det var skolens Lærere, der holdt disse Lørdags-Foredrag. Jeg husker ikke alle de Foredrag, der blev holdt i de mange Aar, men jeg husker dog, at mens vi gik i 3. Klasse, holdt Hr. Magnusson et Foredrag, til hvilket vi sang: “Du gamla, du friea, du Fjeldhøga nord”. Det var første Gang, jeg hørte den. Vi – 3. Klasse – sad paa en Bænk lige bagved de store Drenge i 9. Klasse. Aah som de sang – der var Carl Henning – Frede Storm Hansen og mange flere. Vi syntes, at de var saa store i 9. Klasse – men for mig at synes, blev 9.klasses elever mindre med Aarene – vel nok fordi vi selv voksede til.

Og nu her i 3. Klasse deltog jeg som elev i Skolens Juleafslutning. Jeg havde været med min Boder Aaret før. Men nu var jeg selv Elev – saa nu var det noget helt andet. 9. Klasse opførte et Stykke, der var forfattet af Skolebestyreren, det hed:

“Zoologien, der blev væk.”

Det var på Ryomgaard Hotels Scene, at det blev opført. Senere var vi oppe paa Skolen i Samlingen, hvor vi sang Skolens gamle Julesang: “Kom lad os nu paa Børnevis”. Det var jo også første Gang, at jeg sang med paa den. Med Aarene kom jeg til at holde meget af den, og hver Jul kommer den frem i min Bevidsthed og minder mig om Barndommens Julefester paa Skolen. Efter at vi havde sunget Julesangen, ønskede Hr. A. Munch os en glædelig Jul – og saa ringede Solens Duks Julen ind. Det var Carl Henning Jensen, der var Skolens Duks det Aar – jeg kan endnu se ham for mig, da han gik ud paa Skolens øverste Gang for at ringe Julen ind. Saa havde vi Juleferie til den 7. januar – og atter begyndte Arbejdet, efter at vi i Samlingen havde sunget: “De sovende Vinde er vakte af Blund”.

Jeg burde vist rigtigt fortælle, hvordan en Skoledag gik. Naar vi kom med Toget, blev vi paa Stationen i Ryomgaard modtaget af Hr. Dynesen og saa gik vi op til Skolen, ude ved Vejen blev vi modtaget af Skolebestyreren, der hilste paa os med et Håndtryk eller et Nik. Saa begyndte Timerne. Vi havde to Timer, saa sang vi “Tolvsang” – Sang, der erstattede Morgensang, idet vi jo først kom i Skole kl. 9.30. Navnet “Tolvsang” – kan man jo regne ud kommer deraf, at Klokken var 12. Ja, men det var den slet ikke. Den var ca. halv 11, men oprindelig var den 12. Det lød jo bedre at sige “Tolvsang” end “ca Halvelleve sang”. Her sang vi saa en Sang, næsten altid en Sang, som Lærerne havde skrevet, og som vi alle kender under Navnet: “De ryomske Sange”. Det var sange, som vi glædede os over og som sikkert vil blive sunget ogsaa af kommende Slægter. Efter “Tolvsang” var der Frikvarter, som varede næsten ti Minutter, saa ringede Skolens Duks, og vi stillede op og gik klassevis ind. De, der kom for sent, matte vente til alle Klasser var kommet ind. Vi havde saa tre Timers Undervisning. Man maa bemærke, at der ikke – som i de fleste Skoler – var Frikvarter efter hver Time. Af Hensyn til Toggangen kunde dette ikke lade sig gøre. Efter tre Timers Forløb var der atter Frikvarter. Vi samledes i Samlingens hyggelige Lokale, og mens vi spiste vor Mad, blev glemte Sager, der var indsamlet af Depotforvalteren – det var Frede Storm Hansen – raabt op af Axel Munch og afleveret til den rette Ejermand. Saa kom de sidste to Timer. I disse Timer havde vi i 3. Klasse næsten altid fri. Naar saa Klokken var 2,10, ringede Duksen for sidste Gang den Dag, herom beretter et Digt af “H.H.” Det var det Mærke, hvorunder Axel Munch altid skrev sine Sange. Digtet er – som de fleste af Skolens Sange – fremkommet første Gang i Skolebladet “Mester Erik”:

Kl. 2.10

Endelig rejser sig Skolens Duks
Og lægger paa Klokken sin haand.
Han vender sig derpaa mod øverste Gang,
Her løser han Tonernes Baand.

De høres af alle, af store og smaa
Til Bakken selv trænger de frem.
Al Arbejdets Træthed forjager de straks,
De siger: “Hold nu op, du skal Hjem”.

Ja, Duksen han passer sit vigtige Kald,
Præcist og med ophøjet Ro.
Han passer det godt – men han passer det bedst,
Naar Klokken er lidt over to

Ja, altså Kl. 2,10 var Dagen paa Skolen forbi. Vi stod samlet ved Skolens Port og ude paa Vejen stod Hr. A. Munch og Færdselsbetjenten. Naar saa Hr. Munch sagde: “March” eller “De Gaa” gik vi – ledsaget af Inspektøren Erik Munch og Hr. Dynesen – til Stationen, fandt den rette Kupé – og snart var vi hjemme.

Sådan gik altsaa Dagene – Dag for Dag – som Regel da; for det kunde jo ske, at der kom lidt Forandring ind. Som f.eks. da vi gik i 3. Klasse i Vinteren 1929. Den Vinter med alle de Togstandsninger. Nogle Dage var vi slet ikke i Skole, andre Dage blev vi sendt hjem før Tiden – hør blot:

OG SNEEN DEN FØG

Paa grund af Snestorm blev Eleverne paa R.R. den 18 Jan. sendt hjem med 12-togene.

Tvende Fridage nyelig de havde
Sneen dækkede Hustag og Gade.
De i Skole slet ej kunde komme;
Men nu var den Ferie omme.

Atter sad de Svende i Rade,
maatte atter i Dag vende Blade.
Fire Timer var næsten til Ende,
Da en Stemme overalt gav til Kende:
Jeres Tog Klokken 2 gaar i staa.
Tøjet paa – I skal gaa!

Skal vi hjem?
Hvem skal hjem?
Skal vi gaa?
Maa vi gaa, skreg de smaa
Ja, I maa
Paa hvad Ben – paa hvad Ben
Skal jeg staa, sa’ Poul H.

Saa gik Toget til Mørke og Balle.
Jeg tror, Ella var gladest af alle,
For Kupéen gav Genlyd af Latter,
(Den vi kender, og saa som saa skatter).
Alle syge blev pludselig raske.
Grethe Werchmeister husked´sin Taske.
Hvor de kom, blev de spurgt, men de svared´
Gid den Snestorm til Paaske blot vared´
Vores Tog Klokken 2 gaar i staa.
Det kan alle – selv Holger forstaa,
Hvad er det? Er I Fri. Ja, fordi
Der kom Sne, fik vi fri.

Ha, ha, hi!

Den er fin. Det er det, jeg kan li
Sa’ Hæng´ i.
Men alt faar jo en Ende og saaledes ogsaa denne Vinter. – Og Foråret kom!

Foraaret 1929 forekommer mig at være den Tid, hvor en rig Udvikling begyndte for Skolen. I Foraaret 1929 indviedes “Annekset”, det var den hvide Villa ved siden af Skolen. Skolen havde købt den, og her indrettedes nu et Klasseværelse for 3. og 4. Underklasse. Jeg var saaledes blandt de første Elever i “Annekset”. Der blev blandt 9. Klasses Drenge udnævnt en Embedsmand, som skulde foraarsage Ro og Orden i Frikvarterne i Anneksgaarden: Anneksdirektøren.

Snart var der da Sommer. 9. Klasse skulde til Eksamen, men før den paabegyndtes, var vi alle i Skoven. 9. Klasses sidste Skoledag skulde være en Festdag for Klassen og derfor var vi altid i Skoven denne Dag. Da vi kom tilbage til Skolen, samledes vi i Gymnastiksalen, hvor Embedsmændene blev afsatte, og de nye Embedsmænd fra 8. Klasse blev nu indsat i denne Værdighed. Først talte Axel Munch, hvorpaa Embedsmændene hver især blev takket. Ringeduksen fik lov at ringe med Skolens Klokke for sidste Gang. Vemodige Toner! Hans navn var blevet indgraveret i Klokken. Den nye Duks, Søren Wester Petersen overtog saa Klokken.

Da Eksaminen var slut, blev der holdt Forældredag og Aarsafslutning. Vi d.v.s. 1., 2., og 3. Klasse skulde paa denne Dag gøre Gymnastik under Fru Munchs Ledelse. Det var oppe i Teatron, det foregik. Vi var meget nervøse. Uhyre meget! Naa, det gik jo, og da Translokationen var forbi, fik vi Sommerferie.

Nu var saa det første Aar i Ryomgaard Realskole gaaet for mig. Det jeg her har fortalt, er hvad jeg bedst husker fra dette Aar, som nu da dette skrives, ligger over 10 Aar tilbage. Der skete jo meget mere, men det er ikke let at huske alt. Det var ikke dette Aar, som kom til at præge mig mest. De Aar, som jeg nu mindes med største Glæde, kom først senere.

Gå til del 2 »