N.P. Bager: 7 aar, svunden Tid vi aldrig ser - Del 3

NU KOM DER MANGE NYE

Det var altsaa d. 15. august 1930, at jeg begyndte paa 5. Klasse. Jeg husker endnu, at da vi stillede op i Skolegaarden for at gaa ind, da var der saa mange nye Ansigter. Der var bl.a. Carl Scheel, hvis Far var Grev Scheel til Gammel Ryomgaard. Hele Familien Scheel havde været i Frankrig i nogle Aar. Nu da de var kommet Hjem, skulde Børnene saa gaa i Ryomgaard Realskole. Foruden Carl, der altid blev kaldt “Calle”, var der Chresten, Jørgen og Ingeborg Scheel.
Men altså – i min Klasse var der mange nye. Der var tre fra Ørum: Aage Agger, Holger Andersen og Hans Marius Brøgger – tre prægtige Fyre, som jeg den Dag i Dag sætter stor Pris paa. Der var Ove Sørensen – senere kalder ”smaa Sørensen”, Axel Vorbjerg Nielsen, senere ”Borbjerg”. Der var Vagn Thylin Jensen, Else Nissen, Ejner Lund Jensen, kaldet ”Bejser”. Ja – ”Bejser” fik for resten i Aarenes Løb saa mange forskellige Navne. En Gang hed han ”Lunde”, saa hed han ”Chabeso” senere ”Beso” og jeg tror, at han i 9. Klasse havde Navnet: ”Enricho de Beso”. Der var ogsaa Knud Basse Kristensen, som blev kaldt ”Basseluren”. Og der var mange flere nye. Det var virkelig blevet en stor Klasse – 5. Klasse. Vi var nu 36. Nu blev Fritimernes Antal mindre. Vi fik flere Fag og dermed nye Lærere.

For første Gang havde vi Inspektøren, Erik Munch. Vi havde Hr. E. Munch til Dansk, Historie og Naturhistorie. Aah, ja – disse Timer! Disse Timer med Erik Munch. Hvor var de dog festlige! Sikke Historier han fortalte os! Bare jeg kunne huske dem alle. Men der var mange. Der var den med Turen over Atlanterhavet i en lille aaben Baad. En Robaad endda! Hr. E. Munch og ”Peter Jensen fra Vejle”. (Peter Jensen fra Vejle var altid med paa disse berømmelige Togter). Da de saa sejlede over Atlanterhavet, kom der pludselig en Haj, der fik fat i Peter Jensen, men Hr. E. Munch kom til med sin Økse lige i rette Øjeblik og fik til alt Held hugget Tommelfingeren af Peter Jensen, som saa var reddet, idet Hajen da kun naaede at faa fat i Tommelfingeren.

Der var også den Historie, hvor Hr. E. Munch var ansat paa et Lager for Galosker – som han sagde. Det var ovre i New York. Lageret var paa 31. etage. Saa en skønne Dag brændte Bygningen. Men hvad gjorde Hr. Munch? Han tog blot 12 Par Galosker paa og hoppede ud af et Vindue, men han fløj op igen, da han havde ramt Jorden. Saa tog han nogle af Galoskerne af og kom saa endelig ned.

Ja, sikke Historier. En Gang paastod Erik Munch ogsaa, at han havde deltaget i Verdenskrigen. Han havde et Ar på den ene Haand. Det var fra Krigens Tid. Ligeledes havde han ogsaa det tyske Jernkors. Det havde han, vi saa det, men kom senere i Tanker om, at det maaske kunde faas paa mere end en Maade. Det viste sig senere, at Arret paa Haanden stammede fra et Cykeluheld. Til Naturhistorietimerne skulde vi samle Blomster, som vi skulde bestemme i Botanik.

Paa den Maade kunde Eftermiddagene nu udmærket gaa for os. Ogsaa Sprog begyndte vi at læse. Vi lærte Engelsk og her havde vi Hr. Magnusson, som altsaa ogsaa var en Lærer, vi havde for første Gang. Det var ”Jeppesen og Sarauws” vi brugte. Det første Stykke var: ”See me hop, see me run o.s.v.” Den, der kunde dette stykke udenad til den anden Time, fik en ”Sekser”. Jeg kunde begge Vers i Stykket og fik derfor to ”Seksere”. Hr. Magnusson havde en Protokolfører. Det var Karen Margrethe Brøgger, der var det. Vi havde ogsaa en ”Glemmekasse” til Engelsktimerne. En Glemmekasse var en Kasse, hvortil man maatte betale efter nærmere fastsatte Regler, hvis en havde glemt noget til Timen. Efterhaanden svulmede Kassen jo op og en skønne Dag, kom Hr. Magnusson med Poser fulde af Wienerbrød, der var købt for de Penge, der var i Kassen. Og saa spiste vi Brødet! Den Time var festlig. En Gang havde Hr. Magnusson taget sin Grammofon med. Og saa hørte vi alle de skønne Negersange, som vi havde lært i Engelsktimerne: My old Kentucky Home, – Old Man river og flere.

Det gik hurtigt at lære Engelsk. Vi læste i Bogen efter Lydskrift. Der var saa mange Vers i den Bog. Til alle disse havde Hr. Magnusson altid en Melodi, der passede, f.eks.:
”Doctor Foster went to Gloster – in a shaw of rain” – hertil sang vi ”Vipper springe”. Vi lærte ogsaa “King Christian stood by lofty mast”.
Ja, – det var herlige Timer. Hr. Magnusson var saa festlig, saa munter var han altid. Han var en Mester i at tegne Karrikatur paa Tavlen. Jeg føler næsten en Trang til at fastslaa Hr. Magnussons muntre Lune nærmere. Jeg finder i ”Mester Erik”, Skolebladet – det er fra 22. dec. 1928 – nogle Vers, der er forfattet af Sago. Jeg har aldrig faaet bekræftet, at det skulde være Hr. Magnusson, men jeg tror det. Der stod:

DER GAAR SAGN OM BORGTAPETER ELLER LIV I KLUDENE!

Hvorfor stirrer stundom tavs –
Som en Styrismand til Havs –
Indtraadt Lærer, mildt fortørnet,
hen i Afgangsklassehjørnet?

Skikken er fra gamle Dage,
Da der skabtes Sagn og Sage,
da saa mangen Kæmpe bold,
Bombarderte Næstens Knold.

Da var Hjørnet kludetyndt
Tit, naar Timen var begyndt,
Haand fra Haand, paa Klasserejse,
Kludene var undervejse.

Skik det blev da, at man skal
fange an med Kludetal,
Skik fra Tid, da Pandebrask
Klang af vaade Kludes Klask.

Nu er sligt en ”saga blot”.
Mer ej høres Klasket vaadt,
Som hos svunden Tids Elever.
Sagen dør, men Sagnet lever.

”Sago”

Ja – ikke sandt! Vi, der kender Hr. Magnusson, vi kan kende ham i disse Linjer.

I 5. Klasse havde vi Regning med Hr. Birkelund. I disse Timer – i denne Klasse – forklaredes for første Gang ”Brøkernes Mysterium”. Det svirrede i luften med Tællere, Nævnere og Brøkstreger. Men Timen begyndte altid med Tabel. Den store Tabel endda! Naar Hr. Birkelund var kommet ind i Klassen ledsaget af sin Meterstok, der blev stødt i Gulvet med et par kontante Slag – det skete daglig – saa begyndte Tabellen. Hele Klassen var oppe. Mærkeligt forresten -, men jeg blev altid hørt i Tallet gange sig selv. Det var hver Dag. Hr. Birkelund sagde ikke et Ord til mig. Jeg vidste Besked.

Det var i en af Regnetimerne, at det blev opdaget, at jeg havde “visse Evner” som Tegner. Kan De – kære Læser – huske, at der i Ugebladet “Ude og hjemme” var en humoristisk Person ved Navn Løvensvans? Det var der altsaa i Aarene omkring 1930. Jeg havde tegnet et Billede af ham hjemme i Mørke, og jeg tog det med i Skole for at vise Viggo det. Det saa Hr. Birkelund – og han snuppede det. Det gav Anledning til, at jeg maatte tegne enhver Situation. Det var dog mest i Hr. E. Munchs Timer i Historie. Naar vi havde for om et eller andet, saa hed det altid:
“Og saa kan Niels Peter jo tegne det til os”.

Og det gjorde jeg saa. Tegningerne blev hængt op inde i Klasseværelset. Det blev i Aarenes løb til mange. Hvor de nu er henne ved jeg ikke, men jeg haaber dog, at Skolen endnu har dem. Jeg tegnede “Roald Amundsen paa Nordpolen”, “Gangen til Canossa”, “Morten Luther i Worms” og mange flere. Axel Munch bad mig en Gang om en Tegning. Hvor var jeg glad for det. Jeg tegnede en Tegning, som Hr. Munch hængte op på en af Gangene i Glas og Ramme. Paa den nye Skole (RED: altså senere – efter tilbygningen i 1933) hænger Tegningen paa “Sukkenes Gang” lige uden for Kontoret. Ogsaa til Tegnetimerne, som vi havde med Hr. Dynesen, tegnede jeg mange Tegninger. I 5. Klasse vistnok 40 Stk.

Da vi gik i 5. Klasse, havde vi een Fritime om Dagen. Og saa var vi ude i Skolegaarden, hvor vi legede, eller oppe paa Bakken, eller vi sad inde i det gamle Regnskur. Som vi dog holdt af det Regnskur! Vi kunde sidde der hele Fritimen selv paa den mest straalene Solskinsdag. Men undertiden spadserede vi paa Bakken med Skolebestyreren. Axel Munch fortalte. Han var interessant at høre paa. En Gang var nogle af os med ude at køre i Bil med ham. Det var kun en kort Tur ned i Byen. I disse Timer og paa disse Ture kom vi til at holde af Axel Munch. Vi havde jo endnu ikke haft Undervisningstimer med ham.
Inspektøren, Hr. E. Munch, tilegnede 5. Klasse 1931 en Sang om Fritimen:

FRITIMEN…

Frisk og fager vor Bakke Staar,
aah – hvor er den dog grøn i Aar,
Solen skinner paa Thorsensstenen,
Fuglen kvidrer paa Birkegrenen,
og Kastanien har Knopper paa,
Sikkert snarligt de briste maa.

Vi vil gaa paa den store Vej,
Vi vil lege saa rask en Leg.
Firben løber i Dagmargrotten,
Et tabte Halen – ak, træd ej paa den,
Stakkels Firben nu løbe maa
hele Da`en uden Hale paa.

Ska vi ikke til Møllen op,
Kom saa løber vi i Galop;
Se, hvor Møllen har store Vinger,

Ingensinde den nu dem svinger,
Stille staar den, som jeg og du,
Men nu løber vi – skynd dig nu.

Kom, saa vandrer vi her omkring,
Se Teatrets store Ring.
Se, den Sten, der er som et Hjerte,
er det Troldens – javist det er det.
Han det tabte, den stakkels Trold,
Da han en Nat kom hjem fra Sold.

Nu Er Fritimen snart forbi,
Ned mod Stadion løber vi,
Og her bliver vi til det ringer,
Kan du høre, at Klokken klinger.
Alt i Gaarden jeg 4`de ser,
Nu skal vi have Frikvarter.

Og vi sang denne Sang med Liv og Lyst. ”Solen skinner paa Thorstenstenen” staar der. Thorstenstenen var en Sten, der var rejst oppe paa Bakken for den danske Sprogforsker P.K. Thorsen. Stenen bar – foruden Navnet – Indskriften: ”Ej at synes, men at være”. Der staar endvidere i Sangen: ”Se, den Sten, der er som et Hjerte, er det Troldens – javist det er det. Han det tabte, den stakkels Trold, da en Nat han kom hjem fra Sold.” Ja, denne Sten, der havde Form som et Hjerte, og som kaldtes ”Troldens Hjerte”, stod oppe paa Bakken. Jeg ved ikke om den Forklaring til Stenens Fremkomst, der staar i Sangen, er rigtig, men der er nu flere Forklaringer. ”Mester Erik” udskrev en Gang en Konkurrence mellem Eleverne om det bedste Eventyr om ”Troldens Hjerte”. Olaf Beauschau vandt Førstepræmien for dette Eventyr:

“Der var travlt paa hele Skolebakken. Oppe paa Møllebakken stod Frøken Forglemmigej paa Post for at se, om Dronningen af Alfeland kom, for det var bestemt, at i Aften skulde hun komme og se Møllebakken og Skolebakken og det hele.
Foran Teatron, hvor det var bestemt, at Dronningen skulde sidde, var der anbragt en Stol af lyserøde Rosenblade.
Alle vegne var der travlt, en løb med en Kjole, der skulde vaskes, og en pudsede sine Sko, saa de skinnede.
Pludselig kom Forglemmigej løbende ned af Bakken og raabte: ”Hun kommer, hun kommer”. Da var der saa travlt et Øjeblik, men med det samme var det som blæst alle Vegne. Paa den ene Side af Vejen stod alle Kavalerne og paa den anden alle Jomfruerne. Henne i Svinget paa den store Vej kom der en Guldkaret kørende, hvori Dronningen sad. ”Velkommen, Velkommen” raabte de alle. Hun steg ud og gik op i Stolen. Hun var smuk, hendes haar glinsede som Sølv i Maaneskin, og hun havde den dejligste Kjole paa, som var broderet med Guld. Hun havde ikke siddet ret længe, før de hørte et forfærdeligt Bulder. ”Det er Mesballetrolden” skreg de, og der kom den store Trold. Da hn fik øje paa Dronningen, stod han ganske som forstenet, for noget saa smukt havde han aldrig set før.
Han tabte sit Hjerte til hende.
Hun ville ikke have noget med ham at gøre, saa skreg han og løb Hjem til Mesballe igen, og han havde saadan en Fart paa, at han rent glemte sit Hjerte, og saadan er det gaaet til, at Troldens Hjerte nu ligger oppe paa Skolebakken.”

I 5. Klasse havde vi Sang med 3. og 4. Klasse. Det var jo en stor Flok – saa mange, at Samlingen daarligt kunde rumme os. Jeg kan endnu huske, hvordan alle Bænkene var optaget, saa at jeg maatte sidde paa en Skammel eller hvad det nu var. Ovenikøbet med Ib Udengaard, der gik i 3. Klasse, paa Skødet. I 4. klasse var jeg ”B” – Sanger. Nu i 5. Klasse blev jeg ”A” – Sanger, hvilket betød, at jeg maatte synde med i det 2-stemmige Sangkor.
Og vi havde Geogrfi – ja det havde vi jo ogsaa i 3. og 4. Klasse, men i 5. Klasse begyndte vi paa nogle nye Bøger, hvor vi selv skulde farvelægge Kortene og selv skulde fylde Teksten ud. Det var hos Fru Munch, vi havde det, og det var oppe i ”G-H”. ”G-H” betyder Geografi- og Historielokalet. Her oppe i ”G-H” var der Kort over alle Verdensdele, her var en Globus og her var et Lysbilledapparat, der var saaledes indrettet, at man ikke behøvede, at man ikke behøvede Værelset ”mørkelagt”, naar man skulde se Lysbilleder. Fru Munch lukkede blot en Skabslaage op, -her sad det hvide Lærred. Henne ved Tavlen stak fru Munch saa Billedet ind i Væggen og paa en meget sindrig Maade, saa vi saa Billedet paa det hvide Lærred.
Ved siden af ”G-H” var lærerraadssalen, hvor der endvidere var opstillet en Oldtidsgrav, som Hr. E. Munch havde fundet. Graven var opstillet saaledes som den var fundet. Her var Oldtidssamlingen, den etnografiske Samling og Møntsamlingen. Ved siden af igen var Bibliotheket. Alt dette var indrettet oppe under Skolens Tag, hvor der før kun var Loft. Dog – noget var her før det blev lavet om. Heroppe laa Skolens ”Zenda”. Her sad ”Fangen paa Zenda”! Det var før mi Tid – jeg oplevede det aldrig, men jeg ser i ”Mester Erik” fra 31.marts 1931 en gruopvækkende Beretning om ”Zenda”. Her er den…..

(Her er bortredigeret indlægget om Zenda. Det omhandler, hvad der kunne ske med en elev, der ikke havde forberedt sig tilstrækkeligt: op i loftsrummet (det senere GH), og her kunne eleven så sidde og forberede sig en times tid. Men det er meget omstændeligt skrevet, fuld af floskler, så min vurdering er, at læseren vil kede sig bravt ved dets læsning.)

Medens vi gik i 5. Klasse, fik vi en ny Lærer, det var cand. mag S.E. Sørensen, der selv havde været Elev paa Skolen. Vi fik ham til Historie og Geografi.
Men Dagene gik og igen og igen havde vi Eksamen og Prøverne. Med dette Skoleaar 1930-31 forlod Hr. Lærer Jensen os. Han var nu blevet træt og ville nyde sit Otium i Aarhus. Han havde været en prægtig Lærer for os. Vi havde haft ham i nogle Aar til Historie og Religion.. Til sidst kun i Religion. Han havde sin særlige Fortællemaade, han var interessant at høre paa. Og nu i Juni 1931 tog han en gribende Afsked med os inde i 5. Klasse. Det var sidste Gang, vi havde ham, og vi saa ham kun et Par Gange til før han døde i 1933.
Til Forældredagen skulde vi paa Teatron opføre Hr. Munchs Skuespil: Prinsessen af Djursland. Else Nissen fra Sophie Amaliegaard spillede Hovedrollen, mens andre Roller blev udført af Hans Ole Vinderslev, Aage Agger, Ove Nissen, Carl Scheel, Svend Andersen og mig.
Skolebestyreren var Instruktør, han hersede ordentlig med os, men til sidst var alt alligevel i orden. Vi kunde Rollerne. Ove Nissen og jeg optraadte som Prinsessens Pager. Vi var i ens Dragter, og vi havde Haarpisk i Nakken. Det var vel nok et festligt Syn. Der hænger endnu et Billede af os i disse Dragter paa skolen. Skolen. Svend Andersen var, saa vidt jeg husker, Kammerherre. Han havde i hvert Fald Kjole og stiv, hvid Knækflip paa. Endvidere havde han en blaa Pude bagpaa, her hang der er Nøgle. Jo – det var et flot Antræk til en 12 aars Dreng. Men det gik alt som det skulde, og vi høstede stort Bifald.
Og med dette Minde sluttede Skoleaaret 1930 – 31. Denne min første Sceneoptræden er mit sidste Minde fra 5. Klasse.

« Gå til del 2  –  Gå til del 4 »