Skolens historie - Del 3 - Erik Munch - Lærer i 20’erne og 30’erne

– Skolebestyrer på Ryomgård Realskole 1939-1961 –

Vi skriver således 1917 og skolebestyrer Axel Munch havde fået en god medarbejder i sin bror Erik. For der var mange gøremål udover undervisning og Erik var villig til at hjælpe. Pedel var der således ikke altid, for det var der ikke råd til. Så stod Axel og Erik op kl. 6 om morgenen og savede brænde, og fyrede op i kakkelovnene. Efter skoletid tog de fat på rengøring. Først derefter kunne der arbejdes med at forberede den næste dag, samt alt det administrative.

Bakken

Bakkerne bag skolen købtes ca. 1920 og et større udgravningsarbejde forestod nu, for at gøre det anvendeligt i skoleregi. Erik var manden, der bar projekterne igennem, men andre hjalp til, naturligvis Axel, men også Dynesen og Sæderup samt pedel Sørensen, der var en mester i stenopsætningerne. Et slid var det – uden maskiner, blot håndkraft og trillebør, – samt en overgang også en tipvogn.

Stadion

Stadion var det første færdige anlæg og markeredes af Stadionstenen, der blev opstillet for enden af det nye næsten færdige stadion i 1921. Området bagved var endnu bart og man aner i baggrunden Møllebakken, dog uden at Møllen er synlig.

Erik Munch skrev i anledning af færdiggørelsen af stadion et digt, hvis sidste vers lyder således:

De fire, de sled. De to graved’ ud.
Een kørte jord bort, een lagde tilrette.
Tit blev de svedte, og tit blev de trætte,
men bakken blev flyttet på menneskets bud.
Da arbejdet endtes, da smilede han
som ejede bakken, mod bakkekammens rand.
“Du blir’ jo helt pæn bakke, når du blot plejes.”
Nu er der plads her, nu kan her leges.

Den sidste linje indhuggedes i den sten, man satte for enden af stadion og afslørede ved indvielsen.

Der var mange sten overalt i terrænet, og det var for så vidt også godt nok, da der var brug for stensætninger mange steder, både af æstetiske hensyn, men også for at holde på jorden og skabe siddepladser, f.eks. ved det nye stadion. Da man på et tidspunkt havde et betydeligt overskud af sten, byggede man en lille grotte på den store vej over stadion. Erik bar det største læs i bogstavelig forstand ved dette projekt, både udgravning og den, der trak de mange sten på børen op til grotten. Derfor påbød Axel ham at navngive det. Han kaldte den Dagmargrotten, naturligvis opkaldt efter sin nygifte.

Bakkearbejdet var tilendebragt nu, – troede man. Det skulle vise sig først at være påbegyndt. For terrænet råbte på mere! Alt kunne jo lade sig gøre, og man begyndte nu på de forskellige gange, fik den lille bakke (Skolebakken) gjort færdig i 1925 samt tennisbanen, der egentlig ikke havde noget med skolen at gøre. Men Axel ville gerne have den, og lærerne var villige til at udgrave denne lille plads nedenfor det hus, Blæsenborg, som Axel havde købt af vejassistent Falking.

Også den store bakke gik man i gang med. For enden af stadion løb en lille vej, som egnens bønder brugte for at komme op til møllen på Møllebakken. Denne bakke ville proprietæren på Marienhoff også godt sælge. Det var i 1927 og møllen brugtes ikke mere. Erik boede på den tid i Vestergade 22, og ved skolens køb af Møllebakken kunne han få lov at indrette have for sig og Dagmar på arealet bag sit hus, mens en del af det øvrige areal skulle indrettes bl.a. til en teaterplads efter græsk mønster. Teatron kaldte de det – opkaldt efter græsk tradition – allerede inden arbejdet blev påbegyndt. Jorden fra udgravningen af Teatron lagde de i hulvejen til møllen for at forene bakkerne. Vejen skulle jo ikke skulle benyttes mere. Møllen havde jo været inaktiv i nogle år. Lokalbefolkningen var ikke helt tilfreds hermed, idet Møllebakken havde været en slags folkeeje. Her kunne man nyde udsigten og børnene køre på slæde om vinteren. Og hvad med Borgerforeningens flagstang samt 1920-genforeningsstenen!! Men der var ikke noget at gøre, planen om at inddrage arealet i skolens faciliteter blev gennemført.

Sportspladsen (nuværende Nordlyvej) blev købt året efter, men arbejdet her var ikke stort, beroligede Axel. Der skulle kun graves nogle få spadsergange og et lille anlæg til idræt. Men det blev til lidt mere, fordi også sportspladsen skulle udjævnes lidt, hvis den skulle bruges efter sit formål: håndbold. Dette sidste arbejde stod færdigt i 1932. (Det var først i en senere tid, at pladsens areal øgedes mod nord, så den kunne bruges til fodbold).

Lærer Magnusson var passiv beundrer til dette store arbejde. Han ønskede ikke selv at udsætte sin krop for sådanne strabadser, men da gravearbejdet var færdigt, skrev han sangen:

“Uden busk og uden træ”, hvis 2. vers lyder således:

“Nu er bakken blevet klædt
tvivlen gjort til skamme.
Løvet lyser forårsspædt
fra hver bitte stamme.
Opad snor sig vejens spor.
Fuglene i grotten bor
trygge, næsten tamme”

(Fra Ryom Sange og Melodier)

Man havde den skik at give de enkelte arealer navne (Lille Bakke, Store Bakke, Teatron, Den brede Vej, Stadion, Møllebakken, Solurspladsen, Sportspladsen) og Magnusson fik nu lov at navngive arealet mellem Teatron og Møllebakken. Han gav det navnet “Vidarsletten”. Det har knebet en eftertid at finde forklaring på dette navn. Min undersøgelse omkring noget islandsk har været negativ, men så kom jeg i tanke om Masnussons interesse for asatroen. Navnet kan være hentet herfra, idet Odin udover sønnen Skjold (og andre) også havde en søn, der hed Vidar. Denne søn regnedes – i hvert fald af nogle, se f.eks. Pedros Danmarkshistorie, s. 177 (Lindhart og Ringhof, 2002) – for en “ny fader”, som skulle danne grundlag for en ny asaslægt. Dette blev dog forpurret af den nye kristendom, der tromlede aserne under fode. Vidar er derfor synonymt med asernes fortrængning, og sat sammen med “Sletten” bliver det symbolet på asernes slutscene tilknyttet denne jord. (min fortolkning). Der er også en anden fortolkning: I modsætning til sin far Odin og sin bror Thor, var Vidar meget fredelig, og derfor den, der måske indgød mest sympati hos den ligeledes fredelige Magnusson (!).

Dagligdagen

Ind i mellem rejste og kom lærere. I 1920 kom Frk. Ketty Vinderslev. Hun var dimittend fra 1916 og den første af flere, der kom tilbage til skolen som lærer.
Men også vennekredsen var stor.
En af dem som Axel satte størst pris på, var sprogforskeren P.K.Thorsen. Han fulgte interesseret arbejdet på skolen og aflagde besøg hvert eneste år. Axel lyttede meget til ham og Thorsens indflydelse på skolen skal måles herigennem. Ved hans død hædrede Axel ham med en mindesten, som rejstes ved den store vej på bakken.
En af Eriks gode venner fra seminarietiden i Hjørring var – aldersforskellen til trods- Johan Skjoldborg. Han var ikke meget for betalingsskoler, anså dem efter eget udsagn for at være udemokratiske, men han kunne ikke lade være med at interessere sig for Ryomgård Realskole, og kom der ofte. Men det var hos Erik privat, at han udfoldede sig i digteriske symposier. De supplerede hinanden godt og kunne natten igennem tale og more sig. Men i 1936 døde Skjoldborg og Erik mistede en god ven og inspirator.

Som betalingsskole måtte eleverne ikke blot betale skolepenge, men også betale for skolebøgerne. Ikke alle bøgerne fandtes lige egnede, og både Axel og Erik supplerede de gængse lærebøger med egne udgivelser. Det blev til ikke så få igennem tiderne, især i dansk, botanik og matematik. Også hæfterne måtte købes, både til regning, stil osv. og naturligvis også skriverekvisitterne. Når hertil lægges transportudgifterne for de udenbys, kunne det godt hos mange familier blive en udgiftspost, som tyngede.

Skolens forskellige fag suppleredes med hjælperedskaber i bl.a. fysik, geografi og naturhistorie. Især samlingen i naturhistorie voksede sig med tiden stor, og mange elever sendte rekvisitter til den, både mens de endnu gik i skole og senere.
Sammen med Axel vogtede Erik over skolen, både ude og inde. En lille sjov affære udspillede sig i 1925, da de havde iagttaget løsgående høns på skolens areal. Det var for galt, og Axel satte en annonce i Ryomgaard Avis om, at de ville blive “nedskudt” hvis det skete oftere. Annoncen ses t.h. Klik for større format.

Og de tilbagevendende begivenheder på skolen voksede sig fast til traditioner.

Skoleåret indledtes således med en spadseretur i bakken og videre ud i byen. Skema blev skrevet og middagsfrikvarteret var ekstra langt. Og så nåede man jo også et par timers uforpligtende undervisning, – hele dagen skulle jo gå af hensyn til de mange elever, der kørte med tog. Man kunne ikke bare give tidligere fri end sædvanligt.

Også juleafslutningen blev til en tradition. Man forstod at gøre julen smuk, og juletræet, der placeredes i gymnastiksalen og senere i den store foredragssal, gik naturligvis til loftet og var særdeles smukt pyntet. Sangene og skolebestyrerens tale manglede heller ikke, og eleverne havde en udstrakt frihed en sådan dag, hvor den sædvanlige timeundervisning kun fungerede i de første to morgentimer.

De tilbagevendende årsafslutninger med overgivelse af eksamensbeviset i Teatron blev efterhånden suppleret med åbent hus omkring undervisningen om formiddagen samt gymnastikopvisning. Og kvalificerede talere manglede som regel ikke, især ikke efter at elevforeningen var genopstået.

Da skolekomedierne meldte deres ankomst, blev hotellets sal taget i anvendelse, da den fandtes bedre egnet end foredragssalen. Det var i øvrigt også bedst stemmende med Axels ånd, da han var imod for megen festivitas på skolen. Dér hørte den slags ikke hjemme!

Traditionerne var kommet for at blive.

« Gå til del 2  –  Gå til del 4 »