Skolens historie - Del 7 - K. Basses tid

– Skolebestyrer på Ryomgård Realskole 1973-1984 –

Lidt skolehistorie fra 1961 til 1984

I jubilæumsskriftet fra 1963 fortæller Erik Munch om skolens historie indtil 1961, I anledning af skolens 75-års jubilæum kommer årsskriftets redaktion til mig og beder mig – på en pæn måde, men med kort varsel – om at skrive skolens historie for ovennævnte periode. Jeg har lovet at prøve; men med den begrænsede tid, der er til rådighed, er det mig ikke muligt at give en fuldstændig gennemgang af periodens historie. Man må nøjes med en række spredte træk fra en travl periode med mange forandringer.

Det begyndte i sommerferien 1961. Vi havde længe vidst, at Søren Vester-Petersen skulle afløse hr. Munch d. 1. august, og vi havde glædet os til at arbejde videre med ham som leder. Søren Vester-Petersen havde imidlertid været syg det meste af 1961, og midt i juli ringede hr. Munch til min broder og mig med følgende besked:” Det går ikke med Søren (vi var alle tre gamle elever af hr. Munch, så fra hans side var det med fornavn). I må se at få lavet et hovedskema, inden skoleåret begynder. Så kan I selv fordele arbejdet.” Da min broder, Ejvind Basse, havde været Søren Vester behjælpelig med det forberedende arbejde, delte vi det på den måde, at han blev fungerende skolebestyrer og jeg fungerende viceskoleinspektør, hvilket vi meddelte hr. Munch. Den 5. august døde Søren Vester, og vi måtte foretage de ændringer i skemaet, der fulgte heraf. Officiel ansættelse fulgte ved første bestyrelsesmøde.

Kom vi end lidt hovedkulds ind i arbejdet, så var der ikke megen tid til at filosofere over det; for der var nok at tage fat på. En ny ledelsesform skulle indkøres, – som min broder udtrykte det: Systemskifte fra oplyst enevælde til decentraliseret styreform. Indtil 1960: samme person sidder med både pædagogisk, administrativt og økonomisk ansvar – og risiko. Fra 1960: Økonomi – bestyrelsen, pædagogik og daglig administration – skoleledelsen.

Gennem en årrække havde skolen fungeret som realoverbygning for vor egen og et par nabokommuner. Det medførte meget store klassekvotienter, og den slags slider på bygning og materiel. Der blev taget fat på en gennemgribende modernisering af et par klasselokaler om året, – sideløbende med, at der arbejdedes på længere sigt mht. at realisere planerne om nybyggeri med statslånsstøtte. Medens vi venter, bliver der rigelig tid til at modernisere fysiklokale – for at sikre opfyldelsen af nye lovkrav til fysikundervisningen – og til at erstatte gamle, hyggeligt knirkende, men brandfarlige trætrapper med sikrere støbte trapper, og til afhjælpning af lokalemangelen anskaffedes en klassepavillon (som vi en halv snes år senere kunne sælge til Djurslands Bank, Grenå). Nybyggeriet kom i gang i foråret 1967, og i august 1968 kunne de første lokaler tages i brug. Sideløbende hermed var den gamle gymnastiksal omdannet til sløjdlokale, og omklædningsrum og baderum var blevet til et hyggeligt lærerværelse.

Et års tid senere forhandles der med kommunen om mageskifte af vor gamle sportsplads med et større areal nord for skolens anlæg, ja, det var vel nærmest et ekspropriationslignende krav fra kommunen, men vi fik da til gengæld en bedre sportsplads, dog ikke til byttepris.

Alderen trykker, og det gør tårnet også. I sommerferien 1971 må vi skride til at pille det ned for at forhindre, at det kommer af sig selv. De voldsomt stigende oliepriser tvinger os til at investere betydelige summer til isolering og nye vinduer i den gamle bygning. Sidstnævnte operation vakte for øvrigt meget mere opmærksomhed, end da tårnet blev fjernet. Sidste større bygningsmæssige opgave i denne periode blev indretning af et dejligt skolebibliotek i et par klasseværelser på 1. sal i den ældste fløj.

Også de lovmæssige rammer for arbejdet har gennemgået mange forandringer i den pågældende periode. I 1963 afholdtes for 48. og sidste gang præliminæreksamen med 74 dimittender, der alle bestod. Første gang var i 1916 – med 11 dimittender, der alle bestod. Fra 1964 hedder det så realeksamen eller statskontrolleret afgangsprøve fra 8. eller 9. kl. Allerede i 1969 kom der en ny ændring, idet der nu også afsluttes med et hold med teknisk forberedelseseksamen efter 9. kl. og fra 1972 yderligere et hold med udvidet teknisk forberedelseseksamen efter 10. kl. Senere følger så muligheden for at tage realeksamen med bortvalg af visse fag, og så slutter vi den afdeling ved at holde realeksamen for sidste gang i 1978 med 27 realister; men sideløbende hermed er vi i fuld gang med at indkøre en ny skolelovs nye former for afgangsprøver – med betegnelserne ”folkeskolens afgangsprøve” efter 9. kl. og ”folkeskolens udvidede afgangsprøve” efter 10. kl.

Og tænk engang! Her i skrivende stund i 1987 hedder de stadig det samme!

Der var især to forhold, som min broder lagde megen vægt på at få bragt i orden snarest. Det ene var at få genetableret den underskole af 1., 2. og 3. klasser, som nogle år tidligere var gledet ud – simpelt hen af pladsmangel i de år, hvor elevtallet lå over 500, og hvor overbygningen var 3-sporet med 30 eller derover i klasserne.

Det lykkedes allerede i 1962 at starte en 1. klasse samtidig med, at fru Lene Basse vendte ”hjem” efter nogle års eksil som enelærer i Mesballe skole, som netop skulle nedlægges. Året efter var det muligt at starte både en 1., 2. og 3. klasse; de var små, men de var der.

Denne udbygning ”fra grunden af” fulgtes op i 1969 med nyskabelsen – en børnehaveklasse – som den første skole i nærmeste omegn. (De kommunale skoler fulgte hurtigt efter.)

Det andet problem var at få skabt en eller flere former for kontakt mellem forældrekreds og lærerstab, noget sådant fandtes bogstavelig talt ikke førhen. Det startede med enkelte klasse-forældreaftener og suppleredes senere med kontaktaftener, og – ja, man fristes jo til at sige selvfølgelig – der viste sig hurtigt betydelig interesse, så vi flere gange måtte ændre form og omfang af disse kontakter. Udviklingen kulminerede så i 1971 med dannelsen af Ryomgård Realskoles første Forældreråd. Men da havde eleverne allerede i over et år haft deres Elevråd – haft det opløst det igen og sat i gang igen! Dog lykkedes det jo også for dette råd – efter en usikker og forsigtig start – at finde en fornuftig og praktisk virkeform.

Desværre var skolebestyrerens helbred ikke godt. Min broder havde allerede i 1963-64 haft en alvorlig sygdomsperiode med et halvt års sygeorlov. Igen i 1972 var han indlagt, og der fulgte en endnu længere orlov. Han bad i 1973 bestyrelsen om sin afsked med den begrundelse, at han ikke følte sig i stand til at udfylde sin stilling på forsvarlig vis. Han blev sygepensioneret pr. 1. august 1973, og bestyrelsen ansatte undertegnede til at fortsætte som skolebestyrer. Imidlertid var elevtallet på daværende tidspunkt for lavt til, at der officielt kunne ansættes en viceinspektør. Det klaredes på den måde, at A.V. Pedersen, der var kommet til skolen i 1971 for at være med i arbejdet med at oprette en kostafdeling, fik titel af kostskoleinspektør og souschef; derfor kunne vi jo godt kalde ham viceinspektør. Kort sagt: Han fik titlerne, – og han gjorde arbejdet, – og det er jo det vigtigste!

Elevtallet har i perioden gennemløbet en ganske betydelig nedtur. Den var nok ventet, men en overgang gik det faktisk faretruende stærkt. I 5-året fra 1970-74 var der tale om en nedgang fra 345 til 177, og i en kortere årrække kørte vi faktisk med underskud på årsregnskabet, og det kunne nok give kuldegysninger ved tanken om, hvorvidt vi skulle endnu længere ned. Det skulle vi ikke; 177 var bunden, tallet steg igen og stabiliserede sig omkring de 200. En del af forklaringen kendte vi. For det første var børneårgangene mindre, og for det andet var der – navnlig i årene omkring kommunalreformen i 1970 – oprettet flere realoverbygninger i det område, der hidtil havde været vort naturlige opland.

Vi søgte at kompensere for nedgangen ved at forsøge med et 2-årigt realkursus for voksne elever og ved at satse på kostelever. Det lykkedes lige netop at samle elever nok til et kursushold i 1973 og igen i 1975; sidstnævnte hold tog eksamen i 1977, og efter 1978 var det slut med realeksamen – og altså også med realkursus. Så blev kostafdelingen jo af længerevarende betydning. Det var en svær fødsel, og det var i første omgang ikke noget stort antal elever, det drejede sig om; men alligevel har dens eksistens været med til at stabilisere en noget anstrengt økonomi. (Det er blevet mig fortalt, at kostafdelingen vil blive omtalt fra anden side; derfor ikke mere om den sag her.)

En hel anden side af skolens historie, den væsentligste, det, det hele drejer sig om, er selvfølgelig arbejdet med eleverne – i klasserne, i frikvartererne, efter skoletid, i ferier og fritid – kort sagt det, der skal give eleverne ny viden, oplevelser, inspiration, ideer til fornuftig anvendelse af fritid – som kan virke udvidende på deres horisont, – som kan gøre dem mere skikkede til at møde samfundets udfordringer. Den side af historien er straks vanskeligere at nedfælde på papiret. Men den har været begunstiget af, at skolen har haft et – i det store og hele – velvilligt, iderigt, loyalt og samarbejdsvilligt lærerkollegium.

Utallige er de instruktionsmøder, kurser, lejrskoleophold m.m., som lærerne har deltaget i – såvel i som udenfor skoletiden – for at følge med i, hvad der er kommet af faglige og administrative nyheder, og mangfoldige er også de tilfælde, hvor lærere har stillet deres fritid eller ferier til rådighed for at lede skolerejser til ind- eller udland, idrætsstævner, korstævner eller teaterture. Det er ikke muligt at nævne alle disse ikke-skemabundne aktiviteter, men lad os tage nogle eksempler. Af mere faglig karakter kan nævnes virksomhedsbesøg, erhvervspraktik, ekskursioner, lejrskoler m.m. spontant opstået og efterhånden søgt ledet ind i lidt fastere rammer. Af mere fritidsprægede emner kan eksempelvis nævnes sangkor og sangstævner, skakinstruktion og skakklub, teaterturene til Jydsk Skolescenes forestillinger, ((f.eks. var der i 1966 211 elever af sted til en Molière-forestilling), orienteringsløb og kondi-ture. Større fællesarrangementer som featureuge eller emnedage er gennemgået med succes nogle gange, – eksempelvis ”Jernalderugen” i 1978 og ”Anno 1913” i 1983.

Endelig er der skolefesterne, – et helt kapitel for sig. I ”gamle dage” var der skolekomedie i forbindelse med julefesten. I jubilæumsåret 1963 flyttedes forestillingen, som dette år for øvrigt hed ”Elverhøj” til jubilæumsdagen, den 7. januar, og nogle år senere dristede man sig til både at holde skolefest med ”Folk og Røvere i Kardemomme by” og julefest uden skolekomedie. Nu blev julefesten en tradition, og efter endnu et par succeser på hotellets trange scene, blev skolefesten i 1970 flyttet hjem på skolen med opførelsen af ”Pinafor i selvfremstillede dragter på vor egen selvkonstruerede scene. Det blev en formidabel succes, men jo desværre med et tragisk efterspil, idet manden for hele, lærer Ole Jensen, døde 10 dage efter sidste opførelse, kun 37 år gammel.

Skolefesterne fortsatte efter et års pause, men med knap så ambitiøse opgaver, – og alligevel samme entusiasme hos aktørerne og uformindsket medleven fra publikum.

Nu fulgte så yderligere elevrådets ønske om en elevrådsfest for de ”store” elever, primært formodentlig for at kunne få lov til selv at bestemme, hvilken musik der skulle danses til. Det gik vel ikke lige godt hver gang; men det gav elevrådet lejlighed til at vise, at de var blevet ”voksne”; de kom nemlig af sig selv og tilbød at arrangere og lede en formiddagsfest for de ”små” enten i julemåneden eller ved fastelavn, og de gjorde det, og de gjorde det godt.

1983 startede også med en skolefest. Skolens 70 års fødselsdag, som de deltagende elever sikkert vil huske som den dag, hvor vi i bogstavelig forstand spiste os igennem Ryomgård Realskole – i bager Laursens udgave af den, – medens andre vil huske den som den dag, der skabte grundlaget for, at der senere på året kunne dannes ”Ryomgård Realskoles Jubilæumsfond af 1983” med en start kapital på ca. 18.000 kr., og som nu godt 3 år senere er vokset til ca. 72. 000 kr., – en vækst, der forhåbentlig også kan fortsætte fremover. Min kone og jeg havde besluttet at sige stop med udgangen af skoleåret 1983/84 efter henholdsvis 35 og 43 års skolegerning, – heraf 35 henholdsvis 37 år ved RR. Det var derfor en stor glæde for os, at vort sidste skoleår kunne indledes med endnu en nyskabelse, pasningsordningen, hvor fortrinsvis små elever kunne vente under opsyn på tog eller bus eller på, at mor eller far kom fra arbejde, en nyskabelse, der her få år senere har vist sig levedygtig og populær, og som i lighed med visse andre af skolens ”påfund” (f.eks. børnehaveklasse og EDB-undervisning) har sat tanker i gang også udenfor skolens regi.

Som nævnt i indledningen: Ikke alt er kommet med i denne beretning, men vor tid på RR nærmer sig sin afslutning, og årsskriftets redaktør går og tripper for at få fat i manuskriptet. Lad mig derfor slutte med ønsket om, at der stadig må være eksistensgrundlag for en privat Ryomgård Realskole. Det tror jeg på, at der er.

Den selvejende skole er noget ganske andet end den privatejede på visse måder; mange flere er involveret i ledelsen, mange meninger skal høres, de kan ikke altid falde sammen. Men samarbejdet har været godt, og alle har haft for øje at skabe den bedst mulige skole for vore elever. Måtte det også gælde fremover. Med disse ord ønsker vi trivsel og fremgang for vor gamle skole, og til lykke med det forestående jubilæum.

Knud Basse

« Gå til del 6  –  Gå til del 8 »